|
Alan Moore og
Neil Gaiman er to af den moderne amerikanske mainstreamtegneseries
ubestridte hovedskikkelser. Moore var, med serier som Swamp
Thing (1983-1987), Marvelman/Miracleman (1982-1990)
og Watchmen (1986-1987), i 80erne med til at revolutionere
den amerikanske superheltetegneserie og banede dermed vejen for
en ny bølge af mainstreamserier, der behandlede mere seriøse
og virkelighedsnære temaer, end det var blevet set indtil
da. En af denne nye bølges bannerførere var Neil
Gaiman, både med serierne Miracleman (1990-1993 -
overtaget efter Moore), Black Orchid (1988-1989) og Sandman
(1988-1996), og med en række genreløse albums i samarbejde
med kunstneren Dave McKean. De er begge tegneserieforfattere med
en distinkt stil. De er begge englændere. De er begge karakteriseret
ved at producere intelligente, velfortalte og nytænkende
tegneserier. Men der holder lighederne også op. Denne artikel,
der oprindeligt har været bragt I
Rackham
#1, hvor netop
Moore, Gaiman og McKean var det centrale tema gennemgår
og analyserer deres karrierer og værker. Fokus er primært
på de værker, der ikke behandles grundigere andetsteds
her på siden eller i Rackham #1.
MOORE
Alan Moore er tegneseriefan. Hans baggrund som fanboy fornægter sig ikke. Størstedelen af hans værker går på strandhugst hans barndoms tegneserielæsning og den referenceramme, den har givet ham. Hans styrke er imidlertid, at han konsekvent har kombineret dette med en stærk tro på tegneseriemediets muligheder og en evne til at forny og udvikle dets traditioner, såvel som sprog. Moore har beskrevet mesteren Will Eisner som "... the single person most responsible for giving comics its brains" og man må nok, når man kigger på Moores værker, beskrive ham som en af Eisners arvtagere i denne sammenhæng. Moores serier er præget af et utroligt ambitionsniveau med hensyn til både indhold og fortælleteknik, samt af en henvendelse til et publikum, der sætter pris på intelligente tegneserier.
TIDLIGE SERIER
Efter nogle forsøg som tegner debuterede Moore i 1980 som
tegneserieforfatter på de britiske sciencefictiontegneseriemagasiner
2000 AD og Dr. Who Weekly. For disse blade producerede
han hovedsageligt humoristiske science-fiction serier som de EC-agtigt
episodiske Tharg's Future Shocks/Time Twisters (1980-1983),
serien om de to amoralske rumbøller D.R. & Quinch
(1983-1985) og SF-eposet The Ballad of Halo Jones (1983-1986).
Den humoristiske side af forfatterskabet, der kom til udtryk i
disse serier videreførtes siden i den mildt morsomme, Addams
Family-agtige serie The
Bojeffries (1983-1992), tegnet af Steve Parkhouse.
I lang tid har man ikke set meget til den, men den er nu dukket
op igen i flere af hans nye mainstreamserier (se nedenfor). Det
var også i denne periode, at han begyndte at skrive sine
første superheltehistorier med Captain Britain (1983)
for Marvel UK og geoplivningen af den gamle britiske Captain Marvel
(Shazam!) klon, Marvelman, for den nystartede tegnserieantologi
Warrior.
SUPERHELTEN DEKONSTRUERET
Det er for sine superhelteserier Alan Moore er mest kendt.
Marvelman
markerer starten på, hvad der må beskrives
som Moores forsøg på at dekonstruere superheltefiguren.
