I fredagens bogtillæg til Information kan man læse min anmeldelse af første bind af Émile Bravos episk anlagte Splint & Co.-fortælling, L’Espoir malgré tout, eller Håbets tid på dansk. Den sender her i seriens 70-jubilæumsår den heltemodige piccolo midt ud i anden verdenskrig, i fortsættelse af de vellykkede enkeltstående album fra 2008 Journal d’un ingénu, dansk titel Portræt af helten som troskyldig ung mand (dansk udgave 2013). Jeg er ikke helt overbevist om at der er tale om en god idé:
Det er ambitiøst, men rejser det velkendte spørgsmål om, hvorvidt børnelitteraturens klart tegnede fantasifigurer tåler et så direkte virkelighedstjek.
It’s Christmas time, so here’s a treat for the two and half people who might care. I was searching for something else and happened upon this video through the Colnaghi Foundation website. It records a conversation I had at their premises in London in the spring of 2017 with my colleague Piers Baker-Bates on Sebastiano del Piombo, his relationship to Michelangelo and his fortuna critica in Spain (a particular specialty of Piers’). Of course the impetus was the exhibition I had organised at the National Gallery, to which Piers had provided invaluable assistance.
I was aware at the time that it was being filmed but forgot all about it, so it’s nice to see it’s been online for a while. It’s very nerdy, but that was also kind of the brief, and frankly a relief at a time when I was doing many more general — and also enjoyable! — introductions to the subject. Plus, it’s always nice to chat with Piers. Enjoy!
I Information, i fredagens bogtillæg, stod min nekrolog over Stan Lee at læse. Den kan også granskes her, hvis man betaler. Desværre var billedredigeringen mildest talt lemfældig og det endte med en tilfældig række forsider, to af hvilke intet havde med Lee at gøre. Men sådan går det jo en gang i mellem, når avisen skal på gaden. Tak alligvel til Information for at trykke en nekrolog over The Man.
For folk der kender min indstilling til Lee, er det nok ikke overraskende, at teksten fokuserer på det kreative samarbejde mellem Lee, Kirby og Ditko og førstnævntes efterfølgede uproportionale anerkendelse og belønning. Her et lille uddrag:
Ditko forlod i frustration Marvel i 1966, Kirby fulgte ham fire år senere. Andre kræfter kom til, men det blev aldrig det samme. Det er sigende, at mens Ditko og Kirby begge fortsatte distinkte og dybt originale kunstneriske livsbaner, skabte Lee hverken før eller siden noget, der kommer i nærheden af det, de lavede sammen. Samtidig er det imidlertid klart, at netop den kemi og den spænding, de to meget forskellige kunstnere opnåede i samarbejdet med Lee udmundede sig i værker af en ganske sjælden vitalitet.
Nåja, og så har jeg her muligheden for at supplere artiklen med en virkelig fed — og både for Lee og Kirby repræsentative splashside fra Fantastic Four #57 (1966). Hvil i fred!
I dagens bogtillæg til Information anmelder jeg den danske udgave af Walther Isaacsons glimrende populærbiografi over Leonardo da Vinci. Hvorfor er himlen blå? Læs her (men gryn).
I fredagens bogtillæg til Information kan man læse min anmeldelse af forfatter Kim Leines tegneseriedebut, Trojka 1: Skarabæens time som han har lavet sammen med den efterhånden garvede og altid interessante Søren Mosdal og som er første bind af en planlagt trilogi. Desværre er resultatet ujævnt og lidt skuffende.
Her er et uddrag:
[Det er] typisk Leine. Han har det med at anbringe sine mandlige hovedroller i ekstreme situationer og dermed tilspidse deres indre konflikt mellem drift og fornuft. I hans romaner forløber det imidlertid mere organisk, med plads til menneskelig uforudsigelighed, mens det her ekspliciteres i forklarende talebobler, nogle af dem alt for lange. Måske er det blot de startvanskeligheder, man kunne forvente i forbindelse med skiftet til et uvant medie, men det synes også at være gået lige lovlig hurtigt.
Umiddelbart skulle man tro, at Mosdal, skaberen af det dragende vikingeepos Fimbulvinter (2014) – der satte den tidlige Grønlandsfarer Erik den Røde under meget lignende pres – ville være den perfekte fortolker af Leines machounivers. Men desværre forvalter tegneren opgaven omtrent ligeså skødesløst som forfatteren.
