Rejsen til Saturn: The Movie

… er som ventet ikke særlig god; her en lynhurtig spontananmeldelse i kølvandet på gallapremieren, som min søster havde været så elskværdig at invitere mig med til:

Men lidt sjov er der dog: inkluderingen af en astronaut med indvandrerbaggrund åbner for en del relativt morsomme indslag om integration, Muhammed-krise og den slags, og enkelte gagscener er ret sjove, men på et komplet konventionelt plan. Den generelt respektløse og platte humor forekommer måske umiddelbart som en fin versionering af Deleurans stil, men hurtigt opdager man at fyndigheden, underfundigheden og det lune, øh, glimt i øjet ganske mangler. Man fornemmer også en skizofren tone i filmen – visse scener korresponderer klart bedre med den Deleuranske mentalitet end andre, og ind i mellem er det som om filmen hellere vil være Wall:E eller Toy Story, og endelig har man krænget A. Films signaturdefekt ned over forlægget; akkurat som i den sløje superproduktion Asterix og vikingerne har man til lejligheden kreeret: A) en helt igennem uspændende og charmeforladt kvindelig figur (=romantic interest), og B) som i førnævnte har man opdigtet en laaaaaaaang og kedelig actionscene på en boreplatform (inklusiv nedtælling til verdens undergang = RIGTIG Hollywoodfilm!) som klimaks og afslutning.

Spøjst er det, at Deleurans berømte scene i Himmelen (se ovenfor) er fulgt ganske loyalt, desværre med et helt igennem punkteret udbytte. Anders Lund Madsen som reserve-Jesus lyder godt på papiret, men i sekvensen er filmen tæt på at miste sit publikum helt (det gør den dog først på ovennævnte boreplatform). Af budgetmæssige hensyn har man barberet tegneseriens astronaut-crew på 20-30 mand ned til fire (samt to piloter, som hurtigt aflives fordi filmholdet ikke ved hvad de skal bruge dem til), og sådan må det jo være. Casper Christensen og hans leadfigur Per Jensen er virkelig ikke noget at kippe flag for – flad og uinspireret, og langt tættere på at være i familie med cowboyen Woody i Pixars Toy Story end med noget som helst Deleuransk. Mere sjov er der i Frank Hvams Arne Skrydsbøl-figur, hvis notoriske røvballefascisme er omdrejningspunkt for alle filmens sjove scener. Godt nok låner Hvams dialekt og persona lovlig meget fra Jonas Schmidts navnkundige blå flodhestepsykopat Dolph, men what the Hell, Hvam er sjov, og alle stand-up’ere stjæler jo med arme og ben.

Trods min manglende begejstring for Rejsen til Saturn – filmen, ikke tegneserien! – er jeg overbevist om at A. Films low-budget-afdeling er selskabets bedste kort. Som med Terkel i knibe fornemmer man et større mod, samt en større vilje til at satse. Men alligevel kan man ikke lade være med at spekulere over, hvor det manglende mod til at være original kommer fra? Det er som om A. Film er ramt af et eller andet mærkeligt mindreværdskompleks: fra og med Jungledyret Hugo har stort set alle film og tv-serier fra selskabet været poor man’s Disney, selv de to superproduktioner Hjælp jeg er en fisk og Asterix og vikingerne lider under Disney-komplekset; man tyr til generiske og/eller mekaniske løsninger, strøer filmene til med dramaturgiske klicheer, så man står tilbage med… ja, groft sagt bovlamme og anonyme produktioner, der gør det umuligt at forstå det faktum, at de rent faktisk er undfanget af de samme kræfter (i dette tilfælde bl.a. Karsten Kiilerich og Stefan Fjeldmark), som i sin tid signerede den lille genistreg Når livet går sin vej. Hvorfor denne frygt for at lave tegnefilm med personlig integritet – det stof, der sjovt nok gjorde salig Claus Deleurans overflødighedshorn af en tegneserie til en overlegen vinder?

Rejsen til Saturn
Instr.: Kresten Vestbjerg Andersen, Thorbjørn Christoffersen og Craig Frank
Manus: Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg efter Claus Deleurans Rejsen til Saturn

0 Responses to “Rejsen til Saturn: The Movie”


Comments are currently closed.