Af Henry Sørensen

Med krigsbegejstring de os fylder,
de konger, før vi skal i slag,
Men voldens herrer væk vi skyller
på masse-mytteriets dag.
Bær da strejkeånden ind i hæren!
Og på næste krigs signal
vi siger nej til ’helte’-æren
og skyder hærens general!

- Eugene Pottier
Internationale, 1871
(på dansk ved Hans Larsen)

Jacques Tardi tilhører den store generation af serieskabere, som i 1970erne brød frem i magasiner som Pilote og Métal Hurlant, og som brød radikalt med den klassisk fransk-belgiske tegneserie både hvad form og indhold angår. Mens samtidige kollegaer som Jean Giraud og Enki Bilal leverede velturnerede genrestykker indenfor western og science fiction, var Tardis serier dog straks sværere at kategorisere. Først og fremmest fordi de – næsten fra starten – snarere var idé- end genrebaserede. Ganske vist var hans gennembrudsserie om Adèle Blanc-Sec primært en kærlig hilsen til fordums knald-føljetoner, og hans senere adaptioner af Leo Malets romaner om Nestor Burma regelrette kriminalfortællinger, men også værker som disse var altid gennemsyret af en bagvedliggende agenda.

”Jeg interesserer mig kun for mennesket og dets lidelser, og min indignation er stor”, skrev Tardi i forordet til den mesterlige Skyttegravskrigen fra 1993. Her fik den franske tegner rendyrket de motiver og udlevet den besættelse, der hidtil havde spøgt i hans bagkatalog: tiden omkring den første verdenskrig og ikke mindst de mennesker, som var tvunget til at udkæmpe den. Med dette værk syntes Tardi for en stund at have fået afløb for sin fascination af perioden, men at han har bevaret den fortørnelse, som var drikraften bag, er Folkets røst i høj grad med til at cementere. Firebindsværket er blevet til i samarbejde med forfatteren Jean Vautrin, og tager afsæt i dennes roman Le cri du peuple fra 1999.

Det sker sjældent, at en samtidig roman bliver underkastet en tegneserieadaption, og endnu sjældnere, at det foregår i samarbejde med romanens forfatter. Jean Vautrin synes dog ikke at have haft nogen skrupler over foretagendet. Ja, ud fra hans forord at dømme, har han nærmest gået og ventet på, at han kunne opløse og forløse sin historie på dén led: ”Da først bogen var skrevet, kom jeg snart til at længes efter, at romanen, som en nødvendig forlængelse af sit ønske om at folde sig helt ud, kunne komme til at gå hånd i hånd med billedet. Jeg kom til at længes efter, at historieskrivningen kunne træde i baggrunden til fordel for bekendtskabet med personerne. (...) I virkeligheden havde jeg, lige siden romanen udkom, vidst, at Tardi var som sendt fra himlen.”

"MASSE-MYTTERIETS DAG"
Sted og tid er henlagt til Paris i 1871, nærmere bestemt de knap tre måneder, hvor udpinte arbejdere, deserterede soldater og andre forslåede segmenter i befolkningen fik etableret et kortlivet styre under navnet Pariserkommunen. Forud herfor lå en tumultarisk tid med revolutioner og krige, et omvæltningernes århundrede, hvor gode intentioner om frihed, lighed og broderskab gang på gang var blevet kvalt i fødslen, og som efterlod befolkningen i to lejre: republikanerne og de, der stadig svor til monarkiet. Den fransk-tyske krig i 1870 satte endnu engang denne splittelse i relief: mens monarkisterne, med den provisoriske regeringsleder Adolphe Thiers i spidsen, valgte at gå ind på tyskernes betingelser for at slutte en fredsaftale, fortsatte republikanerne i den frivillige Nationalgarde modstanden. Da Thiers fra sin post i Versailles den 18. marts fik kørt kanonerne i stilling for at opløse Nationalgarden, resulterede det i en folkelig opstand og dannelsen af en modregering, Pariserkommunen.

