Tegneserietegneren Henrik
Rehr er en af de få danskere, som har haft terrorangrebet i New
York for halvandet år siden helt inde på livet. Som bosiddende
i nærheden af World Trade Center måtte han henslæbe store dele
af den 11. september uden at kunne komme i kontakt med sin kone
og sit ene barn, og uden at vide, om de overhovedet var i live.
Det er Rehrs oplevelser og overvejelser under og efter de to tårnes
fald, der ligger til grund for hans nye album Tirsdag,
der sidste år udkom på forlaget Fahrenheit på 1 års dagen for
tragedien.
Indledningsvis tager
historien sig lige præcis tid til at få etableret en dagligdags
idyl: kone og barn tager på arbejde og i skole; Rehr selv bliver
hjemme med den yngste, da det hele kollapser. Herefter hedder
det beskyttelsesrum og evakuering til New Jersey, hvorfra en vantro
Rehr kan se sit kvarter drukne i røg. De næste mange måneder må
familien bo hos venner og på hotel, fordi deres egen lejlighed
er ødelagt. Da de endelig kan vende hjem, er de blevet en del
bekendtskaber rigere - prøvelsernes tid har skabt sammenhold folk
imellem - men har til gengæld mistet tidligere tiders tryghedsfornemmelse.
At Henrik Rehr som bosiddende
i brændpunktet har følt trang til at videregive sine oplevelser,
er kun naturligt, og man kan sagtens forestille sig, at arbejdet
med tegneserien har været et led i bearbejdelsen af de traumatiske
oplevelser. Nu har det i tiden efter den 11. september imidlertid
hverken skortet på øjenvidneberetninger eller kunstnerisk forholden
sig til katastrofen, og terrorangrebene i U. S. A. er efterhånden
blevet et emne, som mange mennesker - i hvert fald på denne side
af Atlanten - vil mene er blevet udtømt til bunds. Derfor må enhver
ny fremstilling af begivenhederne, hvis den skal kunne fungere
som andet og mere end terapeutisk proces, overbevise om sin egen
nødvendighed.
Nu kan man ikke blive
ved med at forvente ny indsigt i eller nye indfaldsvinkler til
begivenhederne, og desto vigtigere bliver derfor indlevelsesevnen.
Tirsdag er både øjenvidneberetning og kunstværk; som førstnævnte
er den højst sandsynlig sandfærdig og derfor skræmmende - som
sidstnævnte fungerer den imidlertid ikke.
Fortællingen er jo på ingen måde uvedkommende, og også kompositorisk
er den velfunderet. Her er klassiske fortælletekniske kunstgreb,
som når Rehr lader fortælleren tænke tilbage på sin kones første
og problematiske graviditet - et flashback,
der fint får formidlet parrets følelser for hinanden, før den endelige
genforening efter en hel dags uvished. Og der er rørende sekvenser
ind imellem, som det øjeblik, da en brandmand tilbyder Rehrs søn
sit åndedrætsværn - her får tegneren ført det sammenhold og den
uegennyttighed, der også prægede den forfærdelige dag, til bogs.
Men det rørende ligger oftest i selve det formidlede, snarere end
i formidlingen.
Det er sikkert naturligt
nok, at man med tiden - som forsvar - får oparbejdet et distanceret
forhold til begivenheder som dem, der fandt sted den 11. september.
Man må respektere, at Henrik Rehr som privat person højst sandsynligt
har haft behov for at lægge disse trængsler bag sig og komme videre.
Men det er som om den personlige distancenceren sig under arbejdet
med albummet har udmøntet sig i en kunstnerisk ditto; som var
der en mur imellem fortælleren og det fortalte. Dette skyldes
måske først og fremmest Rehrs streg, der bedst kan beskrives som
værende udtryks- og lidenskabsløs,
og som gang på gang har vist sig at være hans akilleshæl. Rehr
tegner ikke dårligt, men man kunne have ønsket sig, at han i hvert
fald denne gang gav lidt mere los; at der var lidt mere på spil
i tegningerne, når det nu også har været tilfældet i den virkelighed,
der skildres.
Tirsdag omhandler
begivenheder, der må have sendt Rehr og hans familie ud i alle
afkroge af følelsesregisteret. Problemet er bare, at tegneserien
ikke får videreformidlet dette på nogen fornuftig måde. Størrelser
som angst, sorg, afmagt og vrede bliver konstateret men ikke udlevet
i værket; de kanaliseres ud i gråmelerede tegninger og farveløs
diktion, og ender som postulater snarere end følelser. Selvom
patos er blevet et moderne skældsord, er det lige præcis, hvad
man kunne have ønsket sig lidt mere af i Tirsdag.
Rehr, Henrik (2002).
Tirsdag. København: Fahrenheit [Kan fås i
enhver velassorteret tegneserieforhandler].
|
[Marts 2003]
|

|

|
|
|


Fra
flashbacket, der beretter om Rehrs første søns fødsel.

Rehrs
'lidenskabsløse streg'.
|