tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

SNEJBJERGS UNGE ÅR

Interview med Peter Snejbjerg

Af T. Thorhauge

I Rackham #5 bragtes et længere interview med Peter Snejbjerg, som primært satte fokus på hans arbejder for amerikanske DC Comics. Interviewet - som nu har et par år på bagen - var et redigeret uddrag af et endnu længere interview, der gik hele vejen tilbage til Snejbjergs voluminøse debut, Hypernauten (1990). Faktisk gik interviewet endnu længere tilbage, til tidlige tegneserieoplevelser og skoletegneserier, som Snejbjerg dog nægtede at komme nærmere ind på. Hermed er der mulighed for et eksklusivt indblik i en af Danmarks mest succesfulde tegneserieskaberes formative år.

---

Jeg kunne godt tænke mig at høre noget om hvordan - eller hvorfor - du begyndte at interessere dig for tegneserier, og hvad for nogle tegneserier du var interesseret i?

Jamen, jeg tror altid jeg har været interesseret i tegneserier. Jeg kan huske da jeg startede i skolen, da var Tintin det helt store. Det må have været første gang de sendte Tintin som tegnefilm i fjernsynet. Den kan jeg huske jeg var helt skudt i, og tegnede Tintin-tegneserier i mange år. Men så startede det så igen på det tidspunkt, da de der Corben-ting begyndte at udkomme på Interpresse. Jeg kan huske det første Corben-album, jeg købte, var den samling af korte historier, der hed Judas. Det har været i 1.g eller 2.g, og min hjerne brændte fuldstændig sammen. På det tidspunkt opdagede jeg også Tardi og... Linda og Valentin og alle de der andre ting. Jeg tror egentligt ikke jeg var klar over at de ting eksisterede op gennem folkeskoletiden. Det var selvfølgelig også først der at de ting begyndte at udkomme, det var det helt rigtige tidspunkt at surfe med på bølgen, da de fede ting begyndte at komme i begyndelsen af 80erne. ...Så rendte jeg ned og tegnede abonnement på Heavy Metal i den lokale kiosk, det kunne man - det var også kanonfedt. Det var også antikvariaternes storhedstid, man kunne gå ud og finde ALT... ...det kan man sikkert også stadigvæk?

Var det også der, du begyndte at tegne?

Nej, tegne, det har jeg altid gjort, tegneinteressen, den...

Har du tegnet skoletegneserier?

Nnnnnhhh... Ja. Ja, det har jeg. Men jeg vil ikke fortælle hvor [latter]. Det er der ingen grund til at grave op. Øhm, men jeg tror at det der med at tegne tegneserier, da jeg var helt lille Peter og tegnede Tintin-efterligninger... det var sådan et univers jeg selv havde opfundet, vistnok baseret på noget legetøj, jeg havde. Bortset fra det var det ikke noget der spillede nogen rolle før så dér i gymnasiet, da jeg så lige pludselig blev enormt tændt på det igen, og skulle begynde at lave TEGNESERIER! Vi havde faktisk formning i gymnasiet. Det var enten det eller musik, og jeg kan huske jeg havde en ven, der også var enormt umusikalsk, han kunne heller ikke tegne, og jeg sagde til ham: "Nu skal vi lave tegneserier!", og han kiggede på mig og sagde at det var noget underligt noget, og det havde han da ikke hørt mig tale om før.

Var det så også der du fik en idé om, at det her, det ville du leve af?

Nej, nej, det tror jeg slet ikke jeg forestillede mig. Nogle gange er jeg ikke engang sikker på at det er gået op for mig endnu, hahaha! ...Nej, det var mest for sjov - det der med pludselig at fortælle i billeder... Og med Corben var det første gang det gik op for mig, hvordan... altså, han har sådan en meget pædagogisk tegnestil, man kan virkelig forstå hvordan tingene hænger sammen, og det fascinerede mig meget. Det var nok også der at det første gang gik op for mig at man kunne tegne ting, så de lignede virkeligheden. Det lyder måske lidt komisk, men at tegninger var noget man kunne relatere til den virkelige verden, og ikke bare noget der blev tegnet af efter andre tegnere. 'Kæft, det er mange år siden.

Når Corben nu har været sådan et slags forbillede, er det så ikke sjovt at han lissom er kommet tilbage, og tilmed tegner næsten den samme slags tegneserier som dig selv?

