Monthly Archive for June, 2019

Dominique Goblet at The Comics Journal


My latest column at The Comics Journal is an extensive examination of Belgian artist and comics maker Dominique Goblet’s work over the last ten years and how she has made collaboration an essential part of her practice. Here’s an excerpt from the lead-in:

…Dominique Goblet is intensely concerned with life as lived by others, and life as a communal experience. She is among the most empathetic of artists working in the comics form, with each project pushing further the boundaries of interpersonal hermeneutics. Goblet is of the generation that emerged in the ’90s and helped consolidate ‘the graphic novel’ and ‘art comics’ in broader cultural terms—the first, arguably, to unabashedly self-identify as artists.

It is probably unsurprising, therefore, that she made autobiography—the genre that centered that movement—her proving ground. But she differs from most of her peers in that she has consistently looked beyond herself, in the process redefining for reality-based comics the way of working that has determined so much of the historical evolution of comics: collaboration.

Verrocchio (og Leonardo) i Weekendavisen

Andrea del Verrocchio, Bevinget dreng med delfin, ca. 1470–5, Firenze, Museo di Palazzo Vecchio


I dagens udgave af Weekendavisen kan man læse min anmeldelse af den fantastiske udstilling om Andrea del Verrocchio (ca. 1435–1488) som kunstner, værkstedsbestyrer og læremester for Leonardo i Palazzo Strozzi i Firenze. Udstillingen giver et fornemt indblik i det summende kreative florentiske kunstnermiljø i anden halvdel af fjortehundredetallet. Se udstillingen, hvis du kan, og læs anmeldelsen i avisen, eller her hvis du har abo.

Death Save i Information


I fredagens bogtillæg til Information kunne man læse min anmeldelse af Rune Rybergs overskudsprægede ungdomsfortælling Death Save. Og man kan stadig læse den på nettet, lige her, hvis man betaler.

Hermed et lille uddrag:

Præmissen er ganske traditionel, og det er ikke, fordi plottet byder på de store overraskelser undervejs, men Ryberg iscenesætter det med overbevisning og nærvær. Den storbyverden, han bygger op om sine figurer, emmer af postindustrielt forfald, men også af romantisk patina — den kombinerer, hvad der kunne være Napolis bakkedrag og trappeforløb med Lower Manhattans hængebroer, Chicagos højbanetog og Københavns brokvarterers boligkarreer.

Snuskede baglokaler, nedlagte fabriksområder, vindblæste indfaldsvejsrabatter og mennesketomme skurvognsdiners — det hele hænger sammen som beåndet åsted i Rybergs blødt svungne streg og fruktoseholdige farvelægning. Kun den lidt utilpassede computertekstning er en hæmsko.