tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

re: CECI N’EST PAS "’ITCHCÅCKE"
Af Poul Petersen


Hej Matthias,

Jeg klikker mig ind på rackham.dk og læser bl.a. nyheden om "Mediet i fremgang", hvor der samples fra Gilles Ratiers' rapport om mediets tilstand i de fransksprogede dele af Europa - og så er det der står, at man kan læse mere "i vores artikel om årets Angoulême-festival" - som altså bare lige er SIDSTE ÅRS festival. Hallo! Tag jer sammen!

 

Fra din Angoulême-rapport 2002:

 

"Til trods for, at der er mange der kunne fortjene det, blev årets Grand prix-vinder imidlertid ikke en amerikaner, men derimod Francois Schuiten - belgier af oprindelse og tilmed den første af slagsen, der har fået prisen siden Jijé i 1977. En ganske bemærkelsesværdig statistik, når man tager dette lands bidrag til den frankofone tegneserie i betragtning, men det er vel også efterhånden svært for juryen at finde flere af deres venner og kolleger fra 70ernes franske tegneseriescene at honorere og det skulle jo også nødigt hedde sig, at de er for indspiste..."

 

Morris fik prisen i 1993 - og han var som bekendt belgier. Men herregud, det er jo nemt ved at overse en nullitet som Morris på listen over Grand Prix-vindere!

 

Nøjagtig som i din Angoulême-rapport 2001 tager du det udgangspunkt, at en anden burde have fået Grand Prix'en. Hvilket man selvfølgelig er velkommen til at mene, men det er samtidig også komplet umuligt for den anklagede part at argumentere imod. Det er gratis og aldeles pointeløs kritik; man kan altid sige at en anden BURDE have vundet Grand Prix'en eller Oscar'en eller folketingsvalget eller whatever.

 

Denne ukonstruktive type kritik går igen i din beskrivelse af udstillingernes udvalg af originalplancher - og så er det jeg i al fredsommelighed undrer mig: Hvad VIL du overhovedet i Angoulême? Det er jo tydeligt, at du ikke har set halvdelen af udstillingerne, og at du grundlæggende synes resten er helt forkert lavet - og i øvrigt interesserer dig næsten udelukkende for de amerikanske serieskabere. Tag dog til San Diego i stedet og lad andre mennesker slippe for denne nu gentagne negative nedrakning af en festival, der i indhold, bredde, kvalitet, besøgstal, ALT, langt overgår nogetsomhelst der bliver begået på de superheltefikserede og fanboyhærgede amerikanske seriefestivaller.

 

Hvad angår din nu gentagne påstand om juryens indspisthed gider jeg ikke gå ind i en debat, som jeg gjorde sidste år ("re: Slaraffenland") - blot konstatere:

 

1) at du kun kan argumentere for din sammensværgelsesteori ved at bringe faktuelt forkerte oplysninger om hvilke belgiske serieskabere der har vundet hvad hvornår.

 

2) at det er komplet absurd at hævde at så forskellige serieskabere som Lauzier, Juillard, Boucq og Uderzo tilhører samme "tegneseriescene".

 

3) at der ikke i Frankrig eller Belgien (eller andetsteds) er fremkommet en tilsvarende kritik.

 

Og det var dagens galde herfra (beklager i øvrigt at komme rendende her og brokke mig næsten et år post festum, men jeg havde simpelthen ikke set artiklen før).

 

Mvh. (jojo!),

 

Poul Petersen 

 

 

Matthias Wivel svarer:


Kære Poul,
 

Tak for brevet!

 

Nyheden om "Mediet i fremgang" omtalte statistikker og tendenser fra 2002, hvorfor jeg skrev "dette års Angoulême-festival" i min reference til festivalen 2002. Jeg kan imidlertid godt se, at dette kan være forvirrende, og har derfor rettet det til "2002s Angoulême-festival."

 

Jeg kan også godt se, at jeg har begået en fejl ved at sige, at Schuiten er den første belgiske serieskaber, der har fået prisen siden Jijé fik den i 1977, hvilket jeg har røde ører over. Forklaringen på denne fejltagelse bør dog følge denne undskyldning:

 

Da jeg skrev artiklen fulgte jeg en artikel i Angoulême-festivalens egen, officielle avis, hvori den statistik jeg anførte stod sort på hvidt. Jeg var endda kildekritisk nok til at checke efter på listen over Grand Prix-vindere i festivalens officielle program, hvor Morris ikke stod anført. Jeg kan nu se, at dette skyldes, at han IKKE vandt Grand Prix i 1993, men derimod en speciel Grand Prix i anledning af festivalens 20-års-jubilæum (ligesom den Uderzo vandt i anledning af årtusindskiftet), som hverken fremgik af kilde A eller kilde B. Den officielle vinder af den normale Grand Prix i 1993 var iøvrigt (franske) Gérard Lauzier.

