Rindom Redux: Barks i 70erne

djaevelens_tand.jpghugtand.jpgI forbindelse med mine undersøgelser af danske udgivelser af Carl Barks’ Anders And, dengang bølgerne gik højt i forhold til den stadigvæk skandaløst ringe tilrettelagte Carl Barks Samlede Værker (CBSV) fra Egmont, fik jeg bekræftet hvad jeg havde hørt: at de danske oversættelser af historierne fra førsteudgaverne i Anders And-bladet mellem 1946 og sen-60erne, udført af den skattede Sonja Rindom, blev justeret på ganske markant vis i løbet af 70erne, i forbindelse med genoptrykningen af dem i Anders And & Co. og måske også med deres udgivelse i den enestående grimt tilrettelagte, men i det mindste folkelige samleudgave i albumformat, serien ”Bedste Historier om Anders And” (BHAA).

Det der med det samme slog mig var, at oversættelserne ofte var bedre efter denne justering. Ofte, men ikke altid, vil jeg straks tilføje. Der er også er den del eksempler på unødvendige ændringer og til tider endda forringelser. Justeringerne repræsenterer gennemgående en mere fri fortolkning af originalteksten end den i førsteudgaven, hvilket fra en puristisk synsvinkel er problematisk, men rent faktisk ofte rammer historiens nerve bedre end den mere tekstnære tilgang, førsteudgaven bød på.

Med forbehold for de usikkerheder min stikprøvemetode medfører, er det min opfattelse, at noget nær hvert eneste stykke tekst i de fleste af 10-siders historierne i udgaven fra 70erne er justeret. Et problem ved dem er, at de ind i mellem er gjort længere end den oprindelige oversættelse, hvilket besværliggør læsningen noget, men samtidig korrigerer de ofte for de ændringer i talesprog der var forekommet mellem 50erne og 70erne, således at formuleringen blev mere mundret. Dette er selvfølgelig et meget tidsbundent problem – i dag lyder både 50er- og 70ertalesprog gammeldags.

Lad os tage nogle eksempler fra historien om Joakim og Anders’ væddemål om hvorvidt Joakims penge, selvom han er gammel, gør ham i stand til at gøre sin unge nevø alt efter (WDC 157, 1953, AA&Co. 8/1954 & 35/1972, BHAA 11, 1980 – mine eksempler fra 70erudgaven er hentet fra sidstnævnte, mens mine eksempler fra førsteudgaven er hentet fra CBSV og checket efter med førsteudgaven i AA&Co. Mine eksempler fra Barks er hentet fra “Carl Barks Library in Color”).

vaeddemaalet_s2_barks_t.jpgvaeddemaalet_s2_cbsv_t.jpgvaeddemaalet_s2_bh_t.jpgOpslaget side 2-3 er meget repræsentativt: Anders og Joakim kommer ud på gaden. I det første billede på side 2 har man forlænget Rindoms tekst og erstattet hendes
’hjertevenner’ med ’gode venner’, hvilket muligvis er længere fra Barks’ ’bosom buddies’, men til gengæld lyder ’hjertevenner’ både lidt bedaget og unødigt emfatisk på dansk. I andet billede har man på ganske ufølsom vis fjernet Barks’ indtegnede noder og gjort teksten mere omstændelig. En afgjort forringelse. I tredje billede har man ændret formuleringerne lidt, helt uden det ændrer betydningen, hvilket ikke giver ret meget mening. Anders kommer til at lyde lidt mere feminin med sit ’ih, altså’, men til gengæld siger han ikke ’kammerat’. I fjerde billede er der ingen ændringer, og det fungerer perfekt.

Og så kommer det instruktive femte billede: I originalen siger Joakim: ”Hi, folks! Rotten day, huh?”, hvilket Rindom oversatte til ”Davs, folkens! Hvor er det dog koldt og mørkt, hva’?” Dette er i 70erudgaven på forfriskende vis ændret til ”Af vejen, folkens! Her kommer jeg!” Bortset fra, at Rindoms tekst på ingen måde finder genklang i farvelægningen (hverken dengang eller nu), er denne ændring sandsynligvis foretaget i erkendelse af, at originaloversættelsen ligger væsentligt dårligere i næbbet på den and, vi ser på billedet end ”Her kommer jeg!” Jovist er der tale om små forskelle her, men sidstnævnte rammer Joakims attitude som han er tegnet her, og som han opfører sig i historien, på kornet. Det kan godt være, at det teknisk set ikke er helt så tæt på det, der står i Barks’ boble, men det fanger ånden på en måde, Rindoms ikke i samme omfang har været følsom overfor.

