Monthly Archive for May, 2021

Radio Rackham: Jumbo 500


Seneste episode fra Radio Rackham graver sig ned i det mainstreamfænomen, der er Jumbobogen! En af de få tilbageværende kioskomdelte tegneserier i Danmark, der i følge udgiveren Egmont læses af 186.000 læsere hver måned. Thomas og jeg (og Frede på knapperne) satte den mangeårige Egmont-medarbejder Thomas Schrøder og Donaldist og Disney-specialist Niels Houlberg Hansen i stævne til en diskussion af fænomenet, stilen og kunstnerne bag. Jeg synes det er blevet til en god blanding af historie, æstetik og brancheanalyse. Lyt her og læs mere på Nummer9.

Radio Rackham: Dansk Tegneserieråd


I seneste transmission fra Radio Rackham har Thomas, Frederik og jeg inviteret to medlemmer af Dansk Tegneserieråds bestyrelse, Morten Langkilde og John Kenn Mortensen, i studiet til en samtale om, hvorfor de netop som samlet bestyrelse har annonceret at de trykker på den røde knap og går af i flok. Det har gjort ondt at se, hvor skræntende Tegneserierådet har været de seneste år og det er trist, at hele banden nu trækker stikket.

De to forklarer dog fint, hvad deres bevæggrunde er, og hvad man end tænker om beslutningen, synes jeg det som man kan lære er, at en subkultur der næsten udelukkende drives af ildsjæle har svært ved at klare sig, da disse som bekendt brænder ud. Dansk tegneseriekultur i en nøddeskal og sjovt nok grundlaget for hvorfor vi etablerede Dansk Tegneserieråd tilbage i 2009. Vi søgte en institutionalisering af kulturen, der kan sikre den kontinuitet og stabilitet, der fremmer trivslen og faktisk også — det tror je på — innovationen. Det er strenge tider, men vi må jo op på hesten igen på den ene eller anden måde.

Lyt til afsnittet og overveje endelig at engagere dig — ikke bare Tegneserierådet, men kulturen mere bredt har hårdt brug for det lige nu!

Will Eisner i Information


I dag kan man læse min anmeldelse af Will Eisners klassiske En kontrakt med Gud (A Contract with God and other Tenement Stories, 1979) i Informations bogtillæg og online, hvis man punger ud. Denne toneangivende udgivelse, der satte standarden efter hvilke såkaldte graphoc novels skulle blive vurderet mange år frem, er netop blevet genudgivet på dansk af Fahrenheit (desværre med rædsom maskintekstning). Hermed en uddrag af anmeldelsen:

Eisner, som alle dage havde haft sans for markedsføring, påhæftede den betegnelsen ’A Graphic Novel’. Begrebet eksisterede allerede og det samme gjorde tegneserier, der trak på den oplevede virkelighed, men hans lancering af samlingen i romanformat var en genistreg – pludselig fik begrebet kulturel kurrans. Selvom der strengt taget ikke var tale om en novel, altså roman, men snarere en novellesamling, præsenterede den meget konkret et bud på, hvordan tegneserien kunne, og måske burde, opfattes som litteratur. Begrebet blev hurgtigt udvandet af udgivelser, som dybest set blot var omkalfatrede genreserier, men formen vandt stille og roligt indpas og den kritiske masse, der gjorde begrebet alment kendt, begyndte at indtræffe i årene efter årtusindskiftet.

God læselyst!

Radio Rackham: Matilde Digmann og Johan Krarup


Så er Radio Rackham tilbage, denne gang med et dobbelt-interview! Thomas og Frederik har snakket med Matilde Digmann og Johan Krarup om deres sprintye tegneserier, Pseudo og Det må du selv om og om selvbiografi og autofiktion i tegneserier. Det handler om faldgruber og muligheder, om sårbarhed og det at såre andre. Det handler om en af de definerende genrer indenfor tegneserieformen de sidste 30 år!

Lyt her og læs mere på Nummer9.