 

Jeg beklager derfor, at jeg fulgte Festivalens eget materiale og regnede med, at det var en sikker strategi.

 

Du kritiserer mig endnu engang for gerne at se andre prisvindere til festivalen og mener ikke, at dette er konstruktivt. Til det kritikpunkt må jeg, ligesom jeg gjorde sidste gang, konstatere at vi ikke deler opfattelse af, hvad konstruktiv kritik er.

 

Som jeg skrev sidste år, mener jeg at en Festival, der med god grund fremhæves som den mest omfattende i verden og som iøvrigt er mere internationalt vinklet end du i hvert fald sidste år mente, bør være bedre til at skille skidt fra kanel. Angoulêmes priser er langt mere seriøse end eksempelvis de Oscars, du endnu engang sammenligner med - hvorfor skulle Chris Ware eller Jiro Taniguchi ellers kunne vinde de fineste priser i år? Og hvordan kan det ellers være, at en fyr som Robert Crumb figurerer på listen over Grand Prix-vindere?

 

Jeg mener med andre ord, at det er en kritikers forbandede pligt at være kritisk - især når det gælder et foretagende, der - som du jo selv påpeger det - i langt overvejende grad er seriøst og kvalitetsbevidst. At de implicerede så efter al sandsynlighed aldrig kommer til at læse det, endsige svare på det, synes jeg ikke gør at man skal holde igen - artiklen er ikke skrevet specifikt til dem, men som en oplysende opfordring til debat blandt interesserede.

 

Det er iøvrigt med samme mål, at jeg kritiserer den bemærkelsesværdigt ringe udstilling af amerikanske tegneserier, CNBDI præsenterede i 2002. Når det største og måske mest seriøse tegneseriemuseum i verden i den grad negligerer sin formidlingsopgave, mener jeg man som kritiker har pligt til at påtale det.

 

Dette leder mig til påstanden om indspisthed, eller "copinage" blandt storjuryens medlemmer. Jeg skal gerne medgive, at dette ikke kan blive til andet end en påstand og derfor sagtens kan anses som urimeligt, hvis man tror man læser noget, der påstår at være en objektiv reportage. Det har mine artikler fra Angoulême-festivalen imidlertid aldrig hverken været, ønsket eller pretenderet at være. Som allerede nævnt, er det artikler der, bl. a. i erkendelse af det umulige og ofte kedelige i såkaldt "objektivitet", sætter den personlige oplevelse og den kritiske stillingtagen i højsædet.

 

Påstanden er iøvrigt på ingen måde grebet ud af den blå luft. På begge de festivaler, jeg har deltaget i, har det været et debatteret problem blandt de journalister og fans, jeg har snakket med, og det har efter sigende været genstand for omfattende diskussion i frankofone tegneseriekredse. Derudover synes jeg, at listen over Grand Prix-vindere taler for sig selv:

 

Det kan godt være, at Juillard, Boucq og Uderzo ikke kan siges at tilhøre samme 'tegneseriekreds' som Lauzier, men det gør Grand Prixvinderne Fred (1980), Moebius (1981), Jean-Claude Forest (1983), Claire Brétecher (Ti-årspris 1983), Jacques Tardi (1985), Enki Bilal (1987) Philippe Druillet (1988), René Pétillon (1989), Marcel Gotlib (1991), Frank Margerin (1992), Nikita Mandryka (1994), Florence Cestac (2000) og Martin Veyron (2001) imidlertid. De er alle del af den generation, der i 70erne fornyede den franske tegneserie med en større alsidighed og dybde i tematikken og udtrykket til følge. Og de gjorde det på kryds og tværs af hinanden i de samme antologier.

