Antonio Tempesta, loftsudsmykning fra Uffizi-galleriet i Firenze, 1579-81. Foto af Pernille Klemp.
Information
at trykke en tidlig kladde i stedet for den færdige version af min anmeldelse af Maria Fabricius Hansens The Art of Transformation.
Den officielle udgave, som kan læses i ugens bogtillæg og på Information
s hjemmeside, er præget af fejl og bommerter, samt vendinger der måske ikke er helt ligetil og forståelige. Som en særlig service bringer jeg derfor hermed den færdige, rigtige tekst.
Renæssancens underverden
Af Matthias Wivel
I løbet af det femtende århundredes sidste årtier begyndte humanister, kunstnere og arkæologer i Rom for alvor at udforske det begravede Domus Aurea—Kejser Neros ’gyldne hus’: et enormt forlystelseskompleks, han havde bygget på byens ruiner i tiden efter den kataklysmiske brand i år 64. Efter despotens død blev store dele af det revet ned mens andre blev begravet, og med tiden svandt det fra folkeerindringen og blev legende, som så meget andet i den tidligere kejserstad.
Det underjordiske palads’ ruiner, med dets tilsandede haller, kollapsede korridorer og afsondrede kamre, nærede forestillinger om antikkens underside blandt renæssancens lærde—det hedonistiske, det uhyggelige, det uhåndgribelige, i al dets skønhed og gru. På væggene fandt de farverige dekorationer, der i disciplinerede mønstre sammensatte stiliserede planteranker og hybride fantasivæsner i imaginære arkitektoniske rammer.
Denne opdagelse accelererede udviklingen af et nyt ornamentalt vokabularium hos tidens kunstnere—et vildtvoksende dekorationssystem, der snart skulle udsmykke bygninger overalt i Italien og efterhånden også hinsides. Det dannede rammer omkring og indtog randområderne mellem de mere naturalistiske, ofte fortællende billeder og billedserier, der prydede alt fra kapeller til kunstkamre, ja, det koloniserede sågar den tredje dimension i form af arkitektonisk ornamentik og interiørdesign. Continue reading ‘Grotesker Redux’
Feed for Posts
KrigsSplint i Information
I fredagens bogtillæg til Information kan man læse min anmeldelse af første bind af Émile Bravos episk anlagte Splint & Co.-fortælling, L’Espoir malgré tout, eller Håbets tid på dansk. Den sender her i seriens 70-jubilæumsår den heltemodige piccolo midt ud i anden verdenskrig, i fortsættelse af de vellykkede enkeltstående album fra 2008 Journal d’un ingénu, dansk titel Portræt af helten som troskyldig ung mand (dansk udgave 2013). Jeg er ikke helt overbevist om at der er tale om en god idé:
Læs mere her, hvis du har abonemment.