tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

ÅR 2
Jakob Martin Strids Den Store Strid 2 - Nu med pave!!!

Af Matthias Wivel

Da Strid annoncerede, at han ville vende tilbage til Politiken for endnu en omgang ramasjang på anden sektions bagside vakte det såvel begejstring som skepsis. Mere af det gode var hvad folk håbede på, uinspireret gentagelse var frygten - ikke mindst på grund af Strids egen erklærede, PR-smarte bevæggrund for sin tilbagevenden: "Fordi jeg er på røven."

Strids temperament har fra dag ét været garant for uforudsigeligt svingende kvalitet, om end hans arbejde, godt såvel som mindre godt, i kraft af sin friskhed og klare identitet har ligget i toppen af de seneste års danske serieproduktion. Hans andet år på posten var, som man kan konstatere ved læsning af den seneste opsamling, ikke særligt forskelligt fra det første og som sådan både anledning til begejstring og skepsis.

For at tage det sidste først, så synes det åbenbart at antallet af inspirerede og morsomme forløb var væsentligt færre i anden omgang end i første. De gode forløb var der imidlertid: historien om modellervoksklumpen der søger tilflugt hos Brian Mikkelsen og ender med at blive vasket væk med varmt vand og sulfo af Flemming Leth, var, sin genbrug af det efterhånden godt slidte 'Strid-får-et-barn-tema' til trods, ganske rammende i den kritik den, bag al galskaben, leverede af vores opblæste Kulturminister. Men til gengæld serverede Strid lidt for ofte svage forløb, som den klichéfyldte transformation af Anders Fogh til storrygende rasta, den lidt for Steen & Stoffer-afledte og i øvrigt ret forudsigelige historie om Strids klon og den konflikt mellem "Gamle Strid" og "Nye Strid" der fulgte og, ikke mindst, de enestående umorsomme, for ikke at sige direkte idiotiske forløb om hhv. Tøger som "Harry Pot" og "Marx og Engell." Dertil kom den punktvis ganske morsomme juleserie, hvor Strid, Ahmed Sakajev og hunden Viggo bliver taget til fange af en gruppe EU-hadende pingviner. Et forløb, der som speciel bonus havde en række samlebrikker, som endte med at give et billede, der ikke hang sammen, med et hemmeligt julebudskab, der for det første var umuligt at gætte, og for det andet ikke gav nogen mening. Strids sløsethed nåede her et punkt, hvor den ikke længere kunne undskyldes med at den, trods alt, var morsom.

Imidlertid er der andre styrker ved anden årgang, først og fremmest i den politiske satire. I modsætning til første omgang, er denne klart styrken i anden ombæring. Hvor Strids noget naive politiske indstilling mest af alt var en hæmsko for hans satire dengang, vender han den her ofte til en styrke. Dette skyldes et langt stykke ad vejen, at den regering han kritiserer - vores nuværende - på mange måder selv er mere firkantet og entydig i sine signaler, og derfor er et bedre mål for Strids særlige form for kritik, men den generelt højere kvalitet vidner også om, at Strid har taget sin opgave som satiriker mere alvorligt. Bevares, naiviteten er der stadig; man kan fx stille spørgsmålstegn ved valget af en så problematisk figur som Paven som stribens moralske vægter, men det reddes et stykke ad vejen af den latterliggørelse af ham, der ligger i at montere hans affældige hoved på en spinkel Strid-krop og fx lade ham rime "Pøppelipøp, pøppelipop, Paven har en nuttet krop" (og så er han, som han påpeger det i en anden stribe, i modsætning til Paven i Rom, "bare en lille tegneseriepave…").

En del af Strids satiriske modning skyldes selvsagt, at det var i et begivenhedsrigt år disse striber blev til: En ny, voldsomt fremfarende regering med forandring på programmet; Mogens Lykketofts udnævnelse til formand for Socialdemokraterne, krigen i Irak, Danmarks deltagelse deri og den deraf følgende "maler-terrorisme," krav om WMD- (MØV-?) bevisførelse, osv. Strid håndterer alt dette med stort overskud, ved på den ene side fx at fremhæve hvor åbenlyst usammenhængende mange af regeringens udmeldinger om bevæggrunden for krigen var, og på den anden side lade det bære frem af en stigende indignation over det vanvid, han oplever.

