I anledning af den skuffende udvikling på COP26 i Glasgow kigger vi i Radio Rackham nærmere på et klassisk undergangsscenarie i form at Pierre Christin, Jean-Claude Mézières og Evelyne Tranlés Linda og Valentin-album Storbyen der druknede fra 1968-70.
Det er en tegneserie, der gjorde stort indtryk på mig, da jeg læste den som knægt dengang i firserne og som i dag fortsat bjergtager med sit fabelagtigt overskudsagtige opbud af billeder og optrin og ikke mindst fordi den på een og samme tid udruller en alt for troværdig skildring af klimasammenbrud og besynger naturens skønhed.
Lyt her og læs mere på Nummer9 og vores Instagram.
Radio Rackham: Young Adult
Jeg var fanget i Londons undegrundsbane, så jeg nåede ikke optagelsen, men Thomas og Frederik håndterede selvfølgelig opgaven upåklageligt; de diskuterer Raina Telgemeiers Kvalme, eller på engelsk Guts (2019), der er blevet den storsælgende amerikaners meget forsinkede debut på dansk. Den indskriver sig i den undergenre af børne- og ungelitteraturen, der disse år dominerer markedet: young adult.
Programmet gæstes af børneliteratur-ekspert Kathrine Pachniuk og forfatter Sabine Lemire, hvis prisbelønnede serie med Rasmus Brenghøi Mira bl.a. også får ord med på vejen. Og 9-årige Esther Hedeager Krarup giver et fornemt handlingsresume! Lyt her og læs mere på Nummer9.