Kom hjem: Interview med Thomas Thorhauge

Det kan næppe have forbigået Bunkerens læseres opmærksomhed, at Thomas Thorhauge netop har udsendt sin anden større tegneserie, Kom hjem, udgivet af Rosinante. I den anledning har han og jeg besluttet os for at lave dette interview.

Thomas har arbejdet på den serie i efterhånden en del år. Vi har som bekendt samarbejdet om en række tegneserierelaterede projekter siden 2000, hvor det første nummer af tegneserietidsskriftet Rackham så dagens lys. Samme år udkom hans første større tegneserie, Det der går forud — en tegneserie, der også havde været nogle år undervejs og viste mig Thomas fra en anden, og yngre, vinkel end jeg havde været vant til. Ambitiøs, talentfuld og med store tanker i baggagen.

De følgende år udviklede Rackham sig til et regulært æstetisk og kulturelt projekt. Det affødte udstillinger, arrangementer, to bøger, Forandringstegn og BLÆK, samt et livligt website, der sidenhen blev lagt på is til fordel for Metabunkeren. Og i år udmøntede vores interesse for dansk tegneseriekultur, samt lignende ambitioner fra ligesindede, sig så i Dansk tegneserieråd, i hvis bestyrelse jeg sidder sammen med Thomas, der oven i købet er formand.

Men det der store tegneserieprojekt har hele tiden ligget i baggrunden. Thomas viste mig ikke så meget som en flig af sit arbejde med Kom hjem før tegneserien var klar i en betaversion sidste år. Så ligesom dengang hans dummy til Det der går forud til min store overraskelse dumpede ind af brevsprækken, lå der pludselig en fuldbåren fortælling foran mig, men denne gang en, der viste Thomas fra en side jeg godt kendte og som jeg havde fulgt på forholdsvis tæt hold, mens den stod på. Det var som at se virkeligheden spejlet.

Kom hjem er en af de mest formfuldendte danske tegneserier i mange år og markerer samtidig noget om ikke nyt, så i hvert fald særdeles sjældent i dansk tegneseriesammenhæng — et værk, der uforbeholdent finder sin fortælling i en virkelighed, der til tider forekommer decideret levet. I kraft af sit arbejde med essays i tegneserieform i Rackham og andre steder, samt i særlig grad sine journalistiske tegneserier til Ekstra Bladet 2006-2007, har Thomas opnået et højt håndsværksmæssigt niveau, en imponerende sikkerhed i brugen af sine virkemidler, og en arbejdsdisciplin, der ikke blot har gjort ham i stand til at færdiggøre dette brødløse projekt, men følge det til dørs gennem en omfattende redigeringsproces, der skærpede det færdige resultat betydeligt.

Kom hjem besidder en besnærende lethed, som inviterer læseren på vej, men samtidig fordrer egen afdækning af værkets mere fundamentale bevæggrunde. Som det fremgår af interviewet var Kom hjem tænkt som et ungdomsarbejde, men årene gjorde den til et modent værk. Jeg kan kun anbefale den interesserede læser i at opsøge det.

Som det fremgår, kan hverken denne tekst eller interviewet tolkes som andet end forudindtaget. Thomas og jeg kender hinanden for godt til at det kunne være andet, men vi håber at netop dette forhold gør det til interessant læsning. God fornøjelse!

–

Selvom jeg ikke så resultaterne før for nylig, har jeg været bevidst om at du har arbejdet på Kom Hjem rigtig længe. Kan du beskrive hvorledes du først besluttede dig, at dette var dit næste store projekt efter Det der går forud?

Mjaeh, det kan jeg, men med forbehold for erindringsforskydelse. Det er jo simpelthen så pinligt, at det går så langt tilbage, men ud over at Kom hjem i den grad har været den berømte ”svære to’er”, kom livet i vejen, og det er jo så heller ikke særligt overraskende det, Kom hjem handler om. Men som det vel fremgår, er Det der går forud og Kom hjem to ret beslægtede tegneserier. Jeg prøver som tegner og fortæller at følge et spor, og det går ud på at arbejde mig ind i de temaer og former, jeg lagde ud i Det der går forud, al dens ufuldkommenhed til trods.

“Sofistisk” virkelighed, fra en scene fra Det der går forud (2000), ved Assistens Kirkegård.

Den “virkelige” verden, samme sted, i Kom hjem (2009)

Da den var udkommet, begyndte jeg meget hurtigt at lede efter et nyt projekt, som skulle være af en vis substans, vel vidende at det ville tage lang tid at følge til dørs. Jeg havde lige fået mit andet barn på det tidspunkt, nærmede mig langsomt 30, kiggede ud af vinduet, kiggede omkring mig, og vidste at jeg blev nødt til at tage udgangspunkt i nogle ting der konkret relaterede til mine egne livserfaringer. Jeg er alt for privat til at jeg nogensinde tror jeg kommer til at lave noget seriøst selvbiografisk, men Theas verden i Kom hjem er i et vist omfang beslægtet med min egen, med en masse iøjnefaldende forskelle. Jeg tænkte også på det faktum at jeg var ved at forlade min ungdom, og tænkte på noget så eksotisk som Jerry Siegel og Joe Shusters Superman. Ikke at jeg var interesseret i at lave superhelte på nogen måde, men Superman af Siegel og Shuster repræsenterer i al sin naive enfoldighed et stykke energisk ungdomspopulærkultur, som rent faktisk er lavet af unge. Den tanke besnærede mig, især fordi jeg vidste at jeg havde travlt hvis jeg skulle nå at lave noget ”ungt”, mens jeg stadig var ”ung”.