 

Ikke dermed sagt, at jeg mener at ingen af disse fortjener deres pris - flere af dem har været enormt betydningsfulde og visse af dem er selvsagt blandt mediets fornemste udøvere. Jeg synes bare det begynder at blive et problem - og tyder på vennetjenester, eller i hvert fald mangel på udsyn hinsides egne rækker - når serieskabere, der kunstnerisk ikke tilhører samme fine selskab, pludselig får tildelt prisen af en jury, der består af deres generationsfæller og venner. Et problem, der accentueres af, at så få ikke-franskmænd - så få af mediets største pionerer udenfor Frankrig - har fået prisen. At Will Eisner, Hugo Pratt og Robert Crumb fuldt fortjent har vundet den, vidner jo trods alt om at den er tiltænkt mediets udøvere som helhed. (Som en slags autoritativ kanon, om man vil)

 

At moderne kedemestre og salonserieskabere som Juillard, Schuiten og Loisel hører til blandt de øvrige vindere, styrker iøvrigt ikke juryens kritiske profil og viser med al ønskelig tydelighed, at andre hensyn desværre vejer højere end kunstnerisk kvalitet, når prisen skal uddeles. Og som sagt, hvis ikke det var fordi at en hel række af de virkelig store optrådte på listen og at festivalen ellers var så kvalitetsbevidst, ville jeg ikke finde det relevant at kritisere dette.

 

Da jeg desværre ikke er bekendt nok med den daglige fransk-belgiske tegneseriedebat, kan jeg ikke modbevise din påstand om, at der hverken "i Frankrig eller Belgien (eller andetsteds) er fremkommet en tilsvarende kritik" [om "copinage"] med konkrete, skriftlige kilder. Dette beklager jeg, selvom jeg helt klart er af en anden opfattelse. Jeg undskylder endvidere, at min aggressive stil falder dig for brystet, men vil forsvare den med, at den, som allerede nævnt, var tiltænkt som en opfordring til en efter min mening relevant debat - og vil i den sammenhæng henlede opmærksomheden på dine to breve som dokumentation for det gyldige ved denne opfattelse.

 

Mht. min amerikanske vinkel på festivalen, vil jeg påpege at amerikanske tegneserier stod øverst på programmet i 2002, og, som man kunne læse det i min artikel, var genstand for to store udstillinger på CNBDI, såvel som en halv-akademisk konference, og at en lang række amerikanske serieskabere, først og fremmest Will Eisner, iøvrigt var inviterede. Det synes jeg berettiger min synsvinkel, ikke mindst fordi jeg, som det fremgår, syntes at det fremhævede nogle af de interessante forskelle og skismer, der findes mellem den anglofone og den frankofone tegneserieverden. Jeg har svært ved at se, hvordan min manglende omtale af samtlige udstillinger og begivenheder på festivalen tydeligt skulle vise, at jeg ikke har set eller deltaget i dem. At fokusere på det mest bemærkelsesværdige - og iøvrigt fra officielt hold mest fremhævede - er et journalistisk valg, som for det første ikke er usædvanligt, og for det andet forekommer mig ganske naturligt.

 

Og for lige at få en ting på det rene: Jeg synes, at Angoulême-festivalen er en fantastisk begivenhed, der virkeligt får mediet til at skinne. Men som ordsproget siger: Den man elsker, tugter man. Og med god, konstruktiv grund.

 

Med venlig hilsen (jojojo!),

 

Matthias

 

 

Kære Matthias,

Tak for svaret.

 

Det er selvfølgelig let at overse Morris, når nogen har glemt at skrive ham på festivalens eget materiale om prisvinderne. Jeg beklager at have anklaget dig, og kan til mit forsvar kun sige, at alle Grand Prix-vinderne, både de "regulære" og de fire, der har fået "sær"-priser, optræder på samtlige de lister, jeg har set, inklusive festivalens officielle hjemmeside. I øvrigt regnes alle Grand Prix-vinderne som fuldgyldige vindere og medlemmer af det såkaldte "akademi", så der er ingen grund til at hævde, at Morris ikke skulle have vundet i 1993 eller at Lauzier skulle tælle mere end Morris.

 

Ja, vi er tydeligvis ueninge om hvad konstruktiv kritik er. Lad mig prøve at uddybe mit synspunkt: Det er selvfølgelig helt og aldeles rimeligt at kritisere noget, der ikke er godt nok - men din kritik af udstillingen af amerikanske serieskabere 2002 gik kun på, hvem der ikke var med. Det er helt OK at ønske sig noget andet, men nej, det er ikke konstruktivt at sige, at en udstilling er dårlig, fordi den ikke er noget andet end det, den er. Ville det ikke være det samme, hvis nogen brokkede sig over at Rackham nr. 5 ikke rummede interviews med Stan Lee eller Curt Swan?

 

Den omtalte CNBDI-udstillings titel var "Amerikanske tegneseriemestre", ikke "De amerikanske tegneseriemestre" - så der var sådan set ingen forpligtelse til all round-repræsentation af dygtige serieskabere. Vi kan vælge at se positivt på det: der er så mange dygtige serieskabere, at der slet ikke er plads til dem alle på CNBDI...

