tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

HVERDAGENS VEDERSTYGGELIGHEDER, eller: UD OG HJEM IGEN
Nikoline Werdelins Homo Metropolis 8. Udvalgte historier 2003 - 2004

Af Henry Sørensen

Meget er blevet sagt og skrevet om Nikoline Werdelin og hendes avisstribe Homo Metropolis. Den er bl.a. blevet kaldt det mest vellykkede forsøg i mange år på at forfatte Den Store Danske Samtidsroman. Sikkert er det, at serien i løbet af sin godt ti år lange levetid har formået at markere sig som det måske bedste danske bud på en dagsaktuel, samtidskommenterende stribe – i skarp konkurrence med Ivar Gjørups Egoland. Men hvor sidstnævnte stribe er dybt forankret i metafiktionen og de deraf følgende flertydige betydningslag og høje abstraktionsniveauer, møder Werdelin i Homo Metropolis sine læsere i øjenhøjde, og sætter i samme bevægelse sit skarpe satiriske bid i siden på familien Danmark.

Den i dag 45-årige Werdelin debuterede i 1984 i Politiken med dagsstriben Café, som – med sin kommen og gåen af gæster – skar ind til benet af livet i 80ernes København. Den fortsatte stribe om Homo Metropolis, som Werdelin introducerede i Politiken i 1994, er i alt væsentligt blot en videreførelse af Café; det er stadig dagligdagen og dens genvordigheder der er i fokus. Dog er perspektivet over årene blevet væsentligt bredere, så det nu favner storbymennesker fra alle samfundslag og i alle aldre: Karrierekvinder, hjemløse, hiphoppere, 90er-digtere og filminstruktører – og så selvfølgelig de nordsjællandske hattedamer, der jo, med egne ord, ”holder kulturen i gang”. Werdelin har en unik evne til at forlene dem alle med et skær af autenticitet uden at tabe det satiriske af syne.

Vel inspireret af den amerikanske samtidsstribe over dem alle, G. B. Trudeaus Doonesbury, sætter Werdelin gerne aldeles restriktive grænser for sit udtryk: tre til fem billeder per stribe, og som oftest med fast ’kameraindstilling’. Det strenge valg af point of view er med til at underbygge og forstærke voyeur-aspektet i læsehandlingen. Man er hele tiden i øjenhøjde med figurerne, man ser direkte ind i deres dagligstue, og i lyset af de pinagtigheder der ikke sjældent bliver lagt for dagen, tager man sig mere end én gang i at føle, at ens egen blufærdighedstærskel bliver overskredet.

Men modsat Trudeau, der har forfulgt det samme persongalleri i en halv menneskealder, skifter Werdelin jævnligt sine aktører ud. Der er så og så meget at fortælle om hver enkelt, og så er det ellers videre i teksten. Ind imellem har hun dog igen kikket indenfor hos enkelte af karaktererne, når der var unfinished business at følge op på.

Siden midten af 90erne har forlaget Rosinante troligt genoptrykt det bedste fra alle årgangene i små albums, og i 2000 udsendte samme forlag den forbilledlige I Storbyens favn, der samler 1700 striber fra seriens første håndfuld år. Og det giver god mening at læse netop Homo Metropolis i sammenhæng. For snarere end at være en klassisk pointe-baseret humorstribe, er Werdelins serie narrativt funderet: figurerne i serien står ikke stille, de er ikke dømt til en turnus af de samme fire plot- og punch lines, de lever og ånder og udvikler sig.

Senest har vi fået ottende bind i serien, der genoptrykker striber fra årene 2003-2004. Samlingens første afsnit, ”Senior livskvalitet A/S”, præsenterer os for den nys pensionerede direktør, Henning, der indledningsvis ser frem til sit otiums lediggang med ”frit valg på første eksistentielle hylde”, men som snart må sande, at hver eneste dag med ubønhørlig konsekvens kommer til at ligne den foregående. Læg der til at de mere eller mindre frivillige forsøg ud i golf og babysitning får nær katastrofale konsekvenser for såvel Henning som hans omgivelser. Efter at have forsøgt sig som gadesælger af hjemmelavet, økologisk mirabelmarmelade, træder fordums indre entreprenør imidlertid atter i karakter: Hennings egne tovtrækkerier med den tredje alder kommer til at danne basis for et kursus, der skal ”hjælpe andre pensionister over tabet af det gamle liv og i gang med et nyt og indholdsrigt”.

I ”Nu er Frede lykkelig” møder vi journalisten Heidi, der interesserer sig for at ”folkeliggøre såkaldt intellektuelle emner”, og som derfor gerne vil dække kulturkampen i det ugeblad, hun skriver for. I stedet bliver hun henvist til det royale stofområde, hvor et nok så omtalt royalt bryllup naturligvis har første prioritet. Heidi satser på at kunne varetage jobbet ”med æren i behold”, men står snart på hovedet i tøjdesignernes skraldespande, for at finde spor efter kronprinsessens brudekjole. Inden længe har hun givet køb på alle sine principper, og som ”hofsnog” tilegnet sig både fotomanipulation og det særligt floromvundne sprog, der kræves i dén form for journalistik. Lykkelig er Heidi dog ingenlunde, og da karrieren til sidst kollapser, sidder hun alene tilbage med spørgsmålet om, hvad der egentlig driver hende.

