tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

POST-MORTEM
Asbjørn Skous I tusmørkets tid & Simon Petersens og Cav Bøgelunds Necropolis

Af Matthias Wivel

2003 var et vækstår for den danske tegneserieundergrund; et imponerende udbud af nye amatørserier dukkede op, to nye antologier, Kaliber og Free Comics, så dagens lys, og en håndfuld serieskabere, der i nogen tid havde rumsteret i undergrunden, trådte i karakter med deres hidtil mest omfattende værker - værker der viser at de kan levere, og som lover godt for den danske tegneseries fremtid. Blandt disse finder man Asbjørn Skou, Simon Petersen og Cav Bøgelund.

Førstnævnte debuterede tidligt på året med albummet I tusmørkets tid, udgivet på serieskaberen Palle Schmidts forlag The Outfit og genstand for en gedigen guerillamarkedsføringskampagne, der skaffede det en del omtale, da det udkom og som efter sigende har været medvirkende til at hele oplaget er blevet udsolgt, til trods for at det sort-hvide, flot men relativt billigt udstyrede album var påhæftet den fuldstændigt absurde pris af Kr. 128.

Selve tegneserien er en dystopisk SF/fantasy/horror-fortælling, der helt efter bogen beskriver hvorledes "Den Udvalgte," efter sin død i begyndelsen af fortællingen, ved overnaturlige agenters mellemkomst pludselig drages ind i en fantastisk verden bag normalitetens skin og derefter skal affinde sig med rollen som den tilsyneladende Frelser. I dette tilfælde hedder vor hovedperson, med et noget forceret nik til Melville og Lovecraft, Ishmael Heston og han omgiver sig med troldkvinder, talende ulve, mørkalfer, en brigade af skeletsoldater, og andre slige skikkelser fra det fantastiske typekatalog, alle påhæftet passende selvhøjtidelige navne, som f. eks. Akaroyd Thruth og Abys-Mahl. Serien er i det hele taget lidt for afhængig af sine forbilleder og lidt for gennemsyret af sådan et teenage-goth-Vampire the Masquerade-weltschmerzagtigt temperament, der tangerer klicheen. Derudover er det som om den åbenlyst ambitiøse Skou har villet for meget på én gang - fortællingen er som et trafikuheld af fantastisk inventar som dommedagsprofetier, troldmænd der har vendt sig mod den Mørke Side, dobbeltgængere, kloakbyer, unævnelige tentakelmonstre, osv. Det er meget svært at følge og man tillades aldrig det øjebliks refleksion, de verdensrystende begivenheder der skildres kalder på. Tju-bang, verden går under og vil skal alle dø pga. af vor hybris og hovmod. Bum-bummelum.

Når I tusmørkets tid alligevel imponerer, er det på grund af Skous ambition om at fortælle noget væsentligt, såvel som hans tegninger, der i kraft af deres skravlede og tuschtunge karakter underbygger fortællingens dystopiske stemning godt. Hvis han fokuserer sin indsats, redigerer i sit materiale, slår nogle af sine darlings ihjel, afpudser sit skrevne sprog så de værste svulstigheder og anglicismer elimineres og arbejder videre med sin stemningsfyldte streg, er jeg sikker på at hans fremtidige arbejder bliver både interessante og læseværdige. Det lyder måske af meget, men jeg er ikke i tvivl om at han vil være i stand til at løfte opgaven. I tusmørkets tid er en yderst lovende debut.

Petersen og Bøgelund udsendte senere på året tegneserien Necropolis på undergrundsforlaget Eksem Comics, der også står for den sejlivede undergrundsantologi Tegneseriemix, i hvilken man bl.a. har kunnet følge de to serieskaberes udvikling i snart et halvt dusin år. Necropolis fortæller, ligesom I tusmørkets tid, historien om en mands færd efter sin død, og går også clinch med tilværelsens store spørgsmål, men er ellers væsensforskellig fra Skous serie. Vor hovedperson bliver forment adgang til Himmelen, fordi han er en tvivler, og sendes derfor til Necropolis, hvor de døde der venter på adgang til Himmelen opholder sig mens deres sag bliver behandlet. Seriens setting er således en kløgtigt udtænkt allegori på de asylcentre, der er blevet allestedsnærværende i Vesten. Vi følger vor helt rundt i de dødes by og lever os ind i den trodsige og anti-autoritære holdning, han møder det himmelske behandlersystem med.

