tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

GENFUNDNE YNDER
Jesper Deleuran og John Pedersens Ftatateetah

Af Matthias Wivel

Med den samlede udgivelse af Jesper Deleuran og John Pedersens jam-hæfter om de to dagdriverter Onkel Ftata og Fætter Teetah introduceres et nyt publikum ikke blot for et dansk tegneserieklenodie af den finere karat - og en for mange af os i denne sammenhæng lidt for sent fødte entusiaster manglende brik i historien om 70ernes nye danske tegneseriebølge - men for et ganske særegent og vitalt værk. Ftatateetah-historierne, oprindeligt udgivet mellem 1975-78, er ganske vist jævnt ujævnt afleveret, men de er ikke desto mindre deres helt egne og lever deres eget liv.

Som man kan læse i Jesper Deleurans ledsagende tekst, som er at finde blandt bogens ekstramateriale, opstod serien i mødet mellem de to fynske ophavsmænd i begyndelse af 70erne. Den direkte inspiration var Robert Crumb og Aline Kominskys jam-serie Dirty Laundry Comics, men Deleuran og Pedersen tog den amerikanske undergrunds førstepars fremgangsmåde og gjorde den til deres egen. Ftatateetah-historierne opstod i mere eller mindre improviseret samarbejde mellem de to fynboer, der hver tegnede sit alter-ego - hhv. Onkel Ftata og Fætter Teetah - og ellers skiftedes til at tegne historiernes andre karakterer og baggrundene.

Mens de fleste serietegnere nok kan nikke genkendende til denne fremgangsmåde, er den I dansk sammenhæng nok bedst kendt fra Jespers senere samarbejde med sin mere kendte storebror Claus, Pirelli og Firestone (1979-82), der opstod i direkte inspiration fra Ftatateetah-samarbejdet og af hvilke særlig første bind står som en unik klassiker i dansk tegneseriehistorie. Ved læsningen af Ftatateetah er det imidlertid tydeligt, at Jesper i John Pedersen havde en mere egal samarbejdspartner end sin storebror. Mens Pirelli og Firestone hen ad vejen overtages af Claus' vilde påfund, folkelige temperament og interesse for historie og etnografi og derved taber noget af sin friskhed, flyder Ftatateetah-historierne mere ubesværet og de to ophavsmænd voksede tydeligvis med opgaven i løbet af deres samarbejde, og i takt med at deres tegne- og fortælleteknik modnedes.

Det første hæfte, Pedroismens opståen (1975) er tydeligvis det mest improviserede og aldeles uprætentiøst og veloplagt - en cannabisdrevet "og så"-fortælling om vore to venner på spontan tur gennem det danske landskab. Undervejs overnatter de i en skraldespand med indlagt stik til barbermaskinen, besøger en zigeuner-sandsigerske, og to pensionater - et beboet af Davy Crockett og en masse nudister, og et befolket af heste. Undervejs samler de en grisling - Pedro - op, som Fætter Teetah straks får planer om at dressere og gøre karriere i samarbejde med. Onkel Ftata derimod, synes den er irriterende og laver flæskesteg af den. Dette svinemartyrium bliver grundlaget for Fætter Teetahs pedroistiske verdensbevægelse, der hurtigt vinder følge over den ganske klode. Slut. Med andre ord: stenerhumor med stenerlogik, men med tilpas mange skægge indfald - fx. et sted hvor de to helte graver sig 'ned til kineserne' og mødes med et indklæbet, ærketidstypisk billede af en gruppe maoistiske soldater og bønder - til at det ikke bliver insulært.

Efter det første Ftatateetah-hæfte, tegnede Deleuran og Pedersen de serier, der endte i hæftet Ridderen af Purpurbåndet og andre historier. Hovedhistorien blev til på opfordring af makkerparrets trykker på Christiania, og blev tegnet som en løbende kommentar til den daværende regerings forsøg på at lukke Fristaden, anført af Forsvars- og Justitsminister Orla Møller. Men snarere end egentlig samfundssatire er historien en lille "tilbage-til-rødderne"-fabel, hvor Møller kastes ud af sit obskurantistiske teknokratmiljø og ender med at finde et nyt, rigere liv på Københavns grønne volde. Læseren tildeles to slutninger - en kynisk og en lykkelig. Modellen var velkendt i tiden, også indenfor tegneserien - Robert Crumbs "Whiteman Meets Bigfoot" (1971) og Pierre Christins samarbejder med Tardi og Bilal på hhv. Rumeurs sur le Rouergue (1971) og Legendes d'aujourd'hui-cyklussen (1975-77, da. De glemtes korstog, Stenskibet & Byen der ikke eksisterede) er blandt de mest prominente eksempler. Purpurbåndets todelte slutning og dens jordnære attitude redder den fra den højspændte, frelste og bedagede fims, der hænger over Christins serier, men gør sig, i modsætning til f. eks. Crumb, desværre ikke fri af de klicheer, modellen inviterer indenfor. Heldigvis rummer dette hæfte samtidig en håndfuld små, ganske skægge historier, der selvom man klart mærker forbillederne Crumb og Sheltons tilstedeværelse bag rammerne (en af striberne er nærmest kopieret fra et forløb med sidstnævntes "Fat Freddy's Cat"), gør det de skal.

