That got your attention, I hope? Yes, Titian drew a shitting dog, which he inserted into one of the most monumental compositions of his early years, the twelve-block woodcut of the Submersion of Pharaoh’s Army in the Red Sea (c. 1517), right next to the figure of Moses! (detail above) In the latest issue of Art in Print, I examine the meaning and sources of this coarse insertion into what on first sight seems a grad and heroic composition, but — while it is certainly that — upon further inspection is inflected with a realism that is almost unprecedented in Venetian Renaissance art, informed as it must be by Titian’s possibly traumatic experiences of war during the struggle of Venice against the powerful League of Cambrai. Read more at your local art library or, if you’re a subscriber or would like to become one, online right here.
Archive for the 'commentary and criticism' Category
Page 2 of 30
Nicholas Hilliard, selvportræt, 1577, Victoria and Albert Museum
I dagens Weekendavis kan man læse min anmeldelse af den fornemme udstilling the National Portrait Gallery de seneste måneder har vist af miniatureportrætter af genrens to store britiske mestre Nicholas Hilliard og Isaac Oliver. En art kollektiv portræt af den britiske elite under Elizabeth I og Jakob I via udsøgte kunstværker. Den bedste udstilling i London lige nu, men desværre ikke ret meget længere. Se den hvis du er i byen før 19 maj og læs kataloget.
For my latest column at The Comics Journal, I take a closer look at Posy Simmonds’ latest comic, Cassandra Darke, which is a slow-burn masterpiece in paraphrase of Dickens’ A Christmas Carol, and in the process I have some more general thoughts on her art. Here’s an excerpt:
It is in this characterization of privileged life unsettled that Simmonds—ever concerned with the complexities of social relations and middle-class anxiety—delivers her starkest indictment to date of contemporary society. Mind you, with her trademark British understatement which ensures that satire never subverts story. Her masterful use of crayon and wash technique brings to life a posh London under snow, with its darkened windows, gated garden squares and gleaming lobbies. Her work was an exquisite, unostentatious a sense of place which rivals that of Jacques Tardi. And when Cassandra finally decides to take action and ventures into the ‘far east’ of London, Simmonds evokes a boarded-up high street—perhaps in Dagenham—of pound shops, off licenses and pawnbrokers in a short burst of dense panels, while contrapuntally noting in the voiceover “in spite of its decay, [it] has Christmas lights and bursts of laughter coming from pub doors.” In the space of a few pages she has skipped sideways from A Christmas Carol to A Tale of Two Cities.
Read the whole thing here, and stop by Cynthia Rose’s in-depth reportage from the Pulp festival, which took place a few weeks ago just outside Paris and featured Simmonds, as well as Catherine Meurisse.
I dagens bogtillæg til Information kan man læse min anmeldelse af Anna Rakhmanko og Mikkel Sommers dokumentariske Strannik, om en hjemløs mand der ernærer sig som MMA-kæmper i Moskva. Det er besk, indigneret dokumentarisme, dygtigt disponeret af den tegneseriedebuterende Rakhmanko og leveret med mere selvsikkerhed og mindre lir end vi er vant til fra Sommer. Bag den tredje dør her.
After more than a year, I’m finally back on the virtual pages of The Comics Journal with a new instalment of my column Common Currency, on European comics. This time, I’ve taken the opportunity of the recent awards handed out at the Angoulême Festival to review Danish cartoonist Halfdan Pisket’s astonishing account of hi father, James’ life in the Dansker-Trilogy, the third volume of which was just given the Prix de la Série in Angoulême, as far as I know the first time a Scandinavian comic has been awarded in the major categories (do correct me if I’m wrong).
But that’s less relevant — what’s important is that this is a distinct and compelling work of memoir, empathy and history, told in comics form. I absolutely encourage you to seek it out if you read Danish or French, and if not then pester your favourite comics publisher to put it out in a language you can read. Check out my column here.
Fra Bagieus biografi over svømnings- og kropsaktivisten Annette Kellerman
I fredagens bogtillæg til Information kunne man læse min anmeldelse af Marta Breen og Jenny Jordahls Kvinder i kamp og Pénélope Bagieus Skamløs, to nye formidlende tegneserier, der både behandler kvindekampens historie og formidler en “alternativ’, kvindeorienteret historieform — alt sammen i tegneserieform. Det startet sådan her:
Kvinder i kamp og Skamløs, to nyligt udkomne tegneserier, præsenterer aspekter af kvindekampen og den kvindeorienterede historieskrivning i tilgængelig, letfordøjelig og overvejende underholdende form. Det kan måske virke overraskende, fordi denne type tegneserie kun for nylig har manifesteret sig i litteraturverdenen, men den har en lang tradition bag sig.
læs mere her, bag væggen.