Ikke alene angriber han med stort ironisk overskud enestående dumme udtalelser af bl. a. Søren Pind ("pacifisme er en pest") og Mogens Rukow ("alle modstandere af krigen er landsforrædere"), han håndterer faktisk også ofte de mere komplicerede og i sidste ende mere betændte problemer som Danmarks deltagelse i krigen mod terror med stor sikkerhed. Strids satire er ikke sofistikeret, men den er ærlig og fungerer netop fordi den, i stedet for at gå i spidsfindig dialog med politikernes doubletalk, angriber dem direkte fra leveren ved at udstille deres udtalelsers absurditet og, når det ikke er nok, ved at lade Paven give dem et katarsisfyldt gok i nøden ("De skal tages i opløbet", som sidstnævnte på et tidspunkt bemærker det efter endt gerning). Især Per Stig Møllers vævende og mildest talt usammenhængende forsvar for sine og sin regerings dispositioner latterliggøres ("[vort samarbejde] har givet tættere bånd til USA. F. eks. ringer Colin Powell nu til mig næsten dagligt…", etc.), men stærkest er muligvis Strids vedholdende kritik af Anders Foghs magtfuldkomne affejning af enhver kritik af hans virke som irrelevant - hos Strid forholder Fogh sig så tavs til alle de væsentlige spørgsmål gamle og nye Strid stiller ham, at de i stedet beslutter sig for at dyrke radiser og persille i hans minimalstatslige hovedbund, hvorefter en stork lander der og bygger sin rede: "Det er bare pissedansk", konkluderes der. Og det er det - på den gode måde.

Opsamlingen af striberne fra Politisk revy er, ligesom den første, eksemplarisk designet, men har også en del af de samme problemer - den dårlige gengivelse af en række af striberne, der velsagtens skyldes at originalfilerne er blevet væk, er tilgivelig, og det samme er den stribe der optræder to gange i opsamlingen, men værre er den besynderlige udredigering af dusinvis af striber. Hvor Strid i den første opsamling traf det helt absurde valg at udelade den Narnia-historie, der havde gjort ham til hele Danmarks anarkistiske poster-boy, er redigeringen her mindre brutal, om end visse besynderlige brud forekommer; fx nævnes det et sted, at det i en tidligere stribe blev lovet, at vi ville blive præsenteret for en edderkop med araknofobi, men denne tidligere stribe er ikke med i opsamlingen. Det forekommer i det hele taget mærkeligt, at Strid ikke bare beslutter sig for at udgive rub og stub - som jeg før har påpeget det, har hans inkonsekvente redaktion af sit eget materiale gjort de ellers så flotte og kongeniale optryk af hans materiale til et uoverskueligt og uopretteligt rod, og det er ærgerligt.

Men i sidste ende skal vi være glade for at den danske avisstribe stadig lever, og at Strid trods en masse problemer ikke blot fastholdte sit særlige temperament i anden ombæring, men viste at han tilmed havde udviklet sig. Jeg er ikke nødvendigvis skeptisk for det År 3, vi sandsynligvis vil blive præsenteret for næste gang han er på røven.

 

Strid, Jakob Martin (2003). Den store Strid 2 - Nu med pave!!! 304 s., farve. København: Politisk revy. Kr. 228,00.

[februar 2004]



 

klik på billedet for at se det i en større version

"Det er bare pissedansk." Teflon-ministeren udstilles.

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Det er Brian Mikkelsen, der er inde i den Godzilla-agtigt hærgende modellervoksklump..

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

"De skal tages i opløbet."

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Den målløse Strid driller Søren Pind.

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Per Stig på slap line.


Læs også
:

Anmeldelse: Strids værste & Den skaldede mand

Tema: Danske serier

 

Links:

Politisk revy

 


tilbage til Anmeldelser


© 2005 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2005 the respective artists and authors. All rights reserved.