Det er på denne baggrund vi til en begyndelse følger Tarpagnan, tidligere kaptajn i den franske hær, men nu republikansk folkehelt, efter at han har set sig ude af stand til at give sine soldater ordre til at skyde ind i folkemængden. Efter en ordentlig svirretur vågner den deserterede kaptajn op og har kun ét for øje: at finde den smukke Gabriella Pucci, som han har tilbragt natten med, igen. Selv bliver han imidlertid efterstræbt af Horace Grondin, en ”knippelsvinger i civil”, der er forvisset om, at kaptajnen står bag mordet på hans elskede plejedatter; et mord, som Grondin i sin tid selv er blevet anklaget og dømt for. Efterskriften i første bind lader ane begyndelsen til en overordnet problemstilling: er det moralsk forsvarligt at efterfølge egne lidenskaber på bekostning af fællesskabets sag?

Anden del af denne monumentale tegneseriekvartet om Pariserkommunens opståen, kortlivede styre og endelige fald tager direkte fat, hvor vi slap sidst. På de første sider af bind 2 finder vi Tarpagnan genforenet med sin elskede Gabriella Pucci. Glæden får dog ingenlunde lov at vare ved, for den prostituerede Gabrielle bliver snart tilbageerobret af den berygtede ruffer, Guldringen, der rasende af jalousi kaster hende ud i en aldeles krank skæbne. Tarpagnan må, såret på legeme og sjæl, søge tilflugt hos gøglere og andet godtfolk i en cirkustrup. I følgeskab med den småtbegavede Marbuche, der er iført leopardskind og bowlerhat, som det sig hør og bør for en stærk mand i cirkus, gennemtrawler han endnu engang Paris’ gader og bordeller, for at finde Gabrielle igen. Sådan føres vi rundt i en by, hvor fronterne til stadighed trækkes op og konflikten tilspidser sig. Det egentlige slag foregår endnu i periferien af såvel byen som fortællingen, men dens følger fornemmer vi hele tiden.

Talrige livsbaner krydses på en i forvejen kaotisk baggrund, og så godt som alle karakterer støder ind i hinanden på et eller andet tidspunkt i løbet af fortællingen. Det kræver en årvågen læser at finde rundt i dette mylder af mennesker og farlige forbindelser. Hertil kommer, at de opdigtede karakterer i Folkets røst også deler fortællingen med historiske personer som maleren Gustave Courbet og forfatteren Théophile Gautier. Det resulterer i flere små fornøjelige detaljer, som når det fx viser sig, at det er Gabriella Pucci der har ligget model til Courbets berømte ”L’Origine du Monde” (1866). En sådan sammenskrivning af fiktion og fakta kræver at man farer med lempe, og Tardi og Vautrin er da heldigvis også så tilpas udemonstrative i deres brug af de historiske personer, at disse kommer til at bidrage til fortællingens troværdighed, snarere end at stille sig i vejen for den. Det fungerer faktisk fuldstændig gnidningsfrit.

"ESSENS GLØDER"
Men krigen rykker stadigt nærmere, og da vi i bind 3 er nået frem til den 20. maj, har Thiers’ tropper invaderet Paris’ gader. Kommunarderne har måske nok de intellektuelle til at formulere kampskrifterne for sig, men forstand på krigsførelse har ingen af dem, og snart må de betale prisen for dårlig ledelse og mangel på en overordnet militær strategi. De voldsomme – og stadigt mere ulige – gadekampe skildres i mange og lange udpenslede sekvenser; vi er med på barrikaderne og trues af bajonetter, i røg og damp, mellem murbrokkerne og den stadige ophobning af lig i gaderne. Da fotografen Mirecourt tager et billede af en ammende mor, beundrer vi et øjeblik motivets skønhed sammen med ham, og sekundet efter er sceneriet søndersprængt af Versailles’ granater. Vi ser de afrevne lemmer og spædbarnet med blodet fossende ud af øjnene.

