RACKHAM - Artikelbase

LUK SKRIVEBORDSSKUFFEN, SMID NØGLEN VÆK OG LÆG HOVEDERNE I BLØD!
Kaliber og Free Comics

Af Matthias Wivel

Den danske undergrundsscene bobler i øjeblikket af initiativrigdom - en initiativrigdom, der i 2003 gav os hele to nye tegneserieantologier, Cool Comics' Kaliber (redigeret af Hans-Christian Vang) og Free Comics (redigeret af Torben Hansen og Cüneyt Pala). På papiret en glædelig nyhed, men desværre knap så opmuntrende, når man giver sig i kast med antologierne. Nedslående, faktisk. Man sidder efter endt læsning tilbage med en slukøret og ærgerlig fornemmelse af, hvad disse skønne, nu spildte kræfter kunne være blevet brugt til, hvis ikke de var blevet investeret i noget så tilsyneladende dødfødt som de her udgivelser.

I KALIBERS tilfælde var der rent faktisk tale om et projekt, der døde før det kom fra start. Vang har for nyligt annonceret, at bladet ikke længere vil udkomme i den form #1 havde, og i fremtiden vil blive brugt som udstillingsvindue for enkelte, udvalgte serieskabere. Den påskønnelsesværdige filosofi bag udgivelsen var, at alle kunne indsende deres serier til Cool Comics, hvorefter Vang så ville udvælge et antal af dem til medtagelse i antologien. Om Vang foretog et udvalg er mig ubekendt, men de serier, der rent faktisk kom med, bærer ikke præg af det.

Christian Aarestrup Michaelsens "Vægterne" er et humoristisk, semi-realistisk forsøg på at lave en dansk superhelteserie. Vi introduceres til den nybagte superhelt Allan, der iført ringbrynje og maske griber til selvtægt i bekæmpelsen af københavnsk småkriminalitet og ser, hvordan han introduceres til den mystiske superheltegruppe Vægterne, der består af tre helte udstyret med et sæt forbløffende lamme dæknavne: Inkognito, Daggry og Rørelse. Tegningerne er ubehjælpsomt kluntede, ofte struktureret omkring et linealafmålt centralperspektiv, der lukker billederne inde i parallelle, styrtende linier. Ifølge Vang er "Vægterne" den eneste serie, der vil indgå i det omkalfatrede, fremtidige Kaliber. Lad os håbe, at Aarestrup Michaelsen, mens han arbejder videre med sine tegninger, gør sig nogle mere indgående overvejelser over hvad han vil med sin serie, der nu mest af alt synes at være en vag kopi af lignende amerikanske serier, som fx Brian Bendis' Powers. Ellers nærer jeg ikke de store forhåbninger til Kalibers fremtid.

Næste indslag er walisiske John Miers' "Slab Marlowe," der i en ganske ferm, stiliseret streg fortæller en lille noir-pastiche, hvis eneste formål er at levere en lettere vandet joke til sidst, og i øvrigt af uransagelige grunde har noget der ligner oprejste tommelfingre uden negle som sine figurer. Serien er udmærket udført, men man undrer sig over, hvad der motiveret Miers til at bruge kræfter på at tegne noget så meningsløst.

Så er Simon Petersens "Under huden" mere ambitiøs. Det er en kort fortælling om en pige, der som research til en opgave om hvorvidt uhyrer findes opsøger et bibliotek, hvor hun belæres af en hjælpsom bibliotekar, der som var han Petersens alter ego udbreder sig om uhyrerne som sindbilleder på vore egne drifter og fortrængninger. Ikke just den mest nuancerede eller originale betragtning, men ganske underholdende afviklet og med en lille self-indulgent, men relativt skæg punchline til sidst. Petersen bør imidlertid tage sin tegnergerning mere alvorlig, hvis han vil nå skridtet videre med sine serier, da hans streg fortsat er for ufokuseret og sløset til at fænge.

Fra skrivebordsskuffens bund har veteranen Henrik Rehr indsendt nogle småting, som enten han eller Vang burde have holdt sig for gode til at sende i trykken; en lille banalitet, der på en side viser et pars vej gennem livet og Tarzan-parodien "Tarzan for begyndere," som ikke var sjov da den blev trykt i Fahrenheit for et par år siden, og bestemt ikke bliver bedre ved et gensyn.

