It’s a Great, Big, Wide World Out There, Gentlemen…

(OBS! Thorhauge her!) På websitet serieland.dk har Kristian Bang Larsen skrevet en kronik om vigtigheden af gode forfattere i tegneserieproduktion. KBL angriber ikke mindst den danske tegneseriebranche, som i hans optik i særdeleshed lider under manglen på gode forfattere. KBLs kronik er et velkomment indlæg i debatten, og har nogle gode pointer – ikke desto mindre tillader undertegnede sig hermed at gå i rette med kronikken, særligt med KBLs tegneseriesyn.

Grundpræmissen i KBLs kronik er, citat: “Det er manuskriptet, og ikke som mange vist tror, tegningerne, der afgør om en tegneserie er virkelig god

Denne herligt skråsikre påstand er naturligvis fjollet (og det ved KBL vel nok, jeg formoder klart vi har med polemik at gøre, men alligevel). Det giver som bekendt kun ringe mening at opdele en kunstform i forskellige formalistiske kategorier, for derefter at måle og veje dem mod hinanden. Det er en frisk betragtning, som i al sin reducerende vælde har noget forførende over sig – men hvordan man end vender og drejer den, er det desværre en ubrugelig betragtning. Vil man snakke om de ting, skal det gøres specifikt, der skal et værk på bordet.

KBL nævner så faktisk en række – meget væsenforskellige – danske tegneserier: Palle Schmidts Den blodrøde konkubine (der så vidt jeg ved faktisk hedder Blodets konkubine), Allan Haverholms Sortmund, Anders Walters Solas og min egen Kom hjem som eksempler på tegneserier, der “ikke for alvor er slået igennem [fordi] det danske tegneseriemiljø simpelthen mangler en superforfatter eller to“. Kom hjem er imidlertid det eneste værk, KBL diskuterer bare en smule: det roses for at være “pisseflot og (interessant nok) også vanvittigt godt fortalt“, men det er ikke skrevet “godt nok, og derfor bliver plottet for sludrende, karaktererne for flade og dialogen for uskrap [der menes vel 'uskarp'?]“.

I en kronik, der går til angreb på bestemte tendenser, er det lidt ærgerligt, at der ikke leveres bedre analyse således at påståede problemer er klart identificerede, så de fremstår troværdigt. Ikke fordi KBL ikke har ret i at der mangler gode forfattere i Danmark, mere fordi det desværre kun give ringe mening at slå fx Sortmund og Solas over samme læst.

Jeg gør mig ingen illusioner om min egen tegneserie Kom hjem, og prøver konstant at identificere og arbejde med egne svage sider (og der er mange!) – men sæt nu, at det var intenderet fra min side, at “plottet [er] sludrende“, sæt nu jeg bevidst har arbejdet med en bestemt form for stilisering af figurernes fremtræden og så videre? Sæt nu at det netop ikke har været min intention at lave en fortælling, der river læseren med på den måde en Hollywood-film eller en Alan Moore-tegneserie gør – hvad så?

Jo, så kan Kom hjem stadig være mislykket alt det, det skal være. Men ikke efter de præmisser der opstilles. Doven kritik i kategorien “Rock-koncerten var dårlig, fordi de ikke spillede hip-hop” er og bliver… doven kritik. Det skal ikke lyde som et surt opstød, der er bare ikke så mange måder at sige det på…

Da jeg havde læst KBLs kronik kom jeg i tanke om Umberto Ecos meget morsomme essay Beklager at måtte afslå (konsulentudtalelser til forlaget), hvori en fiktiv forlagskonsulent i en fiktiv forlagsverden skal bedømme Kafkas Processen, Cervantes’ Don Quixote, Odysseen, Bibelen m. fl., hvor pointen hele tiden er, at de ikke kan antages til udgivelse, fordi de bryder med almindelige konventioner, og ikke fungerer på underholdningsromanens præmisser.

Den underliggende agenda hos KBL er tydeligvis en meget bestemt opfattelse af hvad, der gør en god tegneserie – det er “historien”, den del af værket, som forfatteren står for. Og hvad er det, kunne man så spørge? Det står en smule uklart, men KBL nævner Alan Moore, Frank Miller og Neil Gaiman som “de største stjerner på tegneseriehimlen i de senere år“. Senere nævnes i flæng René Goscinny, Greg og Steven T. Seagle som gode eksempler på folk, der leverer varen. Det tætteste KBL egentlig kommer på et kvalitetsparameter er hvilke tegneserier, “Hollywood går på rov i“.

