| Skotske
Grant Morrison har efterhånden opnået status af den
amerikanske tegneseriemainstreams bedste undskyldning for sin
generelle mangel på genuin kunstnerisk vision. Efter sin
på mange måder mere kreativt stabile og tilsyneladende
veltilpasse rival Alan Moores relativt nyligt proklamerede exit
fra de kulørte hæfter, der udgør denne hastigt
svindende hovedåre i det amerikanske tegneseriemarked, er
Morrison ligesom blevet undtagelsen, der bekræfter reglen.
Hans serier har fra starten været ujævne, svært
overskuelige sammenrend af mere eller mindre syrede ideer, der
til tider har syntes forcerede og uvægerligt har været
omgivet af en syntetisk dunst af prætention – noget
der ikke ligefrem svækkes af hans selvbevidste markedsføring
af sin pop-magikerpersona, hvis møde med den gnostiske
Kristus i en livstruende febervildelse bekræftede ham i
den kosmiske bestemmelse med hans gerning.
Men Morrison er samtidig et åbenlyst cut above the
rest. Bullshit eller ej, så er hans serier så
fulde af fantasifulde ideer, koncepter og indfald, at man ikke
kan andet end imponeres. Og på trods af den ofte stakåndet
kaotiske plotstruktur, der bag røgsløret af forfatterintention
afslører grundlæggende mangler som historiefortæller,
forankres ideerne uvægerligt i en grundlæggende og
original refleksion over tilværelsen og, i hans bedste arbejder,
i korte øjeblikke af rørende menneskelig varme.
Han er, med andre ord, på godt og ondt en vaskeægte
auteur – en forfatter med en klart genkendelig personlig
sensibilitet og vision, der præger alle hans værker,
fra de glatteste af hans bestillingsarbejder for de store forlag
– fx JLA og New
X-Men (2001-2004) – til de mest personlige af hans
serier – først og fremmest hovedværkerne Flex
Mentallo (1996) og The Invisibles (1994-2000).
Enter The Filth (2002-2004) – Morrisons hidtil
mest formfuldendte og på mange måder mest grænseoverskridende
værk. Centralt for hele hans kunst har været udforskningen
af kreativiteten som konstituerende for tilværelsen og –
i forlængelse af det – selve virkeligheden. Eller
rettere kreativitet og destruktivitet, som i Morrisons verden
er nærmest synonyme. I tråd med den i Vesten gryende
praksis om at vaccinere børn med afmålte doser giftstoffer
for at revitalisere det immunsystem, et for klinisk renset miljø
har svækket, beskriver Morrison med karakteristisk sans
for smart kondenseret varedeklaration The Filth som en
helbredende indsprøjtning af snavs. En kontrolleret, humoristisk,
metaforisk-symbolsk udsætten læseren for livets værste
sider, der styrker dennes forsvar mod det overvældende opbud
af skidt og råddenskab, det moderne liv særligt i
Vesten er i fare for at drukne i. The Filth er således
på ét niveau en civilisationskritik i stil med den
anarkistisk-romantiske The Invisibles, men med omvendt
fortegn. Mens dén serie i lange passager var ét
stort ”fuck you!” til Systemet, giver The Filth
udtryk for det sunde i en afbalanceret status quo. I sidste
ende udtrykker de to serier på dette plan det samme; at
Systemet rummer både det konservative og det revolutionære,
det beskidte og det skønne, og at den transcendens, Morrison
i sine værker i hvert fald siden de noget håndfaste
livtag med metafiktion i Animal Man (1988-1990) og Doom
Patrol (1989-1992) vedholdende har bagt os et løfte
om, ligger i erkendelsen af dette.
Konkret iscenesættes denne problematik i konflikten mellem
en trist, regnfuld, britisk rækkehusvirkelighed og et dekadent,
farveskrig af en fantasi, hvor low budget 70er-SF gear
à la Doctor Who er den gængse dresscode
og kampen mod forstyrrelser af den ontologiske balance hører
til dagens orden. Til lejligheden splittet mellem disse virkelighedstilbud
er vor hovedperson, den usoignerede midtvejskrise Greg
Feely,
der med et grænseoverskridende knald hives ud af sin snuskede,
pornoafhængige eneboertilværelse med en syg kat som
sit eneste selskab af en dame med en krop, der er en Cleopatra
Jones værdig og en comb-over
to die for, ledsaget af en kolerisk og stalinistisk, hashrygende
kosmonaut-chimpanse.