 

Når du mener, at festivalen som helhed og CNBDI i særdeleshed har en forpligtelse til at være alsidig og bredt formidlende, burde det vel også gælde din egen dækning. (Og forresten og i parentes bemærket: hvis festivalen skulle afspejle den reelle produktion af serier på verdensplan, skulle halvdelen af udstillingerne jo handle om manga.)

 

Nå, fred være med det. Som du selv skriver: rapporten er ment som "en oplysende opfordring til debat blandt interesserede." Det må siges at være sket.

 

Jeg kom til at skrive, at jeg ikke gider gå ind i en debat om juryens indspisthed igen. Satans! Nå pyt, jeg gør det bare alligevel, NYAHAHAHAAA! Så kan det her også blive rigtig langhåret!

 

Din oprindelige argumentation for copinage-teorien (i Angoulême-rapporten anno 2001) var, at mange af Grand Prix-vinderne er tilknyttet det franske satire-serieblad L'Écho des savanes.

 

Af de i alt 34 Grand Prix-vindere har otte været tilknyttet L'Écho des savanes - mens til sammenligning 14 har været tilknyttet Pilote. Og to af de otte L'Écho des savanes-folk, bladets grundlæggere Gotlib og Bretécher, forlod bladet efter få numre og har derfor ikke nogen tilknytning til de, der kom efter, eller den ganske anderledes stil, bladet efterfølgende slog ind på.

 

I Angoulême-rapporten anno 2002 skriver du, at "listen over Grand Prix-vindere taler for sig selv" - og nævner så Fred, Moebius, Forest, Brétecher, Tardi, Bilal, Druillet, Pétillon, Gotlib, Margerin, Mandryka, Cestac og Veyron og fortsætter: "De er alle del af den generation, der i 70erne fornyede den franske tegneserie med en større alsidighed og dybde i tematikken og udtrykket til følge. Og de gjorde det på kryds og tværs af hinanden i de samme antologier."

 

Det her bliver vi tydeligvis ikke enige om. Men: Fred, Moebius og Gotlib lavede væsentlige værker allerede i 60erne; Forest allerede i 50erne. Disse mennesker tilhører ikke samme generation. Og Fred, Moebius, Forest, Tardi, Bilal, Pétillon, Gotlib, Margerin og Cestac har intet tematisk eller stilmæssigt tilfælles.

 

De 13 nævnte serieskabere har heller ikke alle arbejdet for de samme antologier. Der masser af overlapning, javel, flertallet af dem har f.eks. arbejdet for Pilote, omend ikke samtidigt. Der er simpelthen så mange serieskabere, der har arbejdet for Pilote, at de ikke kan være i Forum på én gang allesammen. Alle disse mennesker går næppe på café sammen og klapper hinanden på ryggen og uddeler Grand Prix'er til sig selv og hinanden.

 

De nævnte navne udgør jo også kun 13 ud af i alt 34 Grand Prix-vindere, altså lige over en tredjedel, hvilket jeg synes får argumentet til at falde til jorden. Af hensyn til eventuelle læsere, der endnu ikke er faldet i søvn, må vil hellere få den komplette liste på bordet: Siden Angoulême-festivalens start er Grand Prix'en i kronologisk rækkefølge blevet tildelt følgende: Franquin, Eisner, Pellos, Jijé, Reiser, Marijac, Fred, Moebius, Gillon, Forest, Bretécher, Mézières, Tardi, Lob, Bilal, Druillet, Pratt, Pétillon, Cabanes, Gotlib, Margerin, Morris, Lauzier, Mandryka, Vuillemin, Juillard, Goossens, Boucq, Crumb, Uderzo, Cestac, Veyron, Schuiten og Loisel.

 

Det synes jeg så taler for sig selv. Der er repræsentanter for både 40er-, 50er-, 60er-, 70er- og 80er-generationerne, der er folk, der har lavet uskyldige underholdningsserier og folk, der har lavet udknaldede formeksperimenter; der er mildt sagt lidt af hvert. Jeg kan da godt sidde med en stille undren over at man har tildelt priser til f.eks. Lob og Goossens og ikke til Hergé og Greg, men... nåja, se mine bemærkninger ang. udstillingen. Grundlæggende er det jo et spørgsmål om, hvem man synes, der laver noget interessant. Og når du kan kalde Loisel for en kedemester og salonserieskaber, ja så er vi jo bare uenige.

