RACKHAM - Artikelbase

PORTRÆT AF EN "WILD FUCKING BASTARD"
Joe Saccos The Fixer - A Story from Sarajevo

Af Julie Paludan-Müller

I en dårligt oplyst hotellobby i Sarajevo sidder en mand og venter. En korpulent, firskåren skikkelse med et kraftigt ansigt domineret af et veltrimmet rockerskæg, små gnaveragtige tænder og antydningen af pluskæbe, smalle øjne bag en metalbrille af ældre model, kraven oppe om ørerne. Han ryger, tager de efterhånden lidt krøllede visitkort frem endnu engang, blander dem og ordner dem efter valeur: "The Boston Globe", "The Chicago Tribune", "The Los Angeles Times"…

En 'fixer', som der mig bekendt ikke findes noget dækkende ord for på dansk, er et fænomen fra de hastigt skiftende lokaliteter, der kaldes 'verdens brændpunkter': En lokal guide eller mellemmand, der sørger for at føre udenlandske journalister og fotografer direkte til, hvad der på redaktionerne regnes for gode historier og billeder. Som Neven, vores mand i lobbyen, selv udtrykker det: "When massacres happened… those were the best times".

Neven er hovedperson i Joe Saccos nye tegneserie, The Fixer (2003), med undertitlen A Story from Sarajevo, der lægger sig i forlængelse af hans hoved- og mesterværk Safe Area Gorazde (2000). Her gav den amerikanske tegner en fremragende og dybt rystende skildring af krigen i Bosnien og dens ofre, der tog udgangspunkt i den bosniske enklave Gorazde, hvor Sacco selv bosatte sig mod slutningen af krigen. I The Fixer er han tilbage i Bosnien og også tilbage i tiden - til sit eget ophold omkring 1995, hvor han stifter bekendtskab med Neven, og endnu længere tilbage når brudstykker af Nevens og Bosniens historie bliver fortalt. Kronologien er sprængt, men som ramme om hele historien står Saccos tilbagevenden til Sarajevo i år 2001. Også i The Fixer er der tale om personlig krigsdokumentarisme i sort og hvid, der rent grafisk virker endnu mere overbevisende end Gorazde. Tegningerne går så tæt på miljøer og personer, at den minutiøse realisme næsten får et forvrænget præg, og kompositionen af både de enkelte tegninger og hele sider har en dramatik og dynamik, der effektivt fører læseren ind i selv de mørkeste afkroge af Sarajevo, dens sjæle, og dens historie. I forhold til Gorazde er portrættegningen blevet mere karikeret, men uden at jeg synes det går ud over ambivalensen i f.eks. Nevens centrale figur. Særligt tegnerens eget ansigt, hvis øjne man aldrig ser bag brilleglassene, har noget mærkeligt gummimaskeagtigt over sig, hvilket der imidlertid ligger en pointe i: Sacco foregiver ikke at blende ind i de skildrede scenarier, men iscenesætter sig selv som det 'fremmedelement,' han som udefra kommende betragter er.

Kynisme og tvivlsomme metoder hos journalister i krigszoner er ét af temaerne i The Fixer (dog mere underspillet end historien lægger op til), men Neven står jo også for at levere oplysninger, historier og kontakter til vores udsendte. Og sandhedsværdien af disse historier bliver hverken læseren eller Sacco på noget tidspunkt helt overbevist om. Sådanne dobbelttydigheder gennemspilles hele tiden og på forskellige niveauer i bogen, der i forhold til Gorazde synes at lægge sig mindre fast på en fortolkning af krigen i Bosnien. Med Nevens skikkelse i forgrunden, bliver The Fixer måske først og fremmest en fortælling om det uoverskuelige forhold mellem sandhed og løgn, der gør sig gældende i en krig og i særdeleshed i den dybt komplicerede Balkankonflikt.

I hotellobbyen, hvor tegneren og fixeren mødes første gang i 1995, præsenteres Neven som en udpræget skummel type, der i mangel af bedre bytte slår kloen i den sagesløse tegner, som han bogen igennem pumper for D-Mark på Sarajevos barer. Alligevel udvikler der sig et særpræget venskab mellem den lille, forsigtigt og intellektuelt udseende tegner og det store brød med gangstermanererne og de måske ikke helt troværdige historier fra hans tid som elitesoldat. Neven tager Sacco under sine vinger, og forholdet bliver kilde til en sælsom fryd hos Sacco, der i selskab med sin fixer føler sig som en teenager på sin første date: "A little enthralled, a little infatuated perhaps, maybe a little in love". Indledningsvis kondenseres Nevens selvforståelse i denne replik: "Can you imagine the sort of movie that could be made about wild fucking bastards like me?!!" Men når Sacco fortæller Nevens historie opstår et billede med lidt flere - og også forsonende - nuancer.