Simon Petersen, som har stået for manuskriptet har en naturlig tilgang til nutidens talesprog og afvikler dialogen med stor sikkerhed og fornemmelse for de enkelte figurers karakter. Vor hovedperson er fanden-i-voldsk og taler direkte fra leveren, meget ligesom Petersen selv, når han skriver tegneseriekritik for bl.a. Seriejournalen, mens gedekraniemanden, som viser ham rundt i Necropolis, taler med en autoritær, men også ligefrem stemme, der svinger mellem patos og mere jordnære eufemismer. Og seriens måske sjoveste figur - Øjenskyen, der vogter himmelens port - er fuld af bål og brand, men slår når det er fyraften over i en mere jordnær tone, der afslører såvel tvivl som sårbarhed. Derudover er serien fuld af skægge ideer, der belyser dens centrale tematik - menneskets forhold til troen og spørgsmålet om fri vilje - fra nye vinkler; vi besøger med vor hovedperson kvarteret, hvor alle de dødsfornægtende skeletter går rundt i kostumer og lader som om de stadig er i live, og kommer på det hvide marked, hvor benede reservedele sælges til trængende.

Den mere udfordrende opgave Petersen har sat sig, nemlig at levere en skarp religionskritik, klarer han mindre elegant. Det centrale spørgsmål de døde i Necropolis skal svare på er "Hvorfor skabte Gud mennesket?", og Petersen lader naturligvis vor hovedperson finde frem til svaret, som desværre viser sig at være ret uoriginalt og fører os til en ret primitiv og firkantet kritik af religion som en tyrannisk autoritet, der hæmmer vor fri vilje. Ikke ligefrem Nietzsche, men tilpas elegant afleveret til ikke at skæmme en medrivende fortælling, der enkelte steder - f. eks. scenen hvor hovedpersonen beskylder Gud for at forveksle menneskets frygt med kærlighed til ham - trods naiviteten når patosfyldte højder, der klinger rent.

En ligeså stor del af fortjenesten for denne friske og energiske tegneseries succes skyldes imidlertid Bøgelund, der har udviklet sig enormt som tegner de seneste år, og ikke mindst, som det bliver åbenbart ved læsningen, under arbejdet med de 68 sider, der udgør Necropolis. Det er tydeligt, at han stadig er ved at arbejde sig ud af sine forbilleders skygge - der er meget Mike Mignola, Kevin O'Neill og Jan Solheim over løjerne - men hans streg har karakter og indbyder til indlevelse, selv når han sjusker, hvad han jævnligt gør i Necropolis.

Trods åbenlyse problemer er såvel I tusmørkets tid som Necropolis højst opmuntrende nye bidrag til den danske tegneseriekultur - bidrag med ambition om at udrette andet end at underholde, selvom de bestemt også gør det, og som emmer af fortælleglæde.

 

Skou, Asbjørn (2003). I tusmørkets tid. 98 s., S/H, København: The Outfit. Kr. 128.

Petersen, Simon & Bøgelund, Cav (2003). Necropolis. 68 s. S/H, Høng: Eksem Comics. Kr. 20.

[februar 2004]



 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Skou citerer forbilledet Lovecraft.

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Ishmael introduceres til verdenen bag skinnet.

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Forhistorien og profetierne oprulles på baggrund af kollagearbejde fra Skou.

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Velkommen til Necropolis!

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

De dødes asylcenter.

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Frygt eller kærlighed?

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Dødsfornægtende typer.


Læs også
:

Tema: Danske serier

 

Links:

I tusmørkets tid

Eksem Comics: Necropolis

Cav Bøgelund på tegnebordet.dk

 


tilbage til Anmeldelser


© 2004 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2004 the respective artists and authors. All rights reserved.