tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

DEN UFRIVILLIGE AVANTGARDIST
Carl Barks og det absurde
A
f Benni Bødker


Netop Carl Barks’ åbenlyse kvaliteter præsenterer alle litterære æggehoveder med lidt af en nød at knække. Værkets indlysende kvaliteter rangerer ham blandt det 20. århundredes store fortællere som en sand kunstner, der havde noget på hjerte og vandt genklang blandt publikum. Men Barks selv ville have stejlet overfor at blive kaldt kunstner. Han var ikke kunstner. Han var historiefortæller – håndværker - hans job var at give folk valuta for pengene og han brugte klicheer, karikaturer og standardformularer. Det var triviallitteratur han lavede, men resultatet blev alligevel til kunst. Hvordan kan det nu være, kunst er da ellers noget, der kræver en bevidst indsats, eller hvad?

 

Barks var et kunstnerisk unikum. Ikke bare fordi han var god, men fordi han som ingen anden forenede høj og lav, finlitteratur og underlødig underholdning, kommercialisme og avantgarde. Han eksperimenterede og var dristig som den bedste avantgardist, men han var kunstnerisk uskyldig. Gjorde han undervejs noget nyt, skyldtes det udelukkende, at han håbede på at give publikum endnu bedre underholdning. Paradokset er, at i sine forsøg på blot at more, fik Barks større kunstnerisk betydning end mange andre, der var sig nok så bevidste om, at det de lavede var kunst.

 

Lad os tage et enkelt eksempel. Fra midten af 1940erne og en ti års tid frem fuldendte Barks sin stil i de mesterlige små 10 siders kammerspil, som han leverede til det månedlige magasin Walt Disney’s Comics & Stories. Her dukker den udgave af Anders And op, som ophøjer serien til mere end blot triviel underholdning. Her bliver den rapkæftede klovn forvandlet til sindbilledet på det frustrerede moderne bymenneske. Som Jakob Stegelmann om denne periode skriver i sin meget anbefalelsesværdige biografi Den gode tegner (1995): "Anders And er dybest set en tragisk figur. Et menneske – og et menneske, dét er han! -, der gennemlever en stadig strøm af fiaskoer, som han nægter at se i øjnene. […] Verden er hans fjende, og han vil erobre den, koste hvad det vil." Historierne i denne periode er fattige på ydre dramatik, men tilsvarende rige på indre spænding. Handlingen og humoren bliver stadigt mere grotesk i takt med at Anders Ands håbløse, ja meningsløse kamp med og mod omverdenen antager stadigt større proportioner. Som eksempel kunne man tage næsten hvilken som helst måned indenfor dette tiår efter krigen, men lad os nu bare se på #149 fra 1953.

 

En helt almindelig dag i Andeby. Anders er som altid villig til at prøve den nærmest mulige genvej til en nemmere tilværelse. Han lader sig derfor ikke overraskende hverve af en landevejsprædikant til den såkaldte ‘Flipisme’ ("Platisme" på godt dansk), en hjemmestrikket fidusfilosofi, der lader tilfældet råde i enhver tvivlssituation. Under mottoet "Life is but a gamble! Let flipism start your ramble!" slår Anders i bogstaveligste forstand plat og krone med tilværelsen. Det går helt galt da Anders først forsøger at benytte sin nye overbevisning som guide på en syvsporet motorvej, men det kunne man jo have sagt sig selv. Udgangspunktet er meningsløst og tilfældet råder i resten af historien. Vi genkender også historien andetsteds fra. Pseudonymet Luke Rhinehart udgav i 1971 en roman med titlen The Dice Man, som blev kultbogen for en hel generation i hælene på ungdomsoprørets antiautoritære bølge. Den bog stod i håbløs gæld til Barks. Men Barks’ historie klarer sig såmænd udmærket alene. Den er et lille mesterstykke, ikke bare i humor, men i beskrivelsen af tilværelsens absurditet, hvor fortvivlelsen griber til meningsløsheder og tilfældigheder i forsøget på at få rebusen til at gå op.

 

Absurd? Ja, hvor har vi ellers dette lille begreb placeret i den periode, hvor Barks lavede sit uskyldige stykke underholdning? Vi skal ikke kigge langt før vi aner forbindelsen mellem Barks’ værk og den eksistensfilosofi, der med navne som Sartre, Camus og Merleau-Ponty slog igennem i Frankrig i begyndelsen af 40’erne og som i løbet af 50’erne fik så stor en gennemslagskraft i litteratur og kultur, fordi netop de kunne sætte ord på oplevelsen af tilværelsens meningsløshed. Det absurde er en beskrivelse af, at den verden, som mennesket befinder sig i, er uden mening. Den eksisterer, men uden et formål eller nogen hensigt. Det absurde er et vilkår ved den menneskelige tilværen. Vi søger mening og formål, men finder det aldrig, fordi der ikke er nogen. Det eneste der findes, er en afgrundsdyb kløft mellem menneskets stræben og verdens tomhed. Det er absurd. Det er Anders And.

 

Hermed ikke være sagt, at der er tale om en påvirkning mellem Barks og datidens kunstneriske og filosofiske spydspidser. Tværtimod, det ville kræve en bevidst kunstnerisk abstraktion, som lå Barks ganske fjern. Pointen er blot, at paradokset Barks i sin kamp for at underholde ikke lå ret langt væk fra den rigtige avantgarde, som vi finder den hos eks. Samuel Beckett. Dennes drama En attendant Godot (1952, da. Vi venter på Godot) er samtidigt med Barks’ værk og det rummer adskillige fællestræk. I stykket fører to mænd en endeløs samtale mens de venter på den aldrig opdukkende Godot. Det er typisk Beckett at skildre anonyme mennesker, der forsøger at famle sig vej igennem en verden, de ikke forstår og med et formål, de ikke kender. For Estragon og Vladimir, de to hovedpesoner i dramaet, kan man ikke sige at verden viser sig som et velordnet sted og egentlig er de mest tilbøjelige til at vælge selvmordet som udvej, hvis ikke det lige var for den chance, at Godot måske kommer i morgen. Eller dagen efter. De klynger sig til illusionen om en mening. Som Anders And.

 

Netop selvmordet er essentielt, som Camus skriver det i et af sine hovedværker, "Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål." (Sisyfos-myten, 1942) Men her skilles vandene. Barks var amerikaner og for ham var opgivelsen ingen mulighed, han var for altid en struggler og med ham Anders And, der altid kaster sig ud i kampen igen, uagtet at al erfaring viser ham, at det ikke nytter noget. Det passer da også glimrende med, at det primært var den europæiske intelligentsia, der tog eksistentialismen til sig. Det var i Europa, at følelsen af meningsløshed for alvor blev manifest efter krigens barbari, for der var i Europa at den humanistiske og idealistiske tradition var så dybt indlejret.

 

Men i USA sad der en mand som ikke var kunstner. I USA var der en and som ikke gav op. Som blot skulle underholde, men ikke kunne undgå at spejle tiden. Og det fordi Carl Barks var et kunstnerisk unikum.

 


[Oprindeligt bragt i Rackham #3, april 2001]



klik på billedet for at se det i en større version




klik på billedet for at se det i en større version




klik på billedet for at se det i en større version




læs også:
Debat: En moralsk traditionalist

Tema: Carl Barks

relaterede links:
Carl Barks

CarlBarks.de

Carl Barks, His Work and  His Life

cbarks.dk

The HTML Barks Base

tilbage til Artikelbasen


© 2003 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2003 the respective artists and authors. All rights reserved.