Serien startede I det britiske seriemagasin Warrior i 1982
og fortsatte i det amerikanske forlag Eclipses hæfteudgave
af serien, der, af hensyn til frygt for sagsanlæg fra Marvel
Comics (til trods for at Marvelmans copyright var syv år
ældre end Marvels, mente Eclipse at det var sandsynligt,
at Marvel kunne vinde en eventuel retssag), fik ændret sit
navn til Miracleman. For Eclipse skrev Moore serien indtil
1989, hvorefter Neil Gaiman overtog. Moores egentlige billet til
USA var i midlertidig muligheden for at skrive Swamp
Thing (1985-1987) for DC comics. Serien blev enormt
populær og var med til at starte en bølge af superhelteserier,
der behandlede seriøse temaer mere direkte, end man havde
set før og som i dag blandt andet har ført til DCs
"voksne" Vertigo-linie. Derudover skrev Moore en håndfuld
historier med DCs centrale figurer. Særligt interessante
er hans bud på Batmanskurken The Jokers oprindelse i Batman:
The Killing Joke (1988), der er tegnet af briten
Brian Bolland, og hans Supermanhistorie Whatever Happened to
the Man of Tomorrow? (1986), lavet sammen med den klassiske
(og måske definitive) Supermantegner Curt Swan. Sidstnævnte
var afslutningen på den gamle Supermanserie, inden
DC genstartede serien (med John Byrne som forfatter og tegner)
for at rydde op i DC universets labyrintiske kontinuitet og trak
i høj grad på Moores forkærlighed for netop
denne kontinuitet og dens lettere syrede figurer og koncepter,
som han i øvrigt senere skulle tage op igen i Supreme
(1996-2000).
KLOKKEDRENGENE
Kulminationen på hans superheltedekonstruktion var
Watchmen, som blev udgivet af DC comics i 1986-1987 med
landsmanden Dave Gibbons som tegner. Serien, der oprindeligt havde
været tænkt som en genoplivning af superheltene fra
det hedengangne forlag Charlton (det vil sige Blue Beetle, Captain
Atom, The Question, etc.), som DC netop havde erhvervet rettighederne
til, kom til at betyde det helt store gennembrud for Moore. Sammen
med serier som Frank Millers nytænkende take på Batmanfiguren,
The Dark Knight Returns (1986) og Art Spiegelmans Pulitzerbelønnede
genfortælling af sin faders oplevelser som offer for holocaust,
Maus (1980-1991), skabte Watchmen en hidtil uset
opmærksomhed omkring tegneseriemediet i USA. Med sin
strukturelle kompleksitet, sin kombination af superhelte
med en meget realistisk beskrevet verden og sin behandling af
seriøse temaer, er Watchmen afgjort et højdepunkt
for Moores karriere, såvel som for den nyere amerikanske
mainstreamtegneserie.
GENREN TRANSCENDERES
Sideløbende med, og især efter at have afsluttet
Watchmen, har Moore arbejdet med forskellige genreløse
og meget ambitiøse tegneserieværker. V
for Vendetta, som han, ligesom Marvelman,
havde startet i Warrior i 1982, afsluttede han sammen med
tegneren David Lloyd for DC i 1989. Serien der omhandler én
mands kamp mod en totalitær stat, er blandt andet en speciel
serie for Moore, fordi den, i højere grad end nogen af
hans andre længere serier, er et uafhængigt værk.
Det er ellers karakteristisk for Moore at støtte sig til
en eller anden form for "skelet", f. eks. superheltegenren eller
Jack The Rippersagen i From Hell, for at tilføje
det nye tanker og ideer og derved skabe et fuldendt værk.
Med V for Vendetta har han imidlertid skabt et omfattende
værk uafhængigt af dette princip. Seriens centrale
figur, V, kan siges at tage udgangspunkt i superheltefiguren,
men historien er i langt højere grad en fortælling
om en række normale mennesker og deres møde med,
og stillingtagen til en række etiske og moralske principper,
der legemliggøres i den mystiske, maskerede V. Derudover
er det en serie, som, ligesom Watchmen, eksperimenterer
med sit formsprog. Hvert kapitel har sit tema, som dikterer dets
opbygning og fortælleteknik: Et kapitel fortælles
f. eks. udelukkende med en kollage af dialog fra en væg
fyldt med tv-skærme, et andet fortælles som teksten
til et kabaretnummer, komplet med nodeblad og det hele.
Ovenpå kæmpesuccesen Watchmen og afslutningen
på Marvelman og V, søgte Moore andre
græsgange. Sammen med tegneren Bill Sienkiewicz leverede
han den historisk baserede politiske kritik af USAs lyssky internationale
operationer, Brought
to Light: Shadowplay - The Secret Team
(1989), og sammen med Oscar Zarate lavede han den hudløse
skildring af én mands indre krise, A
Small Killing (1991).
