RACKHAM - Artikelbase

EUROPA FRA VUGGE TIL GRAV
Jacques Tardis Soldat Varlot og Folkets røst 1: Kanonerne den 18. marts

Af Henry Sørensen

Den franske tegneserieskaber Jacques Tardi var én af bidragyderne, da begrebet ”Tegneserier for voksne” blev introduceret for danskerne i slutningen af halvfjerdserne. Siden har vi set en lang række af hans værker i dansk oversættelse, omend et par titler på det skammeligste er blevet forbigået. For Tardi er en væsentlig tegneserieskaber. En vaskeægte auteur indenfor mediet, med mands mod og meninger om emner, som mange ville vælge at vige uden om. Senest er vi på dansk blevet begavet med to værker, der hver især tager udgangspunkt i helt centrale momenter i den moderne europæiske historie: fra Forlaget Fahrenheit får vi Soldat Varlot, der udspiller sig under første verdenskrig, og fra Carlsen Folkets røst 1: Kanonerne den 18. marts, der er hensat til Pariserkommunen 1871.

Tardis fascination af tiden omkring første verdenskrig løber som en rød tråd gennem store dele af forfatterskabet. Perioden fungerede som bagtæppe i hans claim to fame, den originale kvartet om Adèle Blanc-Secs ekstraordinære oplevelser (1976-1978), og trådte i forgrunden i den nogenledes regelrette krigsskildring Farvel, Brindavoine fra 1979. Den nåede det surrealistiske overdrev i Historien om den ukendte soldat (1974) og fandt sin foreløbige udløsning i hovedværket Skyttegravskrigen fra 1993. Fortællingen om Soldat Varlot, der er skabt i samarbejde med romanforfatteren Didier Daeninckx, lægger sig udtryksmæssigt et sted mellem de to sidstnævnte.

Den kun 20-årige Varlot må fejre sin runde fødselsdag i en skyttegrav, og bliver her vidne til sin soldaterkammerat Griffons selvmord. Forinden har vennen skrevet et afskedsbrev til sin kone, og det sætter den unge Varlot nu liv og lemmer på spil for at få overbragt. Det er det enkle, men prægnante set up i en historie, der former sig som en mareridtsagtig odyssé gennem en tid og et rum, hvor alt synes at være vendt på vrangen, og hvor intet synes virkeligt. Ikke engang plotfremdriften får lov at stå uimodsagt – fortællingens sidste billede spejler det første, og således negerer hele miseren muligvis sig selv.

Tegningerne ser for en gangs skyld ud til at være gengivet i 1:1, og det gør naturligt nok stregerne grovere og udtrykket mere skitseagtigt. Det passer som fod i hose til fortællingen. Der er ingen elegant måde at skildre granatchok og virkelighedstab på. Og der bliver da – som altid hos Tardi – heller ikke lagt fingre imellem, når bomber detonerer og lemmer skilles fra kroppen. Særligt skyttegravssekvenserne er rasende godt effektueret; man er – lige som tilfældet var i Stanley Kubricks Paths of Glory – med hvor det sker, man er i øjenhøjde og med helt nede at rulle i pløret.

Den danske udgave af Soldat Varlot er udstyret med et fint lille efterskrift om Første verdenskrig, begået af udgiver Paw Mathiasen. Selve tegneseriesiderne er af tegneserieskaberen T. Thorhauge på forbilledlig vis blevet udstyret med en håndtekstning, der ligger imponerende tæt på Tardis egen, hvilket er med til at sikre et både homogent og kongenialt visuelt udtryk. Med sine kun 40 sider à 2 billeder er Soldat Varlot muligvis ikke at betragte som meget mere end en vignet, i bedste fald en novelle, men den knytter ikke desto mindre an til og smyger sig smukt om resten af forfatterskabet. Soldat Varlot er et lille mesterværk fra en stor tegner.

Hvis Soldat Varlot blot er en parentes i forfatterskabet, omend en uomgængelig sådan, så tager Folkets røst 1: Kanonerne den 18. marts til gengæld tilløb til noget, der sagtens kunne komme til at stå som det definitive hovedværk i Tardis i forvejen vægtige produktion. Albummet, der er første bind i en serie på fire, er blevet til i samarbejde med forfatteren Jean Vautrin, og tager nøje afsæt i dennes roman Le cri du peuple fra 1999. Allerede værkets størrelse fortæller noget om, at ambitionsniveauet denne gang er et helt andet, og at fortællingen er væsentligt mere intrikat.

