|
Da Strid annoncerede,
at han ville vende tilbage til Politiken for endnu en omgang
ramasjang på anden sektions bagside vakte det såvel
begejstring som skepsis. Mere af det gode var hvad folk håbede
på, uinspireret gentagelse var frygten - ikke mindst på
grund af Strids egen erklærede, PR-smarte
bevæggrund for sin tilbagevenden: "Fordi jeg
er på røven."
Strids temperament har fra dag ét været garant for
uforudsigeligt svingende kvalitet, om end hans arbejde, godt såvel
som mindre godt, i kraft af sin friskhed og klare identitet har
ligget i toppen af de seneste års danske serieproduktion.
Hans andet år på posten var, som man kan konstatere
ved læsning af den seneste opsamling, ikke særligt
forskelligt fra det første og som sådan både
anledning til begejstring og skepsis.
For at tage det sidste først, så synes det åbenbart
at antallet af inspirerede og morsomme forløb var væsentligt
færre i anden omgang end i første. De gode forløb
var der imidlertid: historien om modellervoksklumpen
der søger tilflugt hos Brian Mikkelsen og ender med at
blive vasket væk med varmt vand og sulfo af Flemming Leth,
var, sin genbrug af det efterhånden godt slidte 'Strid-får-et-barn-tema'
til trods, ganske rammende i den kritik den, bag al galskaben,
leverede af vores opblæste Kulturminister. Men til gengæld
serverede Strid lidt for ofte svage forløb, som den klichéfyldte
transformation af Anders Fogh til storrygende rasta, den lidt
for Steen & Stoffer-afledte og i øvrigt ret forudsigelige
historie om Strids klon og den konflikt mellem "Gamle Strid"
og "Nye Strid" der fulgte og, ikke mindst, de enestående
umorsomme, for ikke at sige direkte idiotiske forløb om
hhv. Tøger som "Harry Pot" og "Marx og Engell."
Dertil kom den punktvis ganske morsomme juleserie, hvor Strid,
Ahmed Sakajev og hunden Viggo bliver taget til fange af en gruppe
EU-hadende pingviner. Et forløb, der som speciel bonus
havde en række samlebrikker, som endte med at give et billede,
der ikke hang sammen, med et hemmeligt julebudskab, der for det
første var umuligt at gætte, og for det andet ikke
gav nogen mening. Strids sløsethed nåede her et punkt,
hvor den ikke længere kunne undskyldes med at den, trods
alt, var morsom.
Imidlertid er der andre styrker ved anden årgang, først
og fremmest i den politiske satire. I modsætning til første
omgang, er denne klart styrken i anden ombæring. Hvor Strids
noget naive politiske indstilling mest af alt var en hæmsko
for hans satire dengang, vender han den her ofte til en styrke.
Dette skyldes et langt stykke ad vejen, at den regering han kritiserer
- vores nuværende - på mange måder selv er mere
firkantet og entydig i sine signaler, og derfor er et bedre mål
for Strids særlige form for kritik, men den generelt højere
kvalitet vidner også om, at Strid har taget sin opgave som
satiriker mere alvorligt. Bevares, naiviteten er der stadig; man
kan fx stille spørgsmålstegn ved valget af en så
problematisk figur som Paven som stribens moralske vægter,
men det reddes et stykke ad vejen af den latterliggørelse
af ham, der ligger i at montere hans affældige hoved på
en spinkel Strid-krop og fx lade ham rime "Pøppelipøp,
pøppelipop, Paven har en nuttet krop" (og så
er han, som han påpeger det i en anden stribe, i
modsætning til Paven i Rom, "bare en lille tegneseriepave…").
En del af Strids satiriske modning skyldes selvsagt, at det var
i et begivenhedsrigt år disse striber blev til: En ny, voldsomt
fremfarende regering med forandring på programmet; Mogens
Lykketofts udnævnelse til formand for Socialdemokraterne,
krigen i Irak, Danmarks deltagelse deri og den deraf følgende
"maler-terrorisme," krav om WMD- (MØV-?) bevisførelse,
osv. Strid håndterer alt dette med stort overskud, ved på
den ene side fx at fremhæve hvor åbenlyst usammenhængende
mange af regeringens udmeldinger om bevæggrunden for krigen
var, og på den anden side lade det bære frem af en
stigende indignation over det vanvid, han oplever.
