2003 var et vækstår
for den danske tegneserieundergrund; et imponerende udbud af nye
amatørserier dukkede op, to nye antologier, Kaliber
og Free Comics, så dagens lys, og en håndfuld
serieskabere, der i nogen tid havde rumsteret i undergrunden,
trådte i karakter med deres hidtil mest omfattende værker
- værker der viser at de kan levere, og som lover
godt for den danske tegneseries fremtid. Blandt disse finder man
Asbjørn Skou, Simon Petersen og Cav Bøgelund.
Førstnævnte debuterede tidligt på året
med albummet I tusmørkets tid, udgivet på
serieskaberen Palle Schmidts forlag The Outfit og genstand for
en gedigen guerillamarkedsføringskampagne, der skaffede
det en del omtale, da det udkom og som efter sigende har været
medvirkende til at hele oplaget er blevet udsolgt, til trods for
at det sort-hvide, flot men relativt billigt udstyrede album var
påhæftet den fuldstændigt absurde pris af Kr.
128.
Selve tegneserien er en dystopisk SF/fantasy/horror-fortælling,
der helt efter bogen beskriver hvorledes "Den Udvalgte,"
efter sin død i begyndelsen af fortællingen, ved
overnaturlige agenters mellemkomst pludselig drages ind i en fantastisk
verden bag normalitetens skin og derefter skal affinde sig med
rollen som den tilsyneladende Frelser. I dette tilfælde
hedder vor hovedperson, med et noget forceret nik til Melville
og Lovecraft, Ishmael Heston og han omgiver sig med troldkvinder,
talende ulve, mørkalfer, en brigade af skeletsoldater,
og andre slige skikkelser fra det fantastiske typekatalog, alle
påhæftet passende selvhøjtidelige navne, som
f. eks. Akaroyd Thruth og Abys-Mahl. Serien er i det hele taget
lidt for afhængig af sine forbilleder og lidt for gennemsyret
af sådan et teenage-goth-Vampire the Masquerade-weltschmerzagtigt
temperament, der tangerer klicheen. Derudover er det som om den
åbenlyst ambitiøse Skou har villet for meget på
én gang - fortællingen er som et trafikuheld af fantastisk
inventar som dommedagsprofetier, troldmænd der har vendt
sig mod den Mørke Side, dobbeltgængere, kloakbyer,
unævnelige tentakelmonstre, osv. Det er meget svært
at følge og man tillades aldrig det øjebliks refleksion,
de verdensrystende begivenheder der skildres kalder på.
Tju-bang, verden går under og vil skal alle dø pga.
af vor hybris og hovmod. Bum-bummelum.
Når I tusmørkets tid alligevel imponerer,
er det på grund af Skous ambition om at fortælle noget
væsentligt, såvel som hans tegninger, der i kraft
af deres skravlede og tuschtunge karakter underbygger fortællingens
dystopiske stemning godt. Hvis han fokuserer sin indsats, redigerer
i sit materiale, slår nogle af sine darlings ihjel,
afpudser sit skrevne sprog så de værste svulstigheder
og anglicismer elimineres og arbejder videre med sin stemningsfyldte
streg, er jeg sikker på at hans fremtidige arbejder bliver
både interessante og læseværdige. Det lyder
måske af meget, men jeg er ikke i tvivl om at han vil være
i stand til at løfte opgaven. I tusmørkets tid
er en yderst lovende debut.
Petersen og Bøgelund udsendte senere på året
tegneserien Necropolis på undergrundsforlaget Eksem
Comics, der også står for den sejlivede undergrundsantologi
Tegneseriemix, i hvilken man bl.a. har kunnet følge
de to serieskaberes udvikling i snart et halvt dusin år.
Necropolis fortæller, ligesom I tusmørkets
tid, historien om en mands færd efter sin død,
og går også clinch med tilværelsens store spørgsmål,
men er ellers væsensforskellig fra Skous serie. Vor hovedperson
