RACKHAM - Artikelbase

DEN DYNAMISKE DUO
Interview med Mike Baron og Steve Rude

Af Matthias Wivel

Den nye bølge af’alternative’serier, der i 80erne leverede et friskt pust på det amerikanske tegneseriemarked kan, groft sagt, deles op i to hovedstrømme – dem, der helt tog afstand fra mainstreamen og søgte radikalt nye udtryk, f. eks. Hernandezbrødrenes serier, og dem, der nyfortolkede de traditionelle genrer og dermed tilførte dem nyt liv. Blandt de fremmeste af sidstnævnte findes Nexus af forfatteren Mike Baron og tegneren Steve ”Dude” Rude.

Nexus fortæller historien om den martrede helt Horatio Hellpop, alias Nexus, der af højere magter er blevet pålagt at rydde op blandt universets massemordere og til formålet er blevet tildelt nærmest ubegrænset magt. I drømme hjemsøges han af sin tids værste forbryderes misgerninger og kun deres likvidering kan dulme hans smerte.

Nexus er således mere end en traditionel superhelt; han er et forsøg på at analysere superhelten som gudelignende Übermensch og samtidig at forlene dette med en dyb, fejlbarlig menneskelighed. Omkring sig har han et farverigt galleri af bifigurer af alle arter og afskygninger. Serien er nemlig andet og mere end en dyster SF-fabel – den er en bredt favnende fortælling, der rummer elementer af snart sagt alle genrer, fra hardcore SF over politisk satire til funny animals. Udover sin grundlæggende eksistentielle dimension, lever den i høj grad i kraft af sin vitale humanisme og den mulighed, dens generøse univers har for at fortælle snart sagt enhver historie.

Denne særlige hybrids bæredygtighed skyldes det unikke møde mellem Barons dystre dybsindighed og Rudes charmerende, overdådige streg og sans for design og komposition. Nexus, der startede i 1983, blev pga. skrantende salg i 1997 lagt på is og de to serieskabere har siden helliget sig andre projekter. Baron, der i 80erne sideløbende med Nexus skrev en lang række andre serier, bl.a. om den skizofrene superhelt Badger, såvel som forskellige freelancearbejder for de store forlag, deriblandt Atari-Force, The Flash og Punisher, er i dag helt ude af tegneseriebranchen og arbejder i stedet med diverse prosaprojekter. Rude, der løbende har foretaget sidespring til de store mainstreamforlag, helliger sig i øjeblikket en række smukke og vitale, om end noget nostalgiske fortolkninger af Marvels og DCs hovedfigurer.

De tos hovedværk vil altid være Nexus, der hører til blandt 80ernes – og 90ernes, for den sags skyld – smukkeste, skæggeste og mest tankevækkende superhelteserier. Må den snarest vende tilbage!

[De to serieskabere blev interviewet enkeltvis via e-mail, hvorefter korrespondancen er blevet sammenskrevet, hvorfor enkelte uregelmæssigheder, man ville kunne have undgået i et ansigt-til-ansigt interview, forekommer.]

OM SUPERHELTE

Wivel: Kan I forklare, hvad der er specielt fascinerende eller interessant ved superheltegenren? Hvad er dens styrker og svagheder? Hvorfor har I besluttet jer for primært at arbejde inden for netop den genre – jeg ved godt Nexus er andet og mere end superhelte, men syntes alligevel jeg ville spørge.

Rude: Min interesse for superhelte går helt tilbage til min helt tidlige interesse for tegneserier og tegnefilm som barn. De var rent ud sagt fortryllende. Unge drenge elsker helte, og jeg var ingen undtagelse. Styrken ved tegneserier er, når de skabes af dygtige serieskabere. Svaghederne opstår, når talentløse forfattere og tegnere går i gang. Jeg arbejder indenfor superhelegenren, fordi den er den mest spændende. De fantastiske elementer, man får mulighed for at tegne og den sidestilling af disse med virkelige mennesker med virkelige følelser, der foregår, er utroligt spændende og udfordrende.