Tardis indignation gælder først og fremmest skiftende magthaveres skalten og valten med den lille mands liv, og denne finder sit afskyeligste udtryk i krigen. Ikke bare den første verdenskrig, men krigen til alle tider. Den viser sig også i den sociale ulighed, som Tardi i Folkets røst tegner ganske frapperende, når han fx kontrasterer randområdernes slum med midtbyens pomp og pragt. Modsætninger kan dog også komme til udtryk på en lidt ærgerlig måde, som når Tardi forfalder til stereotype personskildringer. Fx bliver fortællingens første ledefigur, Tarpagnan, fremstillet som en høj og flot, pluskæbet mand med en fiks lille moustache, mens den eneste entydigt ubehagelige figur, panseren Barthelemy, der er en vendekåbe og opportunist af værste skuffe, fremstilles som lille og duknakket, med udstående øjne og spids næse.

Man er aldrig i tvivl om hvor forfatternes sympatier er placeret i slaget om Paris anno 1871. Det er dog ikke ensbetydende med, at alt er gjort sort og hvidt. Scenerne fra Versailles-soldaternes henrettelsespelotoner er voldsomt ladede, men kommunardernes domsafsigelse over og henrettelse af en række præster er ikke mindre kvalmefremkaldende. De fleste af karaktererne er hverken entydige helte eller skurke, fx er figuren Ståltråd en i alle sammenhænge moralsk anløben karakter, men når det kommer til kampen for at forsvare kommunen, er han bundreel. Omvendt lykkes det for flere hæderlige personer at slå plat på krigen, som nu kusken, der officielt har stillet sin vogn til rådighed for de kæmpende kommunarder, men som gerne kører private ærinder, for at tjene en ekstra skilling. Eller sprechstallmeisteren i cirkustruppen, der gør kampene udenfor Paris’ porte til en indtægtskilde ved at stille en række kikkerter op og tage entré.

Den mest sammensatte af alle karaktererne er dog den mystiske Horace Grondin. Han er ubetvivleligt én af fortællingens skurke, men det er også ham, der i bind 2 får lov at opsummere al den vrede og indignation, der ligger til grund for værket: ”Jeg er blevet klar over, at det ikke er med stokkeprygl eller ligegyldighed, man skal behandle de forarmede i samfundet (...) Vi, som styrer samfundet, har glemt, at de, som lugter grimt, er lige så meget værd som dem, der parfumerer sig! (...) Alle de, som har ført stokken, alle de, som har slået de forarmede og dømt dem til pjaltet armod, fortjener døden!”

"DEN ALLERSIDSTE DYST"
De enkelte bind i serien bygger hver især op til et crescendo, dog uden at overblikket over den historiske udvikling i kommunardernes kamp tabes af syne: bind 2 får således lov til at lukke med omstyrtningen af Napoleon-søjlen på Place Vendôme, mens Tuilerierne sættes i brand på de sidste sider af bind 3. På de første sider af bind 4 har branden bredt sig til hele Paris og værket excellerer efterhånden i galdrende undergangsstemninger, i takt med at konflikten tilspidser sig. Det sker til dels på bekostning af det karaktermæssige fokus. Tardi taber tydeligvis interessen for et par af de centrale figurer undervejs, og kører i stedet andre i forgrunden. Således bliver kludekræmmerens yngling Ziquet og gadetøsen Lily – begge repræsentanter for det vaskeægte proletariat – midtvejs og frem tildelt langt mere opmærksomhed, mens fx Tarpagnan tabes mere og mere af syne.

