tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

BARKS, MARX OG DISNEY
Nogle bemærkninger vedrørende den narrative virkeligheds aksiale natur
Af Donald Ault 

Carl Barks, en isoleret kunstner som arbejdede indenfor Disney-korporationens klart definerede og stærkt konservative moralske retningslinier som anonym skaber af tegneserier – det laveste og mest ildesete produkt i selskabets merchandising-hieraki, brugte den usædvanlige autonomi, han var blevet tildelt i sit arbejde til at skabe værker, der af et massepublikum blev genkendt og anerkendt som ”godt” og markant ”anderledes” end andre serier produceret under de samme forhold. Hans arbejde var så anderledes, at han blev den eneste serieskaber, der nogensinde skulle modtage en “Disney Legends” pris og efter sin død i august 2000 at blive beskrevet som manden bag af en ”lysende kunstnerisk vision” af Roy Disney, der talte på vegne af The Disney Company (AP pressemeddelelse).  Når man tager dette i betragtning, er det ikke så overraskende at hans arbejde, der i den grad virker som indbegrebet af ”Disney” ( og anerkendes af ”Disney” som sådan), er blevet mål for massiv kritik, ikke mindst i den velkendte How to Read Donald Duck af Dorfman og Mattelart, som udkom på engelsk i 1975 (da. Anders And i den tredje verden, 1978) og lagde fundamentet til den meget negative akademiske behandling af Disney de sidste 25 år.

 

Dorfmans og Mattelarts analyse dematerialiserer arbejdskraften på i hvert tilfælde ét vigtigt punkt ved primært, om ikke eksklusivt, at tildele ansvaret for produktionen af Anders And-tegneserien en abstrakt kraft ved navn ”Disney”. I kontrast til dette har engelsksprogede kritikere af Dorfmans og Mattelarts arbejde i overvejende grad forsøgt at finde frem til tegneseriernes virkelige, konkrete ophav på det individuelle, kunstneriske niveau, hvor man finder Carl Barks. De har endvidere opfattet hans arbejde som satirisk eller ironisk og til tider endda ”subversivt” på et fundamentalt, ikke-politisk niveau. For nylig har Carl Bergquist (i sit kapitel ”American Popular Culture and Democratic Values” i Labor and the course of American democracy : US history in Latin American Perspective, 1996) for eksempel kritiseret Dorfmans og Mattelarts simplificerede analyse ved at argumentere for, at Barks ”ofte undergravede sine egne, omhyggeligt udviklede iscenesættelser af bredt accepterede sociale hierarkier” (s. 139). Bergquist understreger også, at selvom Barks ”havde arbejdet indenfor landbrug og produktion af tømmer (det økonomer betegner som den primære økonomiske sektor), på fabrikker (den sekundære sektor) og sidst, men ikke mindst, indenfor service (den tertiære sektor), ved at producere tegneserier for underholdningsindustrien” (s. 148), og selvom hans ”arbejdserfaring gav ham indblik i det arbejdende folks mest fundamentale interesserer og aspirationer... identificerede han sig aldrig med arbejderne, forstået kollektivt. Han opfattede arbejdernes problemer som noget, der kunne løses af den enkelte.” (s. 150). Bergquist konkluderer, “Selvom han var tæt på de problemer, det arbejdende folk oplevede og havde et ambivalent forhold til rigdommens magt, udfordrede Barks aldrig de værdier, den kapitalistiske samfundsorden tillægger individet og ejendomsretten.” (s. 150).

 

I kontrast til såvel Bergquists, som Dorfmans og Mattelarts analyser, vil jeg gøre opmærksom på en tekst, som er nærmest ukendt udenfor Italien, den for nyligt oversatte Introduction to Donald Duck: Social Phenomenology in the Comics of Carl Barks af P. Marovelli, E. Paolini, og G. Saccomano. I følge dem er Barks’ verdensopfattelse eller ideologi i sig selv en radikal negation af såvel hele Disney-projektet, som hele den kapitalistiske tankegang som sådan.  De er af den opfattelse, at alt hvad Barks står for er i opposition til det, Disney står for. Ved dette standpunkt repræsenterer deres arbejde det utilpassede alternativ til, eller negation af, Dorfmans og Mattelarts position som det “officielle” ikke-Disney alternativ. Da Social Phenomenology in the Comics of Carl Barks ikke er blevet oversat til engelsk før nu, vil jeg hermed citere nogle afsnit for at blotlægge forfatternes standpunkt:

 

