Teknokosmos

Jack Kirby, Joe Sinnott og Stan Lee, fra "This Man... This Monster!", Fantastic Four #51 (1966)

I sidste uges udgave af Weekendavisen kunne man læse min artikel om Jack Kirby, skrevet i anledning af hundredeåret for hans fødsel 28 august i år. På grund af en redaktionsfejl, trykte avisen desværre en kladde i stedet for den grundigt omskrevne — og i mine øjne væsentlig bedre — udgave af min tekst. Da det er for sent at rette op på i sig selv, bringer jeg derfor den egentlige, færdige tekst her. Med ekstra billeder. God læselyst!

Jack Kirby er energi! Spændstigt trukne linjer, intenst strålende parallelskraveringer, kompakte sorte prikker, der sitrer på papiret. Kantede figurer, heroiske af statur, med ansigterne fortrukne af følelser og hænderne strakt mod os i voldsom forkortning. De brydes i eksplosive slagsmål, deres kroppe i fejende bevægelse. Vildtvoksende arkitekturer og teknologiske abstraktioner, kvasi-kubistisk undfanget i hvad der kunne være den femte dimension. Sammenstillingen af grovkornet hverdag og bjergtagende kosmiske panoramaer. Billeder der truer med at bryde rammerne.

Jack Kirby og Syd Shores, forside til Captain America Comics #1 (1940)


”Jeg så Gud”
Jack hvem? Kirby, født Jacob Kurtzberg i 1917 af østrigsk-jødiske indvandrere og vokset op i fattigdom på New Yorks Lower East Side under depressionen. Han er en af den amerikanske tegneseries betydeligste udøvere. Ved sin død i 1994 efterlod han sig et enormt oeuvre, på op mod 24.000 tegneseriesider i snart sagt enhver genre, om end han primært forbindes med superhelte. Han vil imidlertid nok stadig være de fleste ubekendt, selvom hans figurer og ideer i den grad har sat sig aftryk i populærkulturen. I år ville han være blevet hundrede – en god anledning til et nysyn på værket.

Hans bedst kendte tegning er nok den med Captain America, der pander Hitler i gulvet. Den har netop nu, i Trumps Amerika, fået nyt liv i antifascistiske kredse. Figuren skabte han i 1942 sammen med sin ven og forretningspartner Joe Simon, i indignation over tidens begivenheder i Europa. Fascismens nemesis, tveægget gestaltet af to unge jødiske mænd som et arisk supermenneske.

To år senere, kort efter D-Dag, stod Kirby på Omaha Beach som del af General Pattons 11. infanteri-regiment, omgivet af tusindvis af lig. Resten af livet hjemsøgtes han af mareridt. Han fortalte, at han den dag så Gud.

Jack Kirby, forside til Foxhole #1 (1954)


Det er denne, Jobs distante Gud vi møder i Kirbys værk. Grundtemaet hinsides al den åbenlyse og topunderholdende ramasjang er den moralske handling som meningsskabende akt i et dybest set umælende univers. Kirby spinder heltekvad med tragiske undertoner i den ældgamle europæiske tradition. Han er forbundet med såvel modernismen som romantikken – linjer til Picasso og ekko af Blake. En foretrukken visuel metaforer er kubistisk realiserede, nærmest abstrakt designede maskinelle former. Markører af Guds uransagelige teknokosmos.

Ragnarok
Mest berømt er hans arbejde for Marvel Comics i tresserne. Samarbejdspartneren var Stan Lee, selskabets karismatiske ansigt udadtil. Lee var redaktør, kreativ sparringspartner og skrev den farverige tekst i boblerne i Kirbys færdigtegnede tegneseriefortællinger, men var ikke i egentlig forstand forfatter på historierne, selvom hans byline fordrede det og selvom han på den korte bane endte med broderparten af anerkendelsen.

Kirbys arbejde for Marvel er det substrat, hvorpå den nu Disney-ejede koncerns tilsyneladende endeløse række af superheltefilm, tv-serier, videospil, legetøj og merchandise bygger. Blandt de hundredevis af figurer og koncepter han og Lee introducerede finder vi Iron Man, The Avengers, The X-Men og The Inhumans. Dertil kommer den første sorte superhelt, The Black Panther, oplyst enevældig i et højt sofistikeret afrikansk kongerige og i øvrigt filmaktuel til februar. Samt Jekyll og Hyde-figuren Hulk og deres fortolkning af den nordiske tordengud, som begge kan mødes i filmen Thor: Ragnarok, der har premiere sidst i oktober. Deres Thor hidrører fra et højteknologisk Valhalla og kæmper for orden i et kosmos, der uvægerligt bevæger sig mod den undergang vi hører om i Vølvens Spådom.

Jack Kirby, Vince Colletta og Stan Lee, fra "And Now... Galactus!", The Mighty Thor #160 (1968)


Verdensfortæreren
Hovedværket er imidlertid The Fantastic Four, om en familie med superkræfter hvis ærinde det er at udforske og forstå universet. Serien bæres af en optimistisk, ofte humoristisk, menneskelig tone, men mellem billedrammerne lurer fatalismen. Dette er tydeligst i historien om verdensfortæreren Galactus’ ankomst til jorden. Denne gudelignende skikkelse, ophøjet over spørgsmål om moral, dræner livsenergi fra hele kloder for at overleve. Han assisteres i sit forehavende af sin herold, den sølvglinsende Silver Surfer, som på sit kosmiske surfbræt bestrider verdensrummets energistrømme.