Flueknepperi! kan man med en vis ret indvende her, og de grellere poster i Rindoms synderegister er selvsagt at finde helt andre steder (se min CBSV-anmeldelse for en håndfuld eksempler), men det er nu alligevel interessant at vedkommende, der håndterede denne justering udviste en så relativt fin forståelse for historiernes ånd, især når man påtænker af Gutenberghus i samme periode tilsyneladende var totalt ligeglade, og for eksempel uden at blinke oversatte Barks-historier fra italiensk i deres usle “Den Store”-udgivelser.

vaeddemaalet_s3_barks_t.jpgvaeddemaalet_s3_cbsv_t.jpgvaeddemaalet_s3_bh_t.jpgUnder alle omstændigheder behøver man ikke gå længere end til næste side, andet billede, for at få sig endnu et eksempel på, hvorledes 70er-justeringen er foretaget med opfindsomhed og vid. Anders peger på bjerget, der i originalen hedder ”Demon Tooth”. Dette har Rindom ganske loyalt, men lidt pedantisk ændret til ”Djævelens tand”. I justeringen har man i stedet udvist poetisk sprogøre og oversat til ”Havkongens hugtand”. En oversætter skal ramme ånden og stemningen i originalen, ikke bare blindt overføre ordret. ”Havkongens hugtand” er klart skæggere og man husker det langt bedre end det lidt generiske ”Djævelens tand”.

Jeg er godt klar over, at de her eksempler er en dråbe i havet i forhold til Barks samlede værk, men det er faktisk mit indtryk at observationerne er gyldige i forhold til de fleste af de 10-sidershistorier, der blev genoptrykt i løbet af 70erne. De længere historier har jeg ikke i samme omfang foretaget sammenlignende studier af, så jeg ved ikke om man kan sige noget lignende om dem. Dertil skal tilføjes, at optrykkene i BHAA i 80erne og de tidlige 90ere også ofte er bearbejdede og at visse forståelsesmæssige problemer fra originaloversættelserne er rettede. Et eksempel er det fra BHAA-udgaven af ”Byen i sumpen” fra 1994, der genopretter den elegante cirkularitet i Barks’ oprindelige tekst, som Rindom havde droppet til fordel for en flad afslutningsreplik (se min CBSV-anmeldelse for detaljer). Disse justeringer er tydeligvis foretaget af andre hænder end dem fra 70erne, og jeg har desværre ikke fået studeret dem nærmere og kan derfor ikke vurdere dem som helhed.

Det skal samtidig siges, at ovenstående sammenligninger ikke er ment som en kritik af Rindoms arbejde – det gøres meget bedre ved at gå til de steder, hvor hun direkte har forvansket originalteksten. Men i øvrigt er det ikke umuligt, at det er Rindom selv, der forestod 70erjusteringen. Hun arbejdede stadig for Gutenberghus i perioden og kan således være blevet hyret til at opdatere sine oversættelser i forbindelse med at de skulle genoptrykkes. De tidligere ansatte på forlaget jeg kontaktede i forbindelse med min research til CBSV-artiklen antydede at dette var meget muligt, men ingen af dem kunne huske om det rent faktisk var tilfældet. For at opklare dette ville man sandsynligvis skulle i Egmonts regnskabsarkiver og se hvad der var blevet udbetalt løn for, og til hvem, i den givne periode.

Hvilken relevans har det så i dag? Ikke meget, men det er rart at se, at nogen dengang i 70erne, hvor man over en kam behandlede Barks’ historier som fars, der skulle proppes i pølseskind og smides på markedet, rent faktisk læste historierne og interesserede sig for hvad de fortalte. Ikke at 70erjusteringen var perfekt, endsige altid gav mening, men alligevel. Og så ville det i øvrigt have været fint om den nuværende redaktion af CBSV havde undersøgt sagen og fundet ud af, om det kunne være Rindom selv der var ansvarlig. I et sådant tilfælde ville 70erteksterne jo udgøre et vigtigt materiale i deres valg af tekst til den nye udgave, der som sin centrale målsætning i forhold til oversættelsen har at bibeholde Rindoms oversættelse overalt hvor den ikke er upræcis eller direkte vildledende.

0 Responses to “Rindom Redux: Barks i 70erne”


Comments are currently closed.