Hans mest ambitiøse projekt i denne periode, og måske
overhovedet, var i midlertidig Big
Numbers (1990), som han selv udgav på sit
nystartede Mad Love Publishing. Serien, der er baseret på
en række sammenflettede personskildringer i og omkring den
fiktive Engelske by Hampton, var i høj grad tænkt
som et grænseoverskridende værk. Centralt for den
var forskellige fraktalmatematiske teorier og deres mulige evne
til at forudsige og sætte alt, der tilsyneladende er tilfældigt,
på formel. I lige linie fra Watchmen, i hvilken dette
tema også er centralt, skulle Big Numbers således
have behandlet den filosofiske problematik om fri vilje versus
determinisme (dvs. at alt i livet er forudbestemt og at vi bare
følger et mønster udstukket af vores skæbne).
Desværre nåede Moore kun at få udgivet to af
seriens planlagte 12 numre - tegneren Bill Sienkiewicz trak sig
og der opstod problemer med at finde en erstatning. Moore har
udtalt, at Big Numbers muligvis bliver lavet (og afsluttet)
som tv-serie.
Samtidig med at Big Numbers projektet løb ud i sandet,
skrev Moore to serier for sin tidligere Swamp Thing kollaboratør,
Steve Bisettes antologi Taboo. Det drejede sig om Jack
the Ripper rekonstruktionen From
Hell (1989-1996), med australieren Eddie Campbell
som tegner, og den ret uinteressante og forfærdeligt tegnede erotiske
serie Lost Girls (påbegyndt 1991), illustreret af
Melinda Gebbie. From Hell må, sammen med Watchmen,
nok beskrives som Moores hovedværk - det er en serie, der
bevæger sig på helt nyt territorie med hensyn til
tilgang, såvel som tematik, samtidig med at den fortæller
en spændende og medrivende historie (for mere info se artiklen
Mord og Myte i
Rackham
#1). Serien blev
i øvrigt (rædselsfuldt) filmatiseret i 2001.
SUPERHELTEN
REKONSTRUERES
Sideløbende med sine mere seriøse projekter
er Moore nu vendt tilbage til superheltene. I 1993 lavede han,
blandt andet sammen med sine Swamp Thing makkere Steve
Bisette, Rick Veitch og John Totleben, den nostalgiske Marvelpastiche
1963. Dette markerede begyndelsen til hvad der, samtidig
med at være en stabil indtægtskilde for Moore, kan
beskrives som en slags rekonstruktion af den superheltegenre,
han pillede fra hinanden med Marvelman, Swamp Thing
og Watchmen. Første runde udgjordes af Wild C.A.T.s
(1995-1998), Youngblood (1998), og Supreme
- gedigne, velfortalte, intelligente omend ikke særligt
nytænkende superhelteserier, der typisk for ham trak på
hans egen baggrund som superheltelæser og -fan. Får
et par år siden lancerede han sit eget ’imprint’ Americas
Best Comics (ABC) under det nu DC-ejede forlag Wildstorm Studios.
I ABC-regi er det efterhhånden blevet til en ganske omfattende
opdatering og genopfriskning af den traditionelle, amerikanske
hæfteserie. The
League of Extraordinary Gentlemen, Tom Strong,
Top Ten, Promethea
& Tomorrow Stories er alle intelligente og friske eventyrserier
med en resonant tematisk klangbund (læs evt. artiklen ’Moores
Utopia’ i Strip! nr. 15 for en mere uddybende gennemgang
af disse).
ANDRE MEDIER
Moore har, med varierende held, også kastet sig over projekter i andre medier. Hans noget selvhøjtidelige debutroman, Voice of the Fire, der behandler nogle af de samme metafysiske temaer som From Hell, udkom i 1996 og hans næste roman, der foreløbig har titlen A Grammar, er under forberedelse. Udover dét er han ved at forberede et trancealbum inspireret af den jødiske kabalah. Dette bliver ikke hans første pladeudgivelse; han har allerede udgivet to plader med lyrik/musik - The Birth Caul og Snakes and Ladders. Det drejer sig om liveoptagelser af spoken-word forestillinger, som også er kommet i tegneserieform (hhv. 1999 & 2001) tegnet af Eddie Campbell. De er begge prægede af samme noget højspændte metafysiske tematik som Voice of the Fire og hører som sådan til den sværere tilgængelige del af Moores oeuvre. Sammen med Watchmentegneren Dave Gibbons arbejder han på et CD-ROM projekt der, ligesom Dave McKeans CD-ROM projekter (se Ved veldækket bord... i
Rackham
#1), er tænkt som et forsøg på at trække mediet i en ny og anderledes retning.