Der er ikke nogen der er mere begejstrede end m- ...Øøøp, det skal siges at jeg selvfølgelig ville ønske for Corben at han rent faktisk lavede de ting, han lavede i gamle dage, som helt klart har hans dybeste hjerteblod. Altså, jeg vil gerne se kæmpepatter og tissemænd igen. Det han laver nu er alligevel ret veloplagt - han har fundet tilbage til sådan noget basic, som er ret fedt. Jeg håber han får lov til at lave nogle lidt mere skræddersyede projekter... Nu glæder jeg mig godt nok sindssygt til at læse hans nye Luke Cage, Hero for Hire... bare fordi det er sådan en spadeåndssvag ide, sådan en mand, der render rundt med store muskler, og... det kan ikke undgå andet end at blive kanongodt.

Vi går lige tilbage igen: Så laver du lige Hypernauten, og så falder alting i hak derefter?

Ja så lavede jeg lige Hypernauten...

Hvordan var det at lave Hypernauten? Den var jo oprindeligt en føljeton?

Det var fedt. Det er nok noget af det jeg har haft det sjovest med. Det var selvfølgelig også sindssygt hårdt. Jeg havde aldrig turde tro på at den skulle ende med at blive til sådan en tyk ting [188 sider]. Det var på det tidspunkt, hvor jeg gik på Kunsthåndværkerskolen i Kolding. Den voksede egentligt bare ud af sådan et "for-sjov"-projekt jeg lavede. Jeg gik i øvrigt i klasse med Peter Heydenreich, og vi havde havde slået til orde for at ville lave et tegneserieprojekt. Derefter lavede vi et lille hæfte, hvor vi fotokopierede vores tegneserier i sådan en lille dummy, og så sendte vi vores tegneserier til Interpresse, hvor [daværende redaktør] Henning Kure var vældig flink og hev os over til København til en snak med ham selv og Carsten Søndergaard. Henning sagde at det var enormt godt, og syntes at jeg skulle gøre noget mere ved det. Og så gik jeg hjem og skitsede en 45 sider til et album... men historien var fuldstændig håbløs - og det var Henning også fuldstændig straight med; Han syntes det var fedt, men at alt det, der var godt, det gik tabt, hvis ikke historien blev til noget ordentligt.

Hypernauten minder lidt om Lava på den måde, den unge Jan Solheims endnu ufuldendte føljeton - sådan et kæmpeprojekt, der vokser ud af sig selv...? Havde du planlagt slutningen lige fra starten?

Ja. Ja. Altså, det der skete, var at Henning godt ville være med til at sørge for at der kom struktur på historien: Jeg sendte nogle sider til ham, og så snakkede vi om dem, og Henning vil så sige: "Du skal huske, og ikke glemme, hvem der er hovedpersonen", og sådan nogle ting, som jeg havde tilbøjelighed til, når jeg tabte interessen for en figur. Henning var god til at gå ind og stillede de der helt basale spørgsmål: Hvem er de her personer? Hvad er konflikten, deres problem? Hvad skal der ske med dem i løbet af historien? Og sådan nogle ting. Så jeg tror egentligt ikke at der var en planlagt slutning - den voksede sådan ret organisk ud af de diskussioner, vi havde, dels omkring figurene, dels omkring sci-fi-temaerne...

Når jeg nævner Lava, så er det også fordi at der er utroligt meget der bliver prøvet af i Hypernauten...

Ja, det var fedt. Det var utroligt lækkert. Virkelig... Jeg sidder i øjeblikket og arbejder på et "for-sjov"projekt for første gang i mange, mange år; sådan et, jeg ikke aner hvad bliver til. Og det er enormt sjovt, fordi jeg prøver at lave det som sådan en proces, med at prøve at finde tilbage til dét der. At slappe af overfor det, at det skal være "konsistent" og "professionelt" og så videre. Prøve at komme derned, hvor man igen kan lave nogle ting, hvor man bare prøver... at lave det grimt, altså hvis der er en side der er åndssvag, så gider jeg sgu ikke lave den om, så går jeg bare videre. Det er en skæg proces, sådan at gå i tegneseriemæssig barndom. På et tidspunkt begyndte jeg at arbejde noget andet papir, end det der fisefornemme Schoellerhammer, sådan noget der var blødere, og som lettere gik i stykker... og da jeg startede med at tegne Hypernauten, der tegnede jeg på kunstblok, det var det eneste papir jeg kendte. Og det er sjovt, at det at sidde at arbejde med sådan noget papir igen gav sådan en association... så kunne jeg huske sådan nogle ting igen, for eksempel den rent teksturelle fornemmelse med papir.

Ikke fordi jeg vil springe til Starman med det samme, eller din amerikanske karriere i det hele taget, men en af de ting der slår mig er at du jo altid har haft en udpræget fornemmelse for kontrast, men i Hypernauten er der først og fremmest meget ren stregtegning, hvorimod det nu jo er nærmest ren slagskygge.

