|
Det starter med en misforstået
bebudelse og ender med en rejse gennem i Helvede i Dantes fodspor.
På toppen af Skærsildsbjerget ligger skatten, og Thorfinn,
der hakker sig vej op til den, sender den prompte derhen, hvor
penge egentlig hører til: ned i røven på Stodderkongen.
Men det er Mikkeline, ikke Thorfinn, det handler om her, og hun
kommer også vidt omkring. Bl.a. besøger hun Sao Paulos
havneby Santos,
hvorfra 50% af al verdens kaffe udskibes, hvorfor indbyggerne
lider af kronisk hyperaktivitet. Hun ender også i en kannibalstammes
sorte gryde, men reddes i sidste øjeblik af sin rejsefælle
Sonjas lille Buller, der i al hast skifter kluns og bliver til
SUPERSPÆDBARNET. Hun spiser søslangebøffer
tilberedt af sin anden rejsefælle, den praktisk anlagte
Fru Larsen. Hun møder Neptun og hans nymfer, lille sorte
Sambo og hans familie, en venlig søelefant der tilbyder
hende at blive en del af sin mage, den prægtige søelefant-hans
harem, og - selvfølgelig - en helvedes masse sørøvere,
der er ude efter den føromtalte skat, hvis præcise
lokalisering hun af en gammel søulk har modtaget kortet
over.
Klassisk, klassisk Deleuran-ramasjang, med andre ord. Mikkeline
markerer på mange måder det tegne- og fortællemæssige
højdepunkt blandt Deleurans fiktionsserier og er som sådan
en sand nydelse. Det er det mest lydefrit strukturerede og flydende
af hans albums og præges af en kærlig finish og detaljerigdom
i tegningerne, der peger fremad mod Illustreret danmarkshistorie
for folket uden at have dennes til tider lidt træge
udtryk. På den anden side, og af samme årsager, når
Mikkeline heller ikke helt samme veloplagte og fantasifulde
højder som Deleurans bedste fiktionsalbums, Rejsen til
Saturn og første bind af Pirelli
og Firestone - til det er det lidt for fuldendt.
Men man skal altså være en skidt karl, hvis ikke
man kan forbavses varmt af Deleurans opfindsomhed, da han lader
Bebudelsesenglen forære Mikkeline et Tryllebuskort, en Tryllebon
og en Tryllekuglepen som undskyldning for at have taget fejl af
hendes adresse og den, han var udsendt til. Eller hvis ikke man
kan få en gedigen griner over den frygtede Sjokoman,
der med vanvid i blikket læner sig ind over disken i den
chokoladeforretning hvor Mikkeline arbejder og rager alle godterne
til sig. Hvis ikke man kan sætte pris på den kærlige
Gustave
Doré-pastiche i skildringen af Virgil og Thorfinns
nedstigen i underverdenen. Eller hvis ikke man i sit stille sind
ville ønske man havde en skytshelgen som Mikkelines Skt.
Kalorius, der altid i en klemt situation kan fremtrylle en kasse
bajere. Mikkeline er en berusende cocktail af vittigt orkestrerede
eventyrklicheer, filologisk nysgerrighed og vid og fabulerende
legesyge - liflig læsning!
Politisk revys genudgivelse af Mikkeline er, ligesom de
forgående, nye udgaver af Rejsen til Saturn og Pirelli
og Firestone, flot tilrettelagt (med lidt for tyndt og gennemsigtigt
papir og et uldent gengivet, affotograferet omslag som ærgerlige
mangler) og afrundes af Deleurans håndskrevne skildring
af albummets idéfase, samt en række skitser. Man
kan håbe at forlaget ikke hermed sætter punktum for
deres eksemplariske genudgivelse af en af den danske tegneseries
fineste skatte og giver Deleurans første skrøne,
Thorfinn, samme treatment næste år,
da den relativt ny udgave, der findes mildest talt ikke lever
op til den standard, disse genudgivelser har sat.
Deleuran, Claus (2003). Mikkeline på skattejagt,
anden udgave. 48 s., S/H. København: Politisk revy. (Oprindeligt
udgivet 1984). Kr. 148,00.
| |
[februar 2004]
|
|
|
| |
|
Den
brasilianske havneby Santos, hvorfora 50% af al verdens kaffe
udskibes...
Den
frygtede Sjokoman slår til igen, men heldigvis har Mikkeline
en Tryllebon, der redder dagen da hendes chef undrer sig over
den manglende kassebeholdning.
Vor
helt Thorfinn nedstiger i Underverdenen, for at redde Mikkeline,
ledsaget af den romerske poet Virgil, der i sin tid tog Dante
samme vej. Deleuran giver os i den anledning en kærlig pastiche
over 1800-talsillustratoren / grafikeren / serieskaberen Gustave
Dorés illustrationer til Dantes episke digt Den guddommelige
komedie.
|
