|
Mellem april og maj 1993 besluttede FNs sikkerhedsråd sig for at oprette en række såkaldte "sikkerhedszoner"i det krigshærgede Bosnien. Zonerne blev anbragt i de bosniske enklaver Bihac, Tuzla, Sarajevo, Srebrenica, Zepa og Gorazde. Disse områder blev, til gengæld for en generel demilitarisering, stillet under FNs beskyttelse. I februar 1994 stoppede de bosniske serbere, under trusler om repressalier fra FN, deres bombardementer af Sarajevo og koncentrerede sig i stedet om den østbosniske enklave Gorazde. Udover nogle få bombetogter i april, greb FN ikke ind overfor den serbiske agression, der fortsatte med forøget kraft. Alle kunne efterhånden se, at en humanitær katastrofe var nært forestående, om ikke indtruffet. I slutningen af april skrev den bosniske præsident Alija Itzbegovic et brev til FNs Generalsekretær Boutros Boutros-Ghali, hvor han kritiserede verdenssamfundets indsats skarpt og forklarede, at den såkaldte sikkerhedszone nu var blevet det mest usikre område på Kloden. FN fornyede sine trusler overfor serberne og tvang dem tilbage frasikkerhedszonen under trusler om nye bombetogter. I 1995 fornyede serberne deres angreb på de østbosniske enklaver. I slutningen af juli 1995 var sikkerhedszonerne Zepa og Srebrenica, i det værste massedrab i Europa siden anden verdenskrig, blevet overrendt og etnisk renset af serberne. FNs humanitære indsats i Eks-Jugoslavien var definitivt slået fejl.
Af de østbosniske enklaver, var nu kun Gorazde tilbage; indbyggerne var overbevist om, at de ville være de næste i rækken. De så hjælpeløse til mens de i Gorazde udstationerede britiske FN-tropper trak sig ud af området. Næste dag, d. 30 august, indledte FN bombetogter mod serbernes positioner. Efter dette vendte Serbernes krigslykke og d. 12 oktober indledtes den våbenhvile, der førte til Daytonfredsforhandlingerne i begyndelsen af november, som igen førte til den nuværende opdeling af, og fred i Bosnien. I perioden mellem våbenhvilen og forhandlingerne befandt Gorazde, der lå dybt inde i serbisk kontrolleret område, sig i en tilstand af konstant usikkerhed og tvivl om freden ville holde og om Gorazde, som der var tale om, ville blive byttet for serbisk kontrollerede områder omkring Sarajevo.
JOURNALISTEN
Det var i denne periode journalisten Joe Sacco besøgte Gorazde for første gang. Over fire besøg i byen, indsamlede Sacco materiale til sit seneste stykke tegneseriedokumentarisme, Safe Area Gorazde. Sacco har blandt andet tidligere besøgt Gaza og Vestbredden i Palæstina, hvorfra materialet til hans sidste, store værk, den imponerende Palestine (1993-95), kom. Han har siden skabt et par mindre historier fra andre steder, han har besøgt i Bosnien. Den første, "Christmas with Karadzic" (1997), beskriver hans og et par kollegers korte møde med den af Krigsforbryderdomstolen i Haag eftersøgte leder af de bosniske serbere, Radovan Karadzic, julemorgen i Pale, tæt ved Sarajevo. Soba (1998) beskriver hans oplevelser i Sarajevo i selskab med den farverige kunstner/musiker/minerydder/hedonist, der har givet serien dens navn. Alle disse serier er fremragende, men den over 200 sider lange beretning fra Gorazde er imidlertid Saccos foreløbigt stærkeste værk.
Journalistisk set arbejder Sacco meget grundigt. Han er klart mere baggrundsorienteret end han er informationsorienteret. Han udvælger et specielt område, som han nøgternt udforsker i dybden. Han tilstræber ikke at repræsentere en sag "fra begge sider" - i nærværende værk er det de bosniske muslimers oplevelser, der skildres - men han bibeholder altid en vis objektivitet. Hans meningstilkendegivelse ligger snarere i udvælgelsen af materialet end i præsentationen af det. Først og fremmest er han imidlertid humanist, hvilket hans værker, med deres stolte menneskeskildringer, klart bevidner.
Safe Area Gorazde veksler i sin opbygning mellem afsnit,
der behandler Saccos egne oplevelser i Gorazde samt mindre beretninger
fra byens beboere, og afsnit, der enten præsenterer
baggrundsinformation eller genfortæller øjevidneberetninger
fra krigen. De to typer afsnit er henholdsvis præsenteret
på hvid og sort bund.
MENNESKENE
Det er i de førstnævnte afsnit vi præsenteres
for seriens følelsesmæssige kerne - de venner, Sacco
får i Gorazde. Disse mennesker bliver fortællingens
faste holdepunkter; til trods for, eller måske snarere på
grund af, at det er ikke dem, der leverer de mest hårrejsende
beretninger, er det gennem dem vores identifikation opstår.
