|
”Striking
terror. Best part of the job.” siger Batman et sted i Frank
Millers længe ventede opfølger til The
Dark Knight Returns (1986). Replikken kunne
passende møntes på Miller selv, for ”striking terror” er præcis
hvad DK2/The Dark Knight Strikes Again har
gjort. Altså i overført betydning, blandt tegneserielæsere.
Den
New Zealandske tegneserieskaber Dylan Horrocks kalder et sted Frank
Miller for en ”internal writer”, altså en forfatter, der
skriver og digter inderfra. Med den karakteristik søger Horrocks at
understrege, at man aldrig helt kan vide, hvad meningen er med en
Frank Miller-fortælling. Den ”indre” metode medfører
historier, der peger i flere, ofte modstridende retninger, fordi
pointerne ikke er fastlagt på forhånd. Det er naturligvis en
metode, som karakteriserer mange kunstneres arbejde – men sjældent
i tegneseriesammenhæng udsat for et kunstnerisk raseri som Millers.
Især i forhold til hans seneste
bemærkelsesværdige værk 300 (1998) og DK2 synes
denne iagttagelse ganske rammende. I korte træk skildrede 300 med
tilsyneladende beundring, de tre hundrede spartaneres ulige kamp mod
Kong Xerxes i slaget ved Thermopylæ, år 480 f. Kr. Flere kritikere
hæftede sig ved udpenslingen af spartanernes fører, Kong
Leonidas’ martyrium og betragtede dermed 300 som en
fascistisk hyldest til beslutsom og handlekraftig individualisme.
Spartanerne tabte som bekendt slaget, men formåede at holde
perserne stangne længe nok til at de sløve Athenere kunne tage sig
sammen og endeligt drive perserne på flugt. Men symptomatisk for
(den sene) Miller, er et subplot
føjet til, der absolut prikker hul i den
”fascistiske” udlægning. Det drejer sig om den stakkels
pukkelryg, Ephialtes, der inderligt gerne vil indrulleres i Kong
Leonidas’ spartanerhær. Desværre forhindrer hans vanskabte
kropsbygning ham at holde sit skjold højt, og det kan Leonidas ikke
bruge til noget. I bitterhed over at være blevet forkastet fører
Ephialtes perserhæren til en hemmelig sti, der gør at de kan falde
Kong Leonidas og hans mænd i ryggen og derved nedkæmpe dem.
”Moralen”
i 300s subplot er naturligvis, at hovmod står for fald, at
arrogance straffes. Men på den anden side er det ”fascistiske”
aspekt tydeligt til det sidste: skildringen af Kong Leonidas´ død
i en gigantisk sværm af pile (à la slutningen på Kurosawas Blodets
trone), er et næsten pinagtigt studie i, hvordan man visuelt
kan iscenesætte næsegrus beundring for martyren. På mere perifere
planer er der også dobbelte signaler på spil: i fortællingen er
der en omdiskuteret og kontroversiel scene, hvor spartanerne
udtrykker deres foragt for athenerne, ved at omtale dem som
”boy-lovers”, samtidig med at Miller har en ikke utvetydig
interesse i at tegne spartanerne nøgne, hvorved et utal af tydeligt
gengivne tissemænd stilles til skue, og noget der ligner en
homoerotisk fascination simrer ret klart.
DK2
driver dette aspekt eller element til det ekstreme. På den ene side
er man efter endt læsning om Batmans anden genkomst fyldt med en følelse
af at være drevet gennem en ultra-determineret historie, der præcis
ved hvor den vil hen, og som kommer derhen. På den
anden side rummer den betydelige mængder af uforløste subplots,
tvivlsomme motivationer for personernes handlinger, huller i
kausaliteten, brutale flashbacks
(der i flere tilfælde føles som om de kun er motiveret
af, at Miller pludselig er kommet i tanke om at han også lige
glemte at sige, at...) og flere andre besynderligheder. Hvad skal
man mene om DK2?
