tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

EPISK DRAGELORT
Peter Kiellands Jernpotte

Af Steffen P. Maarup

Peter Kielland hører til blandt veteranerne på den danske tegneseriescene med en række serier, der strækker sig næsten tre årtier tilbage. Hans netop afsluttede trilogi Jernpotte er et hovedværk i produktionen. Det gælder helt konkret i omfang: Jernpotte tæller næsten så mange sider som Kiellands øvrige album til sammen. Men på alle punkter er serien hans til dato mest ambitiøse værk.

Historien foregår i et middelalder-lignende low fantasy-univers og fortælles i to parallelt løbende spor, hvor det ene kan siges at være rammefortællingen om det andet. Dels følger vi en unavngiven ung kvinde, som bor i byen Peria. I byens midte ligger ruinerne af Sangerstaden, hvor arkæologer har fundet efterladte bøger eller 'skrifter' fra en meget fjern fortid. Man har desuden fundet et skrift forfattet af 'Eui', som dog kun er totusind år gammelt, og som den unge kvinde er blevet givet i opgave at udlægge betydningen af. I løbet af de tre bind forrykkes magtbalancen i Peria, da hærføreren Kajas udråber sig selv til leder og påbegynder en heksejagt på uønskede elementer og ikke mindst på Sangerstadens skrifter, som han får brændt. Med hjælp fra en talentfuld tyv lykkes det kvinden at beholde Euis skrift.

Det andet spor foregår totusind år tidligere, og er en quest-historie med titelpersonen Jernpotte i en central rolle og Eui - eller Bastard, som Jernpotte kalder ham - som hans sidekick. Jernpotte og Eui tilhører Det lille folk, som tilbeder Skaberen og sender deres bønner til ham ved at brænde skrifter, som de er overbeviste om, at han har skrevet. De kan ikke selv læse dem og mener, at det er kættersk at forsøge. Lederen i Østbyen, hvor de bor, får tidligt i historien overdraget et kort, som viser vejen til et citadel, som angiveligt rummer den største samling skrifter i verden. Han beder Jernpotte og Eui om at beskytte kortet og rejse til citadellet. De efterstræbes samtidig af Sangerfyrstens soldater, som er gudeløse og vil brænde samtlige skrifter, for at ingen skal læse dem: viden er magt. Patruljen, som forfølger Jernpotte og Eui, ledes af Kromanden og hans næstkommanderende Daur. Et magisk, morderisk væsen følger skjult med dem og får hurtig stor indflydelse på Kromanden. Resten af plottet forløber med det opbud af forhindringer på vejen, som genren foreskriver, blandt andet et længere mellemspil hos 'de seksbenede' - gigantiske myrelignende væsener. Også det sære, magiske væsen viser sig at være en vigtig brik i spillet.

Der bindes et par knuder på denne relativt ligefremme konstruktion ved hjælp af nogle fortællinger indlejret i fortællingen. Ofte afbrydes de to spor med sagn, spådomme, flashbacks og genfortællinger af fortidens hændelser, og flere gange erfarer vi siden hen, at vi i disse afbrydelser ikke er blevet fortalt sandheden. I bind 1 viser det sorte, magiske væsen Kromanden fremtiden, blandt andet en scene, hvor de to står som sejrherrer efter at have dræbt Jernpotte, Eui og Daur. Fordi vi ser scenen tegnet, får den en sandhedsværdi, den ikke ville have haft, hvis væsenet bare havde fortalt om det i en taleboble. Over tohundrede sider senere viser denne fremtidsvision sig dog at være usand. Ligeledes har læseren ingen grund til ikke at tro på historien om krigeren Tiburuburu, som i sin tid fandt citadellet og dræbte kæmpefirbenet, der bevogtede det; også det skal senere vise sig blot at være en myte. At historierne, vi bliver fortalt i Jernpotte, er upålidelige, formulerer kæmpefirbenet selv i tegneseriens klimaks, i hvad der lige så vel kunne have været den allerførste sætning: "Engang for længe, længe siden, ja for så lang tid siden, at det nu blot er en historie, men ikke historien..."

Endnu et eksempel på historiefortællingens upålidelighed men paradoksale betydning finder vi, da Jernpotte på sin vej mod citadellet ankommer til Nordbyen. På kroen er han vidne til, at en mand stiller sig op og fortæller om sin heroiske indsats, da soldaterne overfaldt Østbyen - en fortælling, som tilskuerne labber i sig men som for Jernpotte og læserne åbenlyst er løgn. Jernpotte konfronterer ham men bliver helt undskyldende, da han opdager, at manden bare er byens historiefortæller. Da Jernpotte opfordres af krogæsterne til at give sin version af begivenhederne, fremstammer han et par ord og går i stå. Hvis der er en sandhed, synes moralen at være, ligger den i den overbevisende fortælling.

Meget i Jernpotte drejer sig i det hele taget om forskellige personers versioner af sandheden eller forklaringer på verden. Også tegneseriens centrale konflikt - hvilken skæbne skrifterne skal have - handler om sandheden og adgang til den. Sangerfyrsten (og Kajas i rammefortællingen) ønsker at brænde skrifterne for at begrænse befolkningens adgang til viden. Det lille folk ønsker paradoksalt nok også at brænde skrifterne, men for dem er afbrændingen et ritual, en bøn, som knytter dem tættere til Skaberen. Hvis Sangerfyrsten brænder skrifterne, mister de adgangen til deres religiøse rekvisitter.

Kun Eui og de uudgrundelige seksbenede ønsker at læse i skrifterne, og Eui ender med at nedskrive sine noter, hvad der således binder fortællingens to spor sammen. Eui, der har undergået en forandring fra naiv og hjælpeløs til videbegærlig og åbensindet, søger sandheden bag citadellet, bag historien. Men der gives ingen svar. Købmanden Hamala Handler, som har gjort ham og Jernpotte selskab, kommer ikke sandheden nærmere end et afvisende "dragelort" - en replik, der ender med at blive tegneseriens Rosebud.

