|
Rackham har valgt løbende at sætte særligt fokus på den danske tegneserie af i dag. Sortseere, eller realister, afhængigt af øjnene der ser, vil nok hævde at dette er en overprioritering, når man påtænker områdets magerhed, mens den gennemsnitlige tegneserielæser sikkert blot vil udbryde: "Danske tegneserier? Findes de stadig?" Hvis man gransker landskabet, vil man umiddelbart være tilbøjelig til at give sådanne skeptikere ret, og i den danske tegneserieverden er skepticismen da også normen. De fremmeste skeptikere er at finde på de danske tegneserieforlags redaktioner, bag disken i de få overlevende specialforretninger for tegneserier, blandt den hastigt faldene læserskare og, måske vigtigst af alt, bag de relativt få tegneborde rundt omkring i landet. "Der bliver ikke længere lavet så gode tegneserier", "Det kan ikke lade sige gøre", "Det er for dyrt", "Jeg tjener bedre på illustration, så hvorfor lave tegneserier?", "Arbejder du ikke indenfor animation endnu?" og "Hvad med at prøve reklamebranchen?" er faste vendinger, der ligger yderst i mundtøjet på snart sagt alle, der har med tegneserier at gøre.
Men så er det, at man opdager et sort/hvidt hæfte om tre tabere i for store bukser stå mellem de slikpapirsfarvede børneblikfang og de lovende, glittede placebooplevelser i kiosken. Man bider mærke i, at den ‘alternative’ hylde i den lokale tegneserieforretning efter års stagnation igen er spækket med amatørudgivelser og navnet ‘Strid’ bevæger sig pludselig over læberne på hattedamer, der i går var til premiere på Det kongelige Teaters seneste Bournonville-opsætning, men i dag begejstres over noget så profant som en
avisstribe.
Der sker faktisk noget, selvom det ikke lader til at de etablerede forlag, endsige det faste tegneseriepublikum, har opdaget det. Hvis man gransker det forløbne års danske udgivelser, tegner en række interessante perspektiver sig. Så vidt jeg har kunnet tælle mig frem til, kom der, hvis man ser bort fra den hjemlige Disneyproduktion og alle amatørpublikationerne, i 2001 17 danske tegneserier: Sussi Bechs Nofret 10 (Carlsen), Peter Madsens Valhalla 12 (Carlsen), Niels Søndergårds og Ole Comoll Christensens Dimensionsdetektiven 3 (Carlsen), Terkel Risbjergs Lillesøster (Fahrenheit), Jakob Martin Strids Dimitri 9mm og Den Store Strid (Politisk revy), Claus Deleurans Rejsen til Saturn (Politisk revy), Ulrik Crones og Nikolaj Scherfigs Victor og Bagel (Lindhardt og Ringhof), Carsten Graabæks Statsministeren på glat is og Til bords med statsministeren (Hovedland), Brdr. Ballarins Slim, Slam & Slum i fuld effekt! (Ekstra Bladets forlag), Mårdøn Smets Hieronymus Borsch (Fahrenheit), Niels Rolands Gunnar – Fødselsdag med fodnoter (Bogfabrikken/Fagbladet), Freddy Miltons Jomsvikingerne 1 & 2 (Arboris, men finansieret af Milton selv), Gantriis’ Livets gang i Lidenlund (Lemvig museum) og Storm Ps Peter og Ping (Sesam).
Af
disse er de 11 sidstnævnte genoptryk af allerede publiceret
materiale, (Borsch er imidlertid ikke før udkommet
i Danmark), hvilket betyder 5 nye dansk udgivne danske serier
i 2001. Det interessante ved fordelingen af udgivelserne mellem
forlagene er, at de danske tegneserieforlag kun tegner sig for
5 udgivelser (når man ser bort fra Miltons selvfinansierede
albums og Gunnar, der ganske vist er distribueret af Bogfabrikken,
men vel er finansieret af SID, der jo oprindeligt har udgivet
serien i deres blad). To af disse, over en tredjedel, er udgivet
af det lille en-mandsforlag Fahrenheit, som derved står
for en andel, der er totalt ude af proportion med dets størrelse.