Baron: Superheltetegneserier er en logisk syntese mellem fortælling og medie. En syntese der bare giver mening – på samme måde som en dobbeltcylindres V-type motor er perfekt designet til motorcykler. Blyantstegninger er ganske egnede til overdrivelser af den menneskelige anatomi. Hvorfor? Fordi det ganske enkelt er mere tilfredsstillende at tegne svulmende muskler og klare seksuelle karakteristika, end det er at forsøge den mere udfordrende og visuelt mindre tilfredsstillende opgave, det er at gengive noget naturalistisk. Unge tegnere har ikke lyst til at tegne virkelige mennesker, de vil hellere tegne sexede, unge mennesker. Når de så har friheden til rent faktisk at gøre dette, hvorfor så ikke tage det næste logiske skridt og lade disse mennesker flyve gennem luften?

Wivel: Påstår du, at tegneserier er bedre egnede til superhelte, end til andre, mere naturalistiske genrer? Er tegneserien, som mange har hævdet det, som medie bedre egnet til brede, arketypiske skildringer, end til nuancerede personskildringer og beskrivelsen af realistiske situationer og stemninger?

Baron: Nej, det var ikke det, jeg ville sige. Superhelte som genre gør sig bedre i tegneserier, end i andre medier, men det modsatte gælder ikke. Tegneserien som form giver dig et oftest øjeblikkeligt aflæseligt, kulturelt bestemt udtryk, der er yderst velegnet til at skildre det enkelte og arketypiske. Men hvis man lægger nogle tanker og noget arbejde i det, kan man sagtens opnå litterære kvaliteter indenfor mediet. Bare kig på Watchmen.

LITTERÆRE AMBITIONER

Wivel: Har det – altså at opnå litterære kvaliteter – været et mål for dig?

Baron: Ja.

Wivel: Nexus tager ofte problemer og spørgsmål, der er centrale i tilværelsen op, men har samtidig den sans for det eventyrlige, som tegneseriemediet har perfektioneret så eksemplarisk gennem tiden. Er Nexus for dig en syntese af disse to ting – et forsøg på at forlene klassisk superhelte/SF/eventyrmateriale med mere utraditionelle, litterære kvaliteter? Jeg ved godt, jeg generaliserer en smule, når jeg siger ”utraditionelle” – især når det gælder SF-genren – men alligevel...

Baron: Nexus er først og fremmest underholdning. Jeg havde en skrivelærer, Jerry McNeely, som sagde, "lad dem grine lidt, lad dem græde lidt, skræm dem fra vid og sans – dét er underholdning.”

Wivel: Har du været fristet af andre genrer indenfor tegneserier eller af andre medier?

Baron: Jeg har en litterær agent, som i øjeblikket er i færd med at afsætte to af mine kriminalromaner. Jeg har skrevet kontrakt med Byron Preiss Publications om at skrive en Witchblade-roman, baseret på Top Cow-tegneserien af samme navn - den er jeg en tredjedel igennem allerede. Jeg har også skrevet en Badger-roman, der hedder The Hodag, som kan findes på atventure.com, Steven Grants litteraturwebsite [ikke online i øjeblikket].

Wivel: Med “litterært” tænkte jeg mere på, hvad der kan beskrives som ’litterære kvaliteter’ i tegneserier. Altså at man i mediet tager tematikker op, man traditionelt er mere vant til at se i romaner, såvel som det, at man behandler disse på en måde, der er beslægtet med litteraturens og ikke minder om tegneserier som de er flest. Jeg forsøger ikke at tillægge disse karakteristika nogen form for værdiladning – jeg opfatter blot de fleste traditionelle tegneserier som værker, der udforsker andre territorier end dem, en sådan fremgangsmåde egner sig til. Jeg er tilbøjelig til at opfatte Nexus som en integration af den slags ”litterære” temaer i et meget ”tegneserieagtigt” univers – giver det nogen mening?

Baron: Helt klart.