Feely er blot en ’parapersonlighed’, fortæller
de ham – en tilværelse han, Ned Slade, superagent
for den hemmelige tjeneste The Hand, nogen tid har været
deponeret i for at komme sig over en særligt traumatisk
opgave. Nu er det på tide at træde i aktion igen som
ontologisk skraldemand. The Hand, eller ’The Filth’
som de – med den udbredte britiske slangbetegnelse for politiet
– betegner sig selv, er en slags virkelighedens immunsystem.
De rykker ud mod ethvert fremmedlegeme, der truer med at slå
tingenes tilstand ud af balance, fx den ti-tommers bemidlede sexmutant
Anders Klimaxx,
der ved den nihilistiske pornoproducent Tex
Porneaus mellemkomst truer med uomstødeligt at forulempe
Beverly Hills med sin monstrøst forstørrede, sorte
anti-sperm.
Der er altså tale om endnu en gnostisk informeret Morrison-skildring
af gennembruddet til den anden side, men denne gang er vandene
mere mudrede end de før har været. Clouet i fortællingen
er Slades uvilje til at slippe sin tabertilværelse i det
grå rækkehus og især den kat, Tony, han elsker
over alt på jorden. Han lader sig ikke forføre af
den glamourøse om end ret skræmmende, forskudte virkelighed
The Hand tilbyder og insisterer fortsat på sin normalitet
som den ensomme, pædofili-mistænkte særling
Feely. For The Hands agenter er dette kilde til dyb frustration,
fordi den amokløbende, cancer-agtige parapersonlighed Spartacus
Hughes, som kun Slade kan stoppe, ikke bare truer organisationen,
men hele det ’Status: Q’, de forsøger at opretholde,
på sin eksistens. I forhold til The Invisibles’
nøglefigur Dane McGowan, der hentes ud af sin dead
end-tilværelse i Liverpool for at kæmpe i den
usynlige krig mod den umiddelbare virkeligheds blændværk
og trods skepticisme efterhånden accepterer denne opgave,
er Feely en mere splittet og i sidste ende mere menneskelig figur.
Umiddelbart forledes man til at tro, at hans modstand er endnu
en manifestation af Morrisons antiautoritære grundholdning,
men som historien skrider frem viser det sig, at forholdet mellem
de to handlingsplaner er mere kompliceret end som så; at
de i sidste ende er forskelligt skalerede udmålinger af
den samme virkelighed og at hans vægelsind derfor er destruktivt.
Skildringen af Feelys tilværelse trækker ifølge
Morrison selv på hans egne oplevelser i løbet af,
hvad han beskriver som et ensomt lavpunkt i sit liv. Det bliver
i sidste ende til en fortælling om at give slip og favne
sin kreativitet, som Morrison med karakteristisk sans for det
overkomplicerede spejler i en række meta-sekvenser,
hvor et edderkoppeformet fartøj styret af netstrømpeiførte
skøger frembringer og manipulerer to-dimensionalt, forsimplet
tegneserieunivers, hvis figurer til tider spilder over i seriens
hovedspor, hvor deres spinkle karakteristika selvsagt ikke kan
bære. Seriens i grundpræmissen fæstnede overbud
af slibrig sex, ekskrementer, splattervold, generel misantropi
og andet snavs modsvares af beskrivelsen af Feelys kærlighed
til sin døende kat. I lige linie fra det noget grovkornede,
men alligevel virkningsfulde katarsisøjeblik i Animal
Man, hvor hovedpersonen Buddy Bakers brutale tab af sin familie
ækvivaleres med tabet af hans kat, og i præfiguration
af den anderledes toneklare mesterstreg om de tre cyborgdyr på
flugt i We3 (2004-2005), er det Morrisons evne til at
forlene sin ofte svulstigt demonstrative ’galskab’
med genuint rørende skildringer af basale menneskelige
følelser og dilemmaer, der sikrer hans kunstneriske gyldighed.
