STRIP! ZZZZZzzzzzz pt. 2 (of 2)


På et netbaseret dansk tegneseriefanzine er min gennemgang af det seneste Strip! blevet diskuteret. Reaktionerne var bekræftende forudsigelige: de to tegneserietegnere Frank Madsen og Henrik Rehr reagerede med institutionel harme og hovedrysten (begge har jo aktier i at danske tegneseriekultur forbliver kedelig og uengageret), hvorimod de øvrige debattører (med en enkelt hardcore-buff som undtagelse) lå på linje med kritikken: også de mente at Strip! er blevet et kedeligt blad. Og det er jo ikke er mærkeligt, for Strip! ER jo et kedeligt blad. Og det er næppe tilfredsstillende, at det kun er tegnerne selv, eller rettere: de to tegnere, der er glade for bladet?

Også Strip!s egen Poul Petersen er kommet på banen i diskussionen, naturligvis på den velkendte sobre og imødekommende måde. Til Poul Petersens replik (som desværre ikke var adresseret til nærværende blog), vil jeg kort kontrareplicere, at min kritik af Strip! ikke er møntet på et enkelt nummer (men jeg forstår selvfølgelig udmærket at man kunne opfatte det sådan jf. kritikkens første del), men derimod på overordnet niveau. Dermed vil jeg også afvise at en Joann Sfar-artikel i decembernummeret, eller en kommende oversigtsartikel om tegneserieåret 2006 ville være andet end kosmetiske indgreb (at der så i øvrigt er interviews med Lewis Trondheim, Guy Delisle og Joann Sfar på vej, er jo bare dejligt regardless). Endelig fornemmer man lidt overraskende, at det velkendte rehrlige argument ”gør det bedre selv” ligger og lurer – hvis det er rigtigt forstået, kan det jo indlysende kun imødekommes af et suk og et skuldertræk … Men tag ikke fejl: denne og den følgende kritik er båret af stor anerkendelse af Strip!s betydning, såvel som af beundring for redaktionens mangeårige arbejde.

Dernæst en korrektion af en misforståelse: en doven læser har fejlagtigt troet, at jeg har agiteret for at Strip! burde være ligesom den trykte udgave af Rackham. Det fremgår naturligvis ingen steder i min kritik, for så fjollet et synspunkt kunne jeg trods alt ikke finde på at lægge ansigt til. Strip! burde i mine øjne være et tidssvarende, dynamisk, underholdende og bredtfavnende blad, som alle mennesker over 12 år skulle kunne læse lige ud af landevejen. Et blad som enkelt, charmerende og naturligvis velinformeret formidler alle de spændende ting, der foregår i dansk og international tegneseriekultur netop nu, hvor mangaen boomer, og de mesterlige graphic novels udkommer i en lind strøm. Og selvfølgelig med plads til klassikere og kuriositeter, formidlet i en tidssvarende og vedkommende kontekst.

Strip! har altid holdt nørdsnak a la ”hvad for en type pen bruger du?” på afstand, og det er prisværdigt, synes jeg. Men der mangler langt flere redaktionelle overvejelser i Strip!, og langt mere entusiasme. Skribenterne bærer en ikke ubetydelig del af ansvaret – men er der intet redaktionelt værdigrundlag at tage udgangspunkt i, er det jo helt sikkert at bladet ikke får en attitude. Hvad er Strip!s værdier? Hvad er Strip!s mission? Jeg ved det ikke. Men jeg kan se, hvad jeg holder i hænderne.

Når jeg bladrer Strip! i gennem, kigger jeg på et blad med en mere eller mindre tilfældigt redigeret nyhedssektion, med et absolut minimum af selvstændige baggrundsnyheder. Ind i mellem har Strip! budt på informationstætte artikler om f.eks. det franske tegneseriemarked, men ingen analyser. Til gengæld er der mange små nyheder, som oftest har karakter af at være skrevet af fra pressemeddelelser eller nyheder fra nettet. Dækning af nye tegneserier optræder jævnligt, men tilsyneladende efter arbitræt princip, og gerne småtandløst reklameagtigt. Ganske overfladiske og ukritiske dækninger af fx mangaen og graphic novels, såvel som tegneseriefestivalen Komiks.dk og tilsynekomsten af de mange nye tegneserieforlag. For ikke at nævne den ganske interessante omlægning af litteraturstøtten og, nåja, der var noget med nogle Muhammed-tegninger. Der er sket meget i Strip!s tid, men man kommer ikke mange spadestik under overfladen på noget som helst. Måske fordi nyhedsdækning kræver holdning, som igen kræver entusiasme og ihærdighed, som igen – … ikke længere er til stede?