Euis forandring er spændende at følge i historien. Resten af persongalleriet når for de flestes vedkommende ikke at blive meget mere end typer - den tyranniske magthaver, den svigefulde købmand, den ærefulde soldat - og de virker placeret for at drive historien fremad. Jernpotte udvikler sig ikke, han er tværtimod urokkelig i sit verdenssyn, men han er en interessant figur. Han er fuldstændig fordømmende over for personer, der mener noget andet end han selv, men han er et sært fascinerende bekendtskab i sin forstokkethed (ikke ulig en ung og lige så krigerisk Cerebus, i øvrigt). Endelig tjener det også til Kiellands ære, at han formår at lade os aflæse og forstå en person uden et eneste ansigtstræk - den kulsorte, afvisende gryde forlader aldrig Jernpottes hoved!

Jernpotte er Peter Kiellands hidtil eneste udgivelse i farver. Bind 1 er malet med gouache flittigt suppleret med brug af raster. Fra bind 2 gik Kielland over til farvelægning på computer, hvad der har givet et mere kontrolleret udtryk. Bortset fra et par lettere eksperimenterende flashbacks er farvelægningen prunkløs og tjener først og fremmest fortællingen. Brugen af Photoshop-effekter er holdt på et minimum, og den meget flade-orienterede farvelægning fra det første bind er bibeholdt, så de tre bind fremstår som en helhed. I det hele taget er der på trods af en produktionstid på halvandet årti en udpræget homogenitet og sammenhæng i projektet.

Også stregen sætter fortællingen i højsædet. Tegningerne her er klarere i udtrykket end det oftest har været tilfældet i Kiellands serier. Han har i tidens løb eksperimenteret med forskellige stilarter, men han befinder sig som regel et sted imellem en klassisk bigfoot gag-cartoon-stil filtreret gennem en underground-sensibilitet (det kan godt ses, at Kielland og Rune Kidde begyndte deres karrierer sammen i 70erne og i øvrigt har samarbejdet på eventyr-albummet Det fille, det falle) - og et kantet, stærkt grafisk udtryk, der virker mere inspireret af for eksempel ekspressionistiske træsnit end af tegneserier.

Der er noget klodset, muskuløst over Peter Kiellands stil, som om tegningerne er hugget ud af papiret med hammer og mejsel. Hans kvinder er aldrig smukke eller elegante. Det er en grim, grov verden, han inviterer os ind i. Jernpotte er dog formentlig Kiellands mest traditionelt udseende tegneserie; figurerne er mindre groteske, end de oftest er. Det er dog på ingen måde en stil, der virker behagesyg. Når den fungerer, er den tværtimod selvsikker og egenrådig og ligner ikke nogle andre på den danske tegneseriescene. Men andre gange virker denne stil ubehjælpsom og kejtet; som om Kielland ikke mestrer sine redskaber tilstrækkeligt eller bare blæser højt og flot på overbevisende anatomi. I hans andre mere cartoony eller skævt grafiske serier er det ikke et problem, men det bliver det i Jernpottes trods alt mere naturalistiske udtryk. For i hvert fald denne læser hindrer det indlevelsen i en ellers på manus-plan glimrende disponeret historie. Sidekompositioner (herunder brugen af farve) og billede-til-billede-flow er der heller intet at udsætte på. Her er det tydeligt, at Kielland er en rutineret fortæller.

Som det desværre er tilfældet med et stort antal danske tegneserier, kunne også Jernpotte have trængt til en korrekturlæser. Det er først og fremmest en ikke ubetydelig mængde stavefejl, der springer i øjnene, men af og til falder også det ellers overbevisende storladne og episk klingende sprog til jorden, når man støder på sætninger som "sorgen over vores døde frænder tynger os til jorden i sorg og afmagt." Det er ærgerlige detaljer, man gerne ville have undværet i en ellers flot tilrettelagt udgivelse.

 

Peter Kielland (1996, 2000 & 2006). Jernpotte - første, anden & tredje del. København: Bogfabrikken. Hhv. 96, 104 & 96 sider, farve, Kr. 158,00, 178,00 & 198,00.

[juni 2006]



 

 

klik på billedet for at se det i en større version

klik på billedet for at se det i en større version

klik på billedet for at se det i en større version

klik på billedet for at se det i en større version
Rammefortællingens unavngivne jeg-fortæller.

klik på billedet for at se det i en større version
Et klassisk makkerpar: Den aggressive, fordomsfulde Jernpotte og den klynkende, enerverende Eui.

klik på billedet for at se det i en større version
Den ustabile Kromand er let bytte for det sorte væsens manipulationer.

klik på billedet for at se det i en større version
Historien om Tiburuburu, tegnet i en noget anderledes stilart.

klik på billedet for at se det i en større version
Nå, okay, hvis du ligefrem har medaljon...

klik på billedet for at se det i en større version
Dårlig historie = usand historie.

klik på billedet for at se det i en større version
"Det eneste, jeg ved, er, at jeg intet ved."

klik på billedet for at se det i en større version
Less is more.

klik på billedet for at se det i en større version
Ikke Botticelli.

klik på billedet for at se det i en større version
Skålens diameter halveres pludselig uden forklaring.

klik på billedet for at se det i en større version
Mimik og anatomi er ikke altid eksekveret lige stramt.

 

 

 


se også:
Skitsebog: Peter Kielland
Tema: Danske serier

links:
Peter Kielland

 


tilbage til Anmeldelser


© 2006 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2006 the respective artists and authors. All rights reserved.