Er Egoet landet, Ivar?

egoland_2006_12_03.gifI efteråret stod der et mægtigt slag i den danske tegneserieverden. Slaget var både af principiel og ganske konkret karakter: Ivar Gjørup, der i over 20 år har tegnet striben Egoland, var nonchalant blevet tilbudt en alvorlig forringelse af sin placering i den avis der har været stribens hjem i næsten ligeså lang tid, Politiken. I forbindelse med den på mange måder ellers vellykkede omstrukturering af avisen, skulle han gå ned i format og se sig anbragt på bagsiden sammen med venstrehåndsbagatellen WulffMorgenthaler. Det kunne selvfølgelig ikke have sin rigtighed, hverken principielt eller i den konkrete situation. Den holdningsløse indstilling til tegneserien det var symptom på, var en gammel bussemand, der i det konkrete tilfælde forværredes af, at vi her havde at gøre med en af de største klassikere indenfor mediet herhjemme.

Det hele blev godt igen: Gjørups emfatiske protest, hjulpet af en lang række støtte- og klagebreve, fik efter nogen tids tovtrækkeri chefredaktionen på andre tanker. De bøjede sig, og Egoland fik den plads på ledersiderne og det format den rettelig fortjente. Efter en sådan kraftmanifestation fra kunstnerens side, kan det være på sin plads at kaste et blik på hvad han siden har brugt sin genvundne position i avisen på. Svaret er desværre: ik’ møj’.

Først fik vi et forløb, der handlede om Gjørups alter-ego Exam. Gud Divus Madsens tilbagevenden – på skilpaddeskjolde, via rød løber og for afmonteret svingdør – til Politikens hus, tydeligvis kun med tungen halvvejs anbragt i kinden. Lidt hoverende måske, men vel fint nok; Politikens redaktion havde kludret i den og fortjente nogle hug. Dernæst fik vi et af Divus’ og Sandras i stigende grad tilbagevendende kraftknald, denne gang “på Rådhuspladsen”, mens verdens forenede præsteskaber forargedes i al deres voyeurisme. Ikke ligefrem en ny pointe i Egoland, men pikken pegede denne gang, ikke så lidt anstrengt, på en klar adresse. (Nåja, der var også et par hip til Carsten Jensen undervejs, hvilket forstærkede følelsen af déja vu yderligere).

egoland_2006_12_07.gifDerefter den obligatoriske satire over julen og hvor hyklerisk et forbrugercirkus den er. Ganske vist her og der afleveret med både charme og ordblomster, men ikke ligefrem særlig originalt. Så skulle Divus – og Gjørup, fornemmede vi – på ferie til Australien, hvor nytåret blev fejret på verdensmandsmanér ved Operahuset i Sydney havn, men uden pointer. Det Gjørup kunne svinge sig op til her, var nogle vittigheder om lufthavnskaoset i Heathrow, og derfor København, i juledagene. Verden brænder, Ivar.

Det nye års første to uger bestod – pga. Australiensturen – af et genoptryk af det klassiske forløb om hvordan Divus og Sandra vågner op en morgen og konstaterer, at verden er væk. Et fint forløb, men måske ikke det bedste at hive ind i den her sammenhæng, da den undskyldning denne præmis giver Gjørup til at tegne erigerede gudelem og bevingede kusser, med de forgående ugers udskejelser in mente, pludselig føltes en tand for insisterende. Så vendte tegneren tilbage og siden har vi fået lidt spredt satire om “nye dumheder” i Danmark – amternes afskaffelse, Bent Jensens udgydelser, regeringens behandlingsgaranti. Altsammen godt nok, men snarere causerende småkommentarer end kritik med bid. Og nu er Divus så, i forlængelse af sidstnævnte ‘dumhed’, blevet sendt ud på endnu en rejse. Det er flot tegnet, men hvor den fører hen er stadig uvist, for det halve dusin striber vi foreløbig har fået i denne føljeton er mere eller mindre uden pointer.

egoland_2007_01_21.gifJeg tugter fordi jeg elsker. Egoland er et af den danske tegneseries fineste værker, og Gjørups vision har altid været både personlig og original. Det er den sådan set stadig, men det er som om han i de seneste år i stigende grad er faldet tilbage på sine egne tilbøjeligheder og idiosynkrasier. Den værste gennemgående af slagsen er den vedholdende og unuancerede hån han har til overs for de yngre generationer, inkarneret i Gaias to imaginære, Playstationspillende dåresønner – de to “fåkhoder”, som de så kærligt blev benævnt mens de stadig optrådte i striben, forrige år. De er heldigvis væk, men problemerne er der stadig. Egoland, der så sent som for fire-fem år siden stadig bød på forløb, der var helt oppe at ringe med de bedste fra tidligere årgange, er ikke hvad den har været. Og det er ikke blevet bedre efter Gjørups tilbagevenden til Politiken. Jeg håber inderligt, at dette ændrer sig og at han får rundet sit under alle omstændigheder fornemme livsværk af med manér, når vi kommer så langt.

Det er ikke nok at være Danmarks bedste avisstribe, når man ér det.

0 Responses to “Er Egoet landet, Ivar?”


Comments are currently closed.