Ja, stregtegning og skraveringer. På det tidspunkt tror jeg stadigvæk, at hvis jeg kunne ligne Corben, så ville jeg gerne det. Men så opdagede jeg også at... det hele skal heller ikke bare handle om Corben... Moebius' Den hermetiske garage åbnede jo også op for nogle ting, sådan noget som at lave skraveringer, der fulgte formen, de der meget kontrollerede ting, som han lavede. Og der var også en periode, hvor det var Will Eisner... Det kunne jeg bare ikke gøre, fordi jeg ikke var klar over at han brugte pensel...

Hahahaha... Ja, så er det sgu også svært...

Jeg tror jeg gik gennem sådan en periode med forskellige tegnere. Men specielt sidst i Hypernauten, de sidste vistnok 45 sider, blev lavet nærmest i ét hug... for da var Kulørte Sider [som Hypernauten kørte i] gået ind, og da gik jeg arbejdsløs og havde en dejlig masse tid til at lave alle mulige sjove ting. Og der blev det blandet i en stil, som ligesom var blevet konsistent, og som var noget i sig selv. Men det med skraveringerne, var faktisk Teddys [Kristiansen, House of Secrets] skyld at jeg droppede.

Hvorfor?

Fordi vi lavede Tarzan [Tarzan: Love, Lies and the Lost City (1992)] sammen, og jeg skitsede og han rentegnede...

Og han gad ikke...?

- Og han gad ikke. Og jeg kunne se at han lavede ting, der på en eller anden måde bare var grafiske, som var ti gange federe, samtidig med han lavede det på den halve tid. Det gjorde mig selvfølgelig enormt pissed, så jeg tænkte at det blev jeg jo også nødt til. Arj, det var selvfølgelig ikke kun dovenskab, det gik også op for mig at Teddy netop ved ikke at gøre så meget ud af de der nørklede ting fik et udtryk, der var stærkere, end det, jeg rent faktisk havde. Selvom jeg sad og nørklede og prøvede at være Wally Wood, som vistnok var min ambition, da jeg startede på Tarzan... Men det er sjovt, fordi jeg havde et aldrig udgivet sideløbende projekt, hvor jeg helt tydeligt kan se at fra den ene side til den anden forsvinder skraveringerne. Helt dogmeagtigt. Ikke en gradvis udvikling, man kan simpelthen se at jeg har set Teddys ting, og så har jeg tænkt: "Fucking-A!", og derefter holdt helt op med at bruge skraveringer.

Det var så samtidig også Tarzan, der gjorde at du kom ind på det amerikanske marked?

Ja, det er helt klart. Tarzan var mit lucky break. Teddy havde haft lidt kontakt med amerikanerne i forvejen, og var blevet tilbudt et job med at lave grund-layouts for DC Comics, vistnok i forbindelse med Superman og fredsbomben. Han var under alle omstændigheder på vej ind varmen. Men vi var jo ovre i [tegneseriekonventet i] San Diego, og vi havde Matt Wagner til at tage os under armen og slæbe os rundt, og Henning var med derovre, og introducerede os til alle de folk han kendte. Det var så skæbnens ironi, at det job, der skaffede mig indenfor, var for nogle englændere, som jeg overhovedet ikke kendte, som jeg kun kom til at snakke med, fordi jeg havde et portfolio tillbage, og stod og skulle købe en t-shirt i deres stand. Og det var så...

The Lords of Misrule [1997]...

Ja, Lords of Misrule kom ud af det. Men der gik meget langt fra San Diego-turen til jeg rent faktisk fik kontakt til DC, og der var det først igennem Teddy...

Du lavede også den der Black Hood [1992]?

Ja. Ja! Det var mit første DC-arbejde. Hvornår fanden lavede jeg den? Den lavede jeg faktisk mens jeg også lavede Tarzan. Så det er faktisk ikke rigtigt... Den havde jeg fuldstændigt svedt ud. Så jeg havde faktisk lavet noget DC før.

Hvordan kom det i stand?

Fordi, fordi... Mark Wheatley var forfatter på det her projekt, som vistnok var en genoplivning af nogle gamle figurer, som DC vist havde opkøbt. Jeg spurgte Henning om jeg havde tid til det, for jeg var meget nervøs over det. Henning sagde: "Det kan du sagtens, du skitser bare en side om dagen, og så farvelægger du en Tarzan-side om aftenen", og jeg sagde: "HUUuuuyYYRRRGgghhhh!!!" Men han havde jo ret, det var bare at dukke nakken og sætte skuldrene imod, og det gik jo også fint. Men Black Hood var i øvrigt også første gang mine blyantstegninger blev inked af en anden. Det var Rick Burchett...