Sarajevo-hotellet, hvis lobby er et af Nevens foretrukne hunting grounds når det gælder journalister, er ironisk nok selvsamme Holiday Inn, som var ramme om krigens start. Det skete den 6. april 1992, da serbisk-bosniske snigskytter fra hotellets tag skød ind i en mængde af fredsdemonstranter, som protesterede mod den planlagte nationalistisk-etniske opsplitning af landet i en serbisk, en kroatisk og en muslimsk del. Umiddelbart herefter brød alliancen mellem de forskellige nationalistiske partier sammen; krigen tog sin begyndelse.

Neven er halvt serber og halvt muslim, men først og fremmest fra Sarajevo, og har allerede inden krigens start valgt side, da han blandt andre hårdtslående typer bliver indrulleret i "De grønne baretter", der sammen med "Den patriotiske liga" er det muslimske nationalistpartis svar på de bosniske serberes paramilitære styrker. De enkelte celler ledes af en række mere eller mindre selvbestaltede "krigsherrer", der som Sarajevos beskyttere i første omgang får status af en slags militære popstjerner. Snart begynder de imidlertid en ukontrollabel og voldelig enegang, der involverer smuglerbusiness til fordel for pleje af deres personlige formue og endelig massakrer på civile og etnisk udrensning i egne rækker. Som halvt serber er Neven dog så "heldig" kun at blive smidt ud af sin brigade, hvorefter han slår sig på fixeriet.

Sacco vil gerne fortælle disse krigsherrers historie, som også er en historie om, hvordan den oprindeligt medansvarlige bosniske regering får dem elimineret i en operation, der unægtelig har et element af vasken hænder over sig. Hvor Gorazde beskrev de bosniske serberes uhyrlige overgreb og massakrer på en forsvarsløs civilbefolkning og det internationale samfunds totale svigt, demonstrerer The Fixer altså også brodne kar i bosniernes egne rækker. Stoffet synes imidlertid en lille smule skævt disponeret - selvom Nevens historie er tæt sammenvævet med krigsherrernes, synes jeg de får for meget plads i forhold til hans portræt og fixer-historien. Dertil kommer, at det er ret svært at skelne den ene sindssyge, megalomane krigsherre fra den anden (to af dem har endda samme navn - det er selvfølgelig ikke Saccos skyld). Selv måtte jeg konsultere Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksens bog om krigen i Bosnien Hadets Anatomi for at få lidt styr på navne, begivenheder og årstal.

The Fixer handler ikke bare om at overleve krigen, men også om at overleve uden og efter krigen. I hotellobbyen ordner Neven i bedste gamblerstil sin i sin tid uvurderlige samling af visitkort fra udenlandske journalister, men krigen er for nedadgående, og kortene er blevet værdiløse. Og hvad med Neven selv?

Portrættet af den både frastødende og dragende Neven står meget stærkt og gør bogen til en væsentlig anden læseoplevelse end Gorazdes krigsmosaik. The Fixer får ikke helt samme tyngde som hovedværket fra Bosnien, men dens miljø- og personskildringer fascinerer dybt, og Saccos tegninger rammer Sarajevos film noir-scenarier perfekt. Det skal i den forbindelse nævnes, at vi i The Fixer befinder vi os i et meget maskulint univers, hvor kvinderne på nær ganske få undtagelser kun optræder som sæt af hoppende bryster, der passerer forbi Sarajevos caféborde. Scenen er tilrøgede værtshuse, og snakken over poolbordet drejer sig primært om ludere, tanks og en hel masse flasker whisky. Men så er der jo Sacco selv, der som figur i The Fixer blotter sig mere end han har gjort tidligere med alt hvad dertil hører af hæmninger og angst, og bl.a. må indrømme at han ligesom undertegnede ikke rigtigt har noget yndlingshåndvåben.

Joe Sacco (2003). The Fixer - A Story from Sarajevo. Montréal: Drawn and Quarterly Publications. $24.95