Debat? III

simon_p.jpgDer er heldigvis andet at hente end tungeknuder, krumspring og udenomstale på Comic Zone Seriejournalen disse dage. Selveste Simon Petersen har for nylig postet seneste udgave af sin klumme, hvori han kommenterer Rackham.dks lukning. Han skriver:

“Så er Rackham.dk lukket ned, og det er grund til at flæbe over det tab. En meget stor del af den åbne og seriøse debat om tegneserier her i landet er forsvundet, og står i fare for at blive reduceret til en omgang ”circle- jerk” inde på den nye side, metabunker.dk. På den nye side er det nemlig sådan, at man kun kan deltage i debatten hvis ens bidrag (pr mail) bliver fundet godt nok til at optræde på siden… Må Tobias på 14 så ikke fortælle, at han har udgivet et fanzine? Og hvad er en kvalificeret kommentar? Fra min klumme-pind skal der lyde et ønske til metabunkeren om ikke at være for strikse med offentliggørelsen af de tilsendte mails. En for streng kvalitetskontrol kunne få den effekt at nye ”stemmer” ikke har en chance for at deltage i debatten.”

Jeg vil hermed benytte lejligheden til at takke Simon for de pæne ord, og samtidig give ham ret i at de ændrede forhold har nogle problemer. Det er rigtigt, at Metabunkeren ikke tilbyder samme åbne forum, hvor folk fast og (især) løst kan poste deres tanker og indskud, og det er da også på en vis måde et tab. Men på den anden side synes vi efterhånden det var ret begrænset hvor mange interessante indslag, der blev postet på Rackhams nu lukkede board. Det er klart, at de mange “hey, check det her ud!”-posts havde deres værdi, men langt det meste der ellers blev postet kom fra det samme halve dusin postere, der havde opbygget en efterhånden søvngængeragtigt forudsigelig habitus. (Og det samme kan i høj grad siges om lignende fora, der har eksisteret en årrække, som fx. The Comics Journal eller hjemlige Seriejournalen, uden sammenligning i øvrigt).

Der var ind i mellem værdifulde og stimulerende debatter, og det er dem vi vil holde fast i under den nye opsætning. Vi håber det nuværende læserbrevssystem vil forebygge, at diskussioner løber ud i sandet ved evige gentagelser af de samme pointer, mere eller mindre tungnemme sidebemærkninger der får deres eget liv, osv., og dermed det tab af engagement – og tid – disse problemer medførte. Ikke dermed sagt, at der ikke kan være værdier i et livligt forum. Og vi håber da andre, som f. eks. sortsomblaek, som Simon selv nævner, vil kunne tilbyde dette i fremtiden.

0 Responses to “Debat? III”


Comments are currently closed.