URMAGEREN
Moore kan som forfatter karakteriseres ved gennemtænkt
strukturerede og konstruerede fortællinger. Hans
manuskripter er, som det kan ses af manuskripteksemplerne
i specialudgaven af Watchmen (1988) og første bind
af From Hell: The Compleat Scripts (1996), uhyre detaljerede
og kun meget lidt er overladt til tegneren. Han arbejder oftest
med et bredt persongalleri (jvf. Watchmen, V For Vendetta,
Big Numbers og From Hell) og et virvar af handlingstråde,
som han sammenfletter til et overskueligt hele. Endvidere kan
han karakteriseres ved hele tiden at søge nye måder
at fortælle på, både rent teknisk og mht. sin
fremgangsmåde. Watchmen er f. eks. en
fortælleteknisk tour de force og From Hell
bruger historisk research som metode til fortællingen af
en i høj grad fiktiv historie (se ‘Mord og Myte’, Rackham
#1). Moore beskæftiger
sig gennemgående med grundlæggende menneskelige spørgsmål
og tematikker; fri vilje/determinisme er nævnt i forbindelse
med Watchmen og Big Numbers, men også politiske
emner (Brought to Light, hans selv-publicerede antologi
A.A.R.G.H! - Artists Against Rampant Government Homophobia
(1988) og, igen, Watchmen), frihed, anarki og moral (V
for Vendetta), osv. Hans seneste værker (From Hell,
Voice of the Fire, The Birth Caul) har, som antydet,
været prægede af metafysiske spekulationer om den
virkelighed, der eksisterer i vores kollektive idé- og
begrebsverden. Disse er i høj grad udtryk for Moores seneste
mani - han er sprunget ud som troldmand. I den forbindelse har
han udtalt at hans næste store tegneserieværk bliver
en fortælling af magiens historie – noget han, interessant
nok, allerede lader til at være i færd med i ABC-serien
Promethea,
den af hans nye mainstreamserier, han gør klart mest ud
af.
Raptus eller ej, Moore er i dette tilfælde, som altid garant for noget overraskende anderledes og spændende, der udfordrer tegneseriemediet både form- og indholdsmæssigt.
GAIMAN
Gaimans karriere som tegneserieforfatter begyndte nogle år efter Moores. Han var, før han begyndte at skrive tegneserier, journalist og havde også skrevet en håndfuld noveller til forskellige antologier. Gaiman har nævnt Moore som en vigtig inspirationskilde for sit valg af tegneserien som sit foretrukne medie. Swamp Thing var for ham en serie med et, indtil da, næsten ukendt litterært niveau, samtidig med, at det var en serie, der beviste, at det var muligt for en tegneserieforfatter at markere sig som original tegneserieskaber, selvom han ikke selv tegnede serien (Comics Journal nr. 155, 1993).
Gaimans tidligste tegneseriearbejde er, ligesom det er tilfældet med Moore, at finde i 2000 AD, for hvilket han skrev en håndfuld historier i 1986-1987. Han bidrog også til Moores A.A.R.G.H! og forskellige andre antologier.
GENNEMBRUDDET
Gaimans gennembrud som tegneserieskaber var erindringsbilledet
Violent
Cases (1987), som han lavede sammen med Dave McKean.