Strip! byder i mine øjne på alt for mange ”intro”-artikler. Ideen om introduktionsartikler til serier eller tegnere er principielt glimrende, men risikoen for sådanne artikler ender med uoplagt pligtlæsning er åbenbar, og alt for tit er Strip!s introartikler netop også kedelige, overfladiske, uentusiastiske. Hvorfor er en given tegneserie noget særligt? Hvad er det spændende, og hvorfor? Hvorfor skal læseren opsøge denne tegneserie? Essentielle spørgsmål, som kun undtagelsesvist besvares fyldigt i Strip!

Interviewene skæmmes – som nævnt i første del – af mangel på ukritiske spørgsmål. Misforstå mig ikke, det handler ikke om at Comics Journals laaaaaaaange interviews er meget bedre, men blot om at opnå en smule spænding mellem interviewer og den interviewede, i stedet for det rene mikrofonholderi, som i seneste nummer fx betød at Henrik Rehrs skrigende uredigerede interview endte med at spilde en dyrebar kvart side på en lang, selvfed og demonstrativ kedsommelig giga-namedropping (næppe spændende for andre end Rehr selv, og dennes åbenbare glæde ved egen svært oppustede selvforståelse (her en anerkendende note til intervieweren: Ferd’nand vs. kunst-spørgsmålene var gode, og afdækkede da også fint Rehrs arbejdsfilosofi, og her fornemmede man helt subtilt lidt spænding mellem spørgeren og svareren. Hvorimod Anders Walther helt undgår varme spørgsmål – Anders kan sagtens klare mosten, I skal ikke være bange … ).

Jeg ved naturligvis godt, at man ikke kan styre gratisarbejdende skribenter i nævneværdig grad. Men det skribenter kan hente i publikationer, der ikke tilbyder løn, er en legeplads hvor man i højere grad kan tillade sig at eksperimentere med prosa, synspunkter, strukturer. Man kan, fordi man ikke får løn. Dette er en opfordring til Strip!s skribenter: skriv sjovere, mere engageret, vov noget mere! I kan jo godt!

Anmeldelsessektionen har været Strip!s problembarn fra starten, men jeg ved at redaktionen i flere omgange har forsøgt at holde styr på den, så fred være med den. Dog skal det i forbifarten lige nævnes, at Strip!s kriterier for hvilke tegneserier, der er værdige til anmeldelse er lovligt rigide: i lang tid fandt man således de næsten altid dybt elendige tegneserieudgaver af superheltefilm værdige, hvorimod almindelige, fortsatte superheltehæfter, f.eks. Grant Morrisons New X-Men-saga, aldrig fandt vej, skønt åbenlyse kvaliteter. I dag har man sløjfet film-tegneserierne (tak for det!), men der er stadig ingen adgang for f.eks. Egmonts superheltetitler. Og hvad har tidens mest populære tegneserier fra Japan dog gjort, siden de behandles så stedmoderligt?

I det hele taget er rigiditet et stort problem for Strip!. Bladet nærmer sig sit 10-års-jubilæum, og er udkommet i en – tegneseriehistorisk set – særdeles dramatisk periode, men har stort set ikke udviklet sig – overhovedet. Bladet er i dag i layout, struktur og ånd nærmest identisk med sin 1998-årgang, og det er altså bare rigtig, rigtig kedeligt. Stilstand og stagnation er, sammen med angsten for forandring og udvikling, den manglende entusiasmes klare symptomer. Som jeg skrev i del 1: ”Vær dog lidt glade, for søren!”

Strip! er i dag som dengang et blad uden leder eller andre redaktionelle tilkendegivelser. Et blad uden læsebreve og debat. Et blad, der slet ikke synes at kommunikere med nogen som helst. Og som heller ikke ønsker det. Et blad med t-o-t-a-l mangel på standpunkt. Selv Alt for damerne har en leder og en holdning …

Metaltræthed kender vi alt til på disse kanter. Det var derfor Rackham lukkede, og Metabunkeren opstod. Jeg vil naturligvis på ingen måde belære Strip!s begavede og sympatiske redaktion om hvad de skulle tage at gøre, blot nøjes med at formidle min oplevelse af bladet. Dog håber jeg ikke, at nogen føler sig forpligtet til at udgive Strip!, uden at have lyst. Det kommer der jo næppe noget godt ud af.

0 Responses to “STRIP! ZZZZZzzzzzz pt. 2 (of 2)”


Comments are currently closed.