ORIGINALITET OG NOSTALGI

Wivel: Steve, du har i flere interviews beskrevet, hvorledes du begyndte at læse Marvels tegneserier omkring 1966, da Jack Kirby var på sit højeste og serierne generelt holdt et meget højt kvalitetsniveau. Hvad var det ved 60’ernes superhelteserier, der tiltalte dig? Hvordan opfatter du de superhelteserier, der produceres i dag i forhold til dem, og hvordan synes du genren har udviklet sig?

Rude: 60ernes Marvelserier leverede så strålende historier og vidunderlige tegninger, at alt der var kommet før virkede sløvt og svageligt. Figurerne i serierne havde virkelige problemer at slås med, problemer vi alle kunne genkende. De historier var, når de var bedst, fremragende fiktion og præsenterede os for de spørgsmål og indsigter, vi dagligt møder og søger i livet. Serierne er ligeså gode i dag, som de altid har været – nogle af dem synes jeg endda er blevet bedre i takt med, at jeg er blevet ældre og kan se dem i et mere nuanceret lys. Hvad genren må have oplevet af positiv udvikling siden, skyldes nogle få ”grænsebrydere”, mens nutidens tegneserier i det store hele, især når det gælder tegningerne, er for MTV-agtige, for karikerede, for hysteriske til rigtigt at interessere mig. Jeg vil til enhver tid foretrække de gamle serier.

Wivel: Hvorfor er de nye superhelteserier af en lavere kvalitet?

Rude: Jeg ved det ikke rigtigt, men gode tegneserier skal være både tidssvarende og tidløse og tale til noget basalt hos læseren. Man skal kunne relatere til dem og de skal også være underholdende at læse!

Wivel: Har genren problemer med at forny sig selv?

Rude: Ja. Billige gimmicks virker kun på kort sigt. Indholdsmæssig kvalitet er det eneste, der holder.

Wivel: Hvordan griber du en superhelteserie an? Hvordan sikrer du indholdsmæssig kvalitet i dit arbejde med genren?

Rude: Ved at anerkende, men ikke kopiere det, der er gået forud – dét figurerne, og jeg selv, kommer fra.

Wivel: Mange af de nyere, kritikerroste superhelteserier – f. eks. Kurt Busieks, Erik Larsens, Grant Morrisons og Alan Moores arbejder, såvel som dit eget – bruger, udover at koncentrere sig om at fortælle en medrivende historie, en del energi på at tilfredsstille en eller anden form for nostalgi for 60ernes og 70ernes superhelteserier – de har sådan en retro-holdning til tingene. Dette er forståeligt, da de ældre serier markerer genrens højdepunkter, men er det ikke samtidig lidt problematisk? Burde fokus ikke være på at finde nye, gode måder at fortælle en historie på, snarere end at gentage de gamle seriers formler?

Rude: Det er problematisk, hvis man ikke holder sig det, jeg snakkede om før, for øje. Da jeg for nyligt tegnede Spider-Man, holdt jeg mig f. eks. til John Romitas version af figuren – det var den måde, jeg havde lyst til at tegne ham på, men jeg forsøgte samtidig at indplacere ham i en moderne, tidssvarende sammenhæng. Jeg håber det lykkedes.

NEXUS

Wivel: Mike, måske skulle jeg spørge dig om Nexus’ tilblivelse. Seriens syntese af SF, eventyr, humor og superhelte, såvel som de tematikker, vi allerede har snakket om, er ret enestående indenfor mediet. Hvad var dine og Steves ambitioner, da I startede serien og hvordan synes du, den har udviklet sig?

Baron: Jeg har egentlig ikke så meget at sige til det. Det skete bare. Vores ambition var at få serien udgivet og det lykkedes for os.

Wivel: Hvordan opfatter du serien, som formidler af dine og Steves opfattelser af diverse filosofiske og politiske emner?

Baron: Tegneserien er på én måde et lykkeligt sammentræf: Den er en syntese af to vidt forskellige æstetiske gemytter, mit eget og The Dude’s. Jeg står for det dystre, mens Dude lever Disney’en. De politiske emner, filosofien, osv. står oftest for min regning, men Dude foranlediger, i kraft af sin blotte stil, mange historier.