Dermed bringer KBL et virkeligt kedeligt og udynamisk tegneseriesyn på banen, men et tegneseriesyn han desværre ikke er alene med. Misforstå mig ikke; jeg har ikke det fjerneste mod underholdningstegneserier, der forsøger at håndhæve de samme kvaliteter som Hollywood-mainstream (og dog…), men jeg synes det er særdeles problematisk at arbejde for en opløsning af auteur-ideen, som i disse år har været fuldstændig og aldeles afgørende for den vitalitet der præger det, vi kalder tegneseriens nye guldalder. I min verden er det ikke overraskende David B., Chris Ware, David Mazzucchelli, Marjane Satrapi, Charles Burns, Joann Sfar, Lewis Trondheim, Daniel Clowes, Joe Sacco, Robert Crumb, Anke Feuchtenberger og mange flere, der står som de “største stjerner på tegneseriehimlen de senere år“, endda ret entydigt. Jeg gentager gerne: det er den fløj, og ikke Neil Gaiman/Frank Miller-likes, der har stået for den rigdom, der har reetableret tegneserien som en stærk, tidssvarende kunst- og udtryksform.

Problemet med KBLs kronik er altså KBLs tegneseriesyn, som er fikseret på en en meget bestemt type tegneserielitteratur. Noget værre er det, at KBL tilsyneladende er ubevidst om dette forhold, siden der ikke gøres anstrengelser på at skelne mellem æbler og pærer. De nævnte danske tegneserier fortjener garanteret en masse kritik, men helst en stærkere, skarpere og mere præcis.

Men netop fordi det er mit indtryk, at KBL ikke er alene med dete tegneseriesyn, er det omvendt vigtigt at lytte. Jeg fornemmer klart en uvilje fra visse dele af tegneseriekulturen mod tegneserier, der i et eller andet omfang arbejder kunstnerisk med sin form, og som følge deraf også udfordrer læseren med sin form. Jeg synes det er et ærgerligt og noget forarmet forhold at have til tegneserier – eller film og litteratur, for den sags skyld. Jeg finder selv stor fornøjelse i Grant Morrisons mainstreamtitler eller Ed Brubakers ditto-krimier, men hvorfor dog stoppe der, når verden er så meget større?

Men har KBL ikke ret i, at der ikke produceres tegneserier a la Neil Gaiman i Danmark? Og har han muligvis ikke også ret i, at det er beklageligt? KBLs argument om hvad der slår igennem og hvad der ikke gør, er godt nok ikke meget bevendt i denne diskussion, da både Neil Gaiman og Alan Moore mig bekendt aldrig har slået stort igennem i Danmark (Interpresses satsning med Watchmen/Vogterne var så vidt jeg ved nærmest en katastrofe, selvom den blev udgivet i de glade 80ere) – men det ville da helt klart være dejligt om tegneserien havde sine egne hitmagere, sin egen Rowlings, Marklund eller Peter Jackson, hvem det nu kunne være. At prioritere manuskript på en kommende tegneserieuddannelse er tilsvarende noget, der kun kan komme gode ting ud af – men jeg ser ingen grund til at forsøge at påvirke kommende tegneseriefortællere i retning mod team-produktion, hvis det nu ikke er der, de føler sig hjemme. Som en Frank Miller-figur siger i slutningen af Sin City-skrønen Family Values: “It’s a great, big, wide world out there, gentlemen. There’s all kinds of families in it“…

2 Responses to “It’s a Great, Big, Wide World Out There, Gentlemen…”


  • Kristian Bang Larsen

    Kære Thomas

    You got mail.

    Her:
    http://serieland.dk/?p=2355#comment-4020

    Bedste hilsener
    KBL

  • Hej Kristian,

    Tak for svar, jeg postede en kommentar for nogle timer siden, men indlægget “venter på at blive godkendt” – men her er hvad jeg skrev til din kommentar:

    “Hej Kristian,

    Jeg forstår dig lidt bedre nu, og synes som sagt ikke at du tager fejl i alt hvad du siger. Efterlysningen af et større fokus på manuskript/historier er helt bestemt et rimeligt ønske.

    Men jeg synes fortsat ikke det giver stor mening at opdele tegneserier i “historie” og “tegninger”, og derfor er jeg fortsat heller ikke enig i kernen i dine forslag. Jeg synes præmissen er kunstig, og må da osse stadig kigge langt efter analyser, der klart identificerer de problemer, du beskriver.

    Jeg synes også at din indfaldsvinkel bærer præg af en idealiseret opfattelse af tingene, en verden hvor man lige opfinder en Alan Moore og en René Goscinny i Danmark. Jeg tror det giver mere mening at arbejde med de ting, der faktisk er til stede, og prøve at forbedre dem.

    Du mener at jeg skulle have brugt mere tid på at definere hvad der er en god historie, men hvorfor det? Denne debat er din, det er dig, der snakker om “den gode historie”. Du forklarer kun overfladisk hvad du egentlig mener, og det er og bliver et meget svagt punkt i din fremførte kritik. (Og så lyder det jo heller ikke afsindigt respektindgydende at sige, at man ikke lavede analyserne af frygt for at kronikken skulle blive for lang…).

    Jeg synes dog fortsat at dit indlæg bestemt er et velkomment indlæg i debatten, så bliv ikke skræmt af at få nogle på frakken. Sådan går det jo når man stikker næsen frem.

    KH Thomas

    PS “MÅ man både kunne lide Gaiman og Clowes?” Arj, come on, you can do better than that…”

Comments are currently closed.