Jeg satte mig derfor som mål at have projektet klart inden jeg blev 30. Og nu er jeg 35, det er flovt, og det er kun en ringe undskyldning at jeg fik endnu et barn undervejs. Men groft sagt kan man sige at jeg med Kom hjem valgte at følge sporet fra Det der går forud (der er en grund til at den hed sådan…), men koble min egen erfaringsverden på, og så lave noget ”ungt som ung”, som jeg altså synes er et meget oprigtigt mål, selvom det blev korrumperet af min fremskredne alder undervejs…

Ja, noget af det første jeg tænkte var, at du lavede en Flaubert: “Thea, det er mig”. Det er tydeligt at se, at familieperspektivet er hentet ind fra dit eget liv, men der er du jo allerede hinsides det unge og ovre i det hastigt modnende. Jeg formoder det politiske aspekt af serien er det du primært tænker på i den forbindelse? Kan du beskrive det valg af tematik?

Ja, jeg er nemlig gammel nu, og det er faktisk problematisk i forhold til ideen om Kom hjem som en genuin ”ung” tegneserie. Jeg har naturligvis fulgt den til dørs i den ånd, den er undfanget i, men det ændrer jo ikke ved at det er snyd. Jeg kiksede, og det er bare ærgerligt. Og ja, man bliver jo mere borgerlig med alderen, og det mønster går jeg ikke ram forbi. Skildringen af Nørrebros autonome er fx nok lidt mindre tålmodig, end hvis jeg havde lavet den som 27-årig. Men jeg kan stadig godt lide den romantik og naivitet mange idealistiske unge mennesker besidder, også selvom jeg ikke selv længere har den. Jeg synes det er en vigtig og samfundsnyttig kraft, som vi gamle skal ære og anerkende, selvom dens paroler nogle gange er ude i hampen, usammenhængende eller direkte selvmodsigende. Jeg forstår godt ungdomsoprørets paroler om at man ikke skal stole på folk over 30. Folk over tredive — og det er i høj grad mig selv — har for mange aktier i den gældende samfundsorden og dens normer, om ikke andet har vi helt basalt interesse i at bevare de goder, der gælder vores egen socialgruppe. Men det var vist en afstikker — hvad mener du med de politiske aspekter af serien?

Aktivistkollektivet Prometheus II.

Ja, altså valget af et aktivist-kollektiv i fortællingens centrum, og beskrivelsen af Theas moralske instinkter i mødet med de aktiviteter hun deltager i.

Jeg kan simpelthen ikke huske hvordan kollektivet kom ind i billedet. Jeg følte på et tidspunkt en stærk trang til at lave en politisk tegneserie, men endte jo med at lave endnu en eksistentielt funderet fortælling, hvor det politiske mere er en baggrund. En baggrund, som naturligvis giver god mening, fordi politik og eksistens overlapper ret så meget. Kollektivet er derudover også et aspekt af min egen erfaringsverden. Jeg er vokset op i et rigtig 68er-bofællesskab, proppet med mere eller mindre bæredygtige idealer, og ikke fordi det bofællesskab på nogen måde minder om Prometheus II-huset i Kom hjem, men det er muligvis der min interesse for at dvæle ved sammenhængen mellem de store ideer og dagliglivets trivielle udfordringer stammer fra. Der er simpelthen noget rigtigt fascinerende ved at betragte en stor chefideolog lave huskeseddel til supermarkedet.

I hvor høj grad forholder du dig til virkeligheden i din skildring af kollektivet? Ingen af karaktererne er urealistiske, men det forekommer mig alligevel at være et slags idealiseret kondensat, hvor hver beboer udgør en arketype og dermed hjælper til at bære fortællingen frem.

Lige præcis. Det er også en af grundene til at Kom hjem jo faktisk er en dyrefabel. Det er ikke virkeligheden, det er en tænkt virkelighed, baseret mere eller mindre på den virkelige virkelighed.

OK, så lad os snakke lidt om valget af dyrefabel, eller ‘funny animal’ som model. Så vidt jeg husker var det et tidligt valg — hvorfor valgte du det?

Jeg husker det ikke… Men jeg ledte efter en enkelthed; jeg var optaget af at etablere et rent udtryk, med ”punktum-punktum-komma-streg” som udgangspunkt. Jeg var træt af det effektjageri, der præger Det der går foruds tredje og sidste del. Slagskygger på ansigterne, masser af overfladetricks og så videre. Det var naturligvis en pointe i Det der går forud, som jo startede med lutter hvide baggrunde, men i Kom hjem skulle der ikke være sådanne formalistiske grundkoncepter på spil. Det kom der så alligevel, bare nogle andre formalistiske koncepter. Men dyrene: der er meget få læsere, der nævner det, og det er meget fint, synes jeg. For mit vedkommende er det ment som et Verfremdung-håndtag, der, som jeg sagde, skal påminde læseren om at den verden, der skildres ikke er virkelig. Altså ikke på sådan en metaagtig måde, helt konkret: jeg tror ikke der findes et kollektiv som Prometheus II. Jeg tror heller ikke der findes pæne tandlægestuderende enlige mødre, som pludselig rejser til Frankrig for at finde mening blandt umage politiske aktivister. Den dimension markerer jeg overfor læseren ved at tegne personerne som dyr. Kom hjem er en blanding af en historie om mennesker og en iscenesættelse af ideer, moralske spørgsmål og så videre. Præcis som så meget andet litteratur i øvrigt.

Når vi nu taler valg, så lad os snakke om nogle af de formalistiske koncepter du arbejder med. Et af dem er kapitel-inddelingen, hvor hvert kapitel starter og slutter med analoge motiver, og der er også en vis symmetri i den måde hvorpå kapitlerne er organiseret på tværs af fortællingen. Hvad betyder strukturen for dig, og kan man tale om reel, dogme-agtig parametrik?

Det spørgsmål rammer en kæphest og derfor er der intet kort svar… Grundlæggende har jeg i mange år haft et stort problem med tegneseriekulturens fiksering på adskillelse af form og indhold, som jeg formoder stammer fra den industrielle tegneseries forfatter+tegner-teams. Jeg synes der er en både kunstig, dum, reducerende og ufølsom opdeling, og det frustrerer mig, når både udøvende og læsere siger noget i retning af: ”Nå, tegningerne var gode, men historien tynd” eller omvendt. Det er slattent tankearbejde, og skidt for opfattelsen af tegneserier.