Dette efterlader os med sølle tre (3) reelle udgivelser
fra de store forlag, eller rettere, fra Carlsen - mediegiganten
Egmont har ikke udgivet én eneste dansk serie. Til sammenligning
kan jeg sige, at der i 1998 kom det dobbelte og at man ikke skal
så forfærdelig mange år tilbage, før
der igen kom det dobbelte af dét.
Til gengæld er tegnene på, at en ny udvikling, der måske på sigt kan betyde en stigning i mediets udbredelse herhjemme, er i gang stærkere end nogensinde. Bogforlagene har i de seneste år haft ansvaret for en stigende andel af den totale produktion og tegner sig i 2001 for ca. halvdelen af de dansk udgivne danske serier. Det skal for rimelighedens skyld siges, at disse udgivelser, med en enkelt undtagelse, er genoptryk af serier, der for nyligt har været bragt i avisen eller før har været udgivet i bog/albumform og derfor er relativt sikre kort. Men udgivelsesandelen er ikke desto mindre markant, når man tænker på, at den anden bid af kagen tages af forlag, der kun udgiver tegneserier. Hvis man kigger på udgivelserne, vil man endvidere bemærke, at de er langt flottere i udstyret og markedsføres væsentligt mere kreativt end tegneserieforlagenes. Disse karakteristika afspejler nogle af fordelene ved tegneserier udgivet på bogforlag: De lider ikke i samme omfang af den stigmatisering, traditionelle tegneserieudgivelser oplever i boghandlerne og vel i folks bevidsthed generelt og de henvender sig til et langt bredere publikum - et publikum, der er vant til bogpriserne og ved, at mange tegneserielæseres krav om at et 100-siders, indbundet album i farver skal koste under 100 kr. er absurd. Med disse ting in mente er der god grund til at hilse bogforlagenes indtog på markedet varmt velkommen.
Når det er sagt, er det alligevel intet mindre end deprimerende, at tegneserieforlagenes andel er så lille. Disse forlag specialiserer sig i tegneserier og burde således være bedre egnet til at opstøve nye talenter og levere den vitale redaktionelle støtte, de unge tegneserieskabere har brug for. Hvis man kigger på udgivelserne er dette imidlertid alt andet end tilfældet; Egmonts skæmmende nulresultat er naturligvis det grelleste, men også Carlsens udgivelseslinie mangler visioner. De udgivne serier er, til trods for deres høje kvalitet, meget traditionelle i snittet. Deres brede appel er vigtig, men ikke i sig selv nok til at ajourføre den danske tegneserie det 21. århundrede og sikre den en sund fremtid. Hvis det skal ske, skal der nye boller på suppen og det lader der ikke til at være skyggen af ambition om fra redaktørernes side. Den opdyrkelse af talentmassen, som er helt afgørende, er ganske enkelt totalt fraværende på de store forlag.
Det skal igen for rimelighedens skyld siges, at den sølle tilstand markedet er i herhjemme ikke just er befordrende for eksperimenter og det ville nok være for blåøjet at tro, at de danske tegneserier alene ville kunne få markedet på ret køl. Dette er ikke stedet at gå ind i en større diskussion af forlagenes udgivelser af udenlandske serier, men det er under alle omstændigheder sikkert, at udgivelsen af danske mainstreamserier skal organiseres i sammenhæng med nytænkende tiltag i oversættelsen og udgivelsen af udenlandske serier. Trods deres store talenter, kan de danske serieskabere ikke gøre det alene. Endvidere skal det endnu en gang understreges, at den resignation og defaitisme, forlagene udtrykker er et bredt fænomen, der præger hele miljøet. Det er f. eks. forstemmende at se, at flere forhandlere konsekvent forviser alt hvad Fahrenheit - nu en af landets største udgivere af danske serier - udgiver til de rodede og svært lokaliserbare ‘alternative’ hylder, til trods for at deres udgivelser præsentationsmæssigt efterhånden er ved at være på linie med de såkaldt "store" udgivelser, for slet ikke at tale indholdsmæssigt, hvor de ofte er bedre. Det er også ærgerligt at se vores kritikerstand negligere tegneserierne, og ikke mindst de danske, i en sådan grad, at man efterhånden skal sætte kryds i kalenderen og hejse flaget, når der dukker en kvalificeret anmeldelse op i et af dagbladene. Og sidst, men ikke mindst, er det nedslående at høre diverse tegneserieskaberes opgivende holdning til situationen, hvor berettiget den end er.
