Den
danske tegner Peter Snejbjerg har i løbet af de sidste
ti år formået at markere sig internationalt som en
endog meget effen formidler af fortællinger, der lægger
sig i grænselandet mellem horror, fantasy og science fiction.
Det være sig alene, som i den stort anlagte debut Hypernauten
fra 1990, eller i samarbejde med helt store navne som Neil Gaiman
og Grant Morrison. Herhjemme har det indtil nu været småt
med oversættelser af Snejbjergs arbejder, men det rådes
der i disse år bod på. Senest har Forlaget Fahrenheit
udsendt serien The Lords of Misrule, der oprindeligt
udkom i 1997 på forlaget Dark Horse.
De Underjordiske, som serien er kommet til at hedde
på dansk, er en intrikat fortælling med mange lag,
men først og fremmest er det en gyser. Der er lidt Lovecraft
og lidt Alien, lidt Lynch og lidt King at spore i fortællingen,
der udmærket kunne have passet ind i forlaget Vertigos linje
af moderne skræktegneserier. Uhyggen i De underjordiske
henter langt hen ad vejen sit stof i det umiddelbart genkendelige;
i barndommens irrationelle frygt for, hvad der måtte gemme
sig i mørket under sengen eller i klædeskabet. Men
der dykkes også endnu længere ned i de kollektivt
ubevidste lag, hvor transkulturelle motiver som broder- og fadermord
huserer.
Vi følger Jack Goodfellow, der arbejder som rådgiver
på en telefonisk hjælpelinje for nødstedte
sjæle. Selv har han referencerne i orden; hans storebror
Vincent har været spærret inde på den lukkede,
siden han dræbte deres mor, og faderen har ingen set i umindelige
tider. Allerede i fortællingens prolog myrdes Jacks arbejdskollega,
og da hans kæreste kort efter lider samme skæbne,
føler han, at det er på tide at tage sagen i egen
hånd. Sporene i sagen er ligeså mangfoldige som de
er mystiske, men flere af dem peger tilbage mod Jacks hjemstavn,
Callow. Det bliver snart åbenlyst, at kimen til ondskaben
skal findes i Jacks fortid.
De Underjordiske er først og fremmest en god
tegneserie, fordi den kan og gør nogle ting, som man normalt
skal lede længe efter i amerikanske mainstream-serier:
først og fremmest virker dialogen uhyre realistisk, og
så er den tilmed genuint morsom meget af tiden. Karaktererne
i serien taler og agerer som rigtige mennesker, og så reagerer
de – må man formode – ganske troværdigt
på de uhyrligheder, de bliver vidner til. De er oven i købet
i stand til at kommentere ironisk på de mere åbenlyse
kunstgreb fra forfatternes side: da hjælpelinjen overvejer
at skifte navn fra ”Livlinen” til ”Et lys i
mørket”, bliver det for meget for Jack; det må
være nok, ræsonnerer han, at han hedder Goodfellow
til efternavn.
Fortællingen tager imidlertid en uheldig drejning hen imod
slutningen. Det er som om, der går noget tabt i det øjeblik,
den megen mystik og rædsel vi er blevet udsat for, bliver
forklaret og sat på formel. Effektive gys afløses
af effektjageri, og afslutningsvis bliver der summarisk lommepskykologiseret
mere end godt er. Det formår dog ikke at rokke ved det overordnede
indtryk, at De underjordiske er en rasende godt forvaltet
tegneserie; en page turner, der også tager sig
tid til at fortælle noget mellem linjerne.
Abnett, Dan , Tomlinson, John, White,
Steve og Snejbjerg,
Peter (2004). De Underjordiske. 180 s., S/H, København:
Fahrenheit, kr. 149, 50.
På originalsproget:
Abnett, Dan , Tomlinson, John, White,
Steve og Snejbjerg,
Peter (1999). Lords of Misrule. 200 s., S/H, Milwaukee,
OR: Dark Horse Comics, $ 17.95. Oprindeligt udgivet 1997.
|
[Tidligere bragt
i tegneserietidsskriftet Strip! nr. 28, december
2004]
|

|
 | |
|


De underjordiske
henter sin uhygge i såvel urmytologier som urban legends,
men også i det umiddelbart genkendelige: i barndommens frygt
for hvad der måtte gemme sig under sengen eller inde i klædeskabet.

Snejbjerg og hans medforfattere
dvæler gerne ved de på overfladen rolige og øjensynligt
begivenhedsløse øjeblikke, der dog alle som én
ulmer af uheldssvangre undertoner. Som her, hvor hovedpersonen
genser sin hjemstavn og må fortvivle over de lidelser, den
har påført ham.

Lidt Lovecraft og lidt
Alien, lidt Lynch og lidt King.
|