Som konsekvens af den holdning kan det næppe overraske, at jeg i gerning forsøger at producere ting, der gør op med den. Og det gør man bedst ved at fortælle en historie, der kun giver mening, og kun får luft under vingerne, fordi den er fortalt på den måde den er. Kom hjem er — ud over alle de andre ting — også en tegneserie, der er tiltænkt at fungere alene fordi den er en tegneserie, eller rettere: netop sådan en tegneserie. Genfortæller du historien lyder den spinkel, dens handlings grundmotiv, ud og hjem igen, er en kliché og så videre. For at sætte tingene helt på spidsen, tiltalte det mig også enormt at tage udgangspunkt i den måske mest forhadte genre i tegneserien overhovedet, nemlig socialrealisme, og så ved hjælp af alle de midler, jeg har, køre løs og få projektet til at glide ned hos selv de allermest skeptiske læsere. Det er klart, at det nok ikke er lykkes, men intentionens dynamik er fin nok for mig i sig selv.

Første og sidste side i et af Kom hjems centrale kapitler. Symmetrisk sammenfald i rammedesign og placering af figurer og objekter.

Da jeg læste Filmvidenskab var jeg meget optaget af art cinema, hvor man bruger filmsproget til ikke blot at konstruere handling, men også til at pointere mindre narrative budskaber ved hjælp af visuel symbolik på den ene eller anden måde. Men så stødte jeg på Filmvidenskabens konge, David Bordwell, læste hans filmpoetik og fik nærmest en åbenbaring da jeg stødte på hans kapitel om parametrisk narration. Det lyder sindssygt studendikost, det her, undskyld, men det er faktisk ret enkelt: Odyseen og Illiaden fx er eventyrlige fortællinger — men fortalt på heksameter. Her er der altså en klar adskillelse af form og indhold, for heksametersystemet har — så vidt jeg da er orienteret — ingen anden funktion end som en art dekoration. Der ligger ikke en indholdsmæssig merbetydning i heksameter, det får bare fortællingen til at lyde flot på en bestemt måde.

Bordwell udpeger blandt andre den japanske mesterinstruktør Yasujiro Ozu, vores egen Carl Th. Dreyer og franske Robert Bresson som ”parametriske instruktører”, altså filmfolk der gør noget lignende. Ozu brugte fx altid kamera placeret i knæhøjde, altid 80 mm optik, altid brud på 180 grader-reglen — altså når folk taler med hinanden i en film ser de skråt forbi kameraet og der klippes til den anden, der taler skråt forbi kameraet fra den anden led; Ozu filmer direkte ind på ansigterne af samtalende karakterer, så de faktisk kigger ind i linsen. Og flere andre ting. Men pointen er at de ting ikke betyder noget. De er der bare, fordi Ozu har bestemt det. Men på en eller anden ekstremt subtil facon gør det jo netop noget. Det betyder så meget hvordan man fortæller en historie. Det der moderne pjat med den ”gode historie” er en skævvreden opfattelse af hvad der er væsentligt. Det er i måden, den fortælles på at den får kød på og luft under vingerne. Det handler ikke bare om dramaturgi og struktur, det er helt ned i detaljen.

I forhold til Kom hjem besluttede jeg mig for at arbejde med symmetri og sidestilling af forløb. Lad det være sagt med det samme, at det på ingen måde svarer til Odyseens heksametre — det endte jo med at de ting blev langt mere betydningsladede end jeg havde planlagt. Hvert kapitel starter og slutter med en form for symmetrisk sidestilling, på forskellige måder. Men der er mening med dem, det er ikke ren dekoration, og det er måske lidt ærgerligt, men sådan er jeg jo bare. Det er jo også et udtryk for at bruge de muligheder jeg ser i tegneseriemediet så rent og optimalt som overhovedet muligt.

På denne side spejles det øverste og nederste forløb, både i rammedesign og placering af figurer, således at hovedpersonen Thea (med Robert på skuldrene) bliver spejlet i den unge, nervøse politimand – en sammenstilling, der bekræfter læserens viden om Thea – og således at den franske aktivist Julie bliver spejlet i den kyniske politikaptajn – en mere overraskende og ubehagelig sammenligning.

Den sekvens, der introducerer bofællesskabet er nok den mest komplekse i tegneserien – der er skruet op for virkemidlerne og der er mange bolde i luften. Det er meget ’tegneserieagtigt’ i den forstand du snakker om. Som garvet tegneserielæser sætter jeg pris på det, men er der ikke en risiko for at sådanne valg kan besværliggøre læsningen?

Friends-scenen, som jeg kalder den, fordi den ligesom i Friends og andre sitcoms kører et totalbillede af en sofa, hvor vores venner hygger og kæmper, er muligvis lidt vovet, især fordi den ligger i begyndelsen. Min redaktør var — og er — i det hele taget bekymret over at historien først begynder på side 50, haha… Jørgen Leth ville have sagt ”Sådan er det”, og sådan er det. Jeg synes ikke at læsere skal pleases hele vejen igennem et værk og særligt i starten må man gerne udfordre lidt. Hvis læseren gennemfører en indledende udfordring, har vedkommende gjort sig fortjent til resten…

To sider fra “Friends”-scenen.