Ikke alene angriber han med stort ironisk overskud enestående
dumme udtalelser af bl. a. Søren
Pind ("pacifisme er en pest") og Mogens Rukow ("alle
modstandere af krigen er landsforrædere"), han håndterer
faktisk også ofte de mere komplicerede og i sidste ende
mere betændte problemer som Danmarks deltagelse i krigen
mod terror med stor sikkerhed. Strids satire er ikke sofistikeret,
men den er ærlig og fungerer netop fordi den, i stedet for
at gå i spidsfindig dialog med politikernes doubletalk,
angriber dem direkte fra leveren ved at udstille deres udtalelsers
absurditet og, når det ikke er nok, ved at lade Paven give
dem et katarsisfyldt gok i nøden ("De
skal tages i opløbet", som sidstnævnte
på et tidspunkt bemærker det efter endt gerning).
Især Per
Stig Møllers vævende og mildest talt usammenhængende
forsvar for sine og sin regerings dispositioner latterliggøres
("[vort samarbejde] har givet tættere bånd
til USA. F. eks. ringer Colin Powell nu til mig næsten dagligt…",
etc.), men stærkest er muligvis Strids vedholdende kritik
af Anders Foghs magtfuldkomne affejning af enhver kritik af hans
virke som irrelevant - hos Strid forholder Fogh sig så tavs
til alle de væsentlige spørgsmål gamle og nye
Strid stiller ham, at de i stedet beslutter sig for at dyrke
radiser og persille i hans minimalstatslige hovedbund, hvorefter
en stork lander der og bygger sin rede: "Det er bare pissedansk",
konkluderes der. Og det er det - på den gode måde.
Opsamlingen af striberne fra Politisk revy er, ligesom den første,
eksemplarisk designet, men har også en del af de samme problemer
- den dårlige gengivelse af en række af striberne,
der velsagtens skyldes at originalfilerne er blevet væk,
er tilgivelig, og det samme er den stribe der optræder to
gange i opsamlingen, men værre er den besynderlige udredigering
af dusinvis af striber. Hvor Strid i den første opsamling
traf det helt absurde valg at udelade den Narnia-historie, der
havde gjort ham til hele Danmarks anarkistiske poster-boy,
er redigeringen her mindre brutal, om end visse besynderlige brud
forekommer; fx nævnes det et sted, at det i en tidligere
stribe blev lovet, at vi ville blive præsenteret for en
edderkop med araknofobi, men denne tidligere stribe er ikke med
i opsamlingen. Det forekommer i det hele taget mærkeligt,
at Strid ikke bare beslutter sig for at udgive rub og stub - som
jeg før har påpeget det, har hans inkonsekvente
redaktion af sit eget materiale gjort de ellers så flotte
og kongeniale optryk af hans materiale til et uoverskueligt og
uopretteligt rod, og det er ærgerligt.
Men i sidste ende skal vi være glade for at den danske
avisstribe stadig lever, og at Strid trods en masse problemer
ikke blot fastholdte sit særlige temperament i anden ombæring,
men viste at han tilmed havde udviklet sig. Jeg er ikke nødvendigvis
skeptisk for det År 3, vi sandsynligvis vil blive præsenteret
for næste gang han er på røven.
Strid, Jakob Martin (2003). Den store Strid 2 - Nu med
pave!!! 304 s., farve. København: Politisk revy. Kr.
228,00.
| |
[februar 2004]
|
|
|
| |
|
"Det
er bare pissedansk." Teflon-ministeren udstilles.
Det
er Brian Mikkelsen, der er inde i den Godzilla-agtigt hærgende
modellervoksklump..
"De
skal tages i opløbet."
Den
målløse Strid driller Søren Pind.
Per
Stig på slap line.
|
