Simon Petersen, utrættelig
& entreprenant tegneserieentusiast, har samlet et udvalg af sine
tegneserier i et autentisk fotokopieret kompendium med titlen
Shorts - En samling af korte, skæve, mærkelige og sjove historier.
På bagsiden tiltales læseren med stor bestemted: "Kære læser.
Hvis du blot kigger dette album igennem, trækker på smilebåndet
og tænker - "Hø, den er da majt sjov" - SÅ LÆS DET IGEN! For så
har du ikke læst det ordentligt!". Tonen er slået an, en frisk
og aggressiv mistro til læseren er etableret, og Simon Petersen
er ikke bange for at belære læseren yderligere: "Shorts
er en samling af bizarre og rimelig sjove historier. Men der
er mere her end hvad man umiddelbart tror. Albummet gennemgår
forskellige basale menneskelige karaktertræk, og viser os i korte
glimt hvilken latterlig race vi er."
Shorts disker
op med lidt bitterhed hér, og lidt belæring dér, lidt let tiltag
til sex og vold hist, og lidt vulgær humor pist. Hans hurtige
og lovligt skitseprægede streg forlener på den ene side ene side
hans projekt med en frisk lethed, på den anden side magter den
ikke at skabe den fornødne autoritet til at man som læser (i bagsidens
ånd) kunne finde på at betragte disse udvalgte tegneseriestriber
som en Menneskelig Komedie. Shorts bevæger sig dog stedvist
ud over det rent vittighedsprægede; ind i mellem mærker man ægte
indignation & noget på hjerte hos Petersen (fx. i historien "Baby-sitternes
selvtægtsnat", i hvilken Petersen hævder, at de såkaldte "natteravne",
(altså de forældre, der halvuniformt prøver at forlene unges natteliv
med et minimum af sikkerhed & tryghed) i virkeligheden kun står
der for at pleje deres egen dårlige samvittighed over at have
fejlet som forældre; en skarp iagttagelse).
Man kunne som antydet
have ønsket sig, at Simon Petersen lagde lidt mere energi i tegnearbejdet
(og i øvrigt lod nogle læse korrektur på teksten). Selvom det
er tydeligt, at han tilstræber et let, råt og skitsepræget udtryk,
går det lovligt hurtigt. Den store svenske filminstruktør Ingmar
Bergman siger et sted i Bergman om Bergman noget i retning
af, at man ikke kan basere improvisation på improvisation - det
skaber et rodet og usammenhængende indtryk. Hvis man derimod improviserer
på en forberedt & veltilrettelagt baggrund, får man et langt mere
bæredygtigt resultat. Med andre ord: et større blyantsarbejde
ville gavne det rentegnede udtryk betragteligt, uden at fratage
tegningerne deres upolerede og frække karakter.
Petersen, Simon. 2003.
Shorts - En samling af korte, skæve, mærkelige og sjove historier.
Eksem Comics. Fås gratis (!) i Fantask og Faraos Cigarer.
|
[Februar 2003]
|

|

|
|
|

Forsiden
til Shorts.
|