Læs hele anmeldelsen her (men desværre kun hvis du har betalt).
Luca Signorelli, fra San Brizio-kapellet i Orvietos katedral.
I ugens bogtillæg anmelder jeg Maria Fabricius Hansens store mongrafi om 1500-tallets såkaldte grotesker — et særligt ornamentsystem inspireret af antikkens dekorationsmønstre, en vildtvoksende, ofte irrationelt funderet billedverden, der ofte ses mellem og omkring de mere rationelt formulerede narrative billeder, der ofte udsmykkede bygningsværker. Bogen, som er baseret på mange års forskning, forskyder sig i mange retninger og bliver en art kortlægning af det ubevidste, det uhøjtidelige og det uhyggelige i renæssancens billedverden. Stærkt anbefalelsesværdig. Læs anmeldelsen her (men penge).
At the National Gallery we’re currently running a series of half-hour lunchtime lectures on the history of the Gallery told through six key paintings. I kicked off the series a couple of weeks ago with a talk on a painting that has become near and dear to me for perhaps obvious reasons, The Raising of Lazarus by Sebastiano del Piombo, from partial designs by Michelangelo. It was an ideal place to start since it was the first painting inventorised at the founding of the National Gallery in 1824, with the number NG1. See it above. The talks are all available at the National Gallery’s YouTube page.
I dagens bogtillæg til Information kan man læse min anmeldelse af andet bind i Juan Díaz Canales og Rubén Pellejeros Corto Maltese-kopi, Equatoria. En veloplagt pastiche, der ikke desto mindre fordrer spørgsmålet hvorfor?Læs her (men ££).
Lidt sent: I fredagens bogtillæg til Information kunne/kan man læse min anmeldelse af Anne Mette Kjærulf Lorenzens grafiske romandebut, om at springe ud som lesbisk sent i livet. Udmærket, om end ikke voldsomt original bog, men imponerende sikkerhed fra en debutant. Læs her, men €€.
I denne uges bogtillæg til Information kan man læse min anmeldelse af den nys udsendte, nyfarvelagte udgave af Tintin i Sovjetunionen — den første historie om den unge reporter og hans hund, og den eneste i hvilken man ser ham skrive reportage! Jeg har altid synes at det album er undervurderet — det har en helt usædvanlig energi over sig, udført med overskud og er samtidig effektivt, grovkornet satirisk på den gode måde. Nyfarvelægningen er desværre totalt unødvendig og tjener kun til at dæmpe dynamikken i Hergés tegninger, der jo er udført med henblik på sort-hvid. Et tungnemt cash grab fra den belgiske forlægger Castermans side. Anyway, læs her (men: $$).
For the past couple of years I’ve been working with Miguel Falomír, director of the Museo del Prado in Madrid, and Professor Enrico Maria dal Pozzolo of the University of Verona, to bring you this exquisite exhibition of one of the greatest portraitists of the Western tradition, Lorenzo Lotto (1480-1557). It gives me great pleasure finally to see it open in Madrid tomorrow, where it will remain till 30 September before travelling to London for a more concise showing between 5 November and 10 February. It includes a large, varied selection of his portraits as well as a number of objects of the kind he depicted with such care in them — jewellery, books, sculptures, clothing, carpets… — for what I hope will function as an extension of portraiture and our understanding of it into so-called material culture.
Lotto is one of the great idiosyncratic artists of the Renaissance, painting like nobody else. His religious paintings are full of energy, humour, and a striking down-to-earth pathos, as are his portraits which are amongst the most varied and empathetic of the period. Itinerant for most of his life, he found the greatest success in his early career in Treviso in the first decade and especially Bergamo in the second, though he continued to produce fascinating, personal work through his late, depressed years.
Rarely able to attract the kind of elite clientele that was available to his great contemporary Titian, he distinguished himself for posterity by painting mostly the emerging bourgeoisie, the demographic that would increasingly dominate European politics, economy and culture down to the present day. His portraits seem remarkably frank, warts-and-all without being ostentatious about it, and as mentioned deeply empathetic. His sitters always invariably appear interesting to us, as if the artist is bringing forward their unique qualities for us to contemplate, not just on their behalf but on the behalf of humanity.