Wivel: Grunden til at jeg spørger om seriens udvikling er, at jeg opfatter den som ret ”færdig” fra starten, som om I fandt jeres stemme med det samme. Den udvikler sig helt klart rent teknisk, men synes at hvile i sig selv fra de allerførste numre. Kan du nikke genkendende til en sådan beskrivelse? Da serien inkorporerer så mange divergerende elementer, spekulerede jeg på, hvor meget planlægning, I foretog inden I gik i gang – brugte I meget tid på at tænke tingene igennem, eller udviklede den sig mere organisk?

Baron: Jeg er glad for, at serien synes at have fundet sin stemme fra starten. Heldigvis behøver jeg som skaber ikke at analysere. Jeg er bare taknemmelig for at vores samarbejde fungerede.

Wivel: Tegneserien synes endvidere at udtrykke din og Steves kærlighed til tegneserier – den inkorporerer snart sagt enhver type tegneseriefigur, fra realistisk til cartoony – populærkultur såvel som finkultur – litteratur, billedkunst, mv. Den virker i høj grad som en “legeplads” for jeres ideer og passioner. Giver en sådan beskrivelse nogen mening for dig?

Baron: Det gør den. Serien er vores legeplads. Jeg har altid opfattet Ylum som et stort, demokratisk eksperiment [Ylum er Nexus’ adopterede hjemplanet og seriens topografiske omdrejningspunkt, red.].

STIL OG INSPIRATION

Wivel: Hvordan vil du beskrive Steves arbejde og hans styrker og svagheder som tegner og fortæller? Og hvad med de andre tegnere, du har arbejdet sammen med, Klaus Janson, Jeff Butler, mv.?

Baron: Steve Rude er enestående blandt de tegneserieskabere, jeg har arbejdet sammen med, fordi han ser det som sit livs opgave altid at blive bedre og samtidig forblive tro overfor virkeligheden. De fleste tegneserietegnere tegner ikke realistisk – de udvikler en stiliseret skildring af den menneskelige anatomi, som de først og fremmest henter fra andre tegnere, ofte Burne Hogarth. Men ikke The Dude. Ligesom Leonardo da Vinci er han i en konstant læreproces. Samtidig fastholder han en vidunderlig sans for humor. Hvis Dude har en svaghed, er det, at han tegner for ‘rent’. Du vil aldrig komme til at se ham tegne den form for barske og rå figurer, som f. eks. Tim Truman eller Tim Bradstreet gør. Men det er kun en lille ting. Han er en kæmpe blandt dværge.

Wivel: Mens vi taler om dit arbejde, Steve, vil jeg gerne spørge dig om Kirby – hvad opfatter du som hans største kvaliteter som tegner, fortæller og kunstner? Jeg ville også gerne høre, om du ville beskrive dine andre vigtigste indflydelseskilder indenfor tegneserier og illustration og hvorfor de har påvirket dig.

Rude: At forklare indflydelsen fra en kunstner som Kirby er næsten umuligt - den er mere noget, man ”mærker”, end noget der kan formuleres. På samme måde som en yndlingssang er det. Det er bedre at lade dem være i fred og undlade at forsøge sig med forklaringer. Du ved bare, at du kan lide noget.

Wivel: Du har lavet en del Kirby-pasticher og synes at have tilpasset dig hans stil og derved at have opnået en stil, der trækker på hans, men som alligevel er helt din egen. Hvor bevidst har du været om at indoptage stilistiske karakteristika fra Kirby og andre indflydelseskilder i din egen stil og hvordan har du grebet det an? Jeg kunne også godt tænke mig at høre lidt om dit syn på at lave pasticher – hvornår krydses linien til plagiat? Hvad er en god pastiche?

Rude: Jeg har studeret Kirbys serier og tegnet efter dem siden high school. Mine seneste Marvelprojekter forsøger, når de behandler Kirbyfigurer, at anerkende det. Thor krævede for eksempel et stort skitsearbejde for at ramme den rigtige tone. Jeg tror, at plagiatet opstår, når en kunstner ikke kan finde frem til og udtrykke sin egen identitet - når han bare kopierer. Direkte efterligning er uacceptabelt.