Der er to hovedpersoner, Thea og hendes veninde Sally, og så er der kollektivets beboere. De blev alle sammen nødt til at blive sat på banen, inden skidtet gik i gang. Friends-scenen er jeg også selv meget glad for, selvom den godt kunne tåle at blive tegnet om — men jeg synes selv der er noget skægt og overskudsagtigt i at bruge en så lang scene på det rene ingenting i en fortælling, der ellers økonomiserer gevaldigt med midlerne i forhold til skildring af handlingen. Og så er det jo som du siger, noget af det mest ”tegneserieagtige” i Kom hjem overhovedet. Meget tiltalende for mig. De få folk, der indtil nu har læst bogen reagerer heldigvis fint, også dem, der vil skide på om noget er tegneserieagtigt eller ej, haha…

Kapitlet spejler sig i det, hvor Sally besøger bofællesskabet og til det har du har valgt en helt anden tilgang, hvor du stramt fastholder synsvinklen og beskæringen. Det resulterer i et væsentlig tungere, klaustrofobisk udtryk — og nogle ville kritisere det som ”talende hoveder”, et traditionelt no-no i visse tegneserier. Hvad er dine tanker omkring det?

Talende hoveder i reneste form.

At talende hoveder skulle være ”u-tegneserie-agtigt” synes jeg er noget decideret ubegavet vrøvl, men jeg kender godt synspunktet fra de kedeligere dele af den danske tegneseriekultur, hvor folk, der udelukkende beskæftiger sig med deres barn- og ungdomstegneseriefavoritter sidder og udvikler dybt firkantede teser om, hvad der er det gode og hvad der ikke er. Men det er slet, slet ikke mig, jeg er meget mere tændt og udfordret, når fx Dylan Horrocks snakker om tegneserier uden billeder.

Men lad os da tage den sekvens med Sally — ja, den spejler sig i den sekvens, der introducerer kollektivet, men fungerer tydeligt for enhver på en anden måde. Sally-sekvensen er den mest tekstbaserede og derudover er perspektivet fikseret. Klogere tegneserietegnere end jeg diskuterede et sted forholdet mellem synsvinkelskift i en tegneserie på den ene side, og så animeringen, levendegørelsen af figuren på den anden. Konklusionen var kort sagt, at figurer i tegneserier har det med at stå bedre frem som ’levende’, når synsvinklen fastholdes, selvom det virker uspektakulært. Tænk Radiserne, for eksempel. Og tænk så Radiserne udsat for ”The Marvel Method”, hvor synsvinkelskift og alle mulige andre effekter hele tiden søger at dulle de mindre handlingsprægede sekvenser op…

Det handler om at se klart hvad det er, man foretager sig. Den metode der, den er i mine øjne perfekt til netop det kapitel. Jeg så godt et forsøg på en anmeldelse et sted, hvor læseren synes at konkludere, at jeg nok ikke var god nok til at gøre det anderledes, at jeg ikke forstod ”show, don’t tell-princippet”, på trods af at personerne i Kom hjem oven i købet ironiserer over netop det princip, og så videre. Jeg skal da lige love for, at nogle mennesker ikke har store tanker om min baggrund og mit kendskab til tegneserier… Nej, jeg skal nok lade være med at lægge mig ud med dansk tegneseriekulturs internet-division. Den er… Anders Fogh Rasmussen ville sige, ”uden for pædagogisk rækkevidde”, hihi..

Du har ofte talt for friere tænkning i forhold til de formater, tegneserier skabes i. Hvorfor valgte du det aflange format?

Fri tænkning i forhold til format? Ja, jo, altså det er jo lidt kedeligt og teknisk, men rammesystemet i Kom hjem er jo lidt anderledes end i så mange andre tegneserier, hver side har en ”grundramme”, som et mere eller mindre aflæselig flok mindre rammer er orkestreret i. Den ide handler om flow; man kan sige det sprog, Kom hjem er fortalt på eller med. Jeg opdagede hurtigt, at et horisontalt format generelt var mere gunstigt end det sædvanlige vertikale. Samtidig er alle siderne tænkt i opslag, hvilket nogle gange er mere tydeligt end andre, og det virkede også meget effektivt med det horisontale format.

To sider fra Kom hjem, tydeligt designet til opslag, hvor læseflowet deler sig i to synkrone spor.

Jeg er fortsat lidt i tvivl om selve størrelsen af bogen, måske skulle den have været en anelse mindre. Men altså, nu da den har materialiseret sig, er det jo virkelig vigtigt at den ligger godt i hånden, kan åbnes ordentligt, er rar at sidde med, og det synes jeg den er. Der er som sædvanligt brugt tid og kræfter på overvejelser af papirkvaliteter og så videre, og denne gang var jeg så heldig at have Rosinante & Cos. nørdede og toperfarne produktionsmand på sidelinjen. Jeg skal ikke trætte med kedelige detaljer om bogtrykteknik og den slags, men han var virkelig en gevinst for Kom hjem.

Det her er jo om noget en tegneserie, der passer ind i den bølge af tegneserier, der er kommet til at hedde ‘graphic novels’, som vi jo ikke rigtig har haft nogle af i Danmark før. Var det et bevidst valg?

Jeg synes ikke at der er den store forskel på Det der går forud og Kom hjem i den henseende. Okay, den nye har flere sider, farver og er forhåbentligt bedre på alle niveauer, men ambitionerne bag de to minder jo meget om hinanden. Jeg vil nok også opponere mod dit spørgsmål, som ligesom indikerer at man vælger at lave en graphic novel. Jeg synes måske det er mere præcist i den albumfikserede danske tegneseriekultur at sige, at man ikke laver et album. Et album er jo et bestemt format, et nogenlunde bestemt sidetal, få grundlæggende genrer og så videre. En håbløst utidssvarende spændetrøje, som bare skal væk. En graphic novel er meget mere frit valg og en, æh, moderne tegneserie er et MEGET, meget mere frit valg.