Før det spørgsmål skal
besvares, er det i midlertidig vigtigt at erindre sig, at DK2s
berømte forgænger, The Dark Knight Returns (da. Nattens
ridder vender tilbage), ved sin udgivelse i 1986, (også)
var et radikalt værk. Dens take på Batman-figuren var grænseoverskridende
ambitiøst, tegnestilen og fortælleteknikken var langt forud for
sin tid, etc. Men alt det er svært at erindre sig, for i dag er den
kanoniseret som en klassiker, en form man har lært at tage for
givet som et eksempel til efterfølgelse. Den var med Millers egne
ord, et forsøg på lave ”The Great American Novel” i
tegneseriens superheltegenre. Miller tog superheltene alvorligt,
placerede
dem i en urovækkende forestilling om et amerikansk samfund i opløsning
– og fik det til at virke. Vi burde, med andre ord, ikke
overraskes over fortsættelsens uventede karakter.
The Dark Knight Returns har i dag en status, der burde give
enhver forfatter og/eller tegner nervøse trækninger ved tanken om
at skulle fabrikere en fortsættelse – 15 år efter. At Miller
selv slog til, blev af fans enten tolket som en falliterklæring,
drevet af pengebegær eller, på den anden side, en forhåbning om
at han havde et stort epos klar, som ville sikre ham et længe tiltrængt
come-back, efter Sin
City-serien
kort forinden havde nået sit kunstneriske nulpunkt med Hell
and Back (2000). Den sidstnævnte
forventning blev næret af, at Miller selv har forklaret, at han har
haft en fortsættelse klar siden kort efter udgivelsen af The
Dark Knight Returns.
Men efter endt læsning af DK2 er der meget der tyder på, at der
snarere er tale om nyt materiale, for denne fortsættelse adskiller
sig radikalt fra den første serie...
Det første
spørgsmål er naturligvis: hvilken slags tegneserie, fortsættelse
eller størrelse er DK2? Et spørgsmål, der ikke lader sig besvare let – dog kan man
sammenligne den med sin forgænger, og fastslå følgende: den er
enklere, mere cartoony i sin streg (nogle kalder det sjusk). Den er endog meget tydeligt
computerfarvelagt – Lynn Varley (farvelægger & Millers hustru)
har overskredet uudtalte konventioner ved at bruge og kombinere
snart sagt alle filtre i Photoshop på meget tydelig og ufortrøden
vis. Der er meget lidt ”baggrund” i fortællingen – både visuelt,
hvor det primært er den radikale farvelægning, der fylder rammerne
ud, men også i skildringen af fortællingens rum. Gotham City og
Metropolis synes klumpede sammen, og universets ”almindelige”
mennesker optræder kun enkeltvis i frimærkestore vox-pops. Superheltene
er alle og ingen steder. Miller interesserer sig ikke længere
for at etableringen af en scene, ej heller af sine personer. Man
erindrer den danske tegner Søren Mosdals kommentar til brugen
af manuskript i Rackham
#4:
”- det er for PUSSIES!”. Det er som om Miller har det på samme
måde med etablering; hvorfor spilde tid på det? Læseren ved sandsynligvis
alligevel godt hvem og hvad det handler om...
DK2 blev udgivet som tre hæfter på hver 80
sider (endnu en tydelig distanceren sig fra forgængerens fire hæfter
à 48 sider). Miller lægger drilsk ud med at bruge hele første del
på at skildre, hvordan det amerikanske samfund er blevet ført bag
lyset af en præsident, der blot er et computergenereret billede
styret af Lex Luthor, samtidig med at Catgirl (den tidligere Robin)
udfører redningsaktioner for en mængde gamle superhelte, der er
blevet interneret, i hvad der svarer til superhelte
arbejdslejre. Først på de sidste sider dukker Batman
op, med grønne kryptonit-handsker og Dirty Harry-attitude, for i
Bathulen at udføre en nærmest rituelt sadomasochistisk afklapsning
af helten over alle, Superman (og i anden del bliver det Wonder
Womans tur til at uddele håndmadder til manden af stål). Efter
en-mands-massakren, mumler den sammenkrøllede Superman: ”Bruce...
I
just came to talk...”, hvortil
Batman replicerer: “I’m
done talking. Get out of my cave.”