Der kan selvfølgelig være en vis pointe i at lade den oprindelige ledefigur forsvinde i krigens kaos. Men selvom man som læser uvægerligt kommer til at føle sig fortabt, indser man efterhånden, at vilkårene i Folkets røst er nogle helt andre end dem, man er vant til. Her er ingen nemme løsninger, og de klassiske plot-mæssige forløsninger kan man kikke i vejviseren efter. Ganske vist mødes Tarpagnan og Grondin omsider side om side på barrikaderne, men symptomatisk nok bruger Tardi langt mere tid på at beskrive d’herrers gåen fejl af hinanden, end han gør på det endelige opgør. Og da det omsider går op for Grondin, hvem han står overfor, ender det hele underligt uforløst: Tarpagnan når aldrig at overbevise ham om sin uskyld, og ingen af dem lærer nogensinde den sande sammenhæng i fortællingens indbyggede mordgåde at kende.

Sandheden har trange kår på slagmarken, og det samme har kærligheden. Det indledningsvise spørgsmål om hvorvidt det er moralsk forsvarligt at efterstræbe private lidenskaber på bekostning af fællesskabets sag, besvares aldrig direkte, men det håbløse i et sådant forehavende understreges med betydelig effekt: gensynet mellem Gabriella og Tarpagnan – som Tardi har bygget op til over flere hundrede sider – iscenesættes forholdsvis udramatisk, og ender da også uforløst. Det flygtige gensyn finder sted midt under en skudveksling, og de to elskende når lige hver for sig at konstatere, at ingen af dem længere er den, de var for tre måneder siden, hvorefter de skilles. Der er ingen oprejsning, ingen udfrielse, ingen kærlighed, som overvinder alt. Ingen af karaktererne går tilfredse herfra.

Det gør læseren til gengæld. Folkets røst er alt i alt en voldsomt flot eksekveret tegneserie, der på kryds og tværs bygger spændinger op i en fortælling, der på én gang har en forjættende fremdrift og en alvorsfuld tyngde. Også tegnemæssigt brillerer albummet: har man først forliget sig med Tardis karikerede personer på en strengt realistisk baggrund, findes der faktisk ikke noget bedre. Og så er det endelig godt at se, at forlaget Carlsen har svunget sig op til nøje at følge den originale franske udgivelsespolitik: alle fire bind er udsendt i tværformat, i hardcover og i kassette. Mindre kunne heller ikke gøre det. Folkets røst overgår i såvel ambitionsniveau som effektuering det meste, og kunne sagtens komme til at stå som Tardis endegyldige hovedværk.

Jacques Tardi og Jean Vautrin (2001-2004). Le Cri du peuple 1-4: Les Canons du 18 mars, L'espoir assassinée, Les Heures sanglantes & Le Testament des ruines. 80-88 s. s/h, € 16,05, 18,00, 18,00 & 18,50. Tournai: Casterman.

Jacques Tardi og Jean Vautrin (2004-2005). Folkets røst 1-4: Kanonerne den 18. marts, Det kvalte håb, De blodige timer & Ruinernes testamente. 80-88 s. s/h, Kr. 198, 00 pr. stk.. København: Carlsen.

Gabriella Pucci giver den som Marianne.

Lidt meta-sjov skal der være.

Tarpagnan på svirretur med fotografen Mirecourt.

Konflikten tilspidser sig og kampene bliver stadigt mere ulige.

Randområdernes slum kontrasteres med midtbyens pomp og pragt.

Fortællingens absolut mest sammensatte figur, Horace Grondin, får her lov til at sætte ord på den indignation, som hele Folkets røst er båret oppe af.

Tarpagnan og Grondin mødes – næsten – på slagmarken.

Tardi excellerer hen imod slutningen i galdrende undergangsstemninger.

Links:
Carlsen
Tardi: Casterman
Marx' samtidige kommentar til Pariserkommunen

Læs også:
Nyhed: Ceci n'est pas 'itchcåcke
Anmeldelse: Europa fra vugge til grav

tilbage til Anmeldelser

© 2005 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2005 the respective artists and authors. All rights reserved.