| Meget
er blevet sagt og skrevet om Nikoline Werdelin og hendes avisstribe
Homo Metropolis. Den er bl.a. blevet kaldt det mest vellykkede
forsøg i mange år på at forfatte Den Store
Danske Samtidsroman. Sikkert er det, at serien i løbet
af sin godt ti år lange levetid har formået at markere
sig som det måske bedste danske bud på en dagsaktuel,
samtidskommenterende stribe – i skarp konkurrence med Ivar
Gjørups Egoland.
Men hvor sidstnævnte stribe er dybt forankret i metafiktionen
og de deraf følgende flertydige betydningslag og høje
abstraktionsniveauer, møder Werdelin i Homo Metropolis
sine læsere i øjenhøjde, og sætter i
samme bevægelse sit skarpe satiriske bid i siden på
familien Danmark.
Den i dag 45-årige Werdelin debuterede i 1984 i Politiken
med dagsstriben Café, som – med sin kommen
og gåen af gæster – skar ind til benet af livet
i 80ernes København. Den fortsatte stribe om Homo Metropolis,
som Werdelin introducerede i Politiken i 1994, er i alt
væsentligt blot en videreførelse af Café;
det er stadig dagligdagen og dens genvordigheder der er i fokus.
Dog er perspektivet over årene blevet væsentligt bredere,
så det nu favner storbymennesker fra alle samfundslag og
i alle aldre: Karrierekvinder, hjemløse, hiphoppere, 90er-digtere
og filminstruktører – og så selvfølgelig
de nordsjællandske hattedamer, der jo, med egne ord, ”holder
kulturen i gang”. Werdelin har en unik evne til at
forlene dem alle med et skær af autenticitet uden at tabe
det satiriske af syne.
Vel inspireret af den amerikanske samtidsstribe over dem alle,
G. B. Trudeaus Doonesbury, sætter Werdelin gerne
aldeles restriktive grænser for sit udtryk: tre til fem
billeder per stribe, og som oftest med fast ’kameraindstilling’.
Det strenge valg af point of view er med til at underbygge
og forstærke voyeur-aspektet i læsehandlingen. Man
er hele tiden i øjenhøjde med figurerne, man ser
direkte ind i deres dagligstue, og i lyset af de pinagtigheder
der ikke sjældent bliver lagt for dagen, tager man sig mere
end én gang i at føle, at ens egen blufærdighedstærskel
bliver overskredet.
Men modsat Trudeau, der har forfulgt det samme persongalleri
i en halv menneskealder, skifter Werdelin jævnligt sine
aktører ud. Der er så og så meget at fortælle
om hver enkelt, og så er det ellers videre i teksten. Ind
imellem har hun dog igen kikket indenfor hos enkelte af karaktererne,
når der var unfinished business at følge
op på.
Siden midten af 90erne har forlaget Rosinante troligt genoptrykt
det bedste fra alle årgangene i små albums, og i 2000
udsendte samme forlag den forbilledlige I Storbyens favn,
der samler 1700 striber fra seriens første håndfuld
år. Og det giver god mening at læse netop Homo
Metropolis i sammenhæng. For snarere end at være
en klassisk pointe-baseret humorstribe, er Werdelins serie narrativt
funderet: figurerne i serien står ikke stille, de er ikke
dømt til en turnus af de samme fire plot- og punch
lines, de lever og ånder og udvikler sig.
Senest har vi fået ottende bind i serien, der genoptrykker
striber fra årene 2003-2004. Samlingens første afsnit,
”Senior livskvalitet A/S”, præsenterer os for
den nys pensionerede direktør, Henning,
der indledningsvis ser frem til sit otiums lediggang med ”frit
valg på første eksistentielle hylde”,
men som snart må sande, at hver eneste dag med ubønhørlig
konsekvens kommer til at ligne den foregående. Læg
der til at de mere eller mindre frivillige forsøg ud i
golf og babysitning får nær katastrofale konsekvenser
for såvel Henning som hans omgivelser. Efter at have forsøgt
sig som gadesælger af hjemmelavet, økologisk mirabelmarmelade,
træder fordums indre entreprenør imidlertid atter
i karakter: Hennings egne tovtrækkerier med den tredje alder
kommer til at danne basis for et kursus, der skal ”hjælpe
andre pensionister over tabet af det gamle liv og i gang med et
nyt og indholdsrigt”.
I ”Nu er Frede lykkelig” møder vi journalisten
Heidi, der
interesserer sig for at ”folkeliggøre såkaldt
intellektuelle emner”, og som derfor gerne vil dække
kulturkampen i det ugeblad, hun skriver for. I stedet bliver hun
henvist til det royale stofområde, hvor et nok så
omtalt royalt bryllup naturligvis har første prioritet.
Heidi satser på at kunne varetage jobbet ”med
æren i behold”, men står snart på
hovedet i tøjdesignernes skraldespande, for at finde spor
efter kronprinsessens brudekjole. Inden længe har hun givet
køb på alle sine principper, og som ”hofsnog”
tilegnet sig både fotomanipulation og det særligt
floromvundne sprog, der kræves i dén form for journalistik.
Lykkelig er Heidi dog ingenlunde, og da karrieren til sidst kollapser,
sidder hun alene tilbage med spørgsmålet om, hvad
der egentlig driver hende.
