Monthly Archive for October, 2018

Venetian Drawings in Copenhagen


Years in the making, Chris Fischer’s latest catalogue of the collection of old master drawings at SMK, formerly in the Royal Print Collection, in Copenhagen, is now available. It covers the Venetian drawings, which is one of the collection’s strengths, even if it only contains a handful of real masterpieces.

I had the fortune of collaborating with Chris on this catalogue during my short stint as a research fellow at SMK, 2012-14. My contributions were minimal, but I am still proud to see my entries on Domenico Campagnola and his Paduan colleague Stefano dall’Arzere in there along with Chris’ exemplary entries on everything from Carpaccio and Veronese to Aliense and the Tiepolos. Also, Chris’ general introduction to the Venetian school of drawing is as good a short primer on this complex and still somewhat neglected field as you will find anywhere.

Bizarrely, the museum does not seem to sell this new publication, nor the former entries in what is a gold standard series for the cataloguing of drawings, anywhere online. I’m sure the catalogue will soon be available through international booksellers, but so far the only place I’ve found it is the Danish store Saxo.com.

Chris Fisher, with contributions by Matthias Wivel, Venetian Drawings (Italian Drawings in the Royal Collection of Graphic Art), Copenhagen: Statens Museum for Kunst, 2018

Leine og Mosdal i Information


I fredagens bogtillæg til Information kan man læse min anmeldelse af forfatter Kim Leines tegneseriedebut, Trojka 1: Skarabæens time som han har lavet sammen med den efterhånden garvede og altid interessante Søren Mosdal og som er første bind af en planlagt trilogi. Desværre er resultatet ujævnt og lidt skuffende.

Her er et uddrag:

[Det er] typisk Leine. Han har det med at anbringe sine mandlige hovedroller i ekstreme situationer og dermed tilspidse deres indre konflikt mellem drift og fornuft. I hans romaner forløber det imidlertid mere organisk, med plads til menneskelig uforudsigelighed, mens det her ekspliciteres i forklarende talebobler, nogle af dem alt for lange. Måske er det blot de startvanskeligheder, man kunne forvente i forbindelse med skiftet til et uvant medie, men det synes også at være gået lige lovlig hurtigt.

Umiddelbart skulle man tro, at Mosdal, skaberen af det dragende vikingeepos Fimbulvinter (2014) – der satte den tidlige Grønlandsfarer Erik den Røde under meget lignende pres – ville være den perfekte fortolker af Leines machounivers. Men desværre forvalter tegneren opgaven omtrent ligeså skødesløst som forfatteren.

Læs hele anmeldelsen her (men desværre kun hvis du har betalt).

Grotesker Redux

Antonio Tempesta, loftsudsmykning fra Uffizi-galleriet i Firenze, 1579-81. Foto af Pernille Klemp.


Endnu engang er jeg blevet udsat for lemfældig redaktion. Efter en længere redigeringsproces, initeret af avisen selv, lykkedes det alligevel Information at trykke en tidlig kladde i stedet for den færdige version af min anmeldelse af Maria Fabricius Hansens The Art of Transformation. Den officielle udgave, som kan læses i ugens bogtillæg og på Informations hjemmeside, er præget af fejl og bommerter, samt vendinger der måske ikke er helt ligetil og forståelige. Som en særlig service bringer jeg derfor hermed den færdige, rigtige tekst.

Renæssancens underverden
Af Matthias Wivel

I løbet af det femtende århundredes sidste årtier begyndte humanister, kunstnere og arkæologer i Rom for alvor at udforske det begravede Domus Aurea—Kejser Neros ’gyldne hus’: et enormt forlystelseskompleks, han havde bygget på byens ruiner i tiden efter den kataklysmiske brand i år 64. Efter despotens død blev store dele af det revet ned mens andre blev begravet, og med tiden svandt det fra folkeerindringen og blev legende, som så meget andet i den tidligere kejserstad.

Det underjordiske palads’ ruiner, med dets tilsandede haller, kollapsede korridorer og afsondrede kamre, nærede forestillinger om antikkens underside blandt renæssancens lærde—det hedonistiske, det uhyggelige, det uhåndgribelige, i al dets skønhed og gru. På væggene fandt de farverige dekorationer, der i disciplinerede mønstre sammensatte stiliserede planteranker og hybride fantasivæsner i imaginære arkitektoniske rammer.

Denne opdagelse accelererede udviklingen af et nyt ornamentalt vokabularium hos tidens kunstnere—et vildtvoksende dekorationssystem, der snart skulle udsmykke bygninger overalt i Italien og efterhånden også hinsides. Det dannede rammer omkring og indtog randområderne mellem de mere naturalistiske, ofte fortællende billeder og billedserier, der prydede alt fra kapeller til kunstkamre, ja, det koloniserede sågar den tredje dimension i form af arkitektonisk ornamentik og interiørdesign. Continue reading ‘Grotesker Redux’

Grotesker i Information


Luca Signorelli, fra San Brizio-kapellet i Orvietos katedral.

I ugens bogtillæg anmelder jeg Maria Fabricius Hansens store mongrafi om 1500-tallets såkaldte grotesker — et særligt ornamentsystem inspireret af antikkens dekorationsmønstre, en vildtvoksende, ofte irrationelt funderet billedverden, der ofte ses mellem og omkring de mere rationelt formulerede narrative billeder, der ofte udsmykkede bygningsværker. Bogen, som er baseret på mange års forskning, forskyder sig i mange retninger og bliver en art kortlægning af det ubevidste, det uhøjtidelige og det uhyggelige i renæssancens billedverden. Stærkt anbefalelsesværdig. Læs anmeldelsen her (men penge).