Det mest medrivende indslag i samlingen er fortællingen om den unge og naive Iben, der driver en forretning med brugskunst, og så i øvrigt går og venter på den eneste ene. Han dukker tilsyneladende op i form af ejendomsmægleren Benjamin, der er fraskilt, har et barn, og ellers er ”rig, smuk, generøs, fertil og har stil”, som Iben formulerer det. Storcharmør er han i hvert fald, og ikke mindst Ibens mor er eksalteret. Problemet er bare, at Benjamin også er lystløgner og storsvindler, og inden nogen rigtig får set sig om, har han fået mere end én fod indenfor i både Ibens og hendes fars forretninger.

Werdelin strækker i dette afsnit spændingen mellem læserens indsigt og aktørernes mangel på samme til bristepunktet. Man læser og lever med, både forundres og frustreres over den unge kvindes naivitet, og tager del i sorgen og vreden, da sandheden endelig går op for hende. Det hele er dog samtidig afviklet med en klædelig – og for Werdelin typisk – distance: der registreres, der dømmes ikke. Iben er, i al sin grænseløse godtroenhed, i sidste ende lige så meddelagtig i miseren som lystløgneren og storsvindleren Benjamin. Ofre og bødler går hånd i hånd i Homo Metropolis, og et egentligt ansvar for de skildrede fortrædeligheder kan sjældent placeres entydigt.

Nikoline Werdelins figurer kommer ofte på afveje, kommer så at sige væk fra sig selv. Det kan skyldes force majeure, men det er lige så tit et selvforskyldt resultat af jagten på tonstunge luftkasteller, der gerne udbygges ad absurdam, indtil de falder til jorden med et brag. Det er herefter op til karaktererne, at finde tilbage til sig selv og til det, der engang var meningen med det hele. Det er som regel her Werdelin forlader sine figurer og tager fat på en ny fortælling. At beskrive karakterernes efterfølgende arbejde med at revurdere og reetablere sig selv, har aldrig været hendes ærinde. Det er ud og hjem igen for figurerne, og i den forstand bliver mange af Homo Metropolis-forløbene små Bildungs-noveller. Det er således et klassisk fortællemønster Werdelin væver sine historier over, men de er altså spændt op på en aldeles nutidig og aldeles vedkommende ramme.

Det bliver aldrig tydeligere end i samlingens fjerde og sidste afsnit, ”Verdens lidelser i mine stuer”. Her møder vi den aldrende hippie Helga, stifter af ’Global empati’ og ’Efterlønnere mod HIV i Afrika’, der pludselig vinker farvel til sit sociale engagement og i stedet kaster sig over porcelænsmaling, panfløjter og puddelhunde. Susan Sontag må vige pladsen for Rosamunde Pilcher, og legetøjsindsamlinger går ikke længere til rumænske børnehjemsbørn, men til ”Prins Nikolai og Prins Felix så de ikke skal kede sig på bryllupsdagen”. Kun langsomt bliver vi klar over, hvad der er skyld i den abrupte forskydning: Helga har konstateret en knude i brystet og aner ikke, hvad udfaldet vil blive. Men på fortællingens sidste side vinker vi farvel til Helga; hun er nu på vej til et spedalskhedshospital i Addis Ababa, hvor hun skal arbejde som frivillig.

Nikoline Werdelins fortællinger tager først og fremmest afsæt i og udforsker krisen til bunds. Nok er det en stribe om hverdagen, men samtlige hendes karakterer opnår jo netop først dét – karakter – i konfrontationen med og overvindelsen af hverdagens vederstyggeligheder. Det kræver sin kvinde at finde det humoristiske frem i uhyrligheder som AIDS og alkoholisme, bulimi og blodskam, skilsmisse og svigermødre. Men med et suverænt blik for den moderne hverdags absurditeter – herunder fænomener som Frida Kahlo-madlavning og Prinsesse Alexandra-parfume – lykkes det imidlertid Werdelin at gøre så vægtige emner spiselige. Det er i mødet mellem afviklingen af det højspændt dramatiske og registreringen af det dybt banale, at Homo Metropolis henter sin uforlignelige styrke. Karakterernes krisesituationer er måske nok sat på spidsen, men de er altid nedfældet i en så jordnær sammenhæng, at alle vil kunne nikke genkendende til Werdelins verden og tage noget med derfra.

 

Werdelin, Nikoline (2004). Homo Metropolis 8. Udvalgte historier 2003 - 2004. 88 s. s/h, Kr. 169,00. København: Rosinante.

[juli 2005]



 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Tovtrækkerier med den tredje alder: når hver dag minder om den foregående.

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Den nyudklækkede hofsnog tilegner den særlige ugebladsjargon og tilkæmper sig den gode historie – med alle midler.

klik på billedet for at se det i en større version

Sandheden om psykopaten og storcharmøren Benjamin er hele tiden lige inden for rækkevidde, men den naive og tryghedshungrende Iben hverken kan eller vil høre tiøren falde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Den store verdens brændpunkter må vige pladsen, når man får en helt anderledes privat form for rædsel ind på kroppen.

 

 

Links:
Rosinante: Nikoline Werdelin

Læs også:
Tema: danske tegneserier

 


tilbage til Anmeldelser


© 2005 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2005 the respective artists and authors. All rights reserved.