Løjerne fortsætter i det nok bedste af Ftatateetah-hæfterne, Onkel Ftata og Fætter Teetah holder Weekend. Udgangspunktet er, at Onkel Ftata har været på Sydpolen og Fætter Teetah i mellemtiden er blevet et velfriseret borgerdyr med kone og villa. Onkel Ftata påtager sig den frustrerende opgave det er at redde sin kammerat og "afvænne" ham så han igen kan blive en god, stenet drivert. Dette består bl. a. i at han bliver anbragt i et "nedtrapningslokale" - med en lille trappe at gå ned ad i hjørnet - undervises i "En joints forskellige bestanddele" og bliver pålagt at terpe lektionerne i "Pruttens æstetik", "Næsepilningens ABC" og "Takt og tone for hippier". I skildringen af de tos interaktion - Ftata som frustreret skolemester, Teetah som rekonvalescerende stener med hyppige tilbagefald til spontan hækkeklipning og Se & Hør-læsning - når de to ophavsmænds fortællekunst nye højder. Mimikken er skæg, samspillet spiller og gags'ne, der ligesom hos Claus Deleuran ofte trækker på vandede bogstaveliggørelser af begreber og talemåder, som fx. den allerede nævnte "nedtrappe" eller Onkel Ftatas medbragte flaske med 'antarktis ' - afleveres med ufortrøden selvsikkerhed.

Tydeligvis inspireret af den dengang netop udkomne Freak Brothers-klassiker "Grass Roots" (1977), sender Deleuran og Pedersen deres to helte ud i en skovhytte, hvorfra Fætter Teetahs kur med jordhookah og tidsfordriv i hængekøjen. På samme måde som rygtet, der løber gennem byen i Claus Deleurans Thorfinn (1971-74), passerer en række nisser med ugens dage, mandag til fredag, skrevet på skilte revy, indtil en negerdreng i pikolotøj pludselig springer ind i rammen - Weekenden er her. Ja, han hedder Weekend, fordi hans ældre søskende havde fået tildelt ugens andre dage, og han er aldeles politisk ukorrekt skildret i såvel tegning som tekst. Han bliver hurtigt de to driverters servile tjener og viser sig at være et kup for Deleuran og Pedersens fortælling. Han giver nemlig plads til en fortsat skildring af de to hovedpersoners mere amoralske sider. Helt uden at blinke og med altid godmodig mine bruger de ham som forsøgskanin for deres hjemmeproducerede stoffer og ved frokosttid plukker de med et smil bananer fra hans skørt. Da det hele bliver Weekend en kende for meget, forandres de to starutter pludselig til olierede jakkesæt og forhandler for at fastholde ham. Men deres jakker fordufter og deres slips krymper da han kræver løn. Deleuran og Pedersen undergraver således helt udemonstrativt hvad der ellers ville have været en ganske ligefrem forherligelse af deres livsstil, meget på linie med den måde Claus Deleuran pludseligt lader den frisindede Thorfinn agere verdensdiktator.

Tredje Ftatateetah-hæfte, "De forsvundne ynner", er et rigtigt eventyr, hvor vores tre helte - Weekend er nu blevet fast inventar - begiver sig ud på en tids- og dimensionsrejse i jagten på Fætter Teetahs forsvundne Børge Wiinblad-dekorerede underbukser. De tilbringer en stund i et evigt lykkeligt, middelalderligt agrarsamfund indtil det hænger dem og deres laster langt ud af halsen. De rejser til en klinisk fremtid, hvor penge fremstilles på lokummet efter indtagelse af laxativer og hvor psykofarmakaen flyder gelinde. De jages af hundrede vrede, kagerullebevæbnede svigermødre og UFO-spottes af Præsident Carter på hans peanutfarm. Dejlig nonsens indlejret i den mest ambitiøse og formfuldendte, men samtidig nok mindst engagerende af Ftatateetah-historierne. Dette skyldes nok dels at de to tidligere historiers spontanitet mangler, og dels fordi fortællingen i højere grad end de andre slipper den virkelighed, der i sidste ende gør serien til noget særligt.