Der er tre unge, pjattede piger -
Nudjejma, Kimeta og Sabina - som fortæller om
deres kærlighedsliv og forsøger at få vores
udsendte til at medbringe Levis Originals fra Sarajevo, hvortil
kun han har adgang med sit FN-pas. Der er Riki,
der, når han vender tilbage fra fronten, altid har en sang
på læben - oftest og mest højlydt er det "Hotel
California", han udsætter sine omgivelser for. Riki
er en sand ildsjæl, der i sit civile liv studerede ved universitet
i Sarajevo og nu opretholder sin videbegærlighed ved at
lære "american english" så godt som muligt.
Han afprøver hele tiden nye, mærkelige ord, der pludselig
dukker op i ordinære, prosaiske sætninger. Blandt
hans favoritter er "Nothing to write home about" og
"You’re full of shit!". Det sidste siger han - efterfulgt
at skraldende latter - til vor udsendte, da denne foreslår,
at han som han ønsker kan tage til USA, når krigen
er overstået.
Sidst, men ikke mindst er der Edin,
der er Saccos vært i Gorazde. Edin har siden krigen været
de 15 minutter hans afsluttende mundtlige eksamen ville tage,
fra at færdiggøre sine studier som civilingeniør
fra universitetet i Sarajevo. Når der ikke har været
krig, har han brugt tiden til at undervise byens børn i
matematik og generelt holde skolen kørende. Derudover har
han, på grund af sine engelskkundskaber, hjulpet den lokale,
militære FN delegation. Han er typen, der kender alle og
det er ham, der formidler vor udsendtes kontakt til de fleste
af de forskellige mennesker, denne interviewer til serien. Edin
selv leverer også en stor del af beretningerne om krigen,
som de fortælles i serien. Han fortæller om sine oplevelser
under de to store, serbiske offensiver mod byen i hhv. 1992 og
1994, han fortæller om manglen på dagligvarer og sulten
under krigen og om hvorledes han, hans broder og hans fader flere
gange i den dybeste vinter om natten måtte begive sig gennem
fjendtligt territorium op i bjergene til den bosniske militærlejr
Grebak, for at hente forsyninger til familien, osv. Det er Edin,
mere end nogen anden, der giver fortællingen dens menneskelige
ansigt.
BROEN
Det
modsatte får i vi, i rigt mål, på de sorte sider.
Udover Gorazdes egen Dr. Alija Begovic, beretter en række
øjenvidner fra steder som Visegrad, der ligger i området
omkring Gorazde, og Srebrenica, der ikke behøver videre
introduktion, om deres oplevelser. Det er, naturligt nok, rystende
læsning. Selvom Sacco skåner os fra de værste
detaljer, er disse beretninger intet mindre end hårrejsende.
Et eksempel er en ældre herre ved navn Rasim fra Visegrads
beretning om sine oplevelser under tjetnikkernes (serbisk nationalistisk
milits) etniske rensning af byen i foråret 1992. "Jeg
var øjevidne da serberne hentede muslimer ned til broen
over Drina og skubbede dem i floden og skød dem".
Fra sit vindue kunne han se hvorledes de skar halsen over på
deres ofre. Da han bliver spurgt om de dræbte kvinder og
børn, svarer han "ja, selvfølgelig". Han
beskriver hvorledes børnene blev slået ihjel for
øjnene af deres forældre og svarer kort, kontant
og med et tomt blik i øjnene på spørgsmål
som "var de bundet?" og "gjorde folk modstand?
Skreg de?". Kort efter beskriver han hvorledes tjetnikkerne
invaderer hans hus og tæver ham, hvorefter de smider ham
op på ladet af en lastvogn. Det viser sig, at en af tjetnikkerne
er hans tidligere nabo. Han bønfalder denne om hjælp
og redder sig ved at hjælpe tjetnikkerne med at læsse
lastvognen. Han bliver efterladt forslået på gaden,
mens tjetnikkerne kører væk med en gruppe andre muslimer:
"Jeg så dem ikke igen, jeg formoder de blev dræbt".
Om natten, efter tjetnikkerne er færdige med deres arbejde
der, beslutter han sig at krydse broen for at nå over på
den anden side til den Røde Kors-lejr, der befinder sig
der. På midten af broen vader han gennem en tyk blodpøl,
hvori han ser tre par sko. Pludselig kommer lastvognen fra tidligere
kørende mod ham og han ser i et kort glimt en af de tjetnikker,
der tævede ham i hans lejlighed. Der sker ham imidlertid
ikke noget og han fortsætter. Efter meget besvær lykkes
det ham at komme på en Røde Kors konvoj ud af byen.
Sekvensen på
broen er noget af det mest uhyggelige, undertegnede
har set i tegneserieform. Typisk for Sacco er det hele fremstillet
forholdsvist underspillet og effekten opnås ved de stærke
lys/skygge-virkninger og den voldsomme antydning, et par barnesko
i forgrunden eller et kort glimt af et ansigt oplyst af blodrus
kan fremmane. Situationen med den gamle, ensomme, forslåede
mand på broen antager i Saccos fremstilling nærmest
eksistentiel karakter.