bliver forment adgang til Himmelen, fordi han er en tvivler, og
sendes derfor til Necropolis, hvor de døde der venter på
adgang til Himmelen opholder sig mens deres sag bliver behandlet.
Seriens setting er således en kløgtigt udtænkt
allegori på de asylcentre, der er blevet allestedsnærværende
i Vesten. Vi følger vor helt rundt i de dødes by
og lever os ind i den trodsige og anti-autoritære holdning,
han møder det himmelske behandlersystem med.
Simon Petersen, som har stået for manuskriptet har en naturlig
tilgang til nutidens talesprog og afvikler dialogen med stor sikkerhed
og fornemmelse for de enkelte figurers karakter. Vor hovedperson
er fanden-i-voldsk og taler direkte fra leveren, meget ligesom
Petersen selv, når han skriver tegneseriekritik for bl.a.
Seriejournalen,
mens gedekraniemanden, som viser ham rundt i Necropolis, taler
med en autoritær, men også ligefrem stemme, der svinger
mellem patos og mere jordnære eufemismer. Og seriens måske
sjoveste figur - Øjenskyen, der vogter himmelens port -
er fuld af bål og brand, men slår når det er
fyraften over i en mere jordnær tone, der afslører
såvel tvivl som sårbarhed. Derudover er serien fuld
af skægge ideer, der belyser dens centrale tematik - menneskets
forhold til troen og spørgsmålet om fri vilje - fra
nye vinkler; vi besøger med vor hovedperson kvarteret,
hvor alle de dødsfornægtende skeletter går
rundt i kostumer og lader som om de stadig er i live, og kommer
på det hvide marked, hvor benede reservedele sælges
til trængende.
Den mere udfordrende opgave Petersen har sat sig, nemlig at levere
en skarp religionskritik, klarer han mindre elegant. Det centrale
spørgsmål de døde i Necropolis skal svare
på er "Hvorfor skabte Gud mennesket?", og Petersen
lader naturligvis vor hovedperson finde frem til svaret, som desværre
viser sig at være ret uoriginalt og fører os til
en ret primitiv og firkantet kritik af religion som en tyrannisk
autoritet, der hæmmer vor fri vilje. Ikke ligefrem Nietzsche,
men tilpas elegant afleveret til ikke at skæmme en medrivende
fortælling, der enkelte steder - f. eks. scenen hvor hovedpersonen
beskylder Gud for at forveksle menneskets frygt med kærlighed
til ham - trods naiviteten når patosfyldte højder,
der klinger rent.
En ligeså stor del af fortjenesten for denne friske og
energiske tegneseries succes skyldes imidlertid Bøgelund,
der har udviklet sig enormt som tegner de seneste år, og
ikke mindst, som det bliver åbenbart ved læsningen,
under arbejdet med de 68 sider, der udgør Necropolis.
Det er tydeligt, at han stadig er ved at arbejde sig ud af sine
forbilleders skygge - der er meget Mike Mignola, Kevin O'Neill
og Jan Solheim over løjerne - men hans streg har karakter
og indbyder til indlevelse, selv når han sjusker, hvad han
jævnligt gør i Necropolis.
Trods åbenlyse problemer er såvel I tusmørkets
tid som Necropolis højst opmuntrende nye bidrag
til den danske tegneseriekultur - bidrag med ambition om at udrette
andet end at underholde, selvom de bestemt også gør
det, og som emmer af fortælleglæde.
Skou, Asbjørn (2003). I tusmørkets tid.
98 s., S/H, København: The Outfit. Kr. 128.
Petersen, Simon & Bøgelund, Cav (2003). Necropolis.
68 s. S/H, Høng: Eksem Comics. Kr. 20.
|
[februar 2004]
|

|
 | |
|


Skou
citerer forbilledet Lovecraft.

Ishmael
introduceres til verdenen bag skinnet.

Forhistorien og profetierne oprulles på baggrund af kollagearbejde
fra Skou.


Velkommen
til Necropolis!

De
dødes asylcenter.

Frygt
eller kærlighed?

Dødsfornægtende
typer.
|