Jeg synes ikke at jeg på nogen måde har tilpasset mig andre strømninger i tidens tegneseriekultur end den, der handler om frihed – frihed til at lave netop den tegneserie, jeg har lyst til. Man kan jo på ingen måde beskylde Kom hjem for at være litterær, whatever that means, den er jo, i hvert fald så vidt jeg selv kan se, totalt tegneserieagtig. Den knytter sig høfligt, respektfuldt og selvbevidst til række strømninger og konventioner fra nordamerikansk og vesteuropæisk tegneseriehistorie, selvom den naturligvis er sin egen. Skal jeg lige helt defensivt følge denne her til dørs, vil jeg tilføje at bare det, at den har været så urimeligt længe undervejs jo alligevel også umuliggør enhver fornuftig form for spekulation.

Det var naturligvis et ledende spørgsmål…

Jaja, det var da osse bare et demonstrativt svar. …

Men lad os kigge hinsides terminologi og snakke lidt om ambitionen med tegneserien som sådan. Du siger den ikke er litterær, og det er jo rigtigt i den forstand at den ikke prøver at være en roman, men rent tematisk og i forhold til de genrer den lægger sig op ad, beskæftiger den sig jo med områder, der ligger udenfor tegneseriens traditionelle virkefelter. Hvad vil du gerne opnå ved det?

Nu har tegneserien jo eksisteret i den form vi kender den i over 150 år. Der er opbygget meget stærke og meget udbredte konventioner, som for en tegner byder sig til som en velassorteret værktøjskasse af udtryksmidler. Men hvorfor bruge dem til det samme? Indtil for relativt kort tid siden, har de i overvejende grad været brugt til eventyr- og humortegneserier; hvorfor ikke bruge de samme midler til andre typer fortællinger eller udsagn? De ting, Kom hjem handler om, er jo som vi allerede har snakket om, i høj grad ting, jeg relaterer til på et helt konkret niveau. Eller sagt på en anden, og lidt mere forenklet måde: de midler, jeg bruger og de temaer, der er på spil, er sådan jeg er. Det lyder krukket, men det er helt banalt. Jeg er vokset op som en tegneserienørd, men det liv jeg lever, connecter ikke til eventyr eller humor i albumgenre-forstand. Jeg elsker at læse de ting, men på et personligt niveau er der andre ting jeg relaterer meget klarere til, og det er der jeg går hen når jeg selv skal lave tegneserier. Med den ballast, jeg selv medbringer.

Morgenmad i et fremmed hus.

Hvad mener du at den meget tegneserieagtige form bibringer de temaer du sætter i spil?

Hm. Jeg kan ikke svare så meget her, for det er en læseoplevelse, du adresserer. Tegneserier er min metier, og de temaer, jeg beskæftiger mig med, er det, der ligger mig på sinde. Det er muligt at cartoony socialrealisme ikke er et af de mest hyppige fænomener i populærkulturen, og at der derfor opstår nogle ting, som… som… gør noget andet, noget nyt. Det er jo bare noget jeg gør, fordi det føles naturligt for mig. Jeg ved det ikke.

Klart, jeg tænker bare, at mange af de tegneserier der forsøger en realistisk gengivelse af verden nu om dage — alt fra Manu Larcenet over Emmanuel Guibert til Joe Sacco — er mindre ’cartoony’, men stadig klart tegneserier og at der måske lå noget bevidst i den nærmest demonstrative brug af klassiske tegneseriekonventioner — ikke bare funny animal, men ideogrammer, typografi, osv.

Hmm, ja, jo, det er rigtigt nok. Men svaret på spørgsmålet er jo nok Scott McCloud. Jeg er siden Det der går forud blevet meget mere forelsket i minimalistiske tegneserier fx John Porcellino og Mat Feazell og Charles Schulz, og selvom Kom hjem på ingen måde er en minimalistisk tegneserie, er der megen inspiration fra de ting, måske mere på et overordnet niveau end et konkret. Jeg kan jo også ligeså godt tilstå ligeud at jeg fortsat betragter Chris Ware som den største nulevende tegneserietegner… Sådan er det.

Det var så mit næste spørgsmål — inspirationen fra Ware er tydelig. Kan du redegøre for, hvad det er han gør, som du finder inspirerende eller konkret brugbar i forhold til din egen tegneseriegerning?

Der er masser af gode grunde til at holde øje med Chris Ware. Men den vigtigste inspiration jeg finder hos Ware har med den måde han ved eksemplets rå og overlegne magt viser, hvordan form og indhold hænger symbiotisk sammen. Ware forstår lidt plat sagt, at et budskab ikke bare er summen af de ord, det indeholder, men at også selve det sprog, det bliver udsagt med, i høj grad også er en faktor. Det er i øvrigt en bevidsthed, der er klart mere fremherskende hos amerikanske tegneserietegnere end franske, der i langt højere grad tager udgangspunkt i de grundlæggende fortælleteknikker, som blev udviklet af Hergé, Franquin, Uderzo/Goscinny. Og det er en af grundene til, at de bedste amerikanske tegneserier er bedre end de bedste franske.

Det lyder lidt ideologisk — den der bevægelse i USA, der implementerer og raffinerer konventioner fra avisstribens guldalder er naturligvis ofte fantastisk, men snakker vi ikke blot en anden tradition, når det gælder de gode europæiske serier? David B., Guibert, Anke Feuchtenberger, Fabrice Neaud, ja selv Blutch, er da også hyperbevidste om deres form?

Nogle af dem, du omtaler er klart undtagelser. Men Neaud, Guibert og for det meste også Blutch holder alle fast i album-grid’et. Jeg synes klart at de tre er pragtfulde tegneserietegnere, men det er kedeligt at de alligevel kører rundt i den samme visuelle semantik som Smølferne. Nej, nu begynder jeg at polemisere, du har jo nok ret. Amerikanerne er bare bedre. Hehe.

Ja, jeg har ret, hæhæ — de benævnte hænger så vidt jeg kan se ikke fast i noget som helst, de ikke helt bevidst har besluttet sig for at benytte sig af, ligesom Ware, Clowes, Burns, Huizenga, mv. Men det fører os jo til noget væsentligt for din gerning: bevidsthed. Du har ofte plæderet for større bevidsthed blandt tegnere — kan du sige noget mere om det?