[Barks’ tegneserier] afviser bredt hele den vestlige, amerikaniserede verden…men [Barks] vender ikke den nuværende samfundsorden ryggen for at sætte sig ud over fem tusind års historie (præget af menneskets higen efter magt) til fordel for en eller anden form for original, naturlig orden. Hans vision er derimod tæt på de store utopister More, Campenella eller Fourier… Barksismen adskiller sig imidlertid fra disse utopier ved at afvise den absolutte Sandhed og ved at anerkende umuligheden af at skabe en bedre verden. Det er en desillusioneret utopi, hvis ophavsmand aldrig forblinder sig selv ved at tro, at han nogensinde vil opleve den… Der er altså intet håb om frelse for det Amerika - industriens og urbanitetens Moloch – som skabtes på grundlag af den ulige distribution af midler - dette konsumerismens Babel – i det mindste ikke før det finder frem til en ny værensorden, en orden hvis opnåelse Barks, selv for halvtreds år siden, opfattede som usandsynlig... Det er den intuitivt oplevede virkelighed, som Anders aldrig fuldt ud gør sin til sin egen, som Barks udtrykte med lynsnar præcision, hvor ubevidst han end var om det. Anders’ kompleks er ikke individuelt af natur. Andens tusind mysterier, rejser og oplevelser, de masker han ifører sig - smilende, vred, patetisk, rablende, forbløffet og stresset – selve hans uundgåelige tilbagefald til det bur, Andeby er, gør ham til et symbol, der absorberer, griber og underlægger sig en hel epokes slid og slæb. Og [vi] genkender [alle] en del af [os selv] deri. (oversættelsen tilpasset af forfatteren) (s. 211-12)

 

Hvis en sådan nihilistisk-apokalyptisk vision skulle opnå en virkning, var den imidlertid nød til at opnå et massepublikum gennem Disneys enorme distributionsnetværk og Disney-figurernes umiddelbare genkendelighed. Hvis ikke dette var sket, ville Barks have været en isoleret skikkelse, der i al ubemærkethed udsendte sine katastrofiske visioner til de få privilegerede, der lagde mærke til det. Det er givet, at Barks' arbejde ville været blevet stoppet, hvis de italienske forfatteres opfattelse af det kom til umiddelbart udtryk i værket eller hvis serierne klart ramte den grundtone eller fornemmelse, de fremmaner i deres analyse. Hvis den radikale subversivitet de fremhæver i værket er andet og mere end en excentrisk læsning af oeuvret - hvilket jeg ikke tror på - hvis den virkelig er en afgørende del af dets natur, må det være gået fuldstændigt henover hovedet på redaktører, distributører, forbrugere og, ikke mindst, Barks selv. I så tilfælde skulle seriernes verdensomspændende distribution have fordret Barks til at tage globalt relevante problematikker op og narrativt fortætte dem ned på det individuelle plan i form af fortællinger, der tematiserede heroisme, offerrollen, kapitalismens tilegnelse af værdi, fetichisme, osv., som samtidig var så underholdende, at de kunne fungere som en  slags terapi mod den meget nihilistiske grundtone, de repræsenterede. Hvis en sådan negation af det Disney’ske verdenssyn skulle kunne eksistere, må Barks således på én og samme tid repræsentere en usædvanlig sammenhængende og autentisk Disney-vision og en undergravning af denne vision.

 

Jeg vil her fremdrage et specielt aspekt af den Barks’ke narrative metafysik, som man – i i den nulevende lyriker George Quashas terminologi – kan beskrive som virkelighedens aksiale, snarere end dialektiske natur. Et eksempel kunne være historien I Walt Disney’s Comics and Stories #81, Juni 1947. Anders’ nevøer tegner et kort over en imaginær guldmine, men bliver hurtigt trætte af denne leg og smider det væk til fordel for andre gøremål. Anders finder kortet på en losseplads og tror straks, uden nogen anden umiddelbar grund end hans evige ønske om at undgå arbejde, at det er et virkeligt skattekort. For Rip, Rap og Rup var kortet bare en leg, men Anders kigger på et verdenskort og finder et sted i New Mexico, som han synes passer godt til det på kortet aftegnede. Han tager derfor af sted for at finde det. Det viser sig, at det område Rip, Rap og Rup tegnede på kortet (som Anders opfatter det) er et område, hvor man skal til at prøvesprænge en V2-raket, og Anders står tilfældigvis midt i skydeskivens centrum, da ”Det mest frygtindgydende våben, menneskeheden har kendt” sendes af sted.  