Det mest medrivende indslag i samlingen er fortællingen
om den unge og naive Iben,
der driver en forretning med brugskunst, og så i øvrigt
går og venter på den eneste ene. Han dukker tilsyneladende
op i form af ejendomsmægleren Benjamin, der er fraskilt,
har et barn, og ellers er ”rig, smuk, generøs,
fertil og har stil”, som Iben formulerer det. Storcharmør
er han i hvert fald, og ikke mindst Ibens mor er eksalteret. Problemet
er bare, at Benjamin også er lystløgner og storsvindler,
og inden nogen rigtig får set sig om, har han fået
mere end én fod indenfor i både Ibens og hendes fars
forretninger.
Werdelin strækker i dette afsnit spændingen mellem
læserens indsigt og aktørernes mangel på samme
til bristepunktet. Man læser og lever med, både forundres
og frustreres over den unge kvindes naivitet, og tager del i sorgen
og vreden, da sandheden endelig går op for hende. Det hele
er dog samtidig afviklet med en klædelig – og for
Werdelin typisk – distance: der registreres, der dømmes
ikke. Iben er, i al sin grænseløse godtroenhed, i
sidste ende lige så meddelagtig i miseren som lystløgneren
og storsvindleren Benjamin. Ofre og bødler går hånd
i hånd i Homo Metropolis, og et egentligt ansvar
for de skildrede fortrædeligheder kan sjældent placeres
entydigt.
Nikoline Werdelins figurer kommer ofte på afveje, kommer
så at sige væk fra sig selv. Det kan skyldes force
majeure, men det er lige så tit et selvforskyldt resultat
af jagten på tonstunge luftkasteller, der gerne udbygges
ad absurdam, indtil de falder til jorden med et brag.
Det er herefter op til karaktererne, at finde tilbage til sig
selv og til det, der engang var meningen med det hele. Det er
som regel her Werdelin forlader sine figurer og tager fat på
en ny fortælling. At beskrive karakterernes efterfølgende
arbejde med at revurdere og reetablere sig selv, har aldrig været
hendes ærinde. Det er ud og hjem igen for figurerne, og
i den forstand bliver mange af Homo Metropolis-forløbene
små Bildungs-noveller. Det er således et
klassisk fortællemønster Werdelin væver sine
historier over, men de er altså spændt op på
en aldeles nutidig og aldeles vedkommende ramme.
Det bliver aldrig tydeligere end i samlingens fjerde og sidste
afsnit, ”Verdens lidelser i mine stuer”. Her møder
vi den aldrende hippie Helga,
stifter af ’Global empati’ og ’Efterlønnere
mod HIV i Afrika’, der pludselig vinker farvel til sit sociale
engagement og i stedet kaster sig over porcelænsmaling,
panfløjter og puddelhunde. Susan Sontag må vige pladsen
for Rosamunde Pilcher, og legetøjsindsamlinger går
ikke længere til rumænske børnehjemsbørn,
men til ”Prins Nikolai og Prins Felix så de ikke
skal kede sig på bryllupsdagen”. Kun langsomt
bliver vi klar over, hvad der er skyld i den abrupte forskydning:
Helga har konstateret en knude i brystet og aner ikke, hvad udfaldet
vil blive. Men på fortællingens sidste side vinker
vi farvel til Helga; hun er nu på vej til et spedalskhedshospital
i Addis Ababa, hvor hun skal arbejde som frivillig.
Nikoline Werdelins fortællinger tager først og fremmest
afsæt i og udforsker krisen til bunds. Nok er det
en stribe om hverdagen, men samtlige hendes karakterer opnår
jo netop først dét – karakter – i konfrontationen
med og overvindelsen af hverdagens vederstyggeligheder. Det kræver
sin kvinde at finde det humoristiske frem i uhyrligheder som AIDS
og alkoholisme, bulimi og blodskam, skilsmisse og svigermødre.
Men med et suverænt blik for den moderne hverdags absurditeter
– herunder fænomener som Frida Kahlo-madlavning og
Prinsesse Alexandra-parfume – lykkes det imidlertid Werdelin
at gøre så vægtige emner spiselige. Det er
i mødet mellem afviklingen af det højspændt
dramatiske og registreringen af det dybt banale, at Homo Metropolis
henter sin uforlignelige styrke. Karakterernes krisesituationer
er måske nok sat på spidsen, men de er altid nedfældet
i en så jordnær sammenhæng, at alle vil kunne
nikke genkendende til Werdelins verden og tage noget med derfra.
Werdelin, Nikoline (2004). Homo Metropolis 8. Udvalgte
historier 2003 - 2004. 88 s. s/h, Kr. 169,00. København:
Rosinante.
|
|
[juli 2005]
|
|
|
| |
|
Tovtrækkerier
med den tredje alder: når hver dag minder om den foregående.
Den nyudklækkede
hofsnog tilegner den særlige ugebladsjargon og tilkæmper
sig den gode historie – med alle midler.
Sandheden
om psykopaten og storcharmøren Benjamin er hele tiden lige
inden for rækkevidde, men den naive og tryghedshungrende
Iben hverken kan eller vil høre tiøren falde.
Den
store verdens brændpunkter må vige pladsen, når
man får en helt anderledes privat form for rædsel
ind på kroppen.
|
