tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

TO MINUTTER I TOLV
Allan Haverholms Sortmund

Af Henry Sørensen

"Den første danske Graphic Novel" lover bagsideteksten på Allan Haverholms Sortmund , og det er den - uanset hvad man så lægger i begrebet - nok næppe. Men den opportune bølgeridning skal være forfatteren vel undt, når han nu - stensikkert - har signeret den største danske tegneseriedebut nogensinde. Sortmund er på intet mindre end 300 sider, eller næsten dobbelt så lang som den hidtidige rekordholder Peter Snejbjergs Hypernauten fra 1991. Og plads skal der til, for Allan Haverholm vil meget og lykkes såmænd også med det meste.

Sortmund er på én gang mordgåde og metafiktion, skæbnefortælling og spændingsroman. Som omdrejningspunkt står en pensioneret forsker og eremit med det aparte - og herligt søgte - navn, Manne Svarts, der har lovet at hjælpe et par unge etnologi-studerende, Bernt og Metha, med at skrive en opgave om forskellige undergangsmyter. Selv er Svarts lidt af en kapacitet på området; ikke bare besidder han et unikt bibliotek om emnet, han hjemsøges også på skift af apokalyptiske hallucinationer og gnæggende skyggegestalter, der søger at lokke ham tilbage til en position, han ikke længere ønsker at indtage. Præcis hvor skoen trykker, er i første omgang både læseren og ham selv forholdt, men kapitel for kapitel afdækkes der lidt mere af Svarts' dunkle identitet.

Allan Haverholm lancerede oprindeligt sin fortælling som en 12 numre lang miniserie, der skulle udkomme med et hæfte om måneden op til årtusindskiftet. Og forestillingen om den nært forestående dommedag, der herskede vidt og bredt mens den store viser nærmede sig tolv, bliver også en essentiel del af Sortmund . Til det formål trækker forfatteren på allehånde tråde fra det store okkulte kludetæppe og vi trakteres med astrale skakspil og Jung-citater, dobbeltgængere og dommedagsvisioner, en blind kvinde, der forstår sig på kiromanti, apokryfe apokalypser og alkymistiske termer - ja selv Gud og fanden bliver hentet ind over. Og det ville helt klart være for meget af det gode, hvis ikke Haverholm formåede at holde balancen og få læseren ned på jorden igen. Det gør han bl.a. ved hjælp af en realistisk dialog, der forlener karaktererne med en umiddelbar genkendelighed og troværdighed, især når de - imellem de okkulte referencerammer - også finder tid til at lange ud efter rindalister, Ekstra Bladet, boligmanglen, Dansk Folkeparti og andre mere jordnære vederstyggeligheder.

Sortmund er først og fremmest eksekveret som en thriller, en page turner , hvor læseren drives fremad i forventningen om at finde svar på de mange spørgsmål, som især Svarts' karakter aflejrer undervejs. I forbifarten hører man ekkoer af såvel H. C. Andersens "Skyggen", Goethes Faust og Nietzsches Also Sprach Zarathuastra, lige som passager fra Bibelen naturligvis har leveret råmateriale. Ind imellem låner og broderer Haverholm også videre på kardinaltræk fra senmodernismens litteratur: fra Borges henter han den labyrintiske struktur og det dialektiske forhold mellem protagonist og antagonist; fra Beckett låner han karakterernes trang og evne til at kommentere, ikke bare på deres tilstedeværelse i værket, men også på de mekanismer, det givne værk opererer efter.

Midtvejs sker der nemlig et skred i fortællingen, da den ene af de to unge etnologistuderende, Bernt, ikke længere vil nøjes med at spille en birolle i dramaet - han har forlæst sig på lektien, og forlanger nu at blive forfremmet til hovedperson. Bernt kommer således til at tegne et negativ af Manne Svarts: han sætter alt ind i forsøget på at blive noget, han ikke er, mens Svarts på sin side gør hvad han kan for at undslippe sin skæbne.

Visuelt fremstiller Haverholm i første omgang denne gåen i clinch med værket på en lidt fortærsket facon: Bernt nærmer sig et vindue med sprosser i en gammel lagerbygning, og de enkelte ruder kommer til at illudere billederne på en tegneserieside. Kort efter raffineres metaudtrykket dog betragteligt i en sekvens, hvor Svarts jagter Bernt gennem en labyrint af hvide lagner, der er hængt til tørre: Haverholm får via denne noir-kliché kreeret en ganske elegant billedliggørelse af tegneserieformens sprog: lag på lag af sidestillede billeder hvor aktørerne nok tegnes - som silhuetter på et lagen - men hvor deres gøren og laden i lige så høj grad udspiller sig imellem rammerne.