 

Det er besynderligt, nærmest overnaturligt og synkronistisk. På den ene side er det en opfunden historie, som Barks har reduceret til sine mest grundlæggende, narrative nødvendigheder, men den rummer også en fornemmelse af, at den repræsenterer den måde, verden nogle gange arter sig på i virkeligheden. Rip, Rap og Rups handling, at de tegner kortet, var oprindeligt tænkt som én ting, men antager en helt anden betydning, da Anders ser kortet og antager at det repræsenterer ”virkeligheden”. Alle hans handlinger og beslutninger træffes udfra en absolut tro på sandfærdigheden af det kort, hvis tilblivelse vi som læsere er vidner til på historiens første side. Det viser sig imidlertid ikke bare, at V2-skydeskiven er på det sted, kortet lader til at angive, men at raketnedslaget bryder guld op af jorden. De i historien beskrevne begivenheder fører altså en lang række konsekvenser med sig. 

 

Derudover er historien utroligt skæg. Da Anders ser dalen, hvor guldet ligger gemt, forbløffes han, fordi det han troede var en hemmelig guldmine, er markeret af en kæmpemæssig skydeskive og med skilte, hvorpå der står: ”Her er det!” og ”Kilroy var her!” Da Rip, Rap og Rup fortæller ham, at der er en V2-raket på vej, begynder han at løbe så hurtigt han kan. Den halve tegneseriesides layout eksemplificerer Barks’ utrolige fornemmelse for tegneseriens rum (se Figur 1). Som det ser ud på siden, løber Anders mod raketten, mens han i historien er på vej væk fra det sted, han mener den vil ramme. Sidens layout viser hvorledes raketten krydser den usynlige barriere mellem billede 2 og billede 3 og dermed danner et X-mønster i forhold til Anders’ komiske optræden i billede 1 og 4 – en visuel gengivelse af aksialitetsprincippet. Det skæve billede, der viser V2-raketten fra oven, er i øvrigt det første, markant asymmetriske billede, Barks brugte i en ti-siders historie. På billedet hvor vi ser Anders ligge på jorden, mens klippestykkerne vælter ned omkring ham, siger han “Eksplosionen slog mig ikke ihjel, men de her klippestykker gør da deres bedste!” I et af disse klippestykker, som den omtumlede Anders ved et tilfælde får en af ungerne til at tage med sig hjem som “souvenir,” finder de en guldklump. Anders tror ikke på det fantastiske forløb af tilfældigheder, der har ført frem til denne situation og ser det hele som en bekræftelse af, at han fra starten havde ret i sin opfattelse af virkeligheden (Figur 2).

 

Anders: “Det var præcis som jeg tænkte!”

Ungerne: “Hvad mener du med det?”

Anders: “Dette klippestykke er det rene guld! Kan I se dets gule skær? Jeg vidste, at det gamle kort jeg fandt, viste hvor jeg kunne finde guld! Hvorfor siger I ikke noget, unger?”

Ungerne: “Det kan vi ikke Onkel Anders! Vi ved ikke hvad vi skal sige!”

 

Den skjulte, karmiske kausalitet, der fører til at Anders “tilfældigvis” ledes til et så usandsynligt sted på præcis det rigtige tidspunkt er et billede på den narrative metafysik, der i det ene eller andet omfang ligger som grundlag for snart sagt alle Barks’ historier.

 

Et aspekt ved Anders’ absolutte tro på et givent sæt forhold er, at denne tro ofte er i modstrid mod den måde, tingene normalt arter sig og mod den måde, verden omkring ham opfatter tingene. Den kan derfor beskrives som en neurotisk opfattelse, der med al naturlighed garanterer selv-ødelæggelse og derfor indebærer tilstedeværelsen af den katastrofiske tankegang, den italienske analyse fremhæver. Anders, og vel også Barks selv, opfatter ikke Anders’ blinde tro som et bevidst valg af standpunkt. Det er ganske enkelt et aspekt af Anders’ figur, som Barks benytter sig af, når det passer ham, og det er karakteriserende for hans narrative verden, at den medfører begivenheder, der er i overensstemmelse med den. Denne konstellation har sin egen, besynderlige integritet, som på den ene side er ganske grov og fortællemæssigt brutal, men på den anden side fremlægger en synkronistisk opfattelse af virkeligheden af visionær karakter.