DET UDFORDRENDE I AT SKRIVE

Wivel: Mike, hvad ligger der til grund for at gøre jeres helt til en bøddel? Er det ideen om superhelten som en gudelignende figur, der er i stand til at tage andres skæbne i sine hænder? Hvordan opfatter du superhelten i forhold til ideen om et Übermensch? Og er Nexus, som jo også er meget menneskelig, jeres udforskning af superheltens grundlæggende natur?

Baron: Jeg besluttede mig for at gøre ham til en dræber, fordi det job i sagens natur lægger op til drama – det er helt givet.

Wivel: Hvilke udfordringer ligger der i at gøre en figur, hvis hovedformål er at dræbe, sympatisk?

Baron: Udfordringerne er ikke så meget anderledes end dem, man møder med enhver sympatisk figur, hvis blot man accepterer nødvendigheden i at drab nogle gange er nødvendigt.

Wivel: Kan du forklare det nærmere? Temaet om Nexus som dræbende menneske? Han virker som en ret enestående superhelt, fordi han på én og same tid er et meget varmt og moralsk menneske, men får lov til en gang imellem at spille Gud. Han rummer større dybder end de fleste superheltefigurer.

Baron: Det er jeg taknemmelig for, at du synes. Jeg har ikke så meget andet at sige til det, end at det - som sagt - giver en masse dramatiske muligheder at gøre ham til bøddel. Udfordringen har været at fastholde dramaet og undgå, at det udarter sig til svulstighed eller melodrama.

Wivel: Hvordan opfatter du dit arbejdet på dine egne serier (Nexus, Badger, etc.) i forhold til dine freelanceopgaver (Flash, Punisher, osv.). På mig virker dine egne serier mere nuancerede og udfordrende end dine freelanceserier, der dog næsten altid udviser de tilbøjeligheder til at tage politiske og filosofiske emner op, der karakteriserer dit arbejde som sådan. Hvilke udfordringer ligger der i at forene den slags med fuldstændigt traditionelt genremateriale, der ikke er normalt behandler det? Især politik må være svært at behandle i og med, at det hurtigt bliver meget didaktisk – er du enig i det? Hvad er de eventuelle styrker ved at præsentere politiske emner i en form, der primært skal underholde?

Baron: Åha, det er vel alt sammen vand på trædemøllen. Du kan skabe en historie udfra hvilken som helst grundkonflikt eller idé. Jeg kom tilfældigvis til at inkorporere nogle politiske og filosofiske spørgsmål i Nexus og Badger, fordi muligheden bød sig. Mht. Punisher og Flash var opgaven at arbejde med figurer, der allerede var etablerede i læsernes bevidsthed. Mit job som freelanceforfatter var at give forlagets ejendom en så interessant fremtoning som muligt, ikke at udtrykke mine egne politiske eller filosofiske kæpheste.

STATUS

Wivel: Hvad er den nuværende status for Badger og Nexus?

Baron: De er begge på orlov, men vi er på udkig efter udgivelsesmuligheder.

Wivel: Hvorfor tror du ikke, der har været mulighed for at få dem udgivet de seneste år? Er der ikke plads til serier som jeres på nutidens marked?

Baron: Der er tydeligvis et eller andet galt, ellers ville vi blive udgivet lige nu. Hvorfor det forholder sig sådan, skal jeg ikke kunne sige – at vurdere og forudsige publikums luner og interesser er notorisk svært. Succes er ofte selvforstærkende og gør mange ting mulige. Vi kan kun håbe på, at undertegnede pludselig gør sig bemærket et eller andet sted og at det så resulterer i, at en eller anden henvender sig med et tilbud om at genoptage Nexus og/eller Badger.

Wivel: Er Nexus planlagt som en serie med en forudbestemt slutning?

Baron: Der er ikke nogen forudbestemt slutning på Nexus.

[2002]