Conceived by Miguel and consolidated by Enrico, who is one of the premier Lotto specialists working today, the exhibition is one to which I’ve contributed mostly as a junior partner, but I am proud of the results, also of my own labour on it. The Prado has produced the catalogue, which we hope will stand as a significant contribution to Lotto scholarship, as well as an easy to access introduction to his activities as a portraitist and the historical and social context within which he worked. I’ve contributed the entries on the portrait drawings and the National Gallery’s three Lotto portraits, among other things. Do seek it out if you’re interested, and most importantly go see the exhibition. Please note that the exhibition is significantly larger at the Prado, which is definitely the place to see it for completists and specialists, while it will be more select, but hopefully no less beautiful and poignant at the National Gallery.
I den forgangne weekends bogtillæg til Information har jeg skrevet en anmeldelse af Taschens nyudgivelse af kunsthistoriker Frank Zöllners monografi og oeuvrekatalog over Leonardo da Vincis malerier fra 2003. Den nye udgave udmærker sig ved et nyt forord, der giver en overflyvning af den bemærkelsesværdige udvikling, der er sket i Leonardo-forskningen siden da, først og fremmest med en grundig gennemgang af Verdens Dyreste Kunstværk (TM), Salvator Mundi (ovenfor), der som bekendt blev solgt på auktion sidste år for $450 millioner og efter sigende snart vil blive udstillet på det nyåbnede Louvre Abu Dhabi.
Grundlæggende er bogudgivelsen en opportunistisk, om end en som altid smukt illustreret, lappeløsning fra Taschens side, men den giver anledning til nogle overvejelser netop over hvor vi er i Leonardo-forskningen, samt nogle tanker om hvorfor Leonardo er verdens mest berømte kunstner. Læs bag paywallen her.
A little late this year perhaps, but I’ve now contributed my selection of last year’s best Danish comics to Paul Gravett’s annual international year in review feature. Go check out his full list, with the first part here and the second here, or peep my choices right here: Continue reading ‘Danish Comics of the Year 2017′
Ugen går på hæld, men jeg synes alligevel jeg lige ville gøre opmærksom på at seneste udgave af Weekendavisen indeholder min anmeldelse af den fantastiske Picasso-udstilling der lige nu kan ses på Tate Modern i London. Den er tilmed tilgængelig gratis på nettet her (farverne er helt i skoven, desværre). Læs, og se udstillingen hvis du kan!
Ovenfor har jeg reproduceret et af de billeder, jeg beskriver i detaljer og som redaktøren ikke kunne finde plads til. Supplement!
Forside til Fiesta nr. 4 af Peter Kielland efter koncept af Mårdøn Smet
On a roll here! Denne gang i Informations bogtillæg er det tegneserieantologien Fiesta-Magasinet, redigeret af Mårdøn Smet, Peter Kielland og Johan F. Krarup, der tages under kritisk behandling af jeres egen. Hvem skulle have troet at et koncept og format, der hørte halvfemsernes undergrund til skulle gå hen og levere noget af det bedste i dansk tegneserie lige nu? Hop over paywallen og læs.
One Flew Out of the Cuckoo’s Nest — Comics Between Old and New
A survey of comics and cartoon history in parallel and opposition to that of the fine arts.
A Certain Tendency in French Comics
Click here to read the extended Metabunker debate on the current (problematic?) state of nigh-mainstream French comics.
Raphael’s Portrait of Lorenzo de’Medici
The Metabunker summarizes the problems of attribution surrounding the Raphael portrait sold at Christie’s in 2007
Feed for Posts
KrigsSplint i Information
I fredagens bogtillæg til Information kan man læse min anmeldelse af første bind af Émile Bravos episk anlagte Splint & Co.-fortælling, L’Espoir malgré tout, eller Håbets tid på dansk. Den sender her i seriens 70-jubilæumsår den heltemodige piccolo midt ud i anden verdenskrig, i fortsættelse af de vellykkede enkeltstående album fra 2008 Journal d’un ingénu, dansk titel Portræt af helten som troskyldig ung mand (dansk udgave 2013). Jeg er ikke helt overbevist om at der er tale om en god idé:
Læs mere her, hvis du har abonemment.