Denne serie rummer det meste af, hvad der senere er blevet karakteristisk
for Gaimans fortællestil: Den personbaserede fortælling,
fremlægningen af (delvist selvbiografiske) erindringer som
grundlag for historien, en indgående personskildring, et
sprudlende og fængslende sprog og evnen til at få
øje på det magiske i hverdagen. Violent Cases
vakte stor opsigt i tegneseriekredse. Dette var delvis på
grund af dens, for tegneserier, utraditionelle emnevalg, grafiske
udtryk og fortællestil, men selvfølgelig i bund og
grund også fordi den er en velskrevet og dygtigt tegnet,
intelligent tegneserie. Sammen med McKean lavede han også
en af historierne (The Prophet Who Came to Dinner) til
antologien Outrageous Tales From the Old Testament (1987),
der rummer forskellige humoristiske nyfortolkninger af historier
fra det gamle testamente.
Violent Cases blev Gaimans og McKeans billet til USA. For
DC comics begyndte Gaiman at skrive forskellige superhelteserier
i den såkaldt voksne tradition, Moore havde påbegyndt
med Marvelman og Swamp Thing. Gaiman var i midlertidig
ikke så interesseret som Moore i at dekonstruere superheltemytologien.
Black
Orchid, som han også lavede med Dave McKean,
er det nærmeste han kommer på denne dekonstruktion,
men man aner at der er andre ambitioner på spil. Serien
fungerer i højere grad på trods, end på grund
af sit afsæt i genoplivningen af en gammel, obskur superhelt.
Gaiman starter da også med at aflive denne, hvorefter han
bevæger sig ud i en historie der, karakteristisk for ham,
sammensmelter en personbaseret fortælling med det overnaturlige.
The
Books of Magic (1990-1991), der blev til i samarbejde
med John Bolton, Scott Hampton, Charles Vess og Paul Johnson,
er ligeledes en mindre vellykket serie. Selvom den tager afstand
fra de medvirkende superhelte og i stedet fokuserer på et
af Gaimans kronemner: En persons udvikling i samspil med en magisk/mytologisk
tematik, lykkes dette aldrig helt. Dette skyldes at serien bærer
for meget præg af samtidig at være et forsøg
på at samle og skabe overblik over den okkulte side af DC
universets indviklede kontinuitet.
OLE LUKØJE
For DC påbegyndte Gaiman i 1988 sit foreløbige
hovedværk, The
Sandman, lavet sammen med en lang række tegnere.
Serien tager afsæt i en sammenskrivning af alverdens myter,
legender og religioner og blandes med et stort, farverigt, levende
persongalleri og et moderne, menneskeligt og poetisk livssyn.
Den består af 10 historier (‘storylines’), fordelt på
75 enkeltnumre, der tilsammen danner én lang, episk fortælling
om mennesker og om livet - et slags moderne eventyr, om man vil.
Serien tager, sine to første udmærkede storylines
til trods, først rigtig fart med interludiet Dream Country
(1990) og historien Season of Mists (1990-1991). Dette
skyldes at den her frigør sig fra sit grundlag i DCs superhelteunivers
og går sine helt egne, Gaiman'ske veje. Endvidere vandt
Gaiman, ved en kontroversiel bedømmelse, The World Fantasy
Award i 1990 for Sandman #19, der er en genfortælling
af Shakespeares A Midsummer Night's Dream og således
inkorporerer Shakespeare og hans liv i Sandmans univers. Det var
første gang nogensinde, at en tegneserie havde vundet denne
ansete pris. Usædvanligt for serien er endvidere, at Gaiman,
til trods for at den solgte rigtig godt, fik lov til at afslutte
serien efter 75 numre og derved gøre den til et fuldendt
værk, udelukkende skrevet af ham. Dette var, indtil da,
uhørt hos de store tegneserieforlag og markerer i høj
grad et gennembrud for den enkelte skabers muligheder i den amerikanske
mainstream.
INTELLEKTUALISME
OG HUMANISME
Sideløbende med Sandman skrev Gaiman Miracleman
(tegnet af Mark Buckingham), som han havde overtaget fra Moore.
