I SKYGGEN AF INGEN TÅRNE
Henrik Rehrs Tirsdag

Af Henry Sørensen

Tegneserietegneren Henrik Rehr er en af de få danskere, som har haft terrorangrebet i New York for halvandet år siden helt inde på livet. Som bosiddende i nærheden af World Trade Center måtte han henslæbe store dele af den 11. september uden at kunne komme i kontakt med sin kone og sit ene barn, og uden at vide, om de overhovedet var i live. Det er Rehrs oplevelser og overvejelser under og efter de to tårnes fald, der ligger til grund for hans nye album Tirsdag, der sidste år udkom på forlaget Fahrenheit på 1 års dagen for tragedien.

Indledningsvis tager historien sig lige præcis tid til at få etableret en dagligdags idyl: kone og barn tager på arbejde og i skole; Rehr selv bliver hjemme med den yngste, da det hele kollapser. Herefter hedder det beskyttelsesrum og evakuering til New Jersey, hvorfra en vantro Rehr kan se sit kvarter drukne i røg. De næste mange måneder må familien bo hos venner og på hotel, fordi deres egen lejlighed er ødelagt. Da de endelig kan vende hjem, er de blevet en del bekendtskaber rigere - prøvelsernes tid har skabt sammenhold folk imellem - men har til gengæld mistet tidligere tiders tryghedsfornemmelse.

At Henrik Rehr som bosiddende i brændpunktet har følt trang til at videregive sine oplevelser, er kun naturligt, og man kan sagtens forestille sig, at arbejdet med tegneserien har været et led i bearbejdelsen af de traumatiske oplevelser. Nu har det i tiden efter den 11. september imidlertid hverken skortet på øjenvidneberetninger eller kunstnerisk forholden sig til katastrofen, og terrorangrebene i U. S. A. er efterhånden blevet et emne, som mange mennesker - i hvert fald på denne side af Atlanten - vil mene er blevet udtømt til bunds. Derfor må enhver ny fremstilling af begivenhederne, hvis den skal kunne fungere som andet og mere end terapeutisk proces, overbevise om sin egen nødvendighed.

Nu kan man ikke blive ved med at forvente ny indsigt i eller nye indfaldsvinkler til begivenhederne, og desto vigtigere bliver derfor indlevelsesevnen. Tirsdag er både øjenvidneberetning og kunstværk; som førstnævnte er den højst sandsynlig sandfærdig og derfor skræmmende - som sidstnævnte fungerer den imidlertid ikke.

Det er sikkert naturligt nok, at man med tiden - som forsvar - får oparbejdet et distanceret forhold til begivenheder som dem, der fandt sted den 11. september. Man må respektere, at Henrik Rehr som privat person højst sandsynligt har haft behov for at lægge disse trængsler bag sig og komme videre. Men det er som om den personlige distancenceren sig under arbejdet med albummet har udmøntet sig i en kunstnerisk ditto; som var der en mur imellem fortælleren og det fortalte. Dette skyldes måske først og fremmest Rehrs streg, der bedst kan beskrives som værende udtryks- og lidenskabsløs, og som gang på gang har vist sig at være hans akilleshæl. Rehr tegner ikke dårligt, men man kunne have ønsket sig, at han i hvert fald denne gang gav lidt mere los; at der var lidt mere på spil i tegningerne, når det nu også har været tilfældet i den virkelighed, der skildres.

Tirsdag omhandler begivenheder, der må have sendt Rehr og hans familie ud i alle afkroge af følelsesregisteret. Problemet er bare, at tegneserien ikke får videreformidlet dette på nogen fornuftig måde. Størrelser som angst, sorg, afmagt og vrede bliver konstateret men ikke udlevet i værket; de kanaliseres ud i gråmelerede tegninger og farveløs diktion, og ender som postulater snarere end følelser. Selvom patos er blevet et moderne skældsord, er det lige præcis, hvad man kunne have ønsket sig lidt mere af i Tirsdag.

Rehr, Henrik (2002). Tirsdag. København: Fahrenheit [Kan fås i enhver velassorteret tegneserieforhandler].

Fra flashbacket, der beretter om Rehrs første søns fødsel.

Rehrs 'lidenskabsløse streg'.

læs også:

Interview: Henrik Rehr

Tema: Danske serier

tilbage til Anmeldelser

© 2005 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2005 the respective artists and authors. All rights reserved.