tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

EN ALVORLIG SAG - MORSOMT NOK
Hvad er politisk tegneri?
Af Niels Roland

Det lyder meget godt - det der med politisk.

Finere end vittigheds- eller tegneserietegner. Vi er ude over barnlig falden-på-halen-komik her. Nu taler vi voksen-snak, unger!

Men er den politiske tegner en, der primært anvender sin streg i en bestemt politisk sags tjeneste? Eller er det en, der blot beskæftiger sig med politiske emner sådan i al almindelighed ? Eller er det en, der tegner Poul Nyrup med en agurk i røven ?

Den aktuelle avis-cartoon, den satiriske tegning som ofte placeres ved siden af avisens redaktonelle leder, har optrådt i den trykte presse, så længde denne har eksisteret. Intet leksikalt opslag på karikatur uden Philipons tegning fra 1833 afkong Louis-Philippe som Kong Pære eller en af Corsarens latterliggørelser af Kierkegaards fysiognomi.

Tegneserien udviklede sig sideløbende fra omkring forrige århundredskifte ved at sammensætte flere tegninger, der tilsammen udgør et handlingsforløb, og ved i højere grad at operere med et persongalleri, der tillader tegneren at udnytte læsernes forudgående kendskab til karaktererne.
Genrerne blandes sjældent. Amerikanske Doonesbury er den mest kendte undtagelse. Men netop i Danmark har vi faktisk en særlig tradition for at forene avis-cartoon'ens aktuelle satire med tegneseriens form og figurgalleri i serier som Statsministeren af Graabæk, Poeten og Lillemor af Mogensen, Egoland af Gjørup eller Strid af tegneren af samme navn.

I f.eks. Tyskland eksisterer en sådan tradition slet ikke, blev jeg klar over, da jeg for nogle år siden blev bedt om at tale ved en femisering på universitetet i Flensburg, hvor man havde lavet en lille udstilling af eksempler på denne særlige danske type avisstriber.

Mit eget bidrag til genren, Dana Blues, startede i Morgenavisen Jyllands-Posten for fem år siden. På det tidspunkt havde tegneseriegenren i Danmark - trods salgs-boom i albums i 80'erne og en vis finkulturel blåstempling - ikke undgået at male sig selv op i et hjørne uden tilstrækkelig forbindelse med den aktuelle virkelighed.

De serier, der i dag vækker opmærksomhed udenfor en snæver kreds af fans, optræder nu i avisspalterne ligesom i tegneseriens barndom, og det er som i tilfældene Strid og Nikoline Werdelin netop serier, der tager afsæt i en virkelighed, almindelige læsere kan genkende - Men øjeblik! Altså - virkeligheden...! Et noget difust begreb her i docu-dramaernes og spin-doctorernes æra. Hvem kan længere forbeholde sig en særlig ret til virkeligheden? Er du og jeg mere eller mindre virkelige brikker i puslespillet end Ringens Broderskab, deltagerne i Big Brother, karaktererne i Rejseholdet eller personen i den anden ende af bredbåndet?

På samme måde kan f.eks. politikere med lige så stor ret som min series "opdigtede" karakterer kalde sig tegneseriefigurer.

For snart et par år siden sendte jeg hele Christiansborg ud på en øde ø for at lege Robinson. Læserne kunne så stemme deltagerne hjem en for en. Mange læsere foreslog dog kvikt, at de hellere så flokken blive ude på øen. En enkelt foreslog sågar, at jeg burde sendes med derud, så han kunne blive fri for min tegneserie i avisen.

Alt kreativt skabende arbejde udspringer af erkendelsen af livets forgængelighed. Med udsigt til at tilbringe evigheden med at betragte kartofler nedefra er målet for kreativ skaben hver gang ønsket om at skabe det perfekte, mens tid er. Den perfekte verden - den som Gud forspildte lejligheden til at lave, da han ellers havde SYV dage til rådighed. SYV, for helvede! Han skulle prøve at have deadline HVER dag! Skide amatør!

Dagstriben er en tiltrækkende udtryksform, hvis man drømmer om guddommelighed, men ikke gider bruge hele dagen på det. Der er kort fra tegnebrædt til publikation, og ved starten af hver stribe er tavlen i en vis forstand visket ren. Hver dag stiller fire små ruder sig til rådighed for jagten på det perfekte udtryk, den geniale lille sekvens der rummer hele tilværelsens mangfoldighed, dens glæder og sorger, dens smerte, vanvid og poesi.

Den perfekte stribe rummer alt dette - UDOVER at være lårklaskende morsom.

I løbet af lad os sige tredive år har tegneren af en daglig stribe således ca. 30 X 360 skud i pistolen. Det giver 10.800 forsøg. Hvor mange store danske samtidsromaner kan man nå at skrive i samme tidsrum? Og det uden garanti for bare en bogklubudgave!

En Hollywood-producent skal have sagt til sine forfattere: Har I et BUDSKAB - så brug postvæsnet! Jeg vil tilføje - den tegner, der gør sig selv til redskab for bestemte politiske ideologier eller partier, er ikke en politisk tegner - men en vækkelsesprædikant! Den der har set lyset kan efter min mening ikke lave satire. Latter runger kun ægte, når det er os selv vi griner ad. Verden udenfor os selv er komediens bagtæppe, men det der er morsomt er vores egen manglende evne til at tackle tilværelsen. Jødisk humor er ofte fremhævet som bevis på, at humoren er et redskab til at overleve pogromer og bilaterale forhandlinger med Gud og livet. Woody Allen og Jerry Seinfeld er eksempler. Hvor mange Taleban stand up-komikere er der?

Fundamentalister eller ej - politikere og andre autoriteter er her for at frelse os fra os selv. Og det skal vi sådan set være rigtig glade for. Hvis verden kun var befolket af humorister, er det ikke sikkert, der var så meget at grine ad. Men var den på den anden side kun befolket af politikere, ville grineri måske snart være forbudt ved lov.

Så for at vende tilbage til det indledende spørgsmål: En politisk tegner i min terminologi er en slags funktionel vatpik. Som funktionel vatpik er det svært at være medlem af et politisk parti, for man kan næsten altid også se tingene fra modpartens side. Det er ikke det samme som holdningsløshed.
Substantiel satire må nødvendigvis udspringe af et engagement i tilværelsen, ja, måske endda af politiske holdninger. Men tvivlen skal altid være sidekammerat ved tegnebordet.

Personligt kan jeg med dette møbel som betryggende forskansning mellem mig selv og mine medmennesker hvæsse pennen og uden støre fare for min personlige sikkerhed lange ud efter forbipasserende. Af og til morer jeg mig endda over det. Men langt fra altid.

Humor er en alvorlig sag. Morsomt nok.

[2001]

klik på billedet for at se det i en større version
Roland tager sig i sin stribe Dana Blues, kærligt af et par af sine kolleger.
klik på billedet for at se det i en større version


tilbage til Essays


© 2003 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2003 the respective artists and authors. All rights reserved.