tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

EN MORALSK TRADITIONALIST
Angående Barks' livssyn

Af Steffen Kronborg


Den korte 10-siders historie om plat-ismen (Walt Disney’s Comics & Stories (WDC) 149, Anders And 2/54) er en af Carl Barks´ mere finurlige fortællinger, fordi den tilsyneladende dokumenterer, at en latterlig fidusfilosofi rent faktisk fungerer i praksis.

 

Handlingen i historien er i al korthed denne: Anders kommer forbi et telt, hvor professor Fup holder foredrag om plat-ismen. Inden han ved af det, er Anders blevet livstidsmedlem af Plat-ist-foreningen og har fået en bog med plat-ismens motto stukket i hånden: "Livet er en munter leg – når plat-ismen viser vej". Filosofien bag plat-ismen er, at alle afgørelser bedst træffes ved at slå plat eller krone om sagen, og det er denne enkle fremgangsmåde, Anders i det følgende benytter sig af. Som man kan tænke sig, giver det en del problemer at lade sig styre af tilfældet, og Anders ender da også i retten tiltalt for dumhed. 

 

Hermed er historien faktisk slut, og Anders har endnu en gang fået sig en lærestreg. Men Barks har sat en lille krølle på fortællingen. Anders beslutter sig nemlig for at give plat-ismen en sidste chance ved at lade det komme an på en prøve, om han via plat-eller-krone-metoden kan finde frem til professor Fups opholdssted. En række møntkast senere står Anders så i en opgang foran 2 døre, og nu gælder det for alvor: "krone, så bor han i lejlighed nummer 1 – plat, så bor han i nummer 2!"  

 

Desværre er der for mørkt i opgangen til at Anders kan se resultatet af sit møntkast, så han starter med at banke på dør nummer 1. Og hvem åbner døren: Andersine, som er på besøg hos sin kusine! Så bliver der ikke mere plat-isme den dag, og det er faktisk lidt ærgerligt; for bag dør nummer 2 gemmer sig professor Fup – præcis som mønten forudsagde, selv om der altså var for mørkt i opgangen, til at Anders kunne se det! 

 

Og hvad kan man så lære af denne lille historie? Jo, først og fremmest må man jo minde om, at plat-isme-fortællingen blot er én i en lang række af historier, hvor Barks gør grin med diverse modegriller: fupfilosofier, moderne børneopdragelse, TV-konkurrencer, muskeldyrkelse, osv. osv. I alle historierne bliver Anders bidt af en eller anden fiks ide, som han så fører ud i det absurde, indtil det står klart for enhver, at der var tale om et vildskud, en blindgyde. 

 

I alle fortællingerne fremstår Barks som traditionel moralist af den gamle skole, og moralen i historierne er altid en variant af den gamle sandhed: vær dig selv, stol på dig selv og lad være med at forsøge at leve op til krav og forventninger, som du ikke selv kan stå inde for. 

 

I plat-isme-fortællingen er det dommeren i byretten, der udtaler historiens eksplicitte morale: "De får en bøde på 400 kr., fordi De bruger en mønt i stedet for at bruge Deres hjerne!". Det kan næppe siges tydeligere, og dermed skulle man tro, at Anders havde forstået lektien. Men nej; efter dommen begiver Anders sig hen for at gøre sit regnskab op med professor Fup – og dermed illustrerer han desværre kun alt for klart, at han intet har lært af sit engagement med plat-ismen. Efter Anders´ mening skyldes alle hans fortrædeligheder nemlig professor Fup – mens det jo er helt oplagt for læseren, at det er Anders´ egen naivitet og hans fuldstændige mangel på kritisk sans, der er skyld i hans problemer. 

 

Anders har endnu ikke fattet moralen i historien, så derfor må han lige en ekstra gang i vridemaskinen, inden Barks lader ham slippe. Anders beslutter altså at give plat-ismen endnu en chance og lader mønten føre an i jagten på professor Fup. Hermed forsynder han sig endnu en gang mod den udmærkede leveregel, at man bør bruge sit hoved; men det er faktisk ikke hans største fejltrin i denne sekvens af fortællingen. Værre er det, at han end ikke formår at gennemføre sin ellers så faste beslutning om at stole på mønten. Da han i den mørke opgang ikke kan se, om det blev plat eller krone, tager han ikke mønten med hen i lyset for at aflæse plat-ismens dom. Nej, han vælger – som sædvanlig – den letteste løsning og buser hovedkulds frem, uden at tage hensyn til beslutningen om at give plat-ismen endnu en chance. Hermed viser han sig – igen – moralsk uværdig til at vinde i plat-eller-krone-spillet – og han ender da også med at blive tvangsindlagt til den biograftur, som han fra starten af forsøgte at undgå ved plat-ismens hjælp. 

