tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

SJÆL I FLAMMER
Olivier Bramantis og Yvan Alagbés Qui a connu le feu / Who Has Known Fire

Af Matthias Wivel

Den fransk-belgiske forlagsgruppering Éditions Frémok, eller bare Le FRMK, har nu i ti år, først hver for sig som hhv. belgiske Fréon og franske Amok og siden 2002 sammen, stået for Europas måske mest konsekvente og kvalitetsbevidste udgivelseslinie indenfor avant-gardetegneserier. Valget er konsekvent faldet på det grænsebrydende, det eksperimenterende, og ofte det billedkunsterisk anlagte, og de udgivne serieskabere tæller da også blandt kontinentets mest udfordrende: blandt andre Thierry van Hasselt, Olivier Marboeuf, Dennis & Olivier Deprez, Stefano Ricci, Silvestre, Kamel Khélif, Vincent Fortemps, Michael Matthys, Dominique Goblet, Martin tom Dieck, Nabile Farès, Aristophane og vor egen Søren Mosdal.

Udgivelserne signalerer utvetydigt og helt uden skrupler Kunst, med stort K, og åbner sig af samme grund uvægerligt for angreb fra to sider. Den ene er faren for overdreven prætention og postuleret dybde, den anden er de uvægerligt ufavorable sammenligninger med billedkunsten, der hvordan man end vender og drejer den er storebror-mediet i denne sammenhæng. FRMKs produktion vidner, ikke overraskende, om en ikke altid lige elegant balancegang mellem disse to faldgruber, men de fortsætter ufortrødent og det taler til deres ros. Det er forfriskende at se folk, der kompromisløst hævder mediets evne til at favne den brede vifte af udtryk, der traditionelt har været andre mediers eksklusive domæne, og at gøre det fuldstændig uapologetisk.

Og det er da også blevet til en række fantastiske, om end ofte uperfekte, tegneserieudgivelser. Til disse hører afgjort den stort anlagte og stærkt ambitiøse Qui a connu le feu / Who Has Known Fire (udgivelsen er sideløbende tekstet på såvel fransk som et noget mangelfuldt engelsk). Med FRMKs vanlige sans for perfektion i tilrettelæggelsen er det en indbunden 56-siders tegneserie, trykt i ikke-rastereret bikromi på tykt og svagt crèmetintet bøttepapir med indsatte tekstfelter i matguld. Ophavsmændene er forlagets franske forlægger og her tekstforfatter Yvan Alagbé, der med denne serie på mange måder kan siges at nå det foreløbige højdepunkt i den fortsatte udforskning af kolonialismens natur, han før bl.a. har behandlet i serierne Les Nègres jaunes (1994) og Dyaa (1997), og Olivier Bramanti, der med sine løst svungne og pensel- og tuschtegninger fortsætter den skildring af krigens og konfliktens natur, han allerede har taget livtag med i sine meditationer over krigene i Bosnien og Kosovo, Le Pont de l’Ange (1999) og Le Chemin des Merles (2001).

Præmissen for værket er en hypotetisk samtale mellem kolonialist og kolonialiseret, personificeret i hhv. den portugisiske Dom Sebastaio (1554-1578), der i 1578 forsvandt under et felttog i Marokko og derved blottede sin nation for annektering af Spanien og siden hen blev betragtet som en redningsmand, der når tiden var inde ville vende tilbage og genoprette sit tabte rige, og Kongen af Dahomey – det nuværende Benin – Béhanzin (1844-1906), som i 1890erne kæmpede en indædt men forgæves kamp mod de franske kolonisatorer, og endte sine dage i eksil i Algeriet. Alagbé har samplet en række historiske og litterære kilder, der bl.a. tæller Béhanzins egne, dokumenterede ord til sit folk og et par af Portugals store digtere, Luis vaz de Camoes og Fernando Pessoa, men også en længere passage fra en klassisk analyse af det koloniserede Indien, til en helhed, der ender med at blive en udforskning af mødet med selvet i den Anden.

Dom Sebastaio og Béhanzin er på én og samme tid skæbnefæller og modsætninger. De har begge været betragtet som Messias-lignende skikkelser af deres folk og har begge påkaldt sig den samme, kristne gud i deres forehavende. Men de står samtidig på hver sin side af skellet mellem udbytter og udbyttet, kolonisator og kolonialiseret. Béhanzins monolog bliver således en stadig double entendre, hvor Sebastaio tiltales ”petit Blanc” – ”lille Hvide Mand” – og samtidig er den Hvide Gud, han tilbeder og udenfor hvilken kun djævlen, den Sorte, findes. Djævlen beskrives som et instrument i den Hvides hænder, fra hvilken den Sortes Passion er den eneste frelse og det endelige mål er naturligt nok den sammensmeltning, man aner og frygter er umulig.

Bramantis billeder forankrer den lyriske tekst i en række ekspressive enkeltbilleder, der indgår i dialog med ordene og lidt efter lidt fremstår som et forløb kædet sammen af kulturelle, religiøse og kolonialistiske symboler, og fremstillinger af den menneskelige krop og særligt det menneskelige ansigt. Sidstnævnte fastlægges hurtigt som hovedmotivet og vi præsenteres således for et katalog af fortrinsvis sorte ansigter i forskellige stadier af klarhed – fra det løst definerede over det detaljerede og personspecifikke til det udviskede. I al sin enkelhed suggererer særligt udviskningen det ukendte, den Anden, for læseren. Der er igen tale om en stadig ambivalens; på den ene side objektiviseres det sorte menneske og den sorte krop, på den anden side hævder billederne en afrikansk oprindelighed, til hvilken det kolonialistiske blik er forment adgang. Helheden bliver således et symbolsk dobbeltspil, der tjener det ambitiøse og grænsende til det højspændte værks i sidste ende stærkt anfægtende enhedsutopi.


Bramanti, Olivier & Alagbé, Yvan (2004). Qui a connu le feu / Who Has Known Fire. 56 s., bikromatisk. Paris/Bruxelles: Le Éditions Frémok.

[november 2004]



 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

Links:
Éditions Frémok

 

Læs også:
Tema: Tidens serier



tilbage til Anmeldelser


© 2004 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2004 the respective artists and authors. All rights reserved.