Sted og tid er henlagt til Paris i 1871, nærmere bestemt de knap tre måneder, hvor udpinte arbejdere, deserterede soldater og andre forslåede segmenter i befolkningen fik etableret et kortlivet styre under navnet Pariserkommunen. Forud herfor lå en tumultarisk tid med revolutioner og krige, et omvæltningernes århundrede, hvor gode intentioner om frihed, lighed og broderskab gang på gang var blevet kvalt i fødslen, og som efterlod befolkningen i to lejre: republikanerne og de, der stadig svor til monarkiet. Den fransk-tyske krig i 1870 satte endnu engang denne splittelse i relief: mens monarkisterne, med den provisoriske regeringsleder Adolphe Thiers i spidsen, valgte at gå ind på tyskernes betingelser for at slutte en fredsaftale, fortsatte republikanerne i den frivillige Nationalgarde modstanden. Da Thiers fra sin post i Versailles den 18. marts fik kørt kanonerne i stilling for at opløse Nationalgarden, resulterede det i en folkelig opstand og dannelsen af en modregering, Pariserkommunen.

Det er på denne baggrund vi bl.a. følger Tarpagnan, tidligere kaptajn i den franske hær, men nu republikansk folkehelt, efter at han har set sig ude af stand til at give sine soldater ordre til at skyde ind i folkemængden. Efter en ordentlig svirretur vågner den deserterede kaptajn op og har kun ét for øje: at finde den smukke Gabriella Pucci, som han har tilbragt natten med, igen. Selv bliver han imidlertid efterstræbt af den mystiske Horace Grondin, der er forvisset om, at kaptajnen står bag mordet på hans elskede plejedatter. Efterskriften lader ane begyndelsen til en overordnet problemstilling: er det moralsk forsvarligt at efterfølge egne lidenskaber på bekostning af fællesskabets sag?

Talrige livsbaner krydses på en i forvejen kaotisk baggrund, og det gør det ikke nemmere, at snart sagt alle karakterer går under op til flere navne. Det kræver en årvågen læser at finde rundt i dette mylder af mennesker og farlige forbindelser. Ind i fortællingen flettes også faktiske personer som maleren Gustave Courbet og forfatteren Théophile Gautier. En sådan sammenskrivning af fiktion og fakta kræver at man farer med lempe, og Vautrin og Tardi er da heldigvis også så tilpas udemonstrative i deres brug af historiske personer, at de kommer til at bidrage til fortællingens troværdighed, snarere end at stille sig i vejen for den.

Det sker sjældent, at en samtidig roman bliver underkastet en tegneserieadaption, og endnu sjældnere, at det foregår i samarbejde med romanens forfatter. Jean Vautrin synes dog ikke at have haft nogen skrupler over foretagendet. Ja, ud fra hans forord at dømme, har han nærmest gået og ventet på, at han kunne opløse og forløse sin historie på dén led: ”Da først bogen var skrevet, kom jeg snart til at længes efter, at romanen, som en nødvendig forlængelse af sit ønske om at folde sig helt ud, kunne komme til at gå hånd i hånd med billedet. Jeg kom til at længes efter, at historieskrivningen kunne træde i baggrunden til fordel for bekendtskabet med personerne. (...) I virkeligheden havde jeg, lige siden romanen udkom, vidst, at Tardi var som sendt fra himlen.”

Som sagt: ingen skrupler. Og det bør læseren heller ikke have. For Folkets røst 1: Kanonerne den 18. marts er en i enhver henseende voldsomt flot eksekveret tegneserie. På kryds og tværs bygges spændinger op, og fortællingen har en på én gang forjættende fremdrift og tyngde, der lover godt for resten af serien. Også tegnemæssigt brillerer albummet: har man først forliget sig med Tardis karikerede personer på en strengt realistisk baggrund, findes der faktisk ikke noget bedre. Og så er det endelig godt at se, at forlaget Carlsen har svunget sig op til nøje at følge den originale franske udgivelsespolitik: alle fire bind udkommer i tværformat, i hardcover og i kasette. Tak for det.

Tiden op til Pariserkommunens etablering og den første verdenskrig kan synes fjernt fra hinanden. Og dog er det mindre end 50 år, der skiller de to begivenheder. I løbet af det halve århundrede blev al den fremskridtstro og optimisme, som det moderne gennembrud indvarslede, skudt i sænk og trådt under fode. Det er denne udvikling, Tardi og hans medforfattere reagerer på. Soldat Varlot og Folkets røst 1: Kanonerne den 18. marts er måske nok vidt forskellige i udtryk, fortællemodus og indhold. Alligevel efterlader de den samme fornemmelse i læseren. Nemlig den, som de begge er båret oppe af: en rasende indignation. Begge albums er dybest set en begrædelse af forspildte muligheder, og en fortvivlelse over det uigenkaldelige i de beslutningsprocesser, som lå til grund for den europæiske idealismes korte skridt fra vugge til grav.

Havde vi tyet til den slags her på Rackham, var begge udgivelser blevet belønnet med fem ud af fem splittede bramsejl.

Jacques Tardi og Didier Daeninckx (2004). Soldat Varlot. 40 s., s/h, Kr. 129, 50. København: Fahrenheit. Oprindeligt udgivet 1999.

Jacques Tardi og Jean Vautrin (2004). Folkets røst 1: Kanonerne den 18. marts. 84 s., s/h, Kr. 198, 00. København: Carlsen. Oprindeligt udgivet 2001.