Ham med Batman Adventures?

Ja. Og det gav mig et indtryk af at det der med blyant, det var sgu meget nemt, men det var selvfølgelig fordi det var en skidegod tegner, der rentegnede det... Men jeg kan huske at da vi var i San Diego, sagde Teddy at han havde lidt ondt af mig, fordi jeg havde sværere ved at slå igennem hos de redaktører vi snakkede med. Og bagefter var vi i New York, hvor jeg var oppe på DCs kontorer og snakke med ham der redigerede det projekt som Black Hood var en del af. Han sad også og sagde at mine ting var meget fine, men nu var det ligesom [forlaget] Images stil, der var meget sælgende. Det var ikke sådan nedslående, men han forsøgte at fortælle mig at der ikke var det store marked for at lave det på den måde. På det tidspunkt manglede jeg også det der grafiske, der så pludselig kom, og som første gang bliver set i Lords of Misrule. Jeg kan også godt selv se at lige pludselig bliver det federe, altså før var det okay, men så... Jeg tror det var Teddy, der lærte mig at man ikke skal ignorere det æstetiske... altså, jeg er jo fra Jylland, så jeg har altid været sådan lidt: "Æstetik, det er sådan noget med kulturen, der boller sig selv i røven - man skal bare tegne så det ligner, og så er det godt nok." Men Teddy lærte mig at der er altså også noget, der hedder at få det til at se rigtigt ud. Man må gerne lave det man mener, men det er ikke nødvendigvis en undskyldning for at få det til at se professionelt ud. At lave rammerne lige, at lave en streg, der er lidt slick. Det er sådan lidt dobbeltbundet, for det er samtidig det jeg lige nu prøver at læsse af mig. Men det gjorde godt at lære, at man kan godt gøre tingene med finish, man kan godt gøre tingene så de ser lækre ud, det får folk til at spærre øjnene op. Der er ikke noget galt med at have en streg, der gør lidt reklame for sig selv, om man så må sige.

Men der er jo mange måder at gøre det på...

Jaja, bestemt. Men det Teddy selv havde dengang, hvor han ikke nødvendigvis tegnede specielt godt, var en evne til at få tingene til at se ud... "det her er ikke ikke lavet sådan fordi jeg ikke kan finde ud af anatomien, jeg har lavet det sådan, fordi det er sådan jeg vil have det til at se ud, fordi jeg er KUNSTNER... betal ved kasse 1". Og den havde jeg aldrig selv regnet ud.

Men Lords of Misrule er den, du selv betragter som dit omdrejningspunkt?

Ja, det synes jeg. Det er også derfor at jeg gerne vil have den ud på dansk [Forlaget Fahrenheit ventes at udgive Lords of Misrule på dansk til efteråret].

Den har en særlig plads i dit hjerte?

Ja, det har den. Hypernauten selvfølgelig også, som debuten og lærepladsen, ikke? Men Lords... det er sgu også fordi jeg godt kan lide historien. Den kombinerer alle de ting, jeg godt kan lide, gyserelementet... og så er 'voksent,' her er det som det skal være.

 

[foråret 2002 - resten af interviewet kan findes i Rackham #5]



 

klik på billedet for at se det i en større version
Selvportræt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
En Hypernauten-side med tydelig Eisner-inspiration.

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Fra Hypermauten.

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Fra Hypermauten.. visse spor af Corben ses.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Fra Den skjulte protokol (1992), tegnet af Snejbjerg og skrevet af Morten Hessedahl.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Fra Tarzan-historien "The Scar", i Tarzan: Love, Lies, and the Lost City #1, skrevet af Walter Simonson og tegnet af Snejbjerg.

 

klik på billedet for at se det i en større version
Fra"The Scar".

 

klik på billedet for at se det i en større version
Fra Tarzan: Love, Lies, and the Lost City, rentegnet og farvelagt af Teddy Kristiansen.

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Fra Lords of Misrule.

 

klik på billedet for at se det i en større version
Fra Lords of Misrule.

 

klik på billedet for at se det i en større version
Fra Lords of Misrule.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Fra Lords of Misrule.

 

læs også:
Tema: Danske serier
Anmeldelse: De underjordiske

 

links:
Peter Snejbjerg



det med småt

tilbage til Interviews


© 2005 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2005 the respective artists and authors. All rights reserved.