Nå, men for at hele denne gang brok kan retfærdiggøres, skal der jo være noget at komme efter - der skal vitterlig være nogle kvalitetsserier derude, det ville være værd at satse på. Det er Rackhams påstand, at dette rent faktisk er tilfældet.
AVISSTRIBEN
Dansk tegneseries sikreste kort har i mange år været
avisstriben og da striberne rent faktisk stadig læses og
er populære, er det af afgørende nødvendighed,
at denne stærke tradition vedligeholdes og opdateres, hvis
den danske tegneserie skal bestå. Kvaliteten fornægter
sig da heldigvis heller ikke, selvom vi befinder os i en nedgangstid.
Vi får stadig den daglige dosis Homo
Metropolis (af Nikoline Werdelin) og Egoland
(af Olfax), der stadig placerer sig blandt landets aller bedste
serier før og nu; to daglige klassikere. Derudover er der
kommet en række unge talenter til, omend den mest markante
- Jakob Martin Strid - efter et år med daglige deadlines
igen er løbet skrigende væk. Strids succes
viser imidlertid, at de stadig kan lade sig gøre at vække
opsigt med en daglig stribe - at striben stadig er et levende
og stærkt medie, hvis blot man har noget på hjerte
og et talent for at formidle det.
Af
markante nye tilstedeværelser i aviserne er Ulrik Crones
og Nikolaj Scherfigs Victor
og Bagel, der i godt to år har optrådt
i JP København, bemærkelsesværdig i
og med dens anderledes udseende og tidssvarende tekst. Selvom
den tegne-, fortælle- og indholdsmæssigt i denne læsers
øjne lader noget tilbage at ønske, er den
ikke desto mindre et frisk pust i forhold til det morads af søvndyssende
serier, aviserne dagligt disker op med. Mere interessant er imidlertid
Søren Behnckes Luc,
der indtil for nyligt var at finde på ledersiderne i
Berlingske Tidende. I forlængelse af den ballade,
der har hærget Tanten den seneste tid, fik han desværre
sparket. Selvom striben virkede noget meningsløs og til
tider lænede sig lige lovligt meget op ad Strid,
var den et af de bedste bud på en tidssvarende og original
daglig stribe, der, hvis Berlingske bare havde haft nosser
til det, godt kunne have udviklet sig til noget stort. Behncke
har længe været blandt undergrundens mest bemærkelsesværdige
og originale talenter og har med sine tidligere arbejder -
Kahl Egal, Pantefogedtrilogien, m. fl. - skabt serier, der
vidner om en personlig vision ud over det sædvanlige. Hans
skæbne synes under alle omstændigheder symptomatisk
for nogle tendenser, der præger dagbladenes tegneseriepolitik.
Lucs lidt uheldige ligheder med Strid kan, udover
Behnckes egne dispositioner, meget vel afspejle en politik fra
avisens side om at de gerne vil have noget, der er ligesom Strid,
men ikke er Strid - et mentalitet, der kun kan føre
dårligt med sig.