 

Jeg bliver nødt til at æde nogle ord i mig: Jeg kan selvfølgelig ikke dokumentere, "at der hverken i Frankrig eller Belgien (eller andetsteds) er fremkommet en tilsvarende kritik" [om copinage] - hvem på disse breddegrader kan følge med i "den daglige fransk-belgiske tegneseriedebat"? Men jeg abonnerer på en god håndfuld franske serietidsskrifter og tjekker jævnligt et antal relevante franske hjemmesider og er indtil videre ikke stødt på en sådan kritik - deraf påstanden.

 

Slutteligen vil jeg sige, at det er nyt at læse, at du faktisk synes Angoulême-festivalen "er en fantastisk begivenhed, der virkeligt får mediet til at skinne." Det fremgår nemlig ikke af nogen af rapporterne! Læsere, der ikke har besøgt festivalen - og det er vel det store flertal af læserne - vil ud fra dine rapporter uvægerligt få det indtryk, at der er tale om en lille, indspist og dårligt arrangeret affære, hvilket jo aldeles ikke er tilfældet - uanset hvad man mener om listen over Grand Prix-vindere. Deraf min faren i tastaturet.

 

Mvh. (jamen jo da!),

 

Poul Petersen

 

 

Matthias Wivel igen:

 

Kære Poul,

Når man bortser fra det faktum, at jeg også omtalte præsentationen og ophængningen af udstillingerne og derfor ikke kun snakkede om, hvad der var udeladt på de to udstillinger, synes jeg stadig det er relevant at kritisere udeladelser - især når de er så graverende som det var tilfældet her. En af grundene til at udstillingen af "Europæiske seriemestre" på festivalen i 2001 var så fremragende var netop, at den viste prima materiale af alle de største europæiske serieskabere og dermed til fulde opfyldte sin formidlingsopgave. Det kan altså godt lade sig gøre at dække et så stort område, som begge disse udstillinger lovede. Udeladelserne på den amerikanske udstilling ville svare til, at den europæiske havde manglet værker af Franquin og Hergé, kun mangelfuldt havde præsenteret Pratt og iøvrigt ikke havde vist andre fra 70ergenerationen end Moebius - det ville ganske enkelt have været uacceptabelt udfra den målsætning udstillingens titel bar i sig, hvadenten den indeholdt et "De" (eller rettere, et "Les"), eller ej.

 

Mht. udvalget af alternative amerikanske serieskabere på den anden udstilling ville det udvalg, vi blev præsenteret for svare til, hvis man på en udstilling af den ny generation af alternative europæiske serieskabere kun medtog David B og Lewis Trondheim, og ikke Martin Tom Dieck, Fabio, Anke Feuchtenberger, Emmanuel Guibert, Fabrice Neaud, Frederick Peeters, Marjane Satrapi og Joann Sfar - altså lavede en udstilling, der - med enkelte undtagelser - kun viste andenrangsmateriale. Ikke kriminelt, men bestemt en forspildt mulighed og udtryk for manglende kvalitetssans.

 

Sådan noget bør simpelthen påtales og, nej, det er ikke det samme som at udelade Curt Swan og Stan Lee i Rackham #5. Bladet lover ikke nogetsteds at være nær-encyclopædisk, som 'mesterudstillingen' gjorde det, og det negligerer ikke, så vidt jeg kan se, det væsentligste indenfor det område, det rent faktisk lover at dække, ligesom "alternativudstillingen' gjorde det.

 

Mht. "Copinage"-diskussionen forbliver den, som den altid har gjort og sandsynligvis vil gøre, på et spekulativt, men dermed ikke mindre relevant plan. At jeg nævnte både L'Echo des savanes og Métal Hurlant i min oprindelige artikel og intet sted har sagt, at de nævnte serieskabere deler stil, er for så vidt mindre væsentligt end det, at vi taler om en generation, hvis hovedpersoner over en bred kam fornyede mediet i løbet af 70erne og dermed, om ikke - som de i mange tilfælde vitterligt gør - deler nært venskab, så i hvert fald deler historie og opfattelse af tegneseriemediet som en form, der kan bruges i andet end børneunderholdningens tjeneste. Det er det, der er det vigtige og det er det, der gør at jeg - styrket af en overræpresentation af de, mildt sagt, mindre lys fra generationen på listen - tolker det som om de har svært ved at gribe uden for egne rækker.

 

Mvh (klart dér!),

 

Matthias.

[02-04/02/03]

 




læs også:
Nyheder: Ceci n'est pas 'itchcåcke

tilbage til Debat


© 2004 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2004 the respective artists and authors. All rights reserved.