Et sådant metanarrativt stunt, som i den grad bringer forfatterinstansen i spil, er der naturligvis en vis ræson i, når nu et af de gennemgående motiver i fortællingen er skaberens hånd- og halsret over det skabte. Alligevel kommer Bernts pludselige angreb på plotstrukturen og rollefordelingen - hans udvikling fra plot device til fænomenologisk metarytter - til at virke underligt postuleret og påklistret. I det hele taget bærer Sortmund glimtvis præg af skiftende dagsordener og plotlines, og det kunne vel dårligt være anderledes, når man tager værkets tilblivelsesproces i betragtning: otte år skulle der gå, fra historien var på idéplanet, til den færdige bog lå på boghandlerens disk. At fokus skifter over så lang en periode er forståeligt, men at der i den grad foretages kvantespring i helt centrale karakterers selvforståelse, går naturligt nok ud over værkets helhedsfornemmelse.

Fortællingens narrative drive opretholder imidlertid sin medrivende kadence til det sidste. Ikke mindst takket være Haverholms allerede temmelig rutinerede forvaltning af tegneseriesprogets muligheder: i næsten filmiske sekvenser zoomes der ind og ud, og der klippes med stor effekt mellem de forskellige scener. Tegnemæssigt er Sortmund - tilblivelsestiden taget i betragtning - en overraskende homogen præstation. Stregen udvikler sig naturligvis (og heldigvis!) undervejs, men i det store og hele formår Haverholm at holde stilen og knæsætte et eget udtryk, der balancerer et sted imellem amerikanske Mike Mignolas tonstunge gotik og danske Teddy Kristiansens effektfulde minimalisme. Fornemmelsen for sekventielt forløb og overordnet sidekomposition raffineres især i bogens sidste tredjedel, hvor en blodrød staffagefarve samtidig gør sit indtog. Her får den på alle visuelle tangenter, mens hovedpersonen nærmer sig sin skæbne og historien sit (eskato)logiske klimaks: for til sidst lykkes Manne Svarts netop der, hvor Bernt forsøgte og fejlede; han transcenderer de givne rammer ved ikke at være til fals, ved kompromisløst at satse på sin egen vilje, og kan på sidste side gå ned fra bjerget som en afklaret Zarathustra.

Som sagt: Allan Haverholm vil meget, og lykkes med det meste. Sortmund er dog ingenlunde en fuldkommen lydefri præstation, og det ville vel også være urimeligt at forlange af en debut i den størrelsesorden. Fortællingen bærer i nogen grad præg af at være blevet til undervejs - en teknik, der nok kan have sine forcer, men som også har sine uundgåelige faldgruber: Haverholm får ikke altid fulgt sine intentioner til dørs, karaktermæssigt tages der flere eksistentielle spadestik, men han når ikke altid ind til kernen. Man kan i den forbindelse indvende, at Sortmund henter lige lovlig meget - ud over den grafiske inspiration - fra Mike Mignolas Hellboy, og man kunne i forlængelse heraf ønske sig, at de personlige karakterbeskrivelser havde været vægtet lidt højere end de store metafysiske krumspring. Intet af dette formår imidlertid at rokke ved, at Allan Haverholms debut er både medrivende fortalt og visuelt frapperende. Sortmund er en kraftpræstation af de helt store, et vovestykke uden sidestykke, der lykkes langt hen ad vejen.

 

Haverholm, Allan (2006). Sortmund. København: Brun blomst. 297 sider i sort/hvid/rød, kr. 250, 00.

[juni 2006]



 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
De to unge etnologistuderende Bernt og Metha må efterhånden sande, at den karismatiske og enigmatiske Manne Svarts' historie er længere og mere kringlet end først antaget.

 

'

 

klik på billedet for at se det i en større version
Bernt gør oprør mod plotstrukturen og rollefordelingen i Sortmund - og betaler prisen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Hen imod slutningen får den på alle visuelle tangenter, mens hovedpersonen nærmer sig sin skæbne og historien sit klimaks.


læs også:
Anmeldelse: Sortmund 1-7
Interviews: Torben Hansen
Tema: Danske serier

links:
Allan Haverholm
Sortmund
Brun blomst

 


tilbage til Anmeldelser


© 2006 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2006 the respective artists and authors. All rights reserved.