Taberholdet

Malou Aamund
Ifølge Nyhedsavisen sang Dansk Folkepartis ledelse i eftermiddags højt af glæde over nyheden om Malou Aamunds skift fra Ny Alliance til Venstre. Dansk Folkeparti er naturligvis dagens vinderparti, nu er VKO-flertallet genoprettet, og (resterne af) Ny Alliance sat helt uden for indflydelse. Metabunkeren tager et kig på nogle af taberne i det ubønhørlige brutale game, der hedder dansk politik – og lad os starte med den lette ende:

Mikael Bertelsen
Ja, Mikael Bertelsen, den charmerende ankermand i DR2s fremragende kulturtalkshow Den 11. time. Hvad i alverden har han med den politiske situation i Danmark at gøre? Not much, men han er tilfældigvis gift med dagens hovedperson, Malou Aamund – der blev valgt ind i Folketinget på paroler a la “Tanken om at sidde fire år til med en VKO-regering, der på så mange områder er ude af trit med, hvad befolkningen gerne vil, og hvad samfundet har brug for, er ikke til at holde ud”. Selvsamme kvinde, der nu har foræret nøglen til den parlamentariske magt i Danmark til Pia Kjærsgaard. Jo, men det er da vel ikke Bertelsens ansvar? Muligvis ikke, men det bliver svært at se Bertelsens rare ansigt i tv fremover uden at tænke: “Okay, det er ham, der sad med hænderne i skødet, da hans kone sørgede for at Danmark atter blev et blokpolitisk land”. Strengt? Jamen, sådan er det.

Asger Aamund
Danmarks måske mest succesfulde erhvervsmand (som godt nok netop har tabt 300 mio. kr. på det blødende aktiemarked) er ikke bare far til vendekåben Malou (vi var nogen, der troede at det var hans papsøn Oliver Bjerrehus, der var en storbytosse, men søreme om der ikke pludseligt er vendt op og ned på de ting!), men også en af partiets hovedsponsorer. Aamund, der i lighed med sin kollega Lars Kolind har haft svært ved at spille efter den politiske scenes skrevne og uskrevne regler har i Ny Alliances levetid selv bidraget til at skade partiet, bl.a. ved undsige ledelsens dispositioner i valgets afgørende øjeblik. Asger Aamund var klar i mælet, da Gitte Seeberg for nylig forlod partiet – en god ting, mente han; nu var vejen banet for NAs entydigt borgerlige observans. Adspurgt om hans egen datters exit, svarede han mindre klart: ”det må hun selv ligge og rode med”. Skønt Asger Aamund har valgt at stå på den mere sikre sidelinje, må også hans renommé siges at have taget skade. Dels har han bidraget til finansieringen af det, der endte med at blive et politisk klovnecirkus, dels er det oven i købet hans egen datter, der har givet projekt Ny Alliance sit endelige dødsstød, og endelig bliver konsekvensen af hans datters beslutning om at melde sig ind i Venstre, at vægten i den Asger Aamund’ske dikotomi nu igen er tippet fra de ”progressive borgerlige” til de ”reaktionære borgerlige”.

Lars Kolind
Kolind har naturligvis intet med den nuværende parlamentariske skandale at gøre, men i lighed med så mange andre aktører fra Ny Alliance, ligger hans renommé i ruiner. En gang kendt som en af Danmarks mest driftige erhversledere, manden bag høreapperatfirmaet Oticons store gennembrud. Kolind har siden skabt en karriere som innovativ (sådan er terminologien i business-lingo, suk) og visionær nytænker inden for moderne managementkultur. Så meget desto mere ironisk er det, at titlen på hans seneste bog, ”Kolind kuren”, nu er synonym med alle storbytosserierne fra hans korte, men fatale favntag med dansk politik og Ny Alliance. Kolind må på dette tidspunkt sande, hvad de fleste politiske iagttagere hele tiden har vidst: succes i forretningslivet indløses ikke uden videre til succes i det politiske liv. Kolind forrådte en grundlæggende uskreven regel på Christiansborg – vis ydmyghed, når du er ny – og blev straffet. Kolind kunne ikke nære sig for at være bralrende polemisk, også selvom det indebar åbne og pinlige konflikter med NAs ledelse. Det er muligt at Kolinds ego er så stort, at han kommer sig over sin fadæse, men det gør hans renommé næppe foreløbig. Samtidig tjener Lars Kolinds deroute som en reminder om at rigtig mange mennesker i dag føler sig til grin – stort set alle dem, der enten har stillet op for Ny Alliance, eller bare har knoklet røven i laser for partiet.