Tonen er slået an, og hvis man
leder efter poetiske skildringer af en døende Superman i lyserøde
atomskyer, eller endnu et knugende og sammenbidt portræt af kommisær
Gordon, som man så det i Millers tidligere Batmanhistorier, leder
man forgæves. Han er ude i et helt andet ærinde, der - som
indledningsvist antydet - ikke sådan uden videre lader sig
gennemskue. I anden del afslører han uden at ryste på hånden, at
Superman og Wonder Woman har fået et barn sammen, som sidstnævnte
i al hemmelighed har opfostret. Hun hedder Lara og bærer ”the
family crest”, Superman-S’et. Men som hun siger til Luthors armageddon-allierede,
Brainiac: ”I’m
not from Kansas, you son of a bitch. I’m
an amazon!”,
hvorefter hun sender en dosis maksimum i krydderen på ham. Luthor
styrer (ikke overraskende) mod verdensherredømmet, for han har
pacificeret de tre kæmper Superman, Wonder Woman og Captain Marvel,
ved at afpresse dem med udsigten til flaskebyen Kandors, Paradisøens
og Batsons sweethearts udslettelse.
Men Batman er rent ud sagt
skideligeglad. Han allierer sig med The Atom, The Flash og Green
Arrow og iværksætter et storstilet angreb på den onde Lex Luthor.
I periferien ses The Question og The Martian Manhunter, som
tilsyneladende angribes af Jokeren (som jo slog sig selv ihjel i
forgængeren) iført Legion of the Superheroesmedlemmet Cosmic Boys
uniform. Anden del afsluttes med at Batman overtager en stor
rockkoncert, lader masken falde, hvorefter en skinhead- (eller Lex
Luthor-) -udseende Bruce
Wayne brøler ”Let’s
give them Hell!”, og bliver instant
kult.
Tredie del lod vente på sig,
angiveligvis fordi Miller følte trang til at justere den efter
angrebet 11. september. Den er næppe blevet mere politisk korrekt,
men til gengæld aner man, at der er arbejdet grundigere med både
tegninger og fortælleteknik. Den åbner med en moderat påklistret
11. septemberscene, hvor Captain Marvel er fanget med det
sammenstyrtede World Trade Center over sig. Han afslører, at han
ikke længere er i stand til at forvandle sig til sit alter ego,
drengen Billy Batson, og da han råber den forvandlende formular
”SHAZAM!”, styrter bygningen helt sammen og knuser ham –
Captain Marvels endegyldige exit. Derefter samles et par røde tråde,
men endnu flere lades i stikken. Batman finder sig pludseligt fanget
af Lex Luthor, som afstraffer ham korporligt i en scene, hvor Miller
planker sine egne replikker fra Sin City-historien Family
Values (1997). Hawkmans hævngerige falkebørn vælter
derefter ind igennem vinduet og slår Lex Luthor ihjel. I farten fik
læseren nemlig at vide, at Luthor havde slået deres forældre
ihjel, en historie, Miller kun lige akkurat har resumeret i anden
del. Vi skal videre i programmet, tempo, tempo!
I den store finale afslører den
mystiske Joker-figur sig som Dick Grayson, den oprindelige Robin.
Karakterisk for stilen i alle tre bind får læseren hurtigt at
vide, at han var en kryster, der ikke kunne klare superhelterollen,
men som så siden blev gjort udødelig... Dette ikke uvigtige
subplot bruger Miller omtrent ligeså mange kræfter på som jeg
netop har gjort i de forrige linjer. Åhjo, helt udødelig er Dick
Grayson selvfølgelig ikke. En vulkans lava ville gøre det af med
ham, og det bliver ret vigtigt for Batman, for Dick Grayson er
jaloux på Catgirl, som han prøver at myrde. Yderst belejligt viser
det sig, at der tilfældigvis er en vulkan under Bathulen, lidt
ligesom i Carl Barks-klassikeren ”Jul i Pengeløse”, hvor Onkel
Joakims penge styrter ned i en vældig afgrund (som ikke var der i
de andre historier).
DK2s
sidste billede er en cirkelformet ramme, i hvilken en forslået og
ret latterligt udseende Batman erklærer, at han er ligeglad med at
Bathulen og alle dens sære artefakter er blevet opslugt af en
vulkan: ”I was sentimental --
back when I was
old..”.
Og dermed er der sat punktum for den mest larmende og rodede
gang ramasjang i Millers karriere.
”Det er grimt tegnet”,
”farvelægningen er amatøragtig”, ”fortællingen hænger ikke
sammen”, ”Miller griner af læserne og DC hele vejen ned i
banken” er nogle af de påstande, kritikerne har mødt DK2
med. Påstande, som et langt stykke hen ad vejen er forståelige,
men ikke helt præcise. I superheltegenren har basisfundamentet
siden 60erne været støbt af kontinuitet, kausal sammenhæng (nødvendig
for at troværdiggøre de hysteriske historier), ensartet
figurtegning og konservativ rentegning og farvelægning. Stort set
alle disse principper ignoreres af Miller, hvis egne Daredevil-historier
fra 80erne af de fleste hardcore-fanboys anses som et skoleeksempel
på en ”rigtig” eller optimal måde at fortælle om superhelte på.
I det perspektiv er det en let
opgave at fælde dom over DK2: siden Miller blæser på
etablering af personer og rum, og fortæller en hullet og usammenhængende
historie, som er inkonsistent tegnet og fortalt, må værket siges
at være en skuffelse. At han tilmed forråder forgængerens skyhøje
ambitionsniveau og fængslende højstemthed, gør ikke ligefrem
sagen bedre. Sorry,
no good.
Er vi så færdige?
Nej, det er vi altså ikke. Man
havde måske ikke troet, at man skulle tage en Batman-tegneserie så
alvorligt (jo, det kunne man jo godt have regnet ud, for det var jo
netop hvad The Dark Knight Returns opnåede!), men DK2 er
en stor udfordring, hvis den gøres til genstand for kritiske eller
analytiske betragtninger. Som man har kunnet læse på flere
amerikanske net-diskussionsfora, er DK2 ikke blot en
tegneserie, der deler sine læsere i elskere og hadere - det er
flere tilfælde ovenikøbet de selvsamme aspekter, som nogle
værdsætter og andre forkaster; ”Tegningerne ser sjuskede og
henkastede ud!” – ”Ja, der er det, der er så fedt!” ”Det
der Joker/Robin-subplot var sgudda umotiveret og klodset...”
–”Ja, det er så fedt!” ”Man kan se hvaffor noen
Photoshop-filtre, Lynn Varley har brugt i farvelægningen” –
”Ja, er det ikke fedt?”, etc. Hvis man er positivt og afslappet
indstillet overfor DK2, er der pay-offs
konstant. For i lige så høj grad som Miller kaster
konventionelle superhelte-æstetiske normer overbord, er der en
anarkistisk eller legesyg idérigdom på spil, som man fornemmer
helt utvetydigt er vokset ud af en stor kærlighed til
superheltefigurene. Alene Plastic Man’s korte og tilsyneladende
ret umotiverede – men hylemorsomme – gæsteoptræden,
understreger denne fornemmelse tykt.
Det er klart, at hverken
legesyge og anarki, ejheller gammel kærlighed, i sig selv
kvalificerer nogetsomhelst til stor kunst, men mindre kan jo også gøre
det. I midlertid vil jeg argumentere for at DK2 om noget
nyere tegneserieværk, netop er stor kunst.
Der er ingen tvivl om, at DK2
ikke er et smagfuldt tegneseriekunstværk, ligesom Maus, Jimmy
Corrigan the Smartest Kid on Earth, Safe Area Gorazde, L’Ascension
du Haut-Mal, Ghost World, (og til en hvis grad også The
Dark Knight Returns!) og så videre. Tegneserier, som alle tænkende
mennesker næsten uden videre kan antage som gode, tankevækkende, rørende,
sobre, alvorlige etc. Et sådant kunstsyn er funderet i en
konservativ, men bestemt glimrende og kvalificeret kulturopfattelse,
som man ikke kan fortænke nogen i at have. Men nogle gange er der
brug for en anderledes slags kalorier: kunstværker, som provokerer,
som på et helt basalt plan får en til at spekulere over, hvad
meningen er. Kunst, som med ét velanbragt slag vender op og ned på
de værdinormer, man kort forinden stolede blindt på. Sådanne
kunstværker er sjældent pæne, de kommer ofte fra uventede kanter
og føles ubelejlige.
DK2 er
mere end en superheltetegneserie, der halvflabet og legesygt skider
på konventioner. DK2 er en tegneserie, der er fabrikeret af
en mand, der om nogen kender reglerne og konventionerne for grafisk storytelling.
Det er her, man finder DK2s særlige kvaliteter, og det er
her at Frank Millers ”interne” forfatteregenskaber vitterligt
sprøjter ud. Han har et naturligt, men også erfarent blik for
elementer, der får en fortælling til at fascinere. Elementer, som
man i manuskriptskrivnings-manualer kan lære at konstruere udefra,
”eksternt”, ved f.eks. at spørge sig selv: ”hvordan gør jeg
dette bankrøveri endnu mere spændende? Hvad nu hvis røveren
opdager at han ikke har ammunition i sin skyder? Eller hvad nu, hvis
en politimand tilfældigvis nærmer sig banken udefra, og vi ved
det, men røveren ikke ved det?”, etc. Det er helt klart muligt at
kalkulere sig frem til en fascinerende fortælling, men hos Miller
bliver det desto mere interessant, fordi disse elementer kommer
naturligt indefra. Samme kvalitet gør sig gældende i tegningerne
og farvelægningen. Skønt Miller aldrig har været et
”naturligt” tegnetalent (som f.eks. Moebius eller David
Mazzucchelli), har han oparbejdet en sikker fortrolighed med op til
flere forskellige stilarter. Han kan godt tegne ”ordenligt” og
”pænt”, men det interesserer ham ikke – præcis ligesom det
heller ikke interesserer Lynn Varley at berige tegneseriehistorien
med endnu en topprofessionel, smagfuld og nænsom gouache-farvelægning;
næ, lad os se hvad de der Photoshop-filtre kan. Fuld skrue på den
omvendte logik, lad det briste eller bære!
DK2
er i denne henseende Millers mest ekstreme værk. Den første idé
synes som den bedste, indtil en ny opstår og så er det hurtigt
videre - der skal tegnes mens begejstringen bobler!
- og så videre til næste. Batman skærer et Zorro-Z i
ansigtet på Luthor, som han render rundt med i resten af historien.
The Elongated Man (alias Gummimanden) hænges ud af Plastic Man for
kun at kunne strække sig, men ikke være i stand til at ændre
form. Superman skifter udseende i hvert nyt billede (mest markant i
tredie del). Jimmy Olsen positioneres indledningsvist som en vigtig
figur (sammen med The Question, som Olsen i øvrigt ligner), men
dropper ud med det det samme. The Flash har behårede arme og Utah-længsler.
Green Arrow og The Question iscenesættes som medier for en
diskussion mellem den venstreradikale Miller og den højreradikale
ditto. Historien afsluttes mildest talt brat med den allerede nævnte,
ultra-syrede happy ending. Der er tryk på i alle retninger.
Det er en arbejdsmetode, alle
kan kopiere, men som næppe vil bære den samme frugt i andres hænder.
Millers store erfaring og talent gennemsyrer hans løjer med en
autoritet og troværdighed, som ikke kan kopieres. Vel kun i kraft
af at de klassiske eller konventionelle fortælletekniske er så
indgroet en del af Miller, har det kunnet lade sig gøre at ignorere
dem, og samtidig skabe et tegneserieværk der alligevel fungerer –
på en anden måde. ”Who
would have thought Miller would be so much ahead of us all?” spurgte
Dylan Horrocks. Næppe mange, taget hans ujævne Sin City-år
i betragtning. At Miller skulle vise sig at rumme et så energisk,
uforudsigeligt, grænseoverskridende, nyskabende og visuelt hæsblæsende
tegneserieværk, der i den grad har provokeret og delt sit publikum,
er en af de seneste års største overraskelser i den amerikanske
tegneseriekultur.
Et uventet og utænkeligt
mesterværk.
Frank
Miller. 2001-2002. The Dark Knight Strikes Again/DK2 #1-3.
New York: DC Comics. Opsamlet 2002 i hardcoverbog af samme forlag,
designet af Chip Kidd.
|
|
[Oktober 2002]
|
|
|
|
|
|
Lara og farmand.
Slut, prut, finale.
Millers Plastic Man er skingrende
vanvittig, men ikke uden en vis retfærdighedssans...
"The
Flash har behårede arme og Utah-længsler."
Så
er det nu!
|
