| En
god historie, siger man, kan ikke fortælles tit nok. Og historien om high school-nørden
Peter Parker, der pludselig får kræfter som intet andet menneske er i besiddelse
af, er da god at få forstand af. Parker er såmænd ikke så forskellig fra
de misfits man finder hos vore dages 'alternative' tegnere som Chris Ware,
Daniel Clowes og Adrian Tomine, men modsat sine nutidige lidelsesfæller opererer
han i en eventyrtradition med en klokkeklar morale til følge: man skal ikke skue
den grimme ælling på hårene; selv for taberen er det muligt at finde noget i sig
selv, der kan hæve ham op af moradset, osv. For
historien om Peter Parker er jo også historien om Spider-Man - én af forlaget
Marvels mange superhelte - der blev skabt af Stan Lee og Steve Ditko i 1962. Til
en begyndelse måtte Parker slås med skolens sportsidiot, sin egen ensomhed og
adskillige piger, der ikke syntes at værdige ham et blik. Alt det ændrede sig
dog, da tegneren Steve Ditko veg pladsen for John Romita, der hidtil havde brilleret
som romance-tegner. I hans friske, elegante streg blev Parker efterhånden
pigernes mand
- såvel den kølige skønhed Gwen Stacy som den vampede femme fatale Mary
Jane trak i ham. Det er denne periode i Spider-Mans efterhånden lange liv, der
trækkes på i Jeph Loeb og Tim Sales Spider-Man: Blue, der for nylig blev
udsendt herhjemme af forlaget Egmont. De
allerfleste superhelte slår deres folder i fortsatte månedlige serier, der over
en årrække gerne beskæftiger adskillige forfattere og tegnere. Mens der måske
nok fra starten har været nedfældet en klar målsætning og en overordnet vision
for seriens univers, vil de mange forskellige bidragydere imidlertid uvægerligt
resultere i, at seriens persongalleri og kontinuitet ender med at blive meget
vidtløftige størrelser - venter man længe nok, kan man ofte se, at en series hele
fokus har flyttet sig milevidt fra sit oprindelige ståsted. Når det hele således
er blevet lidt for broget og svært at finde hoved og hale i, har de store superhelteudbydere
i de sidste tyve år ind imellem vendt bøtten og hyret én eller flere kunstnere
til at spore en given serie tilbage til sit udgangspunkt. Frank Miller gjorde
det med Batman og John Byrne med Superman og siden Spider-Man. Makkerparret
Jeph Loeb og Tim Sale har efterhånden specialiseret sig i sådanne back-to-basics-rutiner,
dog altid uden for de enkelte seriers egentlige kronologi. For forlaget DC skabte
de Superman for All Seasons (1998), der blev fulgt af de to Batman-moppedrenge
The Long Halloween (1999) og Dark Victory (2001). I 2001 sagde de
så ja til at give det konkurrerende forlag Marvels trækplastre en overhaling.
Den første figur der kom under behandling var Daredevil - måske den af forlagets
serier, der siden sin begyndelse i 1964 havde lidt mest under det skiftende antal
tegnere og forfattere, og som måske derfor var mest berettiget til at få genfortalt
sin begyndelse i et homogent udtryk. Resultatet Daredevil: Yellow blev
da også en bemærkelsesværdig formfuldendt og stemningsmættet bedrift. Spider-Man:
Blue markerer så anden etape i makkerparrets genfortælling af Marvelfigurernes
år eet, og lad os straks konstatere, at resultatet ikke kan leve op til forgængerens
standard. Historien former sig også denne gang som en rammefortælling, hvor helten
i en melankolsk stund henvender sig direkte til sin afdøde elskede, og således
får ridset deres fælles historie op. Allerede genbrugen af dén teknik virker irriterende;
helt galt går det dog først på side 4-5, hvor man ser rosen, som Spider-Man har
lagt på det sted, hvor Gwen Stacy omkom, blive ført bort af vinden og lande i
vandet. Sales illustrationer får her fremtvunget en illusorisk slow motion-effekt,
der på bedste vis får støttet op om det værste, som forfatteren Loeb har taget
med sig fra sin tid i Hollywood. Tonen er slået an; den er helvedes corny,
og det var de originale historier netop aldrig.
Det, der i sin tid adskilte Marvel-serierne - og i særdeleshed Spider-Man -
fra andre superhelteserier, var, at læseren fik mulighed for at få et blik ind
bag heltens maske og snage lidt i hans privatliv. Derfor er det naturligt nok,
at Loeb og Sale vægter begivenhederne i Parkers civile liv højere end den rene
og skære ramasjang han deltager i som Spider-Man. Men de punktvise nedslag i Parkers
karriere som forbryderbekæmper, levner ikke noget egentligt indblik i de mere
psykologisk komplekse modstandere som The Green Goblin og The Lizard, og det er
en skam. Kærligheds- og kampscener bliver aldrig sammenskrevet til et vekselvirkende
hele, som tilfældet jo var i de originale versioner - heller ikke når forfatter
og tegner med less than subtle midler forsøger at få den nye og den gamle
Vultures indbyrdes kamp om Spider-Man til at spejle Mary Jane og Gwen Stacys ditto
om Parker. Heller
ikke Parkers problematiske forhold til vennen Harry udbygges, hvilket delvist
kan undskyldes med at Loeb og Sale er bundet af kronologien. Tim Sale tegner ganske
vist Harry en hel del mere karikeret end historiens andre personager, og får således
visuelt antydet et tilhørsforhold mellem Harry og The Green Goblin, men det er
en antydning, der - i lighed med en række andre hentydninger og begivenheder -
vil gå hen over hovedet på læsere, som ikke er 100 procent hjemmevant i seriens
univers. At Gwen Stacys død også er udeladt af historien, er derimod et plus.
At lade en begivenhed, der jo så at sige er bevæggrunden for selve fortællingen,
udspille sig uden for denne, er et frækt træk og en kærkommen holden-kortene-tæt-ind-til-kroppen
i en genre, der ellers hellere end gerne lægger det hele på bordet. Tim
Sales illustrationer er lettere og mere karikerede end tilfældet var i Daredevil:
Yellow. Han får fint genskabt den sixties feel, der var over Lee og
Romitas originale historier, og anvender ved flere lejligheder sidstnævntes tegninger
som direkte forlæg. Også Steve Buccellatos farvelægning understreger, at Spider-Mans
univers - trods alt - er et rarere og øh, mere kulørt sted at opholde sig end
Daredevils. Det hele er altså flot og appetitligt lavet, og alligevel sidder man
efter endt læsning tilbage, med en hul fornemmelse i maven. Det gør man, fordi
man måske savner en berettigelse for hele projektet. Daredevil: Yellow havde
sin berettigelse derhen, at de originale versioner manglede et samlende fokus;
Lee og Romitas Spider-Man var tilgengæld et tætknyttet, gennemarbejdet hele, og
Loeb og Sale får ganske vist trofast genfortalt det meste, men jo så altså heller
ikke mere end det. De tilfører ikke den gode historie noget nyt, og bedre end
forlægget bliver det aldrig. Loeb,
Jeph & Sale, Tim (2003). Spider-Man: Blue. København:
Serieforlaget, Kr. 199,00. På
originalsproget: Spider-Man: Blue #1-6 (2002-2003, opsamlet 2003), New
York: Marvel Comics. $21.99.
| |
[Oktober 2003] |
| |
| |
|
|