Moore havde bragt serien til en konklusion, hvor dekonstruktionen
af seriens almægtige superhelteprototype var komplet. Gaiman
tog konsekvenserne af dette og tilføjede serien en mere
menneskelig dimension. Samtlige af hans numre af serien handler
mere om mennesker og deres opfattelse af verden, end om abstrakte
koncepter. Dette er typisk for Gaiman; selvom Miracleman,
og mange af hans andre serier, er meget intellektuelt vinklede,
forankrer han altid dette i nogle mennesker, man kan identificere
sig med. Udover Sandman og Miracleman, leverede
Gaiman i denne periode også kortere historier til antologier
som Taboo, A1 og Negative Burn, samt et enkelt
nummer af Spawn (nr. 9, 1993) og Angela miniserien
(1994-1995) for Todd McFarlane.
Gaimans næste store samarbejde med Dave McKean, Signal to Noise (1989/1992), er i høj grad et eksempel på hvorledes Gaiman kombinerer en meget intellektuel tematik med en menneskeskildring. Serien har sine rødder i en idé han havde om at lave en historie om verdens undergang, som vi alle venter vil komme, men som måske aldrig indtræffer, sammenkørt med et ønske McKean havde om at lave en historie om den sovjetiske filminstruktør Sergei Eisensteins død (Comics Journal nr. 155, 1993). Resultatet er en meget personlig historie om en filminstruktør, der ved at han snart skal dø af kræft, men alligevel arbejder videre på et filmmanuskript om apokalypsen, som han ved aldrig vil blive realiseret. Denne personfunderede historie rummer meget abstrakte temaer om verden og hvordan vi oplever den, hvorledes fragmenter af den er forståelige, mens andre aldrig vil opleves som andet end støj, osv. På billedsiden arbejder den med en dekonstruktion af billedsproget. Fra den forståelige lineære tegneseriehistorie til billedsekvenser, der rummer så meget 'støj', at det nærmer sig abstraktion. En meget intellektuel tematiseren gøres således mere (men ikke helt) tilgængelig gennem en forankring i en følelsesladet, velfortalt menneskelig historie.
Sammen med McKean skabte Gaiman endvidere i 1994 Mr.
Punch, deres indtil nu mest vellykkede samarbejde.
Serien er, ligesom Violent Cases, en præsentation
af en række barndomserindringer, set i retrospektiv af en
nu voksen hovedperson. Gaimans historie og McKeans billeder går
her op i en højere enhed af drømmeagtige erindringssnit
og subtile antydninger af en ikke helt håndgribelig voksenverden.
Læseren må virkelig engagere sig for at få det
hele med. Barndommens virkelighed kontra de voksnes mere tilpassede
ditto, er noget Gaiman er meget optaget af. Udover Violent
Cases og Mr. Punch, berøres temaet i Black
Orchid, Books of Magic, Sandman storyline'en
A Game of You (1991-1992) og DC miniserien The Children's
Crusade (1993). Han tager det igen op i sin børnebog/tegneserie
The Day I Swapped My Dad for Two Goldfish (1997) og The
Last Sandman Story, som er at finde i Dust Covers: The
Collected Sandman Covers (1997), begge skabt i samarbejde
med McKean. Gaiman har, ovenpå afslutningen af Sandman,
besluttet sig for at holde en pause med tegneserierne og arbejder
i øjeblikket i andre medier. Han har arbejdet med TV, radio
og diverse filmprojekter. Sideløbende med sin tegneserieproduktion
har han også skrevet en række noveller og romaner
(for mere om disse projekter, se ‘Ved veldækket bord...’
i Rackham
#1). Sidste skud
på stammen er Sandman albummet, Sandman: The Dream Hunters
(1999), der, meget i stil med eventyret Stardust (1998)
som han lavede sammen med Charles Vess, er en illustreret fortælling
skabt i samarbejde med japaneren Yoshitaka Amano.
GRIOTEN
Gaiman er først og fremmest historiefortæller. Som
beskrevet ovenfor er grundlaget i hans historier altid levende
beskrivelser af en eller flere personer, snarere end større,
konceptuelle sammenhænge, som det er tilfældet hos
Moore. Gaiman har et stort talent for personskildring, der som
oftest kommer til udtryk gennem hans opfindsomme og realistiske
dialog.
Med realistisk menes der, at han har sans for sproget;
hvordan folk taler, hvordan de udtrykker sig, de små mærkelige
ting de siger, deres til tider besynderlige observationer, osv.