Jørgen Poulsen
Den tidligere så folkekære generalsekretær for Dansk Røde Kors er for en sjælden gangs skyld ikke hovedpersonen i en Ny Alliance-relateret skandale. Poulsen er nu det eneste folketingsmedlem for NA, der ikke tæller blandt stifterne. Men ham kan Naser Khader vel stole på i nødens stund – for hvis politik var ”Hvem vil være millionær?” havde Poulsen naturligvis brugt alle sine livlinjer og mere til på sin fatale fejlvurdering af sagen om hans gyldne håndtryk fra Dansk Røde Kors, ikke? Poulsen går vel ned med sin kaptajn, det skylder han da? Men nej. Adspurgt om sin politiske fremtid i Ny Alliance i kølvandet på Aamunds exit, udtaler han her til aften til nordjyske.dk: ”Man er medlem så længe, man er medlem. Og man er fast i kødet, indtil man ikke er det mere”. Så meget for Poulsens loyalitet i dette partiets mest vanskelige øjeblik (i skrivende stund meddeler bt.dk at SF bejler til Jørgen “Pas-På-Pengene” Poulsen).

Gitte Seeberg
Gitte Seeberg var symbolet på Ny Alliances moralske integritet. Hendes to medstiftere har som politikere aldrig kunnet mønstre den samme form for troværdighed – Khader har uld i mund, og Anders Samuelsen er sikkert en stor begavelse, men fremstår tillige som en glat ål. Med Gitte Seeberg fik Ny Alliance en politiker, som var respekteret på begge sider i folketingssalen. Gitte Seeberg forlod i realiteten ikke en en synkende skude – hun blev simpelthen presset til at forlade den i kølvandet på beslutningen om at NA skulle vedstå sig en entydig status som borgerligt parti. For Seeberg var det fra starten en ufravigelig præmis, at NA skulle være et midterparti. Dermed har Gitte Seeberg på lidt forunderlig vis bevaret sin integritet. Men hvorfor er hun så på taberholdet? Fordi hun nu desværre synger på sidste vers (i denne omgang, i hvert fald) i dansk politik. Hun har brændt to broer på kort tid, og det koster.

Malou Aamund
Men dagens joker er naturligvis Malou Aamund, og kun Malou Aamund. Malou Aamund har i dag ikke blot afsagt dødsdommen over Ny Alliance, men tillige styrket VKO-flertallet ved at melde sig ind i Venstre. I tv-avisen her til aften blev Malou spurgt om hun ikke kunne se det mærkelige i at melde sig ind et parti, der har sit tætteste parløb med det parti – DF – som Ny Alliance var sat i verden til at sætte uden for indflydelse? Malou svarede at hun ikke brød sig om ideen om at definere sig som modsætning til et andet parti, og at hun havde sit fokus på partiets program, som hun stadig fandt godt og rigtigt. Desværre fulgte tv-avis-værtinden ikke op på spørgsmålet med det oplagte follow-up-spørgsmål: ”Jo, det kan være at det er sådan DU ser på tingene, men hvad tror du dine vælgere synes om det?”. Hun blev senere i den følgende tv-avis kaldt en ”kujon” af et medlem af Ny Alliances københavnske storkreds, og ordet ”vælgerbedrag” fyger pt. på diverse blog- og debatfora (og i tv-avisen tilføjede et andet medlem af NAs københavnske storkreds: “hvis man havde ønsket endnu et Venstre-medlem, havde man nok ikke stemt på Malou“). Men hvad kan dog også retfærdiggøre Malous move?

Hvis Jørgen Poulsen mistede sit renommé pga. balladen om hans gyldne håndtryk, hvis Lars Kolind mistede sit renommé pga. sine vidtløftige storbytosserier, hvis Naser Khader mistede sit renommé pga. sin manglende dømmekraft og koldblodighed, vil det være helt ude af balance om ikke Malou Aamund i mange år fremover vil blive set skævt til for sin parlamentariske udåd.

Se Informations fortræffelige Rune Lykkebergs perspektiv på Malou Aamunds exit i DR2s Deadline lige her.

Læs også Danmark i fladskærmens tidsalder (og den borgerlige anstændigheds svigt)

Foto: Pryner Andersen Jonas

0 Responses to “Taberholdet”


Comments are currently closed.