 

Anders' handlinger afslører altid til en vis grad hans situations aksiale natur. For det første viser de handlinger, han foretager på grund af sin stædighed sig ofte at være mere end blot en almindelig neurotisk tendens – de viser sig at udfordre virkeligheden ved på én og samme tid at være handlinger, der involverer hans egen personlige virkelighed ved at bringe ham i livsfare og den mere almene virkelighed ved at vise sig at afdække den sandhed, der ligger under den (f. eks. guldet i den nærværende historie). Det kan være nødvendigt at handle efter sin overbevisning mod alle odds for at nå frem til den sandhed, du ser. Dette viser det aksiale grundlag for dét at tage et standpunkt. Hvis man tager et standpunkt på den måde, Anders gør det, kan det godt være, at man det ene øjeblik er blind, stædig og selvoptaget, men det næste øjeblik kan det vise sig, at tingene omkring én forskubber sig en smule, således at man pludselig fremstår som værende stærk og standhaftig på en måde, der får alle andres kedelige opfattelse af verden til at tage sig tåbelig ud.

 

Folk som Anders løber for det meste ind i problemer i deres møde med virkeligheden og de fremstår sjældent som heroiske. Ikke desto mindre er der en dybtliggende styrke i deres valg af standpunkt, som Barks implicit, snarere end eksplicit fremmaner i mange af sine historier. Den type standpunkt, Anders repræsenterer, er i bund og grund anti-heroisk, selvom det en sjælden gang, når virkeligheden går i hak med det, fremprovokerer sandt heltemod. Dette betyder imidlertid ikke, at det til daglig blot er tåbeligt og forkert. Den dybereliggende morale bag dette er, at man bør være villig til at udsætte sig for hån og modgang, hvis man træffer den vigtige beslutning det er at indtage et standpunkt, der går mod konventionerne. Det er det eneste standpunkt, der kan afdække virkelighedens natur, selvom det kun sker ekstremt sjældent, hvorfor det også er sjældent at folk indtager det. Det kræver en person der, som Anders, på én og samme tid er et fjols og et orakel. Det skal selvfølgelig understreges, at Barks i naturlig forlængelse af dette, normalt iscenesætter situationer, hvor Anders stædighed vitterligt er tåbelig, konventionel og egoistisk og derfor kun fører ulykker med sig.

 

Den aksiale opfattelse af virkeligheden åbner for muligheden af at se en handling på to forskellige måder. Selve standpunktet ligger helt frit på sin akse – det kan løbe i retning af det absurde eller det kan resultere i oplysning. Det kan medføre alvorlige problemer for den, der indtager det, eller det kan føre vedkommende til nye indsigter i noget ellers gådefuldt. Den afgørende faktor er i denne sammenhæng, hvorfor vi er så interesserede i Anders. Hvad bunder vores fascination i? Hvad er det Anders bringer frem i os, som gør, at vi vender tilbage til ham igen og igen? Man kunne forsøge at forklare det ved, at vi nyder at se ham komme i problemer og med T. W. Adornos ord dermed lære at acceptere vor egen straf, men der må være mere i det end blot det. Det der gør Anders så speciel er, at vi har behov for at se visdommen - sandheden - i det absurde standpunkt, og at vores individuelle natur har absurde konsekvenser.

 

Anders viser styrken ved den aksiale opfattelse af virkeligheden; at den i sig rummer muligheden for at forny selve virkeligheden for os, om det så sker på Anders’ bekostning eller ej. Den aksiale vision ligger udenfor den traditionelle opfattelse af helterollen: Anders optræder nogle gang som helt, mens han andre gange er alt andet end, men det princip, han inkarnerer er i sandhed stærkt, om det ene eller det andet er tilfældet. Vi kan ikke vurdere dette princip på heltens, egoets, fornuftens eller selvets succes eller ikke-succes. Styrken ved at indtage et standpunkt er denne handlings villighed til at være absurd.

 

Virkeligheden stagnerer, når det absurde sættes ud af funktion. Der er brug for noget, der bryder rammerne. Nogle gange kan tilskyndelsen til at bryde rammerne og afdække det, der ligger udenfor – guldet f. eks., muligheden for at erfare virkeligheden, som den er – kun opstå på baggrund af noget besynderligt, latterligt eller absurd, fordi det er til et sådant punkt at vi accepteret dem. Vi har drevet virkelighedens modtagelighed overfor os op i et hjørne, således at dens sprog nogle gange ophører med at give mening og bliver absurd. (George Quasha, personlig samtale med forfatteren, august 1998)

 

Ved konstant at problematisere det heroiske ego og samtidig vise, at Anders' vilje til at være sig selv medfører noget stærkt, skaber Barks et udgangspunkt for den pludselige fremkomst af muligheden for i sandhed at være i live.

 

 


[Februar 2000]

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
 
Figur 1

 

klik på billedet for at se det i en større version
Figur 2

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


læs også:
Tema:Carl Barks

Tema: Serieforskning



relaterede links:
Donald Aults hjemmeside


tilbage til Artikelbasen


© 2003 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2003 the respective artists and authors. All rights reserved.