På linie med dette har han ligeledes en evne til at lægge
mærke til hverdagens mærkværdigheder, og underlige
detaljer og bruge dem i sin fortælling. Han er, i modsætning
til Moore, bedst når han beskriver sympatiske personer,
som man hurtigt identificerer sig med og begynder at holde af.
Alt dette kombinerer han med en stor forkærlighed for myter, sagn og eventyr og for det fantastiske, som han bruger til at give sine menneskeskildringer og sine fortællinger et fortryllet præg. Det vil ikke være helt ved siden af at beskrive ham som en slags moderne griot, en historie- og eventyrfortæller, som supplerer os med hjertevarmende og intelligente eventyr, det er svært ikke at tage til sig.
|
|
Fra Bojeffries-sagaen.
Superhelten som nær-guddommeligt Übermensch - Moores
Marvelman. Tegnet af Rick Veitch og Rick Bryant. (Warrior
#13/Miracleman #4).
Swamp Thing i Steve Bisette og John Totlebens streg. (Swamp Thing
#24).
Centralt øjeblik i Moores Batman/Joker-fortolkning, Batman: The Killing Joke. Tegnet af Brian Bolland.
Vendepunktet i V for Vendetta - Seriens egentlige hovedperson, Evey, "genfødes" som moralsk menneske. Tegnet af David Lloyd. (Warrior
#26/V for Vendetta #7).
Fra Brought to Light. Tegnet/malet af Bill Sienkiewicz.
En mand vender tilbage til sine rødder og konfronteres med sin fortid i A Small Killing. Tegnet/malet af Oscar Zarate.
En konkretisering af de fraktalmatematiske teorier, der ligger til grund for Big Numbers. Følger fløden, når den spreder sig i en kop te, i virkeligheden et mønster, der kan måles og derved forudses? Tegnet/malet af Bill Sienkiewicz. (Big Numbers
#2).
Jack the Ripper på vej ud i natten mod sit næste offer. Tegnet af Eddie Campbell. (From Hell
#4).
Fra venstre mod højre: Alan Quartermain som gammelt opiumsvrag, Den usynlige mand som liderlig, principløs buk, Dr. Jekyll som paranoid og forskræmt Hulk-væsen, Mina Harker, der altid bærer et mærkeligt tørklæde om halsen og Kaptajn Nemo som sammenbidt antiimperialist. I The League of Extraordinary Gentlemen vendes hele den victorianske knaldlitteratur på hovedet.
Fra Promethea #15, serien, der mere og mere lader til at blive Moores næste magnum opus – magiens historie og univers udlagt i særdeles kulørt form. Tegnet af J. H. Williams & Mick Gray.
Fra GaimanS og McKeans gennembrudsserie, Violent Cases.
Black Orchids botaniske superhelt drømmer. Malet af Dave McKean. (Black Orchid
#2)
Det centrale spørgsmål i Books of Magic, og et vigtigt spørgsmål for forståelsen af Gaimans værk, blandes her typisk for Gaiman med en meget jordbunden humor. Malet af John Bolton. (Books of Magic
#1).
Gaimans sans for det eventyrlige/fortyllende kommer til udtryk i denne beskrivelse af en dag i Sandmans liv. Tegnet af Teddy Kristiansen (Sandman
#64 - The Kindly Ones).
Gaimans samarbejde med tegneren Mark Buckingham på Miracleman var præget af en imponerende eksperimeterelyst. Da Andy Warhol optræder i serien, leverer makkerparret en gedigen pastiche på popkunstens mest markante ikon i tegneserieform – en tilbagevenden til rødderne... (Fra Miracleman
#19).
Gaimans interesse og talent for beskrivelsen af barndommen. Foto/Mac: Dave McKean. (Mr. Punch)
.
Gaimans naturlige dialog og sans for personskildring. Tegnet af Marc Hempel og Richard Case. (Sandman
#67 - The Kindly Ones).
Alan Moore parodierer sig selv og sine ligesindede - det vil sige britiske tegneserieforfattere (Gaiman inklusive), der i 80erne kom til USA og begyndte skrive historier om voksne og følsomme superhelte. Tegnet af Joe Bennet og Norm Rapmund. (Supreme
#43).
|