Ja, det er noget jeg altid har troet på og som fortsat er en kæphest. Jeg tror på uddannelse, jeg tror på redaktion, jeg tror på at arbejde seriøst med tingene, jeg tror det nytter at tænke over hvad du gør. Nogle gange er det naturligvis det bedste at slå hjernen fra, men det er jo igen en bevidst proces, der ligger bag et sådant valg. Jeg tror også på at det nytter at orientere sig, at arbejde for at bevare sin interesse for det felt, man udfolder sig i.

Jeg ved ikke om de bliver sure, men på min tegnestue sidder der nogle gamle Fort Kox-tegnere, hvor et par af dem nærmest gør en dyd ud af ikke at læse tegneserier. De gider ikke, og jeg fatter det ikke. Nu holder jeg mig til mine egne kolleger, men det er da mit klare, klare indtryk at samme tendens findes på de andre tegnestuer. Jeg synes det er trist, og ser en klar sammenhæng mellem den tendens og det faktum, at mange af de tegneserier, der trods alt stadig produceres i Danmark, ligner kulturprodukter, der er kommet for sent til toget. Nogle hænger fast i 80erne, andre 90erne. Men de sidste 10 års fantastiske udvikling har ikke sat mange spor herhjemme.

Jeg er, ikke overraskende enig. Nu er du jo for nylig blevet udnævnt til formand for Dansk tegneserieråd, så jeg kunne godt tænke mig at høre dit bud på, hvad der kan gøres både i dén forbindelse og i kraft af de tegneserier du selv laver, for at ændre på den situation.

Det har jeg ikke tænkt dybere over, men etableringen af en form for seminarer eller master classes ligger jo lige for, efter man selvfølgelig har rejst penge… Men man kan jo ikke tvinge folk til at udvikle sig, glæden ved at skulle læse — og undersøge — en ny tegneserie skal jo komme indefra. En skole, en uddannelse vil selvsagt være fantastisk, men dens resultater vil indlysende være mere langsigtede.

Hvad med i forhold til din gerning som tegner? Er du på en eller anden måde bevidst om at fremstå som et eksempel?

Nej, det er jeg ikke. Men jeg er måske efterhånden lidt påvirket af al den formidling jeg har været involveret i gennem årene. Jeg ser tydeligt hvilke problemer der er i den danske tegneseriekultur og spekulerer ofte over manglerne, som der er mange af. Den bevidsthed påvirker mig som tegner, og når jeg med Kom hjem virkelig prøver at lave en moderne og basalt imødekommende tegneserie, er det nok også fordi jeg betragter kulturen og ikke ser den slags tegneserie. De tegnere i Danmark, som laver smalle tegneserier, afbestiller pr. definition det ansvar — deres tegneserier kan være succesfulde, selvom de har meget få læsere. Hvorimod de tegneserier, der prøver at være brede i Danmark jo ikke længere er brede, sandsynligvis fordi de hænger fast i håbløst utidssvarende formater. Lige nu er der i realiteten kun to relativt brede fænomener: manga for børn og unge, og Wulffmorgenthalers og Morten Ingemanns avisstriber i bogform. Valhalla er jo en glimrende serie, men i forhold til oplag er den jo mindre end en skygge af sig selv. Jeg risikerer naturligvis samme skæbne med Kom hjem — og den tror jeg ærligt talt også jeg får — men den er et gennemarbejdet forsøg på noget nyt, uanset hvad man synes om den.

Du var igennem en for tegneserier ret omfattende redigeringsproces på Kom hjem — kan du beskrive den og sige noget om, hvorfor den var vigtig?

Jeg tror dybt og inderligt på redaktion. Alle os der laver tegneserier, er jo tiltalt af muligheden for total kontrol — nogle sammenligner arbejdet med en tegneseriefortælling med spillefilm, hvor man så selv bare er rekvisitør, instruktør, forfatter, skuespiller, klipper etc. etc. Det aspekt er jeg også meget forført af, men ingen er jo eksperter i alt på en gang. Derfor er det så vigtigt, at andre kigger en over skuldrene. Redaktion handler — i modsætning til hvad flere tegneserietegnere frygter — ikke om at kompromittere den kunstneriske integritet, eller ændre på grundtanken i det givne værk — redaktion handler om at sørge for at alt det, der skal være klart og tydeligt også er klart og tydeligt, således hensigten i værket træder så stærkt og effektivt igennem som overhovedet muligt.

En kasseret side fra et kasseret kapitel i Kom hjem, hvor læseren møder Roberts far.

Før min redaktør på Rosinante, Julie Paludan-Müller, for alvor kom på banen, lod jeg to håndfulde nære venner og tegneseriekendere læse og evaluere bruttoversionen af Kom hjem. Det var en uhyre spændende og konstruktiv proces, men endegyldigt også lidt forvirrende, fordi folk hev tingene i forskellige retninger. Jeg tror den optimale løsning er at udvælge én redaktør, som man virkelig, virkelig stoler på, og så eventuelt koble en kreativ sparringspartner på, hvis der skal laves nye ting — hvilket der skulle i Kom hjem, som jeg tror må være en af de — hvis ikke den — mest gennemarbejdede danske tegneserier nogensinde. Eller flere kreative sparringspartnere, fx en til historien, en til tegningerne og en til farverne. Men kun een redaktør, for det er vigtigt at der kun er en redaktionel retning i værket, ellers går det op i limningen…

Der er røget hele kapitler og scener ud, personers fremtræden er blevet ændret i både replikker, ansigtsudtryk og gestik, farverne er blevet justeret igen og igen, nogle sekvenser er tegnet om adskillige gange og så videre. Alt sammen, kan man sige, i ”klarhedens” tjeneste. Det var på mange måder en både fantastisk opløftende og vanvittig belastende proces — det sidste ikke mindst fordi min økonomi var ved at gå helt ned, erhvervsarbejdet måtte jo bare vige. Jeg nåede dog at tage et banklån, da man stadig kunne den slags, haha…

Du siger at Kom hjem er tænkt som basalt imødekommende og man må sige, at den tager livsnære temaer op og vi talte indledningsvis om hvordan du forsøgte at forholde dig til din egen ungdom i den. Hvorfor var dette vigtigt?