Hvis man skal diskutere, hvad der kunne gøres for at bygge videre på den succes, danske avisstriber i disse tider nyder, kunne en idé være at genoplive ideen om at en stribe ikke nødvendigvis behøver være humoristisk, dagligt afsluttet og levere en punchline i fjerde billede. En tidssvarende fortløbende serie i avisen ville være et forfriskende alternativ. En anden mulighed kunne være at spekulere i anderledes formater - at præsentere en grafisk imponerende serie på en halvside i avisen, eller måske, som den tyske tegneserieskaber Anke Feuchtenberger har gjort det i Frankfurter Allgemeine Zeitung med sin serie Das Haus, at udnytte avisens størrelse til at arbejde i højden, i stedet for bredden. Nytænkning efterlyses hermed.
Visse tiltag har fundet sted. Et prisværdigt forsøg på at opdyrke nye talenter på disses egne præmisser var forårets tegneseriekonkurrence i Politiken. Desværre var resultaterne med vinderne, pseudonymet Pernille Richter Anderssons Kalzone og Mikkel Munch Fals’ Alice og Ugge, desværre ikke overbevisende og ingen af de to er da heller fortsat i avisen efter prøvetiden over sommeren, til trods for at bagsiden på kultursektionen, hvor Strid plejede at være, nu er fri. Men i stedet for at se dette som en generel mangel på kvalitet blandt de unge, kan man påpege, at konkurrencevilkårene rummede visse problemer for alle andre end de helt grønne. Præmissen var at man, hvis man fik 1. eller 2. plads, fik lov til at optræde i avisen på Homo Metropolis’ plads i en måned over sommeren, hvorefter Nikoline Werdelin ville vende tilbage. Dette tilbud er udmærket for de nybegyndere, som det vel også primært var hensigten at tiltrække, men er langt mindre attraktivt for de etablerede serieskabere, der kunne tænkes at sidde inde med en stærk serie. På den anden side er det forståeligt, at avisen først har villet prøve de nye af, inden den kom med et mere bindende tilbud. Det er således svært at sige, hvordan man finder den næste, store danske avisstribe, men det er altafgørende, at aviserne opretholder den åbenhed og interesse, de i et vist mål har i øjeblikket. Og så har vi jo heldigvis i mellemtiden en række unikke daglige striber, der holder traditionen i hævd.
DE
KLASSISKE ALBUMSERIER
Den tegneseriekrise som er en realitet herhjemme, såvel
som i udlandet, er mest fremherskende på de klassiske, ikke-avisbaserede
genrers område. I Europa gælder det den klassiske
eventyr- og humoralbumserie, der henvender sig til børn
og unge. I Danmark er området repræsenteret ved fine
serier som Peter Madsens og Henning Kures Valhalla og Sussi
Bechs Nofret,
som leverer varen, samtidig med at de bibeholder en egen identitet.
Problemet er her, at der mangler nogle bud på nye serier,
der henvender sig til børn og unge over en bred kam. Det
er som om, at tiden er løbet fra den klassiske eventyrserie,
i hvert fald i dens traditionelle form, og at nye børne-
og ungdomsserier må søge helt andre veje, hvis de
skal fænge. Problemet er imidlertid, at der ikke lader til
at være nogle serier, der forsøger dette. Det er
svært at se, hvad der skal kunne afløse Valhalla
som den danske tegneseries flagskib, når den
indenfor en overskuelig fremtid som bekendt går Ragnarok
i møde, hvis altså ikke det går hen og bliver
det projekt, Peter Madsen derefter kaster sig over.
Man
kan nære visse forhåbninger til den nylige genoplivning
af den sprudlende og raffinerede Dimensionsdetektiven
(af Niels Søndergård og Ole Comoll Christensen),
men det er nok usikkert om den alene vil være i stand til
at tiltrække de unge læsere, der essentielle for mediets
overlevelse herhjemme. Mårdøn Smet er et andet bud;
han har arbejdet med tegneserier for børn og unge og man
kunne sagtens forestille sig, at en dynamisk serie i stil med
den okkult-humoristiske detektivthriller Hieronymus Borsch
ville kunne nå ud til et langt større publikum end
Borsch har gjort herhjemme, hvis blot et af de store forlag turde
satse på det. Derudover kunne Teddy Kristiansen (House
of Secrets, Sandman Mystery Theatre og snart Superman)
og Peter Snejbjerg (Starman, Books of Magic, JSA), der
har en betragtelig succes med deres serier i USA, måske
også revitalisere den danske mainstreamserie, hvis det blev
stillet dem i udsigt. Det er, endnu engang, ikke fordi der mangler
talentfulde serieskabere her i landet, at situationen er så
ynkelig.