FORMEN
Sacco er i det hele taget dygtig til at visualisere de situationer,
han får fortalt. Edins genfortælling af sine bevægelser
under angrebet på Gorazde i 1994 er stemningsfuldt og voldsomt
skildret. Man får indtrykket af noget, der ligner total
forvirring mens man følger denne ellers så hyggelige
fyr flakke rundt mellem de sønderskudte bygninger med en
Kalashnikov mellem
hænderne. Saccos streg har rødder i den
amerikanske underground og er, paradoksalt nok når man tager
fremstillingernes underspillethed i betragtning, meget ekspressiv.
Han komponerer ind i mellem efter skarpe eller vide vinkler, hvilket
skaber en effektiv rytme mellem det underspillede og det dynamiske.
Endvidere er han en udmærket karikaturtegner - noget han
i nærværende serie dog begrænser til gengivelserne
af repræsentanterne for de vestlige lande og FN. Det skal
dertil betones, at den fuldt berettigede kritik af det vestlige
samfund i serien ikke formuleres direkte, men snarere ligger implicit
i fremstillingen. Kun i visse af fremstillingerne af vestens overhoveder
fornemmer man stænk af satire.
Mht. til hans valg af medie, tegneserien, er den ideel til den form for journalistik/dokumentarisme, Sacco bedriver. For det første er langsommeligheden i fremstillingen ingen hæmsko, når det gælder den slags dybdegående materiale, hans serier præsenterer. Hvad der imidlertid er langt vigtigere, er at tegneserietegneren har mulighed for - gennem sin personlige streg - at rekonstruere på en helt anden måde end det eksempelvis er tilfældet med levende billeder. Tegneserietegnerens personlige streg giver ham mulighed for at sætte sit helt eget præg på rekonstruktionerne. F. eks. kan han vælge at karikere eller simplificere i klarhedens tjeneste - dette er en af grundene til at en figur som Riki bliver så nærværende i serien. Hans åbne, blege, måneagtige ansigt med den store syngende mund fæstner sig i læserens erindring. Mere generelt set kan undertegnede endvidere konstatere, at Safe Area Gorazde i kraft af sin tilgængelighed og læsbarhed, men også på grund af Saccos fortællen i billeder har leveret et godt og klart overblik over krigen i Bosnien.
Hvis man skal pege på nogle forbehold, så må det være fraværet af to ting Sacco normalt er god til, nemlig at placere sig selv i fortællingen i forhold til sine oplevelser og at udstille lidt flere af de beskrevne personers dårlige sider. Det første gør han eminent i Palestine, hvor hans dårlige samvittighed over sin journalistiske virksomhed skildres både morsomt og indsigtsfuldt, det andet gøres allerbedst i beskrivelsen af Soba, der på mange måder er en uhumsk, bralrende stodder. Man forstår imidlertid godt Saccos nedprioritering af disse elementer, materialets alvor taget i betragtning. Når det er sagt, skal det betones, at disse elementer ikke er helt fraværende - en scene på en bar, hvor en vred gut spørger "Mr. Americaman" hvad han egentligt laver i hans land, er særlig skarp - de er bare ikke tildelt så meget vægt.
Som tegneseriejournalist er Sacco fuldstændigt uovertruffen - han er muligvis den eneste, der har samlet bolden op efter pioneren i genren, Art Spiegelman, og virkelig tager sit arbejde alvorligt. Af de tegneserier, der er kommet som reaktion på krigen i Eks-Jugoslavien, er den da også langt den bedste. Bilals Le Sommeil du Monstre i (1998, da. Erindringens magt), der arbejdede langt mere allegorisk, var utroligt dybfølt, men druknede i patetisk melankolia, Joe Kuberts voldsomme Fax From Sarajevo (1996) havde sin fremragende tegners seriehæfte-agtige, actionprægede tegnestil i mod sig og Hermanns Sarajevo Tango (1995) var, sin dygtige tegner til trods, en uheldig blanding af betonsatire og ligegyldig spændingshistorie.
Safe Area Gorazde er den eneste af serierne, der formår at fremstille krigens vanvid. Et gennemgående tema er det absurde i, at tidligere naboer og venner pludselig begynder at dræbe, voldtage og tortere hinanden. Gentagne gange hører man hvorledes en af fortællerne genkender sin nabo enten blandt de døde eller bødlerne. I enkelte tilfælde, som det ovenfor beskrevne fra Visegrad, forekommer en vis medmenneskelighed naboer imellem, hvilket i det mindste er lidt bekræftende. Helhedsindtrykket ved denne slags beretninger er imidlertid to brødre, der tæver løs på hinanden mens de synker ned i bundløst kviksand.
Joe Sacco. 2000.
Safe Area Gorazde. Seattle: Fantagraphics Books.
|
|
[2001. Læs også Karsten Fledelius' anmeldelse af Safe Area
Gorazde og interviewet med Joe Sacco i
Rackham
#3.]
|
|
|
|
|
|
Sacco redegør løbende kort og koncist for den historiske baggrund for krigen i Bosnien og Gorazdes position i den.
Sabina, Kimeta & Nudjema, samt et par unavngivne.
Riki.
Saccos guide Edin.
Historien er et langt stykke af vejen Edins.
På broen over floden Drina.
Edin under forsvaret af sin hjemby.
|