Det er med andre ord den lille rødbrune kat Tony, der gør
at vi accepterer et kobbel gasmaskeiførte delfiner, der
i sprækkerne mellem den oplevede virkelighed høster
skabelsens blæk fra de dér ophobede bjerge af skidt.
Morrisons måske værste hindring for opnåelsen
af det lydefri tegneserieværk har gennem hele hans karriere
været hans samarbejdspartnere, der kun sjældent har
hævet sig over det middelmådige og i mange tilfælde
i deres uformåenhed har bidraget decideret negativt til
helheden i deres formgivning af hans manuskripter. Mens dette
var tolerabelt i de også på manus-planet noget famlende
tidlige værker Animal Man og Doom Patrol,
samt i hans noget frigearsagtige, men punktvis inspirerede run
på JLA, var det i perioder decideret ødelæggende
for den fantasifulde og prægtige, om end noget ujævne
kraftpræstation The Invisibles, og det gjorde også
til tider læsningen af hans intelligente og medrivende New
X-Men unødigt smertefuld.
Chris Weston er langt fra den værste tegner, der har sat
Morrisons ord i streg (konkurrencen er hård!), og han har
et godt greb om håndværket, men han mangler ganske
enkelt det naturtalent, der skal til for at forløse den
realistiske og detaljerige modus, han arbejder i. Selvom de tydeligvis
ikke er direkte kalkerede fra fotos, præges hans figurer
af den stivhed, denne teknik ofte medfører, og hans greb
om ansigtsudtryk synes uvægerligt forceret – han forsøger
heroisk at give sine figurer en grimasse, der kan passe manuskriptet,
men det ender hver gang med at forblive netop dét –
en fastfrossen grimasse, der ofte giver et ufrivilligt komisk
resultat. Derudover kan han være decideret sjusket i sin
billedresearch, hvilket selvsagt er et problem når man tilstræber
realistiske virkelighedsgengivelser. Et grelt eksempel er hvorledes
han i et to-siders panoramabillede
af et Venedig invaderet af en yacht i storbystørrelse helt
undlader eller glemmer at tegne byens tredjestørste ø,
Giudeccaen, der skulle ligge nogenlunde der, hvor yacthen ligger.
Til gengæld er han forfriskende fantasifuld i sine fortolkninger
af Morrisons mere syret-symbolske påfund, såsom Hand-agenternes
kitschet anakronistiske rumdragter og delvist organiske fartøjer,
eller det delfinbefolkede slaggehav, fra hvilket deres paddehat-formede
hovedkvarter tårner sig op.
The Filth står qua sin forening af tematisk kompleksitet,
relativt veludført grafisk symbolisme og grundlæggende
menneskelighed som et hovedværk i Morrisons produktion,
og det værk, hvor hans kreative temperament og forskellige
kunstneriske dagsordener når sit stærkeste og mest
nuancerede udtryk. En unik besyngelse af den menneskelige kreativitet.
Morrison, Grant, Weston, Chris & Erskine, David (2002-2004).
The Filth #1-13. New York: DC Comics/Vertigo. Opsamlet
i The Filth TPB, New York: DC Comics/Vertigo,
2004, 320 s., farve $19.95.
|
|
[februar-marts 2005]
|
|
|
| |
|
Forsiden
til The Filth-opsamlingen.
Greg Feely, mine damer og herrer... og katten Tony!
Så er der comb-over!
I The Hands kommandocentral sidder Mother Dirt og holder
øje med verdens ontologiske sikkerhed.
Meta-leg i bedste Morrisonstil. Ærkehelten Secret Original
har transcenderet tegneseriesidens 2D og sidder radbrækket
og længes tilbage.
Morrison leger med klicheerne. En Hand-agents forhør
af pornostjerne Anders Klimaxx iscenesættes som en scene
i en slasker.
Tex Porneau, direkte inspireret af pornoproducenten Max Hardcore,
er med sine fascistiske sexscenarier og mutantsperm en af de trusler,
The Hand bekæmper.
Hey! Hvor er Giudeccaen?
|