DE
SÅKALDT ‘ALTERNATIVE’ SERIER
På linie med tendenserne på det internationale tegneseriemarked er det indenfor de såkaldte ‘alternative’ serier - dem der udkommer i små oplag på mindre forlag - at den mest spændende udvikling finder sted herhjemme. Her eksperimenteres med mediets fortællemæssige muligheder og grænser for, hvad der kan fortælles med en tegneserie udforskes. I slutningen af 80erne og begyndelsen af 90erne var det Bogfabrikken, såvel som et par mindre udgivere, der varetog denne slags udgivelser, men de har nu alle bedrøveligvis indstillet udgivelsen af tegneserier.
Et
af 90ernes undergrundsforlag, Fahrenheit, er imidlertid stadig
på banen. Gennem 10 år har dette enmandsforetagende
været den danske undergrunds konstante udgivelsesmæssige
garant. Antologien Fahrenheit har været legeplads
og udstillingssøjle på det bedste, såvel som
det mindre gode, den danske - og udenlandske - undergrund har
budt på. Udgiver og redaktør Paw Mathiasens meget
åbne politik mht., hvad der trykkes i bladet er særdeles
velgørende for vordende serieskabere og som sådan
i sig selv rosværdig, men har også resulteret i en
meget svingende kvalitet. Ikke desto mindre har bladet lagt sider
til en række bemærkelsesværdige serier, der
i flere tilfælde er blevet fulgt op af soloudgivelser. For
det første har forlaget stået for skæve og
personlige serier fra en række etablerede serieskabere,
deriblandt Peter Kielland (Fisk), Mårdøn Smet
(Stig & Martha) og Teddy Kristiansen (en række
poetiske indslag i Fahrenheit). For det andet
har der i forlagets levetid etableret sig en 90ergeneration af
markante serieskabere, der bla. tæller Ole Comoll Christensen
(Udsondringer, mv.) Jan Solheim (Lava, Navelfluff, mv.)
og Bjarne Hansen (Tideregn,
Lykkebarnet) og Thomas Nøhr (Elefantæg,
Ane Uhraad & Co.), som både har udgivet ting under
dets vinger og andetsteds. For det tredje har vi i løbet
de seneste år, i Fahrenheit-regi og udenfor, været
vidner til fremkomsten af en ny generation af ambitiøse
og talentfulde serieskabere - den allerede nævnte Søren
Behncke, samt Jakob Boeskov (Flax Letter), Boris Grann
(Fido),
Allan Haverholm (Sortmund),
Ib Kjeldsmark (King Nothing), Søren Mosdal (Drone,
mv.), Terkel Risbjerg (Lillesøster),
Spaceman Snarf (Hestomet),
Jens Thegler (div. bidrag i Fahrenheit) og T.
Thorhauge (Det der går forud - se Rackham
#3
for en nærmere behandling af denne serie) - hvis lovende arbejde
ikke kan gøre andet end at højne optimismen i forhold
til hvad fremtiden bringer, rent kreativt.