Helt præcist var det som sagt bare chancen for at lave et ”ungt” værk, mens jeg selv var ung, med al den naivitet og løvemod og fjollede ideer man har i den livsfase. Og den mulighed tog jeg, helt enkelt fordi det var min eneste chance. Jeg ved ikke, om jeg allerede har sagt det, men valget af hovedperson og temaer knytter sig jo også til min hedengangne ungdommelige trang til at polemisere og drille; jeg synes at gribe fat i socialrealisme var den ultimative måde at manifestere sig på, ikke bare fordi jeg kunne knibe min egen erfaringsverden ind, men også fordi den genre er den mest hadede og mindst udforskede i tegneseriekulturen generelt og i særdeleshed herhjemme, hvor hele det gamle kobbel af tegnere, altså herunder også mine venner i miljøet, sidder og banker løs i klassisk eskapisme….

Der hvor du bliver mest virkelighedsnær er i din skildring af Thea og Robert. Ikke så meget socialrealisme, som direkte levet liv ned på papiret. Det faldt dig sikkert helt naturligt og behøvede ikke så stor refleksion som meget af det andet, men kan du sige noget om vigtigheden af den del af serien for dig?

Hverdagens trivialiteter.

Ja, det er jo den del fortællingens troværdighed står og falder med. Hvordan ser en lille dreng ud, når han skal tisse på et for ham alt for stort toilet midt om natten? Hvordan reagerer en forælder, når ungen stikker af under et butiksbesøg? Sådan nogle ting er helt centrale, og de kommer indlysende fra min egen erfaringsverden. Robert var i begyndelsen af arbejdet modelleret efter min søn Andreas, som nu er 9, men som tingene skred frem og tiden gik, blev Robert også præget af min anden søn Jonathan på 2 1/2. Anna, min ældste, slap fri i denne omgang…

Men det er jo kødet, det er jo der virkeligheden bliver koblet på. Det er det, jeg — stadig — synes er så vidunderligt ved Paul Karasiks og David Mazzucchellis gendigtning af Paul Austers By af glas. Romanen, eller novellen, var fantastisk og manglede ikke noget, men det der med at et virkelighedens New York træder frem i tegneserieudgaven er en helt fantastisk åbenbaring, synes jeg. I Kom hjem er kollektivets beboere jo klart typer, som muliggør iscenesættelse af forskellige ideer, men Thea og Sally er rigtige mennesker. Det er et spil, en vekslen, som jeg kan lide, men det virkelige er vigtigt i Kom hjem, også selvom det manifesterer sig i for handlingen ubetydelige detaljer, som læsere, der ikke har kendskab til at opfostre småbørn ikke opdager.

Theas veninde Sally har det ikke helt let med livet

Ah ja, Mazzucchelli. Det der går forud var stærkt inspireret af hans 90er-arbejder, publiceret i hans eget magasin Rubber Blanket og selvfølgelig i City of Glass. Siden da har manden stort set ikke publiceret noget — indtil nu, i år, hvor han er klar med Asterios Polyp, samtidig med Kom hjem. Hvordan forholder du dig til Mazzucchelli i dag, rent kreativt?

Mazzucchelli er den tegner, hvis værker jeg identificerer mig mest med. Jeg synes som sagt at Chris Ware er den største nulevende tegneserietegner, måske det eneste geni, mediet har haft i det hele taget. Men Mazzucchelli er mere mig — de ting han laver, ligner mere de steder jeg selv gerne vil hen. Han startede med superhelte og lavede sine hovedværker indenfor den genre, da jeg var allermest receptiv for men in tights, og koblede så af, for at komme tilbage med By af glas, på et tidspunkt hvor jeg selv var meget optaget af Paul Auster. Rubber Blanket-hæfterne er blandt mine absolutte yndlingstegneserier, især nr. 2 og 3. Nu har vi ventet 15 år på Asterios Polyp, som jeg har været så heldig at læse, og jeg synes den er helt vidunderlig og helt lige ud af posen. Det er muligt, at min udvikling spejler sig i Mazzucchelli, men for det første er der masser af forskelle på forløbene — han har så vidt jeg ved fx ikke fået en masse børn — og for det andet er jeg højest poor man’s Mazzucchelli. Når Asterios Polyp kommer ud om meget kort tid, vil Mazzucchelli igen være en af de absolut største navne i internationalt tegneserieregi, det er jeg helt sikker på.

Lad os vende tilbage til Kom hjem. Paradoksalt nok formidler Sally, der ikke har børn, den oplevelse det er at sidde med faste rammer, eller det der ligner og også hun ændrer ståsted i løbet af fortællingen, men skildringen af dette er meget neddæmpet. Det der måske kan plage mig lidt, er den kontrast der ligger i denne subtile fremstilling med den måske lige lovlig håndfaste café latte-forbrugsfests-staffage du giver hende. Hvad var dine tanker i den forbindelse?

Jamen, sådan er det. Der er referencer på hende. Det er muligt det virker håndfast, men hun findes i flere eksemplarer endda, og abonnerer naturligvis på café latte og også dyrt postevand på flasker. Men hun er god nok. Jeg kan afsløre, at der er blevet arbejdet meget med hendes figur i redaktionsfasen og at jeg selv er meget tilfreds med hendes appearance. Hun er tæt på for mig at være bogens hovedperson, og hun gør alle de ting, jeg synes hun skal… Det er klart at du og alle mulige læsere har ret til at opfatte, vurdere og vægte hende som I synes er rigtigt, det har bare ikke noget med mig at gøre..

