Om defekte dikotomier og andet dansk tegneserievås

mouche.jpgMan må sige, at vores bette debatindlæg i seneste nummer af Strip! har været en succes, i hvert fald i forhold til Danmarks største (og eneste) tegneserieportal. Det har tydeligvis ført til både selvransagelse, nye initiativer og så selvfølgelig de sædvanlige automatreaktioner fra visses hold.

Det er til sidstnævnte jeg her lige ville knytte en kommentar. Jeg vil antage at den tavshed garneret med personlige fornærmelser, Bestyreren har mødt vores kritik med betyder at samme var på sin plads og er taget til efterretning. I stedet vil jeg kigge på noget mere generelt og i sidste ende væsentligt. Lad os tage et eksempel. En bruger skriver:

“Hvad Rackham angår, rammer Carsten Søndergaard i mine øjne hovedet på sømmet, når han i sin glimrende Strip!-artikel beskriver Thorhauge og Wivels gøren og laden med udgangspunkt i tegneseriens mange fanboy-fraktioner. D’herrer er lidt simpelt sagt højt begavede indie-fanboys – med alt, hvad det indebærer af smittende og fint formidlet entusiasme for de artefakter, der falder indenfor rammerne af deres personlige definition af god smag, men også med et væld af “blinde vinkler”, de ikke virker ret reflekterede omkring. At de insisterer på at begrunde deres lejrs æstetiske og værdimæssige idealer i hensynet til selveste tegneseriens fremtid reflekterer i mine øjne en selvhøjtidelighed, der er en anelse uklædelig …“

Vi takker for roserne, men ærgres over den desværre hyppigt forekommende misforståelse dette indlæg blot er et eksempel blandt mange på. Vi er ikke “indie”-nogetsomhelst. Vi har aldrig skrevet, at det smalle, eksperimenterende eller avantgardistiske er bedre end det bredt appellerende. Ej heller har vi skrevet at nyt er bedre end gammelt. Det er falske dikotomier, der desværre bliver hevet op af hatten hver gang vi ytrer os i den hjemlige debat.

Det er altid nemmere at nedskyde et synspunkt, hvis man reducerer det til en karikatur, som alle kan se grundlæggende ikke holder.

Vores kritik af ting som Seriejournalens “ærlige, men utidige tilbedelse af tegneserier fra fortiden” handler ikke om, at alt det gamle er noget lort — vi elsker klassikerne, og det burde også være åbenbart for enhver der ulejligede sig med rent faktisk at kaste et blik på vores virke. Det, vores kritik handler om, er den drengeklubagtige nostalgidyrkelse, der præger så stor en del af tegneseriedebatten i Danmark, såvel som internationalt. Den keder os.

Den idiotiske “kunst vs. mainstream”-opstilling finder vi ikke alene uinteressant, men meningsløs. Hele vores virke har netop koncentreret sig om at udviske grænserne mellem det såkaldt smalle og det såkaldt brede, mellem høj- og lavkultur. Metabunkeren er en videreførelse af den tanke. Ud af tegneserieghettoen, ind i kulturen som sådan.

At nogle kan være kommet på andre tanker skyldes så vidt jeg kan se, at vi i vores formidlingsindsats har koncentreret os mest om de manifestationer af tegneserien, selv samme individer lader til at have haft mindst berøring med — det nye, det anderledes og det såkaldt smalle. Det er blandt andet på grund af deres begrænsede udbredelse, at vi ofte prioriterer disse højt. Vi er ikke mod “mainstream,” vi er stærkt interesserede i den. Det er svært at interessere sig for tegneseriens historie, hvis ikke man sætter pris på dens historie som massemedie. De to ting hænger uløseligt sammen.

Det vi kritiserer er illusionen om, at fortidens modeller for massekommunikation er passende nutidige modeller for den levende tegneserie. Det traditionelle albumformat rykker ikke i dag og de traditionelle mainstreamgenrer er i stigende grad insulære og blodfattige. Tingene har ændret sig, men det betyder ikke at der ikke stadig er en mainstream og at denne ikke er interessant. Det, vi kalder “de nye tegneserier”, er et stykke ad vejen et bud på en ny mainstream — tegneserier der henvender sig til et voksende, bredere publikum i et bredere kulturkredsløb. Og de asiatiske tegneseriers indtog i Vesten er selvsagt et fænomen vi interesserer os meget for.

Hvilket leder mig til den besynderlige beskyldning om, at vi “begrunder [vores] æstetiske og værdimæssige idealer i et hensyn til tegneseriens fremtid.” Nej, den herre: når det kommer til disse idealer, er vi faktisk flintrende ligeglade med ”tegneseriens fremtid” som sådan. Vi mener at mediet har en masse at byde på, men i sidste ende handler det om kvalitet, mediet uanset. Hvis noget er godt, er vi uinteresserede i om det vil bære mediet som sådan ind i en ny guldalder.

Vi mener endvidere selv, at vi orienterer os væsentligt bredere end den typiske fanboy og at vores arbejde viser dette. Vi er ligeglade med om et givent “artefakt” henvender sig til få eller mange, eller om det er gammelt eller nyt. Det vi interesserer os for er kvalitet. En subjektiv størrelse, javist, men ikke desto mindre en størrelse vi finder afgørende af italesætte.

Vores klare interesse for bredere tendenser og udviklingstegn indenfor tegneserieverdenen er derimod primært informeret af en tilsvarende bredere interesse for de kulturelle kredsløb i vores samfund. Det kan naturligvis ikke undgås, at vores ideer om kvalitet påvirker denne, men de er ikke hovedsagen og kan som nævnt under ingen omstændigheder reduceres til åndssvage neologismer som “indy.”

Der er givetvis “blinde vinkler” i vores arbejde — det er jo umuligt at være lige opmærksom på alt — men vi skulle mene, at vi gør en væsentlig indsats for at undgå dem. Da vi i sagens natur ikke kan se dem, er vi imidlertid meget interesserede i at blive oplyste. Så kom friske, men gør det venligst på et reflekteret grundlag.

Andre indlæg i debatten: Re: Danmark hægtet af, Analyse af Seriejournalens nyhedsdækning, Allan Haverholms kritik af indlægget og Seriejournalen.

0 Responses to “Om defekte dikotomier og andet dansk tegneserievås”


Comments are currently closed.