|
For et par år siden dukkede
Hans Christian Vang op på den danske tegneseriescene - det gratis
hæfte Mega Mallard #0 lå pludselig på Fantasks disk og
så forfriskende anderledes ud end de andre undergrundsudgivelser,
man var vant til på det tidspunkt. Det var et tydeligt forsøg
på at eftergøre amerikanske superhelteserier på det danske marked
og - med mindelser om 70ernes import af billig spansk og fillipinsk
arbejdskraft på det amerikanske seriemarked - lod det til at Vang
havde allieret sig med en bona fide sweatshop af sydamerikanske
tegnere til hvad der skulle blive en omfattende dansk serieshæftelinie
i amerikansk tilsnit (titlerne var vist Mega Mallard, Night
Walkers, mm.). Som var han en kartoffeludgave af James Warren,
stillede Vang ikke sit lys under en skæppe - i flæng proklamerede
han, at han var ved at sikre sig de danske tegneserierettigheder
til såvel Star Wars som Buffy the Vampire Slayer og
i øvrigt at overskuddet skulle gå til Rigshospitalets kræftafdeling.
Cool Comics var on the march!
Hans entusiasme var
så smittende, at man i svage øjeblikke rent faktisk spekulerede
om han kunne gøre det. Selv for folk uden det store kørekort til
det danske seriemarked var det imidlertid tydeligt, at hans projekt
var en vindmøllejagt af de helt store, og i en rum tid skete der
da heller ingenting.
Men så dukkede Vang igen
op til overfladen - Star Wars, Buffy og alt det andet var
lagt på hylden, men en slags erstatning var da sikret: Flagskibet
i Cool Comics tegneserielinie skulle nu være en tegneserieudgave
af Peter G. Larsen og Cecilie Olriks obskure danske TV-serie DukseDrengen.
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg hverken har set serien eller
nogensinde havde hørt om den før Vang kom væltende med konceptet
som var det det hotteste siden ristet brød, men jeg lider også
af TeleVisioFobia, så det siger måske mere om mig end om Vang.
Nå, der er nu kommet
to numre af bladet og Vang synes, selvom ambitionsniveauet er
skruet betydeligt ned, at tro på konceptet. For mig virker det
som noget, der hverken er fugl eller fisk: Man tager en slags
90eropdatering af Robin Hat (I ved den der serie, der kørte
på TV i midt-80erne, hvor alle os unger blev sure over at de lavede
sjov med noget, vi troede skulle være Robin Hood-action) og skærer
det til efter den moderne amerikanske superhelteseries skabelon.
Resultatet er... underligt. På den ene side forekommer det mig,
at Vang, der skriver serien, forsøger at opretholde humoren i
TV-serien, mens han på den anden side insisterer på at det også
er en genuin, actionmættet superhelteserie, der i det mindste
tager sig selv lidt seriøst. Det er mildest talt underligt, når
en helt i et så latterligt kostume og med så åbenlyst et satirisk
navn, og hvis transportmiddel er en tilsyneladende boret Velo
Solex, det ene øjeblik er en gennemført tumpe, mens han det næste
slår på tæven som var han selveste Batman!
Jeg vil ikke gå yderligere
ind i plottet i serien, da det, bortset fra det mærkelige i den
ovennævnte splittelse, følger konventionen til punkt og prikke.
Det er mildt underholdende, men ville helt klart vinde ved en
gennemlæsning af en konsulent, der kunne luge ud i replikker
som "Dit hovmod vil smække dig i fjæset en dag, lille ven.
Du skal ikke lege med ild, der tårner over dit eget hovede."
(udtalt af superskurken Fedtegreven) og i øvrigt kunne advisere
forfatteren i en dialog, der er lidt mere kongenial med tegningerne:
På samme side som ovenstående replik ser man femme fatalen
Natteravnen nonchalant siddende med benene over kors og med et
patroniserende smil på læben, mens hun siger: "Og mit krav
er at du lader ham i fred. Skån hans liv". Lidt mindre stiv
patos ville her have været velgørende - mere frækhed og overlegenenhed
ville have tjent figuren langt bedre.
Iøvrigt ville det have
været rart, hvis vi uinitierede fik forklaret lidt mere om hvem
DukseDrengen og hans fjender er - hvorfor er han superhelt? Hvorfor
er han gode venner med politiet? Hvor kommer alle skurkene fra?
Osv. Jeg er sikker på, at man hvis man har set TV-serien forstår
disse ting bedre, men - helt ærligt - hvor mange af de børn der
vel er hovedmålgruppen har det?
Mht. Ferrayas tegninger
er de ganske ferme for en serie, der i bund og grund er en undergrundsudgivelse
i fåreklæder, om end han helt klart stadig slås med basale fortælletekniske
og iscenesættelsesmæssige problemer. I nærværende eksempel, der
viser DukseDrengen
på farten, tegner han helten fra to forskellige vinkler, som
er i klar modstrid med hinanden, og han understreger denne modsætning
ved også at sende fartstriberne i baggrunden i forskellige retninger.
Et andet markant problem er at han, selvom han aldrig har været
i Danmark, skal forsøge at illudere en dansk setting -
det er særdeles fremmedgørende, når den danske politimester ser
ud som et deltidsmedlem af Pinochets tæskehold, eller når Københavns
Rådhus omgives af runde blomsterkasser og... ikke andet! Vang
- send din tegner nogle flere referencefotos!
Til trods for alle disse
indvendinger vil jeg imidlertid understrege, at DukseDrengen
er ganske veloplagt - Vang tror på sit projekt og vokser
også med opgaven. Det andet nummer er på alle niveauer klart bedre
end det første; ikke blot er trykningen her i orden (den var forfærdelig
i #1), men der er tilføjet farver, og historien glider langt bedre
igennem, til trods for at den er mere kompliceret.
Den utrættelige Vang
lader således til at holde ved DukseDrengen, samtidig med
at han igen har gang i flere nye projekter - han hævder at have
sikret sig tegneserierettighederne til Zorro og arbejder
også på en dansk antologi, Kaliber, man kun kan håbe bliver
til noget. Med andre ord: Han tonser ufortrødent derudaf - uden
den støtte fra Litteraturrådet, der for så mange andre er
den essentielle motivation - og det er både opmuntrende
og forfriskende.
Gogogo!
Vang, Hans Christian
og Ferraya, Juan. (2002-2003) DukseDrengen. København:
Cool Comics.
|
|
[25/07/2003]
|
|
|
|
|
|
Fra
DukseDrengen #1.
DukseDialog.
Dukse
på farten...
Rådhuspladsen?
|