Mere Sally.

Hvad med Michel? Hans bevæggrunde antydes her og der, men foregroundes stort set ikke — i sådan en grad at hans handlinger til sidst i historien kan virke utroværdige. Er det her et eksempel på, at hensyn til plottet fik dig til at underspille aspekter af hans karakter for ikke at foregribe sagernes gang?

Det er svært at sige noget om, uden at spoile for meget. Generelt har jeg prøvet at holde mig til det, jeg i mangel af bedre, kalder ’impressionistiske’ virkemidler i forhold til personerne og handlingen; der er ingen kommenterende voiceover-tekst, som i Persepolis og Det store onde, der er ingen baggrundshistorier eller flashbacks — læseren bliver eksponeret for nogle figurer i nogle udvalgte scener og må selv fylde ud. Michels bevæggrunde foregroundes måske ikke, men det er jeg heller ikke så interesseret i. Jeg laver et notat med en figurs baggrund, måske nogle vigtige begivenheder og andre personlige oplysninger, som jeg har i baghovedet når jeg lader figurerne agere. Men de oplysninger er netop ikke med i bogen, og derfor er de ligegyldige. I bogen handler det om fremtræden, om at få den til at hænge ordentligt sammen. Og det synes jeg naturligvis er lykkes, ellers var Michel ikke skildret sådan – men andre har naturligvis ret til at se anderledes på det.

Som nævnt har vi med en art socialrealisme at gøre her, så selvom det ikke nødvendigvis er urealistisk, træffer du et valg til sidst i historien der unægtelig tilføjer den et skift i accent i det du introducerer noget, der på mange er måder en konvention hentet fra genrefiktion. Hvad var dine tanker i forhold til den lettere forskydning i kontrakten med læseren det repræsenterer?

Det er ikke fordi jeg ikke har noget at sige til dit spørgsmål, jeg får det bare gradvist dårligere og dårligere med at sidde og udlægge min egen tekst. Men jo, lad os sige, at der sker et skift i accent — men det er jo foregroundet fx både i struktur og farver. Historien er jo lige fra starten tydeliggjort som en ”ud-og-hjem”-historie, som altid har en slags klimaks, inden hovedpersonen når ”hjem”. Jeg betragter egentlig ikke det kapitel du snakker om som genrefiktion, det hele foregår klodset og fjollet – ikke clever og slick som i genrefiktion – og kapitlets indledning og afslutning viser jo meget tydeligt forskellen mellem – netop virkelighed og fantasi.

Der er en anden ting: rammefortællingen. Det forekommer mig lidt at du laver en Breaking the Waves her. Skaber det ikke et problem i forhold til den helt centrale idé om at handle?

Fortælleren, rammen, øh Breaking the Waves… ? Du synes at antyde, at fortælleren er ironisk? Sådan er han bestemt ikke ment, selvom jeg er helt med på, at den slags let bliver betragtet som kikset postmodernisme, og dermed altså som distance, ironi eller… dare I say? …form uden indhold. Scenen, hvor han udpeger appelsinen er central for mig, men den er ikke særlig tydeligt skildret i forhold til betydning og relation. Man kan se, at fortælleren ved det hele. Han forudsiger hele tiden, hvad der sker og repræsenterer på sin venlige og godmodige facon determinisme, men han har tilsyneladende ikke helt styr på appelsinen. Og sådan som jeg selv læser dét — uden at afsløre noget — ser jeg et brud på den determinisme.

Jeg synes ikke der er noget ironisk over fortælleren. På mig forekommer rammen i virkeligheden at være en måde for dig at vise empati for dine figurer, der så samtidig har det der deterministiske aspekt i sig. Fortælleren tilføjer det hele et deterministisk metalag, som jeg også synes er antydet i din brug af farve- kugle- og spiralmotiver. Jeg synes det virker som om han også har kontrol over det med appelsinen.

Ja, det er en god læsning, som jeg kun kan tilslutte mig, ha ha… Bortset fra det med appelsinen… Men igen: der er åbne og lukkede strukturer i Kom hjem, og de åbne er naturligvis de mest risikable, for de er ikke rare for de mere… fantasiløse læsere. Man skal selv investere i læsningen og betydningsdannelsen. Det kan lyde vældigt akademisk, men i virkeligheden er det lige ud af landevejen. Jeg kan se på et par af de negative reaktioner, at det frustrerer. Men sådan er det jo, sådan har jeg designet pakken, sådan skal det være og så må konsekvenserne blive som de gør. Jeg har lagt tingene ud fra min egen opfattelse af historien, men hverken vil eller kan forvente at læsernes reaktioner og oplevelser er klonudgaver af mine egne. Alle har ret til deres oplevelser, selv tonedøve koldkrigere. Hehe.

En perspektivering: Da du har levet med den så længe, tænkte jeg på om Kom hjem markerer en art modning for dig som tegneseriemager. Hvor har den bragt dig hen, og hvad skal der ske nu?

Jeg betragter Kom hjem som mit svendestykke, sådan ret entydigt. Jeg føler mig godt klædt på nu og havde i øvrigt midt i redaktionsfasen af Kom hjem den store oplevelse at lave Jørgen Leth synkront — en tegneserie, jeg i al ubeskedenhed er ret glad for. Jeg har i dag, tre børn og to tegneserier senere, en følelse af at have lagt nogle tunge udfordringer bag mig, og jeg er så småt ved at planlægge mine næste projekter. Tingene kan ændre sig, men jeg har stort mod på at komme i gang med mine næste projekter, som jeg håber at kunne forfølge og fuldføre noget hurtigere end tilfældet var med Kom hjem… Jeg har fortsat en modvilje mod at annoncere fremtidige projekter utidigt, men satser på at nå endnu en udgivelse inden året er omme.