Mht. markedet trænger pessimismen sig imidlertid på med betydelig kraft. Den altafgørende garant for de ‘alternative’ serier er stadig den støtte, der er at hente til danske udgivelser i den såkaldte ‘Tegneseriepulje’ under Statens litteraturråd - en støttemulighed også større udgivelser, som f. eks. Peter Madsens kommende Historien om en mor, er nødt til at trække på, fordi tegneseriesalget er generelt for småt til at det kan finansiere udgivelsen. Tegneseriepuljen er meget åben i forhold til hvad der støttes, men det er unægteligt et problem, at så stor en del af den danske tegneserieproduktion er totalt afhængig af den. Hvem siger f. eks. at det støttebeløb (kr. 400.000 om året, før Finansloven), den har til rådighed, ikke pludselig bliver beskåret eller helt frafalder, noget der med den nye regering allerede lader til at være godt undervejs. I det hele taget er det et problem, at tegneseriesalget er så lavt, at i længden totalt uholdbare indtægtskilder som tegneseriepuljen og salget til folkebibliotekerne er blevet det, der sikrer seriernes eksistens.
Visse
tiltag på det ‘alternative’ område har i de seneste
år imidlertid givet grundlag for en vis optimisme. Jorge
og Marcelino Ballarin har f. eks. gjort en dyd af en nødvendighed
og selv markedsført deres serie, den popsmarte slackersaga
om Slim,
Slam og Slum, på en måde, som de danske
serieforlag kunne lære meget af. Med spin-off produkter
som Go-Cards, et tøjmærke, en kommende film og meget
andet, er det lykkedes dem at nå ud til en læserskare
selv de store albumserier har svært ved at konkurrere med.
Efter bladet kom i kioskdistribution har det solgt i op mod 20.000
eksemplarer og vi har nu oven i købet fået en prosaudgave,
samt en opsamling af alt det hidtil udgivne materiale fra Ekstra
Bladets forlag. Brdr. har opnået en dundersucces, fordi
de besluttede sig for at skide skepticismen en stykke - fordi
de troede på deres serie. Denne tendens skal nok brede sig.
Den pludselige fremkomst af mere eller mindre bumsede, men sejlivede
selvudgivne serier, der de seneste år er dukket op på
de ‘alternative’ hylder i serieforretningerne er et tegn på,
at det ikke skorter på hverken serieskabere eller vilje
hos disse til at nå ud til et publikum, selvom det ikke
kan lade sig gøre via de etablerede forlag. Der er således
ingen grund til at tro, at en alternativ og kreativ markedsføring,
der stemmer overens med sit produkt, ikke i fremtiden bliver måden
at få danske tegneserier ud til det publikum, der rent faktisk
er der.
Den danske tegneserie skal nok overleve. Det vigtigste - talentmassen - er til stede. Men hvis vi inden for en overskuelig fremtid skal ud af det morads vi i øjeblikket befinder os i, skal der forandring til. Den største forhindring er den defaitistiske og ørkesløse holdning, der præger branchen. Den må og skal ændres og det bliver ikke nogen let kamp.
Tegneserieentusiaster foren eder!
|
|
Teddy Kristiansen har i en række indslag i Fahrenheit vist sig fra sin mere poetiske side. Fra "Brevene" i nr. 64.4 (1998).
Nikoline Werdelins Homo Metropolis anno 2001.
Søren Behncke fremmaner i denne Luc-stribe på profetisk vis sin egen skæbne.
Fra Sussi Bechs Nofret 10 (2001) – her i den engelske udgave.
Fra Bjarne Hansens dystre Tideregn (1998) .
Boris Granns goofy, Édika-inspirerede og meget udtryksfulde streg kommer til udtryk i debutalbummet Fido (2000).
Thomas Nøhrs på én gang stramme og løse streg. Her fra Elefantägg 1 (1999).
Tre slackere - Brdr. Ballarins Slim, Slam og Slum (fra bladet af samme navns nr. 4, 1999).
En af de mest lovende nye debutanter er Jens Thegler, der foreløbig
har optrådt itre numre af Fahrenheit – mest markant
i nr. 69.8 og 71.6 (2000/2001), hvori man kan læse serierne
"Morfar" og "Stahlmeister 2000" (hvor denne
side er fra). Serierne bevidner et tegnetalent ud over det sædvanlige
og en ulmende ambition om at drive det til noget.
|