Antologien rundes af med den argentinske tegner Juan Ferrayas "Tænder," der i modsætning til den karikerede stil vi kender fra Ferrayas arbejde på DukseDrengen er holdt i den fotorealistiske stil, der efterhånden er blevet lidt at en trend på det amerikanske marked, med tegnere som John Cassaday, Bryan Hitch og JG Jones som dens fremmeste eksponenter. Ligesom hos forbillederne skaber den tydelige kalkering efter fotos en stivhed, der ikke just er befordrende for flowet i den lille gangsterskrøne, Ferraya disker op med. Men det ville sådan set have været til at leve med, hvis ikke den var så gudsjammerligt dårligt fortalt. Udover et mord og en reaktion på samme, der synes fuldstændigt umotiverede, begår Ferraya den utilgivelige fortælletekniske fejl at forsøge at skrive sig ud af plottets problemer post-faktum, og helt udelade væsentlige dele af det fra tegningerne. Historiens Deus ex machina-element - en liderlig hund der beslutter sig for at bolle ben på et kritisk tidspunkt og derved redder vor hovedperson fra likvidering - vises således aldrig og indflettes i stedet til sidst i en af tekstkasserne som en lappeløsning, der skal dække over en tydelig mangel i plottet. Derudover er der ingen forklaring på hvorfor de fortænder, der skulle tjene som bevismateriale for likvideringen, og ender med at blive hovedpersonens adgangsbillet til bagmandens kontor, kommer fra selvsammes mund, da han rent faktisk - og det ser vi - havde to døde hit-men til sin rådighed, fra hvem han sagtens kunne have skaffet sig et sæt fortænder uden at gøre vold på egen mund. Der står i introduktionen til serien, at den er lavet til et kursus i tegneseriefortælling, Ferraya stod for. Stakkels elever.

FREECOMICS er realiseringen af en god idé, der har cirkuleret i den danske undergrund i efterhånden en del år. Blandt andet Fahrenheit-forlægger og redaktør Paw Mathiasen, har længe snakket om udviklingen af en gratis, annoncefinansieret avis i stil med det hedengangne Nat & Dag og lignende publikationer, bare med tegneserier. Problemerne ved et sådant projekt er åbenbare: Bladet skal udkomme tit, hvis det skal opbygge sig den identitet, der tiltrækker læsere såvel som annoncører, og tegneserier tager lang tid at producere. Der skal hyres erfarne PR-folk (en sjældenhed i tegneseriekredse), der er parat til i hvert fald til en begyndelse at arbejde gratis (en sjældenhed blandt PR-folk), til at sælge ideen og annoncerne. Sidst, men ikke mindst, skal bladet være tilpas tidssvarende til at få sit publikum i tale - kvalitet og aktualitet er nøgleord. For at sikre alt dette vil det hjælpe at kunne udbetale bidragyderne løn, da de ellers vil være tilbøjelige til at gribe til skrivebordsskuffen i stedet for at gøre deres bedste med nyt materiale. Alt sammen grunde til, at det længe er blevet ved snakken.

Men nu har en gruppe idealistiske tegneserieentusiaster, der højst sandsynligt selv har fået den idé andre har haft før dem, lagt et stort stykke arbejde for dagen og lanceret Free Comics - en månedligt udkommende gratis tegneserieantologi i bladform, der distribueres i København og udelukkende finansieres af annonceindtægter, og i øvrigt ledsages af en hjemmeside med konkurrencer og lignende aktiviteter for læserne. Men hvor opløftende det end er at se nogle hårdt arbejdende mennesker endelig gøre noget ved en så åbenlyst god idé, må man konstatere at Free Comics som det ser ud nu, bortset fra sin imponerende månedlige udgivelsesrate, ikke lever op til et eneste af de andre ovenfor nævnte krav.

Årsagerne er mange, men først og fremmest redaktionelle. Redaktørerne har af en eller anden uransagelig grund valgt at bladet kun skal præsentere humorserier, hvilket ikke i sig selv nødvendigvis er en forkert disposition, men alligevel er en underligt snæver genrefokusering, hvis det man vil er at "befri tegneserien", som der står i lederen til andet nummer. Langt alvorligere er imidlertid den usædvanlig ringe kvalitet af stort set alt det inkluderede materiale - det er unægtelig problematisk for et humormagasin stort set konsekvent at være umorsomt.

Som en kollega beskrev det, er de serier Free Comics præsenterer skrivebordsskufferov, efter det hedengangne revl og krat-forlag Ultima har været der - med andre ord the pits. Vi bladrer på må og få: En grådig fisk, der hoster og derefter konstaterer "Kender De ikke det, at man får noget galt i halsen? Et traktorhjul f. eks.!!" (Kim Anweilers "Havblik"). "Kølig Kaj Munk" en robotsnemand, der via de fryselegemer, mv., man kan se i cut-away-diagrammet holder sig kold i både det vådeste og varmeste sommervejr (Thierry Capezzones "Gadget"). En stokkonservativ borgmesterkandidat tilbyder en journalist en udvalgsplads efter han har foreslået, at man strangulerer børn i navlestrengen og dermed kommer ud over problematikken med at være pro-life og samtidig gå ind for dødsstraf (Henrik Rehrs "Kejserens nye kælder"). En flagermus bøvser og afslører derved, hvorfor det svinder i blodbanken på dyrehospitalet (Frank René Madsen og Trine Nørgård Madsens "Dyrehospitalet"). Jeg kunne blive ved længe endnu, men sålerne i mine sko er snart slidt op indefra…

