Mit og T. Thorhauges (ja, drenge, det stod der sort på hvidt) indlæg om den danske tegneseriekultur fra det nye Strip! (ja, drenge, det er lavet til bladet, ikke til Bunkeren) har sat en debat igang på Seriejournalen, der nu er oppe på flere sider. Henrik Rehr gjorde mig opmærksom på dette, da han sendte mig følgende tekst, taget fra samme debat, i en email:
“Matthias’ website er efterhånden blevet en noget privat affære. Hvis man synes hip-hop, Tour de France, renaissancemalere og lidt spredt fægtning om tegneserier er liiige ens kop te, så er det et dejligt site, men for my money er der for meget marskandiserbutik over det, Især hvis man sammenligner det med Rackham. Hvor Rackham gjorde en fokuseret indsats for den del af tegneserielandskabet, Thomas og Matthias fandt interessant og prisværdigt, lider Metabunkeren af en katastrofalt mangel på en mission. Der bliver alt for meget tilfældig sludder-for-en-sladder over sitet, der efterhånden ikke adskiller sig stort fra 1.00000(indsæt selv flere nuller) andre blogs/ facebook/ my space tilbud af yderst blandet karakter, og Metabunkeren fylder mindre og mindre i mit ugentlige mediebrug. Jeg anbefaler Matthias at skele lidt til Tom Spurgeons Comics Reporter, der hver dag er spækket med nyheder og andet guf og altid et besøg værd. Det er ikke sagt for at være sur eller modbydelig, men Metabunkeren virker som en træt og noget tynd skygge af Rackham og jeg finder sitet mindre og mindre relevant. Måske også fordi Thomas og Matthias i virkeligheden ikke har meget nyt at byde på i deres kritik/ begejstring. Hvis jeg skal være rigtigt flabet minder deres indsats mest af alt om de europæiske albums udvikling i 90erne, en gang lunken opvarmning af de samme tanker og ideer, som man allerede har stiftet bekendtskab med mange gange efterhånden. Friske ideer/ tiltag søges, hvis min svindende interesse ikke skal ende i total ligegyldighed.”
Jeg svarede ham som følger:
“Tak for kritikken. Jeg er helt klar over sitets svagheder i den retning, men det er som jeg vil have det. Hvis jeg ville lave et nyt Rackham, kunne jeg jo bare have kørt videre med Rackham, måske med lidt omdesign. Det gad jeg ikke. Metabunkeren er noget andet — en mulighed for mig for at skrive om de ting, der interesserer mig. Jeg orker ikke kun hele tiden at beskræftige mig med tegneserier, hvor meget jeg end holder af mediet. Metabunkeren er ganske rigtigt lidt eklektisk, og hvis det jager nogle læsere væk, så må det være sådan. Jeg har det sjovt.
Jeg har endvidere fået meget positiv repons på det, især fra udlandet, hvilket jeg tager som et tegn på, at jeg trods alt gør noget rigtigt. Og når man skriver på engelsk er tingene lidt anderledes — jeg hverken kan elller vil gøre som Tom Spurgeon; han gør det jo allerede bedre end nogen anden. Der er ikke brug for endnu et site, der gør den slags. Vi bringer f. eks. heller ikke særlig mange anmeldelser, fordi der er så mange andre sites der gør netop dét glimrende. I tegneseriesammenhæng foretrækker vi derfor at koncentrere os om debatindlæg og længere essays/artikler.
Hvis du synes det mest er sludder for en sladder er det selvfølgelig sørgeligt — jeg selv synes vi har bragt nogle rigtig gode tekster. Mht. nye ideer, synes jeg faktisk netop det at indsætte tegneserien i en bredere sammenhæng som vi gør det har en vis signalværdi, om ikke andet. Vi havde længe plæderet for det på Rackham, nu gør vi alvor af det. Og flere af de essays jeg har postet mener jeg i hvert fald selv indeholder nye tanker om mediet. Jeg har a-b-s-o-l-u-t ikke tabt interessen, og føler heller ikke entusiasmen fejler noget. Den skulle bare kanaliseres lidt anderledes for at holde niveauet. Sådan oplever jeg det i hvert fald.”
Tak igen, Henrik. Og jeg gentager: Metabunkeren er ikke et tegneseriesite. Med det forhold på det rene, vil jeg gerne bifalde den selvransagelse Thorhauges og min kommentar har sat igang blandt Seriejournalens debattører. Reaktionen har med kun én, helt forventelig, undtagelse overvejende været saglig og veljovervejet, og har endda et langt stykke ad vejen givet os ret i, at dansk tegneseriekultur kunne have det bedre.
Mht. benævnte undtagelse, kan det ikke overraske at den kommer fra selveste Frank Madsen, bestyrer af Seriejournalen. I stedet for rent faktisk at gå i kødet på indholdet af kritikken, søger han tilflugt i udsagn som: “Wivel & Co.s sigte [har] gennem mange år været at fremhæve sig selv ved at skyde på alt, hvad der ellers ragede op i landskabet, for derved at fremstå som de skarpeste tegneseriekritikere i skuffen.” og “Faktum er, at Seriejournalen, Strip! og Komiks.dk stadig på hver deres måde spiller en vigtig rolle i formidlingen af tegneserier af enhver art, mens Wivel & Co. siden lukningen af Rackham febrilsk har søgt efter et nyt mål for deres mavesure, akademiske kritik.”
Med andre ord: ‘Hold kæft, hvis I ikke har noget positivt at komme med.’ Tegneserieholdets topdommer har talt. Og til det kan jeg kun sige, at kritik har en tendens til at forekomme mavesur på dem, der er målet for den. Hvis man kigger på Thorhauges, Henry Sørensens, min og de andre Rackham-folks produktion gennem tiderne — fra det trykte blad, over udstillingerne til BLÆK og nu Bunkeren — synes jeg der skal ret snævre skygklapper på for at se det hele som negativt og selvhævdende (gå selv på udkig, f. eks. her).
Problemet hos Madsen synes snarere at være han har glemt hvad kritik går ud på. En kritiker ytrer og forklarer sin mening; hvis noget er dårligt, gør kritikeren opmærksom på det. Med oprejst pande. Og kritikeren går efter værket, ikke manden. Det kan ikke undre, at Madsen føler sig truffet, da hans kritiske strategi på Seriejournalen i årevis har opereret efter den stik modsatte logik. Hans reaktion på vores indlæg er i sig selv en bekræftelse af dets relevans.
Feed for Posts
0 Responses to “Re: Danmark hægtet af”