I deres desperate kamp for jordens overlevelse bliver det kvartettens yngste medlem, den flammende Johnny Storm, beskåret at stirre ind i evigheden. Han må erkende, at menneskets rolle er ubetydelig, dets kamp for overlevelse uhildet. The Silver Surfer er bevidst om dette, men anfægtes ikke desto mindre og hjælper de Fire med at fordrive Galactus. Denne medmenneskelige handling sikrer heltenes sejr, men Johnnys grundlæggende, forstandstruende indsigt bliver stående.

Forbudstidens synder
Kirbys skæbne blev tegneseriehæfterne. Som jøde var det svært for den vordende tegner at finde ansættelse i avis- og illustrationsbranchen, så han startede på laveste trin. Tegneserieforlagene var fremvokset under forbudstiden som skalkeskjul for organiseret kriminalitet og fungerede da, qua deres papirleverancer, som dække for smugling af sprit over den canadiske grænse.

Branchen var, og forblev, derfor præget af udbyttermentalitet. Al ophavsret tilfaldt udgiverne, mens de kreative kræfter var provisionslønnede. Kirby skulle senere i sin karriere forgæves kæmpe for økonomisk kompensation svarende til det enorme bidrag han havde ydet. Først for nylig lykkes det hans familie posthumt at opnå en anseelig godtgørelse fra Marvel/Disney, om end ophavsretten samtidig blev konsolideret hos koncernen.

Jack Kirby og Mike Royer, fra "The Glory Boat", New Gods #6 (1971)


Episk abstraktion
Det er i hans senere værk, at vi møder Kirby mest ufiltreret og illusionsløs. Her slipper han gradvist den realisme, som han og Lee havde forlenet deres fantastiske stof med, for i endnu højere grad at dyrke det episke og det abstrakte.

Hovedværket her er den barokke Fourth World-saga, udsendt af Marvels konkurrent DC som fire fortløbende hæfteserier i begyndelsen af halvfjerdserne. Denne inspirerede bl.a. George Lucas da han undfangede sit Star Wars-univers, og er i disse år en del af den kosmologiske baggrund i Warner Bros.’ DC-film, særligt sidste års bombastiske langgaber Batman v. Superman: Dawn of Justice og Justice League der har premiere i november.

Kirby introducerede her en helt ny gudeverden, rejst fra asken af den gamle og udskilt i to kontrasterende kloder: den uspolerede, blå planet New Genesis og den slaggespyende dødstjerne Apokolips. På førstnævnte er Mosesfiguren Highfather visest blandt ligefolk, mens sidstnævnte domineres af Darkseids fascistiske rædselsregime. En skrøbelig fred hersker mellem dem, beseglet med et børnebytte af de tos førstefødte.

Det er fortællingen om, hvorledes denne fred falder fra hinanden med Jorden som gudernes kampplads. De byttede børn står centralt: Scott Free, Highfathers søn opvokset i Apokolips’ opdragelsesanstalter, søger friheden i flugt fra den skæbne han ved han må påtage sig, mens Orion, Darkseids søn opfostret af Highfather, søger frelse ved moralsk stillingtagen, men plages af en destruktiv vrede, som man fornemmer vil blive skæbnesvanger.

Jack Kirby og Mike Royer, fra "The Pact", New Gods #7 (1971)


Anti-Livsligningen
Projektet var i omfang og ambition forud for sin tid og fungerede dårligt i hæfteformatet. Salget var skuffende og DC lukkede serierne, så Kirby fik aldrig afsluttet sagaen som han havde forestillet sig. Det synes imidlertid tydeligt, at han styrede mod Dommedag, hvorefter en ny cyklus måske kunne begynde. Som altid i sit arbejde, præges historien af en tro på ungdommens potentiale for at skabe en bedre fremtid, centreret om de flower power-inspirerede gudebørn The Forever People. I sidste ende står Kirbys pessimisme dog stærkere.

Denne fortættes i Darkseid, Kirbys Lucifer-figur. I evigt oprør mod en ubegribelig orden søger han den såkaldte Anti-livsligning, der lover total kontrol. En metafor for den yderste konsekvens af vores vilje til magt og frihed og den mørke side af det helteideal, Kirby stedse arbejdede med. Den moralske handling er nødvendig, men står for fald. Troen er stedse drevet af tvivl.

Jack Kirby og Mike Royer, fra "The Pact", New Gods #7 (1971)


De bedste af Jack Kirbys og Stan Lees Marvel-serier blev i firserne udgivet herhjemme af Interpresse. I dag er det nemmest at finde dem i Marvels såkaldte Epic Collection af paperbacks. Kirbys arbejde for DC er ligeledes samlet i en række bøger under hans navn. Mange andre genoptryk af udvalgte arbejder findes på originalsproget. Store dele af værket er digitalt tilgængeligt gennem ComiXology.

0 Responses to “Teknokosmos”


Comments are currently closed.