Årets danske tegneserie er landet

decimalforside.gif

Mig bekendt var Jakob Martin Strid den første tegneserietegner, der sidste år kunne modtage Statens Kunstfonds eftertragtede 3-årige arbejdslegat. Ganske vist lagde Kunstfondets litteraturudvalg i sin motivation mest vægt på Strids børnebøger, og vist var legatets første afkast til offentligheden da også færdiggørelsen af sidste års hit-børnebog Min mormors gebis. Men forleden dumpede så et 198 sider langt tegneserieepos ned på boghandlernes hylder, sådan lidt fra out of nowhere. Og lad det være sagt med det samme, at det i sandhed var en pragtfuld overraskelse – årets danske tegneserie er simpelthen landet!

Skønt hverken titlen eller omslaget på nogen måde er lokkende – den lille cyan-farvede bog med den krukket-antiautoritære titel Decimal 0.4 ligner mest af alt en af Jyske Banks seneste lad-os-pakke-aktieinfo-ind-som-gave-gimmicks – og det er da helt ærligt, som de ville sige i bemeldte bank, ret trælst.

Men indvendig er det en anden historie. Strids alter ego, den nuttede lille Strid fra Politikens bagside, modtager en pakke med en underlig klods, som viser sig at være en slags fartøj, der bringer Strid fra den ene forunderlige verden til den næste. Sådan er præmissen i Decimal 0.4, enkel og effektiv, og fascinerende på et grundlæggende ”hvad-sker-der-mon-på-næste-side?”-niveau. Men projektets succes har dog alligevel snarere med (forfatteren) Strids åbenlyse tegne- og fortælleglæde at gøre. Decimal 0.4 er simpelthen spækket med sjove, flotte og betagende tegninger, som den enkle og stemningsfulde computerfarvelægning fornemt understreger (man tør næsten ikke tænke på hvor flot bogen ville have været, hvis den havde været trykt på mat papir i stedet for det småkatastrofale glittede). Decimal 0.4 er simpelthen en fryd for øjet, og som læser sidder man konstant med det store glade smil på læben, når man bladrer i den (og sidder der børn med, bliver oplevelsen ikke mindre fascinerende!).

Strid

Skønt Strid alle dage har været sin egen, og aldrig vist udpræget interesse for den danske tegneseriekultur, er det spøjst og faktisk overraskende, at hans nye tegneserie samtidig er en lang nostalgirejse rundt hos alle favoritterne. Tribute-tegneserier er ellers normalt et klassisk insider-fanboy-fænomen, men her står Strid altså også på: der nappes lidt Deleuran, nærmere bestemt Thorfinn og Mikkeline på skattejagt, kombinerer dem med Moebius’ syrede mesterværk Den hermetiske garage, tilsætter lidt Lille Nemo i drømmeland, lidt fisk fra forsiden af Rackham den Rødes skat samt lidt tegnefilmgarniture fra Bennys badekar og Yellow Submarine og serverer dette skæppeskønne måltid i Strids velkendte Politiken-stribeform – værsgo!

Rackham Strid

Denne nostalgiske arbejdsmetode er på en gang forventelig og opsigtsvækkende. Forventelig, fordi den veloplagte og meget smukke billedbog Min mormors gebis i virkeligheden også var ganske tæt på at være et nostalgiprodukt, med sin åbenlyse og markante beundring for Halfdan Rasmussens og Ib Spang Olsens arbejder – mest påfaldende klassikeren over dem alle, Halfdans ABC. Opsigstvækkende, fordi denne egenskab, som man lidt groft – Strid vil næppe bryde sig om det! – kan karakteriseres som åndskonservatisme (fænomenet er velkendt blandt flere andre danske tegneserietegnere), er lidt af et paradoks, når man tager værkets morale i betragtning: vi skal bevæge os, vi skal rejse, vi skal være åbne overfor det vi møder på vores vej og vi skal værdsætte alle farver og former. Disse mantraer er den brogede fabels ganske entydige pointer, som så til gengæld er indrammet og udsmykket med en æstetik, der ideologisk peger den stik modsatte vej: Strid har tydeligvis ingen interesse for de sidste 15 års ellers ekstremt spændende og progressive udvikling inden for tegneseriemediet, han holder hårdnakket fast i 70ernes og 80ernes billedbøger og tegneserier. Dette forhold eller paradoks er hverken godt eller dårligt, blot påfaldende og forholdsvist interessant, måske på et lidt langt ude-niveau beslægtet med den betragtning, Palle Nielsen en gang gjorde: for at lave en god tegning af et hangarskib, må man både elske og hade det. På et lidt mindre langt ude-niveau måske beslægtet med højrefløjshadende autonomes paroler om plads til alle.

Men tag ikke fejl: trods indvendinger, ER Decimal 0.4 en fed tegneserie, som fortjener at blive læst af store og små, og skønt der er mere end et stykke vej op til Deleurans magiske Thorfinn, krydser vi i Metabunkeren under alle omstændigheder fingre for at Strid vil fortsætte sit kald som tegneserietegner, ikke alene fordi han med Decimal 0.4 reetablerer sig som en af tidens fremmeste danske tegneserietegnere, men også fordi den danske tegneseriekultur i øjeblikket har brug for smittende overskud og begejstring af den slags, der præger Decimal 0.4 fra første til sidste side.

Godt gået.

Jakob Martin Strid: Decimal 0.4. København: Politisk Revy, 2007. 198 sider, kr. 250

0 Responses to “Årets danske tegneserie er landet”


Comments are currently closed.