I fredagens bogtillæg til Information kan man læse min anmeldelse af første bind af Émile Bravos episk anlagte Splint & Co.-fortælling, L’Espoir malgré tout, eller Håbets tid på dansk. Den sender her i seriens 70-jubilæumsår den heltemodige piccolo midt ud i anden verdenskrig, i fortsættelse af de vellykkede enkeltstående album fra 2008 Journal d’un ingénu, dansk titel Portræt af helten som troskyldig ung mand (dansk udgave 2013). Jeg er ikke helt overbevist om at der er tale om en god idé:
Det er ambitiøst, men rejser det velkendte spørgsmål om, hvorvidt børnelitteraturens klart tegnede fantasifigurer tåler et så direkte virkelighedstjek.
Læs mere her, hvis du har abonemment.
Michelangelo & Sebastiano, with Dr Matthias Wivel and Dr Piers Baker-Bates from Colnaghi Foundation on Vimeo.
It’s Christmas time, so here’s a treat for the two and half people who might care. I was searching for something else and happened upon this video through the Colnaghi Foundation website. It records a conversation I had at their premises in London in the spring of 2017 with my colleague Piers Baker-Bates on Sebastiano del Piombo, his relationship to Michelangelo and his fortuna critica in Spain (a particular specialty of Piers’). Of course the impetus was the exhibition I had organised at the National Gallery, to which Piers had provided invaluable assistance.
I was aware at the time that it was being filmed but forgot all about it, so it’s nice to see it’s been online for a while. It’s very nerdy, but that was also kind of the brief, and frankly a relief at a time when I was doing many more general — and also enjoyable! — introductions to the subject. Plus, it’s always nice to chat with Piers. Enjoy!
I Information, i fredagens bogtillæg, stod min nekrolog over Stan Lee at læse. Den kan også granskes her, hvis man betaler. Desværre var billedredigeringen mildest talt lemfældig og det endte med en tilfældig række forsider, to af hvilke intet havde med Lee at gøre. Men sådan går det jo en gang i mellem, når avisen skal på gaden. Tak alligvel til Information for at trykke en nekrolog over The Man.
For folk der kender min indstilling til Lee, er det nok ikke overraskende, at teksten fokuserer på det kreative samarbejde mellem Lee, Kirby og Ditko og førstnævntes efterfølgede uproportionale anerkendelse og belønning. Her et lille uddrag:
Ditko forlod i frustration Marvel i 1966, Kirby fulgte ham fire år senere. Andre kræfter kom til, men det blev aldrig det samme. Det er sigende, at mens Ditko og Kirby begge fortsatte distinkte og dybt originale kunstneriske livsbaner, skabte Lee hverken før eller siden noget, der kommer i nærheden af det, de lavede sammen. Samtidig er det imidlertid klart, at netop den kemi og den spænding, de to meget forskellige kunstnere opnåede i samarbejdet med Lee udmundede sig i værker af en ganske sjælden vitalitet.
Nåja, og så har jeg her muligheden for at supplere artiklen med en virkelig fed — og både for Lee og Kirby repræsentative splashside fra Fantastic Four #57 (1966). Hvil i fred!
I dagens bogtillæg til Information anmelder jeg den danske udgave af Walther Isaacsons glimrende populærbiografi over Leonardo da Vinci. Hvorfor er himlen blå? Læs her (men gryn).
Years in the making, Chris Fischer’s latest catalogue of the collection of old master drawings at SMK, formerly in the Royal Print Collection, in Copenhagen, is now available. It covers the Venetian drawings, which is one of the collection’s strengths, even if it only contains a handful of real masterpieces.
I had the fortune of collaborating with Chris on this catalogue during my short stint as a research fellow at SMK, 2012-14. My contributions were minimal, but I am still proud to see my entries on Domenico Campagnola and his Paduan colleague Stefano dall’Arzere in there along with Chris’ exemplary entries on everything from Carpaccio and Veronese to Aliense and the Tiepolos. Also, Chris’ general introduction to the Venetian school of drawing is as good a short primer on this complex and still somewhat neglected field as you will find anywhere.
