RACKHAM - Artikelbase

TORDENLAND TUR-RETUR
Mat Brinkmans Teratoid Heights

Af T. Thorhauge

Mat Brinkman var i flere år en af hovedkræfterne i det nu afviklede og nedrevne Rhode Island-baserede kunstnerkollektiv Fort Thunder. Kollektivet bestod af en gruppe unge mænd med interesse for billedkunst, installation, skateboarding, rock, computerspil og - selvfølgelig - tegneserier, og havde alle det til fælles, at de i et eller andet omfang studerede på den navnkundige Rhode Island School of Design.

I tegneseriesammenhæng er det usædvanlige ved dette kunstnerkollektiv, at der bogstaveligt talt var tale om et kollektiv - flokken boede simpelthen i det samme hus, og delte altså ikke blot tegnestue. Navnet 'Fort Thunder' hævdes i en forklaring at hentyde til, at husets beliggenhed gjorde det muligt at afholde larmende koncerter uden gene for naboerne. Af samme grund var det vigtigt for medlemmerne at sørge for at holde huset fyldt med væsensbeslægtede sjæle, og dermed blev grundlaget for et 'rigtigt' kunstnerkollektiv etableret, hvor beboerne ikke nødvendigvis arbejdede efter samme principper, men delte en fælles sensibilitet.

Brinkman stiftede af Fort Thundersammen med Brian Chippendale, hvis tegneserier ganske radikalt udfordrer både læseretning og den fortælletekniske gråzone mellem billedfortælling og dekoration, og Brian Ralph, der skabte sig et navn med pantomimetegneserien Cave-In (1999), som her til lands blandt andet synes at have inspireret Simon Bukhaves markante debut Ghost (2002). Teratoid Heights (2003) er Brinkmans første 'officielle' udgivelse, men er i egentlig en anormalitet i en stor produktion af håndlavede, såvel som fotokopierede undergrundsserier. Han besidder et stærkt originalt og personligt udtryk, der nok mere end noget andet for eftertiden har sikret ham positionen som en af kollektivets chefideologer.

Teratoid Heights er en samling af små, ordløse fortællinger med udgangspunkt i et uudgrundeligt og dystert univers. Fortællingerne er alle tegnet i perioden 1994-99; nogle har været udgivet som fotokopierede minicomics og andre har været bragt i mere etablerede antologier, for eksempel i l'Associations vældige Comix 2000.

Brinkmans særegne univers er befolket af store, abelignende væsner og mindre, tandformede ditto. Uanset størrelse eller form har hans figurer det til fælles, at de ikke har ansigter, og dermed giver Brinkman dristigt afkald på et af mediets mest effektive udtryksmidler. Fortællingerne er yderst linære, og synes alle at følge skabelonen "her-er-et-væsen-som-gør-sådan-og-sådan-og-så-videre". Kun i ét tilfælde skildres tre sideløbende forløb i den samme fortælling, men ellers er der tale om letaflæselige og ganske omstændeligt skildrede billedforløb. Fort Thunder-tegnerne har selv påpeget deres fascination af computerspil som inspirationskilde for deres kunst, og Teratoid Heights besidder netop noget af den klaustrofobi, som har gjort f.eks. Quake og Doom til millionsællerter. Fornemmelsen af at udforske et ukendt rum; den trykkede stemning ved udsigten til netop ikke at vide, hvad der gemmer sig rundt om hjørnet. Visse af fortællingerne har pointer, men Brinkman forekommer ikke som opbyggelig fortæller; når man som læser aner en morale, virker det tilfældigt eller sekundært.

Teratoid Heights er helt sin egen; er man bekendt med førnævnte Ralphs Cave-In, har man en fornemmelse af hvad det drejer sig om, skønt Ralphs virtuose, animationsprægede tegnestil og mere 'tydelige' fortællinger i sammenligning forekommer mere behagesyge end Brinkmans. Brinkmans tegnestil er dog på ingen måde uklar, men hans udtryk fremstår mere upoleret, primært i kraft af hans lettere rustikke penselarbejde, og hans spøjse hang til at forlene sine krøllede skraveringer med et dekorativt præg. Effekten er både overraskende og inciterende. Dog mærker man i Brinkmans tegninger også ind i mellem en antydning af indflydelse fra guruen Gary Panter, som dermed endnu en gang spøger i kulissen hos en ung, vild amerikansk tegnedreng.

Teratoid Heights følger sine egne uransagelige og uudgrundelige veje; Brinkman fører i sin egen rytme, og i sit eget afdramatiserede tempo, den beredvillige læser ind i et fantastisk univers, besjælet med stor og præcis visuel lyrik. Tordenland tur-retur.