 

Jamen, hvis Anders nu havde fulgt møntens anvisninger og havde banket på døren til lejlighed nummer 2 i stedet for døren til nummer 1, så havde han jo rent faktisk fundet professor Fup – ved plat-ismens hjælp! Betyder det så, at plat-ismen alligevel virker, bare man retter sig efter dens anvisninger? 

 

Spørgsmålet er forkert stillet. I Barks´ moralske univers er det aldeles utænkeligt, at en fidusfilosofi som plat-ismen skulle kunne give resultater. Hvis man som Anders undlader at bruge sit hoved, er det en naturlov, at man også undlader at være konsekvent på det afgørende tidspunkt. Tingene hænger sammen, så derfor giver det ingen mening at ville sige: jamen, hvis nu Anders bare havde lyttet til plat-ismen hele vejen igennem, så havde den også bevist sin effektivitet. 

 

Sådan er et velordnet, moralsk forsvarligt univers simpelt hen ikke indrettet; i et sådant univers gælder det om at bruge hovedet, og hvis man undlader at gøre det, kan man bare ikke vinde. Så enkelt er det – og beviset finder man (bl.a.) i historien om plat-ismen. 

 

WDC 149 er – som samtlige Barks´ fortællinger – en stærkt moralsk historie. Barks var hele livet igennem udpræget moralist, og selv om han (heldigvis) elskede at krydre sine moralske frontberetninger fra livet i Andeby og omegn med en vidunderligt uregerlig humor, rokker det ikke ved det overordnede billede af en dybt moralsk – til tider ligefrem moraliserende – kunstner. Den moralske indfaldsvinkel er dominerende såvel i plat-isme-fortællingen som i Barks´ øvrige produktion, og derfor er det grundlæggende forkert, når Benni Bødker i en artikel i Rackham nr. 3 med udgangspunkt i WDC 149 både forsøger at placere tegneren som absurdist og avantgardist. Barks var ingen af delene – tværtimod. 

 

Når Benni Bødker alligevel kan læse Barks´ historier som udtryk for et absurdistisk livssyn, er det simpelt hen fordi han forveksler fortællingens handling med forfatterens holdning. I plat-isme-fortællingen kan man ganske vist roligt tale om en høj grad af absurditet i forbindelse med professor Fups forkyndelse af verdens frelse gennem plat-ismen. Hvis historien nøgternt og distanceret berettede om en person, som forsøgte at leve sit liv ved hjælp af en filosofi som plat-ismen, kunne man med god ret tale om et absurdistisk livssyn. Men det er jo slet ikke det, det handler om her. 

 

Barks hænger lige fra fortælingens start plat-ismen ud som et latterligt påfund, og ved på denne måde at tage skarpt afstand fra fænomenet, bekræfter tegneren kun sit ståsted som overbevist moralist. For Barks var tilværelsen bestemt ikke meningsløs, som Benni Bødker implicerer – tværtimod. Barks satte hele livet igennem de gode, gammeldags dyder som arbejdsomhed, ærlighed, snusfornuft, familiefølelse, osv. i højsædet, og for ham var der ingen tvivl om, at blot man satsede på disse dyder, fik man et meningsfyldt liv. Meningsløsheden lå ganske vist og lurede på det moderne menneske overalt derude i det pulveriserende samfund. Men hvis man ellers var trofast over for sig selv og over for de traditionelle dyder, skulle man nok klare sig. Så kunne man nemlig holde meningsløsheden på afstand og henvise den til verden uden for én selv. 

 

Når Anders så ofte kommer tæt på tilværelsens mere absurde sider og må tage et ordentligt livtag med dem, inden han kommer mere eller mindre helskindet igennem dysten, skal det snarest ses som en form for besværgelse fra Barks´ side. Meningsløsheden eksisterer og ligger parat til at kaste sig over os og fortære os, hvis vi viser svaghedstegn; men netop derfor må vi hele tiden tage kampen op og udfordre meningsløsheden for derigennem at bevise, at der fortsat findes faste holdepunkter i tilværelsen og værdier, som det er værd at kæmpe for. Først gennem overvindelsen af kaoskræfterne i tilværelsen finder vi vores plads i verden og gør os fortjente til betegnelsen mennesker (eller ænder). 

 

En sådan indfaldsvinkel til livet kan næppe kaldes avantgardistisk, som Benni Bødker gør det i sin artkeloverskrift – stærkt traditionalistisk er nok en mere præcis betegnelse.

 

 

[2001]



klik på billedet for at se det i en større version




læs også:
Artikel:
"Den ufrivillige avantgardist"


Tema: Carl Barks

 

tilbage til Debat


© 2003 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2003 the respective artists and authors. All rights reserved.