Bevares, der er enkelte acceptable indslag. De to redaktørers talebobbelserie "Perkatürler" leverer ind i mellem ganske skægge, om end lovligt frelste pointer i sin satire over relationerne mellem en fordomsfuld etnisk dansk tegneserietegner og en ung dansker af tyrkisk afstamning, om end den er alt for teksttung til at fastholde læserens opmærksomhed. Christen Bachs "Skæbnesymfonien" er en filosofisk anlagt serie, der ind i mellem får en til at rykke vagt på smilebåndene og i det mindste rummer visse muligheder i sin præmis. Den eneste decideret gode serie i Free Comics hidtil er imidlertid, ikke overraskende, genoptrykkene af et udvalg af en af Rune T. Kiddes absolut mere forglemmelige, men stadig morsomme strips, "Frygtelige Frø", i tredje nummer (som, i modsætning til Modtryks skandaløst ringe tilrettelagte optryk af klassiske Kidde-albums, bibeholder mandens egen håndtekstning).

Ikke meget at prale af, og bladets sjoveste indslag er da også at finde andetsteds, nemlig i de ofte helt absurde annoncer, der pynter op på siderne mellem serierne: "Sis kebab" skrevet med fede, kødfyldte bogstaver; en afbleget landgangsandwich, der mest af alt ligner en sexattrap; en CD med en sangerinde, der promoveres med teksten "Køb den her CD - Hun er sød" (!)… det er simpelthen ubetaleligt! Men også ærgerligt, for det skæmmer et blad, der rent faktisk grafisk ser indbydende og ganske lækkert ud (på forsiderne… well, på forsiden af #3). Hvis man ønsker større udbredelse og flere annoncekroner, må man sørge for at bladet tager sig flot ud, hvilket betyder at den slags annoncer, hvis ikke de kan undgås helt, absolut skal fastholdes på et minimum.

Indtrykket man efterlades med er, at bladets værste svøbe er en enestående ukritisk redaktion, der medtager selv det værste bras. Det er klart, at det er svært at indsamle godt materiale, når man ikke har penge til at betale for det, men det er usandsynligt at man nogensinde vil opnå muligheden for netop dette, hvis det man rent faktisk trykker er af så ringe og i øvrigt utidssvarende karakter - det er fx ikke specielt befordrende at trykke Rune Fleischers direkte pinlige Füchsel/Qvist/Cosper-plankede filler-gags, hvis man gerne vil have et ungt publikum i tale. Hvis Free Comics nogensinde skal leve op til det potentiale, den rigtig gode idé der ligger til grund for det rummer, skal det redaktionelle grundlag altså tænkes grundigt igennem.

Dernæst mangler der en gennemtænkt strategi for at nå det brede publikum, man gerne vil have i tale, og derved tiltrække større annoncører. Det ganske gennemførte grafiske design og den interaktive webside er en god begyndelse, men der skal gøres langt mere før disse ting kan opnås. Der skal tænkes distribution, mere ambitiøst og opsøgende salg af annoncer, muligt in-house design af grafisk skæmmende annoncer, osv., osv., alt imens det helt afgørende grundlag - høj indholdskvalitet - fastholdes.

JEG ER sådan set ked af på den måde at sønderkritisere to idealistiske indsatser for at tilføre den danske tegneserie nyt liv, men ser det som en nødvendighed, hvis alle de skønne kræfter der er blevet lagt i hhv. Kaliber og Free Comics i fremtiden skal bære den frugt, jeg inderligt håber de vil. Vang, såvel som Hansen og Pala, har om nogle bevist, at de besidder motivationen og ambitionen om at gøre en forskel for den danske tegneserie, og lægger endvidere handling bag deres ord. Det er derfor smerteligt at se, at det de producerer i dén grad fejler i forhold til hensigten.

Det er enormt svært at få den slags udgivelser til at lykkes - man har fx alle odds i mod sig når det kommer til distribution (Kaliber er efter sigende trykt i astronomiske 15.000 eksemplarer, der aldrig er kommet i ordentlig distribution - den slags gør ondt at se på!). Jeg er imidlertid overbevist om at det kan lade sig gøre, især vis man besidder det gå på-mod og den villighed til at arbejde for sagen, som folkene bag disse publikationer lægger for dagen. Men det kræver altså en langt mere fokuseret indsats, der starter med det redaktionelle.

Potentialet er der, så luk og lås skrivebordsskufferne, smid nøglerne væk, og læg hovederne i blød!

Vang, Hans Christian (red.) (2003). Kaliber #1. S/H, København: Cool Comics. Kr. 39,50.

Hansen Torben & Pala, Cüneyt, m. fl. (red.) (2003-2004). Free Comics #1-3. S/H, København: Forlaget Forlæns. Gratis.