Som nævnt er Ftatateetah-historierne ganske ujævnt tegnet og fortalt og i øvrigt et langt stykke ad vejen afledt af ophavsmændenes forbilleder. Shelton, Crumb og Claus har været nævnt, men der er for eksempel også billeder og sekvenser der er tegnet med tydeligt skelen til Barks-klassikere som "Anders And og Søslangen" og "Rip, Rap og Rup på skulkeferie", samt Tintin i Tibet. Intet af dette generer imidlertid, fordi det hele forankres i en mærkbart levet virkelighed. Serien er i dén grad udtryk, ikke bare for en tidsånd - om end den tydeligvis er dét - men for sine to ophavsmænds livsstil, der skildres ganske tidløst. Fede røget omkring et bord, ledsaget af improviserede måltider og dampende te, mens hyggen og dagen går sin gang uden det helt store sker, er af den art evige øjeblikke mangen en livsnyder vil have fæstnet i sin erindring, også i generationerne efter Deleurans og Pedersens, og den stemning rammes på kornet i Ftatateetah-fortællingerne. Bajerflaskerne, S-toget, de københavnske baggårde, det fynske fladland - Danmark er i huset. Lidt ligesom hos Claus, men alligevel ganske anderledes. Hvor storebror er folkelig og eventyrlig, er lillebror og Pedersen forankret i deres generations oplevelse af en tilværelse, der nok kan være skæg og forunderlig, men hinsides fantasien er grå, banal, repetitiv og til tider endda farlig.

Dette illustreres bl. a. eftertrykkelig i begyndelsen af Weekend, hvor Onkel Ftata leder efter den pist-forsvundne Fætter Teetah blandt deres fælles venner og bekendte, hvis liv har gået deres gang med ganske svingende og ikke altid lige opløftende resultater mens han var andetsteds. Hver har fulgt sin bane, og det skildres med lige dele ærlig realisme og afvæbnende humor og minder os endnu en gang om, at Ftatateetahs udgangspunkt er tegnernes egne liv og oplevelser.

Som en ekstra godbid indeholder Ftatateetah det ikke før udgivne fjerde Ftatateetah-hæfte, der desværre aldrig blev færdiggjort, da Deleuran og Pedersen midt i arbejdet brat afsluttede deres samarbejde af personlige årsager. Der er igen tale om et rejseeventyr, hvor vore to samvittighedstyngede helte - med mindelser om Anders Ands elskede tur til Alaska efter Højben - begiver sig til Comorerne for at lede efter Weekend, som de for at hytte deres eget skind har fået udvist af landet efter et mislykket 'butikstyveri' (altså den slags, hvor man løber afsted med en hel købmandsbutik, inkl. mørtel og tegl). Som det fremgår har Weekend aldrig, selvom det ind i mellem har set sådan ud, opnået egentlig lighed med sine to kumpaner, duoen er aldrig blevet til trio. Dette forhold er emblematisk for den kant, der gør at Ftatateetah rejser sig over stenerhumorens uvægerlige banalitet, og det kan ærgre svært at denne historie, hvor grundpræmissen kradser og hvor vore helte er mere amoralske end nogensinde, aldrig blev færdiggjort. Men den er i sig selv et fint testamente for samarbejdet mellem Deleuran og Pedersen og deres lille, unikke bidrag til dansk tegneseriehistorie.

Rettelse 21/02/07: Jesper Deleuran har skrevet og påpeget at "Tegningen af de maoistiske soldater og bønder er IKKE indklæbet, men en jeg tegnede af efter en kinesisk tegneserie jeg havde fået i fødselsdagsgave af Claus." Vi takker!

Jesper Deleuran & John Pedersen (2006). Ftatateetah. København: Forlaget Forlæns. ca. 250 sider, S/H, Kr. 201,25.

[6-8/9/06]



 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Fra Pedroismens opståen.

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Fra Ridderen af Purpurbåndet.

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Fra Weekend. Bemærk billede-til-billede-forællingen og ansigtsmimikken.

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Fra Weekend. Weekend vil ikke finde sig i mere...

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Fra De forsvundne ynner.

 

klik på billedet for at se det i en større version
Fra Pedroismens opståen.

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Fra Weekend.


klik på billedet for at se det i en større version
Nøgleøjeblikket i den fjerde, fra dette eksempel tydeligvis ufærdige historie.

 

se også:
Anmeldelse: Pirelli & Firestone
Tema: Danske serier

links:
Jesper Deleuran
Forlaget Forlæns

 


tilbage til Anmeldelser


© 2006 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2006 the respective artists and authors. All rights reserved.