Bizarrely, the museum does not seem to sell this new publication, nor the former entries in what is a gold standard series for the cataloguing of drawings, anywhere online. I’m sure the catalogue will soon be available through international booksellers, but so far the only place I’ve found it is the Danish store Saxo.com.
Chris Fisher, with contributions by Matthias Wivel, Venetian Drawings (Italian Drawings in the Royal Collection of Graphic Art), Copenhagen: Statens Museum for Kunst, 2018
Antonio Tempesta, loftsudsmykning fra Uffizi-galleriet i Firenze, 1579-81. Foto af Pernille Klemp.
Endnu engang er jeg blevet udsat for lemfældig redaktion. Efter en længere redigeringsproces, initeret af avisen selv, lykkedes det alligevel Information at trykke en tidlig kladde i stedet for den færdige version af min anmeldelse af Maria Fabricius Hansens The Art of Transformation. Den officielle udgave, som kan læses i ugens bogtillæg og på Informations hjemmeside, er præget af fejl og bommerter, samt vendinger der måske ikke er helt ligetil og forståelige. Som en særlig service bringer jeg derfor hermed den færdige, rigtige tekst.
Renæssancens underverden
Af Matthias Wivel
I løbet af det femtende århundredes sidste årtier begyndte humanister, kunstnere og arkæologer i Rom for alvor at udforske det begravede Domus Aurea—Kejser Neros ’gyldne hus’: et enormt forlystelseskompleks, han havde bygget på byens ruiner i tiden efter den kataklysmiske brand i år 64. Efter despotens død blev store dele af det revet ned mens andre blev begravet, og med tiden svandt det fra folkeerindringen og blev legende, som så meget andet i den tidligere kejserstad.
Det underjordiske palads’ ruiner, med dets tilsandede haller, kollapsede korridorer og afsondrede kamre, nærede forestillinger om antikkens underside blandt renæssancens lærde—det hedonistiske, det uhyggelige, det uhåndgribelige, i al dets skønhed og gru. På væggene fandt de farverige dekorationer, der i disciplinerede mønstre sammensatte stiliserede planteranker og hybride fantasivæsner i imaginære arkitektoniske rammer.
Denne opdagelse accelererede udviklingen af et nyt ornamentalt vokabularium hos tidens kunstnere—et vildtvoksende dekorationssystem, der snart skulle udsmykke bygninger overalt i Italien og efterhånden også hinsides. Det dannede rammer omkring og indtog randområderne mellem de mere naturalistiske, ofte fortællende billeder og billedserier, der prydede alt fra kapeller til kunstkamre, ja, det koloniserede sågar den tredje dimension i form af arkitektonisk ornamentik og interiørdesign. Continue reading ‘Grotesker Redux’
Luca Signorelli, fra San Brizio-kapellet i Orvietos katedral.
I ugens bogtillæg anmelder jeg Maria Fabricius Hansens store mongrafi om 1500-tallets såkaldte grotesker — et særligt ornamentsystem inspireret af antikkens dekorationsmønstre, en vildtvoksende, ofte irrationelt funderet billedverden, der ofte ses mellem og omkring de mere rationelt formulerede narrative billeder, der ofte udsmykkede bygningsværker. Bogen, som er baseret på mange års forskning, forskyder sig i mange retninger og bliver en art kortlægning af det ubevidste, det uhøjtidelige og det uhyggelige i renæssancens billedverden. Stærkt anbefalelsesværdig. Læs anmeldelsen her (men penge).
At the National Gallery we’re currently running a series of half-hour lunchtime lectures on the history of the Gallery told through six key paintings. I kicked off the series a couple of weeks ago with a talk on a painting that has become near and dear to me for perhaps obvious reasons, The Raising of Lazarus by Sebastiano del Piombo, from partial designs by Michelangelo. It was an ideal place to start since it was the first painting inventorised at the founding of the National Gallery in 1824, with the number NG1. See it above. The talks are all available at the National Gallery’s YouTube page.
Feed for Posts
Death Save i Information
I fredagens bogtillæg til Information kunne man læse min anmeldelse af Rune Rybergs overskudsprægede ungdomsfortælling Death Save. Og man kan stadig læse den på nettet, lige her, hvis man betaler.
Hermed et lille uddrag: