|
Da Politisk Revy forrige
år udsendte den imponerende Den store Strid var vi nogle,
der undrede os over, at den ikke indeholdt alle de Strid-striber,
der havde været bragt i Politiken det forgangne halvandet
års tid. Særligt besynderligt var det, at den såkaldte 'Narnia'-historie,
hvor Strid, Rip Kirby og klonerne er på rejse gennem C.S. Lewis'
eventyrrige, var udeladt. Det var nemlig den historie, der med
ét gjorde Strid til en kendt skikkelse i det danske mediebillede.
Det var her han, ophidset over en klumme om terrorisme skrevet
af Carsten Jensen i samme avis, udtalte sig positivt om den tyske
terrorbevægelse Rote Armee Fraktions voldelige aktioner i 70erne.
Som reaktion på Carsten Jensens sympatiseren med den tyske regerings
dødsjagt på RAF, tænkte Strids alter-ego, med Ulrike Meinhofs
Kalashnikov-riffel slynget over skulderen: ".. Du skal komme
til at fortryde de ord...". Og så brød helvede løs.
Strid blev brik i sine
forældres generations mere og mere skingre debat om, hvem der
havde skylden for hvad i 60ernes og 70ernes politiserede klima,
hvor den kolde krig delte opinionen i to lejre. Strid var pludselig
"Terroristsympatisør" og Tøger måtte tage ham i forsvar på TV
og i sit blads spalter - de 15 minutters berømmelse var hjemme.
Den store Strid dokumenterede broderparten af den strøm
af inspirerede, anarkistiske og morsomme striber, der i denne
periode fastholdt ophavsmanden i læsernes bevidsthed, indtil han
af udmattelse besluttede sig for at smide håndklædet i ringen
et lille år senere, men udeladte altså, på Strids egen foranledning,
striben der gjorde ham kendt.
Det rådes der bod på
i Strids værste, der genoptrykker Narnia-historien, et
nyt, kort og ganske ligegyldigt stribeforløb, samt et omfattende
udvalg af de lidt mere primitivt tegnede, men overvejende virkelig
skægge striber, han før sit virke på Politiken leverede
til ugeavisen Socialisten Weekend, og som før har været
genoptrykt i de nu udsolgte Vi hader alting (1997) og Jorden
går under i 2000 (1999). Gensynet med Narnia-striben skuffer
ikke: Udover den provokationsværdi, Strids kontroversielle udtalelse
stadig rummer (måske i dag i endnu højere grad end dengang), er
historien nok hans første gennemførte kanalisering af den poetiske
åre, der er så væsentlig en del af hans udtryk, og som han siden
er blevet så elsket for. Folk, der sætter pris på denne juls historie
om de EU-hadende pingviner, kan her forny bekendtskabet med Strids
første pingvinfigur, som - i givet forlængelse af Carl Barks'
klassiske Onkel Joakimhistorie om "Den gale professor" - forvandler
alt hvad den ser til sten, og iøvrigt dør hver aften for at give
plads til at en selvlysende Mekanojungle kan vokse frem. Hvorfor
Strid besluttede sig til at udelade den historie fra den første
opsamling er sandt for Gud en gåde.
Strids værste
er et langt stykke ad vejen et plaster på såret, men rummer en
række af de samme problemer som sin storebror. Det er glædeligt
at se en række af Socialisten-stiberne tilbage i tryk, men igen
er der tale om et udvalg. Der er således atter udeladt
en god portion, og vi mangler oven i købet stadig de ca. 70 Politikenstriber,
der ligesom Narnia-historien manglede i Den store Strid.
Når man nu foranstalter så lækkert tilrettelagte udgivelser, er
det desto svære at tilgive, at man i den grad roder rundt i Gesamtwerkets
tilgængelighed. Det kan godt være, at denne indvending mest gælder
for kompletister og pernittengryn, men det er ikke desto mindre
ærgerligt og i øvrigt svært at se, hvad der oprindeligt talte
mod den encyclopædiske udgivelse, der nu er umuligjort en rum
tid fremover.
Årets anden Strid-udgivelse
er Den skaldede mand, der fortæller fem små charmerende
historier for børn og barnlige sjæle. Blandt andet hører vi om
titelfiguren, der efter mange strabadser tilfreds ender med en
flot karse-isse, og om pletten, der bringer sin finder guld og
grønne skove, indtil den æder ham. Det er ganske morsomt, men
desværre også ganske harmløst og i sidste ende sådan lidt bagatel-agtigt
- især når man sammenligner med den mesterlige Mustafas kiosk,
hvor Strid leverede sin karrieres indtil nu sjoveste og smukkeste
tegninger og lod dem ledsage af nogle af de skæggeste vrøvlevers
på denne side af Halfdan Rasmussen.
Som man også kan konstatere
af Strids nuværende, anden Politiken-inkarnation, er han
en ganske ujævn, omend aldrig uinteressant, hit-and-miss guy,
som i sine værste øjeblikke er lidt ligegyldig, men i sine bedste
skinner med eget lys - som Narnia-mekano.
Strid, Jakob Martin
(2002). Strids værste & Den skaldede mand. København:
Politisk revy.
|
|
[27/12/2002]
|
|
|
|
|
|
Striben,
der gjorde Strid berygtet som terroristsympatisør.
|
