Efterklang (Better than That)

natasja_shooting_star.jpgShooting Star — Natasjas posthumt udgivne engelskprogede album — er resultatet af en række uheldige sammenfald, ulykkeligt tynget af hendes tragiske død sidste år.

I modsætning til hendes ligeledes posthumt udsendte, mesterlige dansksprogede album fra i fjor, I Danmark er jeg født, var Shooting Star åbenlyst ikke grydeklart som album, og det kan mærkes. Det består af en skønsom blanding af ældre numre, tre af dem endog gengangere fra hendes første engelsksprogede skive, Release fra 2005, lidt nyere materiale hentet andetsteds fra, og sidst men ikke mindst en håndfuld spritnye skæringer.

Producenterne, Pharfar og Peter Skovsted, har gjort deres bedste for at få en helstøbt plade ud af det forhåndenværende, og der er for så vidt ikke noget at udsætte på deres indsats, der skaber en vis sammenhæng i en samling numre af ganske forskellig karakter. Problemet er — desværre — hovedsageligt materialet selv.

Det har muligvis været tydeligt i nogle år, men Shooting Star bærer anderledes fast vidnesbyrd end et enkelt ”Calabria” kunne, om en kunstner hvis ambitioner om crossoversucces kom i vejen for de mere frodige sider af talentet. Halvdelen af spilletiden er Shooting Star ganske enkelt en lunken popplade, domineret af 5-6 klub- og kærlighedsnumre af ensartet overflade, der ikke yder sine dygtige ophavsfolk tilstrækkelig ære.

Pladen har, med andre ord, det samme problem som Release, men det er faktisk værre her. Hvor den tidligere plade muligvis skuffede, er den klart bedre end sit ry, og selvom den hvad angår det musikalske håndværk står tilbage fra det seneste udspil, var den faktisk ikke slet så præget af radiofrieriets ulidelige lethed som det er tilfældet her.

Bevares, der er også gode numre. Blandt højdepunkterne finder vi to ensomme, ordentlig beskidte dancehalltracks. Bedst er det hæsblæsende ”Silence Before the Storm”, der viser Natasja i sit heftigste, mest virtuose hjørne over en smækkende riddim fra Bulby York og Fatta Marshal. Det er pure fyah. Og så er pladens åbner, ”Better than Dem” — hvor Beenie Man taler som sex så ikke en skede er tør og Natasja giver ham kam til sine dreads — en gedigen showstopper.

Dertil kommer et par numre fra den ældre del af kataloget: den fornemme hyldest til Øen i midten, ”Jamaica too Nice”, og den smukt resonante ballade ”One Spliff a Day” (som trods sine åbenlyse kvaliteter desværre i dag ikke kan andet end forekomme som en art prøveflyvning af den fuldstændig bjergtagende danske udgave af samme nummer, ”I Danmark er jeg født”). Begge er kongenialt produceret af Mad Professor og har den bund i lyden en stor del af pladen ellers mangler.

Hvilket er mærkeligt, for Pharfar — der har stået for broderparten af produktionen — har jo gang på gang vist, at han kan levere varen. Ja, selv her på pladen er han mand for den energiske bund til Beenie og Tasja og løfter med sin efterhånden allestedsnærværende — og fremragende — Morning Riddim det ellers lidt patetiske ”One Love” til et af pladens pullups.

Men når det gælder bling kommer han ligesom Natasja til kort, og det er desværre det der i sidste ende karakteriserer Shooting Star. Der er intet galt i at lave et godt popnummer, men hverken producer eller vokalist er her i stand til at transcendere den fade fornemmelse af falsk mætning. Der er ingen tvivl om, at Natasja var gjort af stjernestof, men det virker som om hun prøvede lidt for hårdt og at hjertet i sidste ende lå et andet sted.

Det kan godt være, at ”Calabria” — som også er med her på pladen i en lettere modificeret version — blev et anstændigt hit i USA og momentant passerede revy på et udsnit af den store verdens fladskærme, men det er med numre som ”Silence before the Storm” at hendes passion var til at tage og føle på, og det er på numre som ”Real Sponsor”, ”I Danmark er jeg født” og ”Gi mig Danmark tilbage” — musik af en karakter Shooting Star savner — at hun sang sig ind i vore hjerter og leverede sine mest blivende udsagn.

0